Tilbage til sager

VLRVestre Landsret

AM2023.08.10V

OL-2023-V-00034

Dom
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
10-08-2023
Sagsemne
EMRK, EMRK
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2023.08.10V Retten i Aalborgs

DOM

Dato: 17. november 2022 Rettens sagsnr.: 11-2451/2022 Politiets sagsnr.: 5100-73251-00113-21 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født januar 1996 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 29. april 2022.

Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af 1. straffelovens § 245, stk. 1, til dels jf. § 21 legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter og forsøg herpå ved den 13. november 2021 ca. kl. 21.25 ved Adresse med en kniv flere gange at have stukket ud efter Forurettede og bl.a. forsøgt at ramme ham i brystet, hvilket ikke lykkedes, idet Forurettede afværgede stikkene med armen, hvorunder tiltalte ramte Forurettede flere gange på armen og hånden, hvorved Forurettede pådrog sig et snit på håndryggen, 2. straffelovens § 266 trusler ved den 13. november 2021 ca. kl. 21.25 ved Adresse i umiddelbar forlængelse af det i forhold 1 beskrevne og fortsat med kniven i hånden at have kastet flere sten gennem vinduet til Forurettedes lejlighed og på arabisk at have udtalt, at han ville slå Forurettede ihjel, hvilket var egnet til at fremkalde alvorlig frygt for Forurettede liv eller helbred, 3. knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 1, ved den 13. november 2021 ca. kl. 21.25 ved Adresse i forbindelse med det i forhold 1 og 2 beskrevne uden anerkendelsesværdigt formål at have besiddet en kniv.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om straf. Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at tiltalte i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 22, nr. 6 og nr. 8 udvises med indrejseforbud i et tidsrum, som retten fastsætter. Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Advokat Finn Roger Nielsen har vegne Forurettede nedlagt påstand om erstatning for tingsskade tortgodtgørelse, jf. erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1 og 2, på 100.000 kr. Retten har under sagen truffet bestemmelse om at nogle yderligere krav ikke tages under påkendelse, jf. herved retsplejelovens § 992, stk. 1. Tiltalte har bestridt at der er grundlag for tortgodtgørelse.

Sagens oplysninger

Der er under sagen afgivet følgende forklaringer: [FORKLARINGER UDELADT] Tiltalte har forklaret om sine personlige forhold, at han kom til Irak i 2014. Han kunne ikke rejse hertil og blev fængslet i Kuwait. Alle hans søskende er nu kommet til Danmark.

Der er under sagen fremlagt politiattester vedrørende tiltalte og Forurettede, retsgenetisk undersøgelse vedrørende DNA fra knust rude (sagens bilag side 97 f.) samt diverse fotos fra stedet. Tiltaltes afhøring efter udlændingelovens § 26 (jf. sagens bilag side 79 ff.) er gennemgået under sagen. Udlændinge- og integrationsministeriet har den 9. august 2022 afgivet udtalelse om mulig udvisning af Tiltalte.

Det fremgår blandt andet heraf, at Tiltaltes lovlige ophold i relation til udvisningsbestemmelserne skal regnes fra den 21. december 2000 og at han således har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 21 år og 7 måneder, jf. udlændingelovens § 27.

I udtalelsen anføres blandt andet følgende: ”… Udtalelse om udvisningsspørgsmålet Det bemærkes indledningsvis, at det følger af bestemmelsen i udlændingelovens § 26, stk. 2, at en udlænding skal udvises efter §§ 22-24, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

På baggrund af anklagemyndighedens oplysninger om kriminalitetens karakter, og om at den pågældende forventes idømt en frihedsstraf af 8 måneders varighed sammenholdt med de i udlændingelovens § 26, stk. 2, nævnte hensyn, kan Udlændingestyrelsen tiltræde, at anklagemyndigheden nedlægger påstand om udvisning.

Efter Udlændingestyrelsens vurdering bør påstanden om udvisning nedlægges i medfør af udlændingelovens § 22, nr. 6 eller§ 22, nr. 8. Konsekvenser ved en eventuel udvisning Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 1, at der til en udvisning skal knyttes et indrejseforbud. Fastsættelsen af indrejseforbuddets længde fremgår af udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 2 og nr. 4-7.

Det bemærkes, at efter udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 5 meddeles indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter § 22, nr. 4-8 eller for udlændinge, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, dog altid for mindst 6 år.

Det bemærkes endvidere, at indrejseforbuddet, efter stk. 5, nr. 1, kan meddeles af kortere varighed, hvis et indrejseforbud af den varighed, der er nævnt i stk. 4, vil indebære, at udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. …” Tiltalte er straffet: den 11. august 2022 med dagbøder for hærværk og den 5. oktober 2022 for tyveri.

Rettens begrundelse

og afgørelse Efter de lægelige oplysninger om stiksår på Forurettedes hånd, billedet af skaderne på hans jakke og forklaringerne afgivet af vidnerne Forurettede og Vidne1, finder retten det bevist, at tiltalte i forbindelse med et håndgemæng mellem ham og Forurettede flere gange stak ud efter Forurettede, hvorunder han ramte ham på armen og hånden hvorved Forurettede pådrog sig et snit på håndryggen.

Dette bevisresultat støttes af de observationer, som vidnet Vidne2 har gjort sig, om en mand, der gik rundt med en kniv på stedet. Retten finder i det nævnte omfang tiltalte skyldig i tiltalen i forhold 1. Som følge heraf finder retten tiltalte skyldig efter tiltalen i forhold 3.

Efter bevisførelsen, herunder de af Forurettedes og Vidne1 afgivne forklaringer sammenholdt med de tagne fotos, DNA-erklæringerne og til dels tiltaltes egen forklaringer, finder retten det bevist, at tiltalte har truet Forurettede som det nærmere er anført i forhold 2.

Straffen fastsættes til fængsel i 6 måneder, jf. straffelovens § 245, stk. 1, til dels jf. § 21, § 266 og knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 1, jf. straffelovens § 89. Retten har ved straffastsættelsen lagt vægt på voldens og truslernes karakter. Betingelserne i udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 22, nr. 6 og nr. 8, for at udvise tiltalte er opfyldt.

Da udvisning imidlertid med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2, tildeles tiltalte alene en advarsel om udvisning, jf. udlændingelovens § 24 b, stk. 1. Retten har herved lagt vægt på de foreliggende oplysninger om tiltaltes tilknytning til Danmark og karakteren og grovheden af den begåede kriminalitet.

Retten lægger i den forbindelse til grund, at tiltalte kom hertil da han var et lille barn, at han ikke selv har stiftet familie, at hans forældre og søskende er i Danmark samt at han har en forholdsvis begrænset tilknytning til Irak. Retten finder ikke, at kriminalitetens karakter giver grundlag for at tilkende tortgodtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26.

Forurettedes påstand herom tages derfor ikke til følge.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 6 måneder. Tiltalte tildeles en advarsel om udvisning. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. Forurettedes påstand om tortgodtgørelse tages ikke til følge. ::::::::::::::::::::::::::::: Vestre Landsrets 6. afdelings

DOM

(dommerne Jens Røn, Helle Korsgaard Lund-Andersen og Karen Laursen (kst.) med domsmænd) Dato: 10. august 2023 Rettens sagsnr.: S–2512–22 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født januar 1996, (advokat Niels Peter Pedersen, Nibe) Retten i Aalborg har den 17. november 2022 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 112451/2022).

Påstande

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse, herunder således at tiltalte udvises af Danmark. Tiltalte, Tiltalte, har påstået stadfæstelse. Supplerende oplysninger Tiltalte har ikke været til stede under hovedforhandlingen.

Tiltalte er yderligere straffet ved bødevedtagelser af 17. oktober 2021 med bøder for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og retsplejelovens § 750, 2. pkt., ved dom af 9. februar 2023 med en bøde for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer og ved bødevedtagelse af 9. januar 2023 med en bøde for overtrædelse af retsplejelovens 750, 2. pkt.

Tiltalte er desuden straffet ved dom af 22. marts 2022 med fængsel i 20 dage for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer. Straffen blev gjort betinget på vilkår om bl.a. udførelse af samfundstjeneste i 40 timer inden for en længstetid på 4 måneder. Der blev under sagen nedlagt påstand om, at tiltalte skulle udvises af Danmark, men dommen ses ikke at forholde sig til denne påstand.

I forbindelse med ankesagen har Kriminalforsorgen i By afgivet en udtalelse af 9. august 2023, hvoraf det fremgår, at tiltalte har udført den samfundstjeneste, som han blev idømt ved dom af 22. marts 2022.

Landsrettens begrundelse og resultat

Efter karakteren af forhold 1 og 2, herunder navnlig at volden og forsøg herpå er begået under anvendelse af kniv, findes straffen, der fastsættes som en fællesstraf med den betingede dom af 22. marts 2022 og som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 61, stk. 1, og § 89, at skulle forhøjes til fængsel i 8 måneder.

Det bemærkes, at den betingede straf i dommen af 22. marts 2022 ikke har medført en forhøjelse af straffen, da samfundstjenesten er udført. Tiltalte fik opholdstilladelse i Danmark som 4-årig og har således tilbragt sine formative år i Danmark. Tiltalte er ikke tidligere straffet for personfarlig kriminalitet.

Med disse bemærkninger og af de grunde, der i øvrigt er anført af byretten, tiltræder landsretten, at det med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtigelser at udvise ham. Det forhold, at tiltalte i en længere periode efter det fyldte 15. år har opholdt sig i Irak, kan efter omstændighederne ved opholdet i Irak ikke føre til en anden vurdering.

Landsretten tiltræder derfor, at tiltalte alene er meddelt en advarsel om udvisning, jf. udlændingelovens § 24 b, stk. 1. Med den anførte ændring stadfæster landsretten dommen.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at straffen forhøjes til fængsel i 8 måneder. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.

AM2023.08.10V · TfK: TfK2023.389
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/90de33a6-759a-4300-9fa0-8f8593e8ea7e