34884/2024

Udenlandsk voldgiftskendelse kunne ikke fuldbyrdes i Danmark A og B indgik i 2017 en aftale om, at B skulle investere i A’s selskab. Aftalen indeholdt en klausul, hvorefter enhver tvist mellem parterne, der ikke kunne forliges, skulle afgøres ved voldgift ved Shanghai Arbitration Commission (SHAC). I juni 2020 anlagde B en voldgiftssag mod A ved SHAC med påstand om bl.a., at aftalen blev annulleret, og at A skulle tilbagebetale investeringen. A deltog ikke i voldgiftssagen. Ved voldgiftsrettens kendelse fra 2020 fik B medhold i sine påstande, herunder at A skulle tilbagebetale investeringen. Spørgsmålet for Højesteret var, om voldgiftskendelsen kunne fuldbyrdes i Danmark, herunder om A havde fået behørig meddelelse om voldgiftssagen. Højesteret udtalte, at det er et fundamentalt princip, at en part skal have meddelelse om, at der er anlagt en voldgiftssag, og dermed mulighed for at fremføre sin sag. Hvis parten ikke har fået en sådan meddelelse, vil der principielt ikke være grundlag for at anerkende og fuldbyrde voldgiftskendelsen. Det afgørende er, om parten har fået meddelelsen, ikke i hvilken form den er givet. Efter voldgiftslovens § 39, stk. 1, nr. 1, litra b, er det den part, der modsætter sig anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelsen, der skal godtgøre, at vedkommende ikke har fået meddelelse om voldgiftssagen. Ved denne bevismæssige vurdering må det tages i betragtning, at det i sagens natur kan være vanskeligt at godtgøre ikke at have fået en meddelelse. Der vil normalt være grund til at nægte anerkendelse og fuldbyrdelse af en voldgiftskendelse, hvis der er rimelig tvivl om, hvorvidt den part, mod hvem voldgiftskendelsen påberåbes, har fået meddelelse om voldgiftssagen. Om den konkrete sag udtalte Højesteret, at efter at B havde anlagt voldgiftssagen, sendte SHAC breve med meddelelse om voldgiftssagen til A til to forskellige kinesiske postadresser. Den ene adresse var A’s barndomshjem, som han var flyttet fra i 1997. Den anden adresse angik en inaktiv virksomhed, som A var ejer af. Denne virksomhed var uden tilknytning til parternes aftale. Der blev ikke sendt andre meddelelser om voldgiftssagen, herunder f.eks. en mail om voldgiftssagen fra B, voldgiftsretten eller SHAC. Efter bevisførelsen måtte det lægges til grund, at A i 2020 ikke var i Kina, men i Danmark. I overensstemmelse hermed var det da også anført i B’s anmodning om voldgift til SHAC, at A havde boet i Danmark siden 2017. På denne baggrund fandt Højesteret, at A havde godtgjort, at han ikke havde fået behørig meddelelse om voldgiftssagen, og at han dermed ikke havde fået mulighed for at fremføre sin sag. Det var uden betydning, at voldgiftsretten i Shanghai anså meddelelse om voldgiftssagen for at være forkyndt for A. Der var herefter ikke grundlag for at anerkende og fuldbyrde voldgiftskendelsen. Landsretten var nået til et andet resultat.