81/2019

Forældelsesfristen for et skattekrav var afbrudt ved underskrivelsen af en boopgørelse, som blev sendt til skattemyndighederne Sagen angik TAKS’ udpantningsudlæg i en ejendom på Færøerne. Udpantningen vedrørte et krav på betaling af restskat, som SKAT havde overdraget til de færøske skattemyndigheder, TAKS, til inddrivelse. Sagen for Højesteret angik alene, om kravet var forældet, herunder navnlig om forældelsesfristen var afbrudt ved, at skyldneren havde erkendt kravet. Højesteret udtalte, at det beror på en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder, om en skyldner over for fordringshaveren udtrykkeligt eller ved sin handlemåde har erkendt sin forpligtelse. Det afgørende for denne vurdering er, om fordringshaveren på grund af skyldnerens adfærd med føje har fået den opfattelse, at der ikke er tvist om kravet, således at der ikke er rimelig anledning for fordringshaveren til at foretage retslige skridt. Højesteret fandt, at skyldneren ved underskrivelsen af en boopgørelse, som blev sendt til og modtaget af TAKS, gav SKAT anledning til at antage, at der ikke var nogen tvist om kravet. Højesteret lagde vægt på, at skyldneren ikke havde haft pligt til at anføre krav i boopgørelsen, som han ikke mente bestod, ligesom han måtte anses for at have været bekendt med, at opgørelsen ville tilgå TAKS og dermed også fordringshaveren SKAT. På det tidspunkt, hvor boopgørelsen blev udfærdiget, var SKATs afgørelse om betaling af restskat heller ikke blevet påklaget eller i øvrigt søgt indbragt for domstolene, ligesom der ikke blev gjort nogen indsigelse, da kravet blev anmeldt i dødsboet. Kravet var herefter ikke forældet. Landsretten var nået til det samme resultat.