BR — Byretterne
AM2025.07.01B
AM2025.07.01B Retten i Glostrups
DOM
Dato: 1. juli 2025 Rettens sagsnr.: S14-4390/2025 Politiets sagsnr.: 0700-80117-00057-23 Anklagemyndigheden mod Tiltalte A/S, cvr-nummer … Retsmødebegæring er modtaget den 23. maj 2025. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om konfiskation af personbil af mærket MG med reg.nr. … hos Tiltalte A/S i medfør af færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt. Tiltalte A/S har påstået afvisning, subsidiært frifindelse.
Af retsmødebegøringen af 23. maj 2025 fremgår: ”… Anmodning om retsmøde — påstand om konfiskation Ved anklageskrift af 21. februar 2024 blev der rejst tiltale mod Person1 …0575-… Udrejst til friand for spirituskørsel efter færdselslovens § 53, stk, 1, jf. § 117, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 2, nr. 1, ved den 9. december 2023 at have ført personbil, reg. nr. … med en promille på 3,33.
Der er i anledning heraf nedlagt påstand om konfiskation af den tilkørslen anvendte personbil, reg. nr. … tilhørende Tiltalte A/S Cvr … Adresse1 2620 Albertslund Sagen var berammet til hovedforhandling i Retten i Glostrup den 14. maj 2025, hvilke retsmøde imidlertid blev aflyst, idet det ikke via Enhed for udlandsforkyndelse havde været muligt at forkynde for tiltalte i Irland.
Af retsbog af 4 marts 2025 fremgår, at sagen herefter blev sluttet til anklagemyndighedens videre foranstaltning. Idet det ikke kan forventes, at der inden for rimelig tid vil kunne ske forkyndelse for tiltalte, fremsendes sagen på ny med anmodning om retsmøde med påstand om konfiskation af personbil reg. nr. ….
Det skal bemærkes, at tiltalte har identificeret sig på stedet under fremvisning af gyldigt irsk kørekort og har erkendt at have været fører af køretøjet på uheldstidspunktet, hvilket tillige blev bekræftet af part 2, vidnet Vidne1 og vidnet Vidne2. Bilen var leaset af Selskab, der var tiltaltes tidligere arbejdsgiver, gennem Tiltalte A/S, og udleveret til tiltalte som firmabil.
Ifølge tiltaltes forklaring var han den eneste, der havde rådig hedover bilen. Af vedlagte lejekontrakt fra Tiltalte A/S (bilag 14) fremgår, at bilen er lejet ud til Person1 fra Selskab den 12. november 2023 til den 12. december 2023.
Tiltalte har således været bekendt med tiltaltes identitet og forhold i forbindelse med indgåelsen af lejeaftalen med ham, og haft mulighed for at sikre sig i forhold til risiko for tab i forbindelse med lejen overfor tiltalte, hvorfor konfiskation af køretøjet ikke kan anses for uforholdsmæssigt indgribende over for dem.
Den omstændighed, at tiltalte endnu ikke er dømt for forholdet, er efter anklagemyndighedens opfattelse ikke til hinder for, at der kan ske konfiskation af bilen på nuværende tidspunkt. Jeg skal i den forbindelse henvise til Vestre Landsrets dom af 19. juni 2024, ved hvilken dom der skete konfiskation af en bil anvendt til vanvidskørsel, uagtet at føreren ikke var dømt.
Landsretten lagde herved vægt på, at ejer af bilen var bekendt med, hvem der havde ført den.
Såfremt Tiltalte har et erstatningskrav mod tiltalte må dette henvises til civilt søgsmål, hvortil det videre skal bemærkes, at risikoen ved at udleje en bil til en udlænding med deraf følgende udfordringer med at inddrive et erstatningskrav, har været Tiltalte bekendt på udlejningstidspunktet og været en risiko, de har valgt at løbe.
Det bemærkes, at der ved en fejl i det oprindelige anklageskrift desværre er nedlagt påstand om konfiskation af personbil, reg. nr. …, der er pars 2’s bil. Der nedlægges således rettelig påstand om konfiskation af personbil, reg. nr. …. …"
Sagens oplysninger
Landechef Person2 har på rettens forespørgsel forklaret, at Tiltalte A/S i forhold til lejerne af deres biler ikke gør andet for at sikre sig i forhold til vanvidskørsel, end at lejerne skriver under på de særlige afsnit om vanvidskørsel, der fremgår af lejekontrakterne. De indhenter således ikke lønsedler eller lignende for at kontrollere, at lejerne vil kunne betale et eventuelt erstatningskrav.
De er et udlejningsselskab og overholder udlejningsbekendtgørelsen, men det er forretningsmæssigt urealistisk at gøre yderligere i form af at bede kunderne om løsedler eller lignende, hvis de vil udleje nogen biler. Det er heller ikke realistisk at bede kunderne om at lægge et kæmpe depositum, da sagerne ofte er flere år om at blive afgjort.
Tiltalte A/S har ca. 650.000 biludlejninger om året i Danmark, og han mener, at bilen på tidspunktet havde en nedskrevet værdi på 220.000 kr. uden afgift, men med moms, og det vil være det tab, som de vil lide, hvis bilen konfiskeres. Der har været foretaget dokumentation fra følgende: Anmeldelsrapport af 9. december 2023 (forhold 1, bilag 1, side 4).
Fotorapport af 9. december 2023 (forhold 1, bilag 7. side 2 og 3) Retskemisk erklæring af 13. december 2023 (forhold 1, bilag 10) Lejekontrakt (forhold 1, bilag 14, side 1).
Rettens begrundelse
og afgørelse Sagen angår konfiskation af et køretøj af mærket MG med reg.nr. …, der efter anklagemyndighedens opfattelse blev benyttet af Person1 den 9. december 2023, hvor han efter anklagemyndighedens opfattelse kørte spirituskørsel i køretøjet med en promille på mindst 3,33.
Efter ordlyden af færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., og forarbejderne hertil, må det antages at være forudsat, at en påstand om tredjemandskonfiskation nedlægges under en straffesag vedrørende den pågældende lovovertrædelse.
Bestemmelsen findes dog ikke formelt at være begrænset hertil, og retten finder derfor ikke, at anklagemyndigheden er afskåret fra at nedlægge påstanden om tredjemandskonfiskation under en selvstændig sag, hvis føreren af køretøjet er ukendt, eller det er vanskeligt at behandle straffesagen mod føreren.
Herefter og efter oplysningerne om, at straffesagen mod Person1 på nuværende tidspunkt er sluttet til anklagemyndigheden til videre foranstaltning som følge af, at det ikke havde været mulig for Enheden for Udlandsforkyndelse at forkynde den tidligere berammede hovedforhandling for Person1, finder retten ikke grundlag for at afvise sagen.
Den omstændighed, at straffesagen mod føreren ikke er afgjort medfører imidlertid, at retten under nærværende sag skal foretage en fuldstændig prøvelse af, om det er bevist, at bilen har været anvendt til en færdselslovsovertrædelse, der kan medføre konfiskation i medfør af færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. ptk., jf. bestemmelsens 1. ptk.
Efter oplysninger om, at bilen var udlejet til Person1, samt oplysninger i anmeldelsesrapporten om omstændighederne på gerningsstedet og om identifikation af Person1, finder retten det bevist, at Person1 var fører af den omhandlede personbil på gerningstidspunktet.
På baggrund af samme bevisligheder samt den retskemiske erklæring finder retten det videre bevist, at Person1 på tidspunktet havde en alkoholpromille på mindst 3,33.
Retten finder det således bevist, at der foreligger en overtrædelse af færdselslovens § 53, stk. 1, med en promille på mere end 2,00 ved brug af den omhandlede personbil, og køretøjet skal derfor konfiskeres, medmindre det må anses for uforholdsmæssigt indgribende, navnlig henset til Tiltalte A/S mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt ved en sådan overtrædelse og for at tage alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling i anledning af overdragelsen af køretøjet til Person1.
Efter en samlet vurdering, hvorunder retten særligt lægger vægt på oplysningerne om det tab, som Tiltalte A/S vil lide som følge af konfiskationen, samt oplysningerne om antallet af årlige udlejninger hos Tiltalte A/S og dermed Tiltalte A/S' muligheder for at inddække tabet i deres øvrige udlejning, finder retten, at det ikke vil være uforholdsmæssigt indgribende over for Tiltalte A/S at konfiskere køretøjet.
Thi kendes for ret
: Personbilen af mærket MG med reg.nr. … konfiskeres hos Tiltalte A/S. Tiltalte A/S skal betale sagens omkostninger.
