12/2016

Lønmodtagernes Garantifond var berettiget til ikke at udbetale værdien af fem ikke-afholdte feriefridage til A, idet A ikke havde godtgjort, at hun havde et krav mod Lønmodtagernes Garantifond. A blev den 30. november 2011 opsagt fra sin stilling med seks måneders varsel. Efter selskabets konkurs blev hun fritstillet i perioden fra den 10. maj til den 31. maj 2012. A havde efter sin ansættelsesaftale ret til ferie med løn/feriegodtgørelse i overensstemmelse med ferieloven. Parterne var enige om, at der i virksomheden tillige eksisterede en kutyme, hvorefter lønmodtagerne herudover havde ret til fem feriefridage om året. Der forelå ikke nogen mundtlig eller skriftlig aftale om, hvilke nærmere regler der var gældende for feriefridagene, herunder hvorledes der skulle forholdes med ikke-afholdte feriefridage i opsigelsessituationen. Der forelå heller ikke oplysninger om, hvordan virksomhedens ordning med feriefridage var blevet administreret, herunder i tilfælde, hvor medarbejdere var blevet opsagt, eller i tilfælde, hvor feriefridagene ikke var blevet afholdt. Højesteret fastslog, at der ikke var holdepunkter for at antage, at de overenskomstmæssige vilkår ifølge HK/Danmarks overenskomst på området skulle indfortolkes i As ansættelsesaftale. Højesteret bemærkede i den forbindelse, at As ansættelsesforhold ikke var omfattet af en kollektiv overenskomst, og at hendes ret til fem feriefridage fulgte af virksomhedens kutyme, der gav hende en bedre retsstilling end den, der følger af ferielovens regler, uanset om retten til frihed kunne konverteres til et økonomisk krav eller ej. Højesteret bemærkede i øvrigt, at bestemmelser om feriefridage i kollektive overenskomster ikke har et ensartet indhold. A havde ikke godtgjort, at hendes ret til fem feriefridage efter virksomhedens kutyme kunne konverteres til et økonomisk krav. Selv om det måtte have været tilfældet, fandt Højesteret det endvidere ikke godtgjort, at kutymen indebar, at feriefridagene skulle varsles, for at de kunne afvikles med frigørende virkning for arbejdsgiveren i fritstillingsperioden. Højesteret bemærkede herved, at A i fritstillingsperioden var arbejdsfri i ca. 3 uger med fuld løn. Da A således ikke havde godtgjort, at hun havde et krav mod Lønmodtagernes Garantifond, stadfæstede Højesteret dommen.