Tilbage til sager

BRByretterne

SS-7545/2021-ALB

OL-2022-BYR-00203

Afgørelse / Dom
Dato
01-02-2022
Sagsemne
Tiltale for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1 – legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter samt knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 4. Påstand om udvisning, konfiskation, erstatning samt frakendelse af førerretten
Fuldtekst
Kilde: Domsdatabasen

D44.DTD

.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 238.3px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }

RETTEN I AALBORG

Udskrift af dombogen

D O M

afsagt den 1. februar 2022

Rettens nr. 18-7545/2021 Politiets nr. 5100-73251-00086-21

Anklagemyndigheden mod Tiltalte 1 født Dato 1 og Tiltalte 2 født Dato 2

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift er modtaget den 11. oktober 2021.

Tiltalte 1 og Tiltalte 2 er tiltalt for overtrædelse af

1.

Begge de tiltalte:

straffelovens § 245, stk. 1 – legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter, ved den 19. september 2021 ca. kl. 05.05 i det sydgående spor på Motorvej E45 syd for afkørsel 29 ved By 1 i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse, at have udøvet grov vold mod Forurettede, idet Forurettede blev tildelt en læsion med kniv i skulderen, samt en læsion med kniv ved håndleddet, hvorved pulsåren blev beskadiget, ligesom de tiltalte efterfølgende tildelte Forurettede flere slag og spark i hovedet og på kroppen, mens han lå ned,

2.

Tiltalte 1

knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 4, ved den 19. september 2021 ca. kl. 05.05 på Nordjyske Motorvej syd for Hobro uden politiets tilladelse at have besiddet en låsbar foldekniv,

3.

Std 75284

side 2

-PÅTALEOPGIVET-

4.

Tiltalte 1

færdselslovens § 117, jf. § 53, stk. 1 – spirituskørsel, ved den 19. september 2021 ca. kl. 05.05 at have ført personbil med Reg. nr. på Nordjyske Motorvej syd for Hobro efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen oversteg 0,50 promille,

5.

Tiltalte 1

lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bilag 1, liste A, nr. 1, ved den 19. september 2021 ca. kl. 06.00 på Nordjyske Motorvej syd for Hobro at have været i besiddelse af 34.98 gram hash til eget brug.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf.

Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at Tiltalte 2 i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6 eller § 24, nr. 2, jf. § 32, udvises med indrejseforbud i et tidsrum, som retten fastsætter.

Anklagemyndigheden har påstået konfiskation af af en låsbar foldekniv (forhold 2) og 34,98 gram hash (forhold 5) hos Tiltalte 1, jf. straffelovens § 75, stk. 2.

Anklagemyndigheden har påstået, at Tiltalte 1 skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, og at frakendelsen skal ske ubetinget i 3 år fra endelig dom, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1.

Tiltalte 1, har nægtet sig skyldig i forhold 1, men har erkendt de faktiske forhold. Tiltalte har erkendt forhold 2, 4 og 5.

Tiltalte 2, har nægtet sig skyldig og har påstået frifindelse for påstanden om udvisning.

side 3

Forurettede har påstået, at de tiltalte in solidum skal betale godtgørelse for svie og smerte med 19.995 kr. og erstatning for tingsskade med 2.846 kr. i alt 22.841 kr. med rente efter rentelovens § 5 og erstatningsansvarslovens § 16.

De tiltalte har bestridt erstatningspligten, men har anerkendt kravets størrelse.

Sagens oplysninger

Forklaringer Der er afgivet forklaring af Tiltalte 1 og Tiltalte 2 og af vidnerne Forurettede, Vidne 1, Vidne 2, Vidne 3 og Vidne 4.

Forklaringer er lydoptaget, men er gengivet som følger i retsbogen af 20. december 2021:

”…

Tiltalte 1, forklarede, at han den pågældende dag var sammen med en gammel ven fra Bosnien. De havde været i byen og drukket en del. Han husker ikke så meget fra kl. 1-2 om natten og frem til episoden, da han var meget fuld. Han husker ikke, hvorfor han kørte bil. Det var planen, at de skulle have sovet hos en kammerat.

Han husker, at han kørte, og at bilen bag ham blinkede med forlygterne. Da bilen blinkede, sænkede han farten og kørte ind i højre vognbane. Den anden bil kom op på siden af dem, og de kørte parallelt. Personerne i den anden bil virkede aggressive. Han så, at de snakkede, men han kunne ikke høre, hvad de sagde. Der var tre personer. Han stoppede efter lidt tid.

Han var da i højre vognbane, mellem venstre vognbane og nødsporet. Da tiltalte havde stoppet bilen, kom Forurettede aggressivt hen mod ham. Tiltalte var da steget ud af bilen, for at se hvem der var kørt efter ham. Han tænkte først, at de havde blinket af ham, fordi han nok havde slingret. Måske havde han kørt i venstre vognbane først. Forurettede steg ud som den første, og han havde to personer bag sig.

De andre personer virkede fulde. Der var ca. 15-20 meter mellem bilerne. Forurettede gik hen mod ham, og de mødtes cirka på midten mellem bilerne. Han husker ikke, om Tiltalte 2 var der. Han mindes ikke, at Tiltalte 2 var med i episoden.

Der var en dialog mellem dem, men han husker ikke, hvad der blev sagt. Efterfølgende var der tumult. Forurettede havde en truende adfærd, og han slog ud efter tiltalte. Det var Forurettede, der slog først. Tiltalte var nok også selv højlydt. Der var en masse råberi, men han husker ikke om hvad. Forurettede kom frembrusende hen mod ham med løftede arme.

side 4

Forurettede prøvede at give ham et slag, og derfor tog han sin kniv ved bukselinningen. Det var en foldekniv. Man kan åbne den med én hånd, men han brugte sædvanligvis begge hænder. Kniven var foldet ud, og han ramte Forurettede i hånden. Han afværgede Forurettedes slag med kniven. De var oppe at slås. Han husker ikke, om han stadig havde kniven i hånden, efter at han havde ramt Forurettede.

Han husker ikke, om han ramte Forurettede andre steder end i hånden. Der er ham bekendt ikke andre, der havde kniven. Han husker ikke, om der var nogen af dem, der endte på asfalten, eller om der blev slået og sparket. Under episoden lagde han ikke mærke til andre end Forurettede. Det var nok på grund af de to andre personer, at han trak kniven. De to andre gjorde ikke noget imod ham.

Han blev sparket med et trykspark i brystkassen af Forurettede. Han ved ikke, hvorfor han ikke fik mærker af sparket. Han husker ikke, om Forurettede faldt, da Forurettede sparkede ham. Han husker ikke, om der var blod på asfalten.

Han har tidligere oplevet overgreb, og derfor går han med kniv som beskyttelse. Han var bange for, at han igen skulle blive overfaldet. Han tror også, at det havde afgørende betydning, at han var fuld. Han er ikke sikker på, om kniven fra fotomappen er den kniv, han brugte. Det er hans kniv. Han går ikke med kniv for at vise den frem til nogen. Han har kniven derhjemme, og Tiltalte 2's DNA kan være kommet på den der. Han tror ikke, at Tiltalte 2 ved, at han går med kniv.

Han kørte i påvirket tilstand, og det kan godt passe, at hans promille var 1,48. Han har været arbejdsløs siden cirka et halvt år før varetægtsfængslingen. Det var nok omkring marts. Det var hans hash, der var i bilen.

Han har ar på ryg og ben fra tidligere overfald. Det kan man også se på personundersøgelsen, bilag 1,42. Han havde halskæde på den pågældende dag. Han havde ikke mærker fra halskæden før. Han og Forurettede slog på hinanden, men han husker ikke, hvilke slag, der gav hvilke mærker på ham. De andre blandede sig ikke i tumulten. De satte sig efterfølgende i bilen og kørte væk derfra, hvorpå de blev anholdt.

Tiltalte 2, forklarede, at han til daglig bor i Bosnien. Han var i Danmark for at besøge Tiltalte 1, som han har kendt fra barndommen. Deres familier er venner. Han var sammen med Tiltalte 1 den pågældende nat. De havde været på diskotek i Aalborg, hvor de havde drukket alkohol. De kørte derpå hjem. Det var Tiltalte 1, der kørte bilen.

Han vidste ikke, hvor meget Tiltalte 1 havde drukket, men Tiltalte 1 kørte fint, indtil at han begyndte at køre i zig-zag. De kørte på motorvejen og bemærkede en bil bag dem, som kom tættere på dem. Bilens lys blinkede og den dyttede. De regnede med, at den anden bil ville overhale dem, så de kørte over i højre vognbane. Den anden bil kørte derpå på deres venstre side. Bilen kørte parallelt med dem uden at

side 5

overhale. Tiltalte 1 satte derfor farten op for at komme væk fra dem, men den anden bil fulgte med.

Efter noget tid standsede Tiltalte 1 bilen på motorvejen i højre vognbane tæt på nødsporet. Han ved ikke, hvorfor Tiltalte 1 standsede bilen, men det var nok fordi, at han følte sig truet. De talte ikke om det. Tiltalte 1 steg ud af bilen, mens han selv blev siddende. Tiltalte 1 og Forurettede var allerede da i konflikt. Efter ca. 10-15 sekunder, steg han ud ad bilen, da han ville se, hvad der skete.

Det var ikke normalt, at de var standset på motorvejen. Han så, at Forurettede gik meget hurtigt mod Tiltalte 1, idet Tiltalte 1 gik ud ad bilen. Han troede, at Forurettede ville slås med ham. Han gik også selv mod Forurettede. Han ved ikke, hvor Tiltalte 1 var på det tidspunkt. Forurettede sparkede ham i maven, og han trådte derfor nogle trin væk fra Forurettede.

Han sparkede og slog ikke Forurettede, og han slog heller ikke ud efter nogen.

Foreholdt afhøringsrapport, sagens bilag 1,18, side 2, afsnit 6, har han forklaret, at det er rigtigt, at han troede, at Forurettede kom for at ville slås med ham, og at han derfor var forberedet på at skulle slås. Inden han nåede det, sparkede Forurettede ham.

Han så ikke, om Forurettede faldt til jorden på noget tidspunkt. Han så, at de andres bil bevægede sig mod ham. Han kunne se det på bilens lys. Han flyttede sig derfor hurtigt nogle trin væk for at prøve at undgå at blive ramt af bilen. Han blev alligevel ramt af bilen på sit venstre ben. Det var ikke så hårdt. Han blev chokeret. Der kom ikke flere personer ud fra bilen. Han så derpå Tiltalte 1, som satte sig ind i deres bil, og de kørte væk fra stedet.

Han havde ikke tænkt, at Tiltalte 1 havde taget en kniv med på diskotek, og han vidste ikke, at Tiltalte 1 havde en kniv. Før den pågældende nat havde han set kniven hos Tiltalte 1. Han var på besøg, og han åbnede Tiltalte 1's skuffe, fandt kniven, åbnede den og lagde den tilbage i skuffen. Det var sådan, at hans DNA var kommet på den. Tiltalte 1 vidste ikke, at han havde set kniven i skuffen.

De har aldrig talt om kniven. Tiltalte 1 bor i huset med sin familie. Det er ikke hans sag, hvad Tiltalte 1 og hans familie har i deres hus. Han havde ikke tænkt, at kniven skulle bruges. Han har aldrig tidligere været i kontakt med våben.

Forurettede …forklarede, at han den pågældende dag havde været i Gaden med nogle kammerater. De havde drukket, og han var påvirket af alkohol. Han havde drukket ca. 10 genstande. Han var ikke i stand til at køre. Han var meget stille og rolig.

Da de skulle hjem, blev de hentet af en kammerat Person, som ikke havde været med i byen. De var i alt fem personer i bilen. Da de kom på motorvejen, så de en rød bil foran dem, som kørte langsomt og slingrede

side 6

meget fra side til stede – fra nødsporet og hen over venstre vognbane. De blinkede til bilen, da de troede, at der var noget galt med dem. Den røde bil bremsede hårdt op. Føreren og den anden mand steg straks ud af bilen. Vidnet holdt i højre side af motorvejen, og den røde bil holdt et lille stykke foran.

Vidnet steg roligt ud af bilen og gik hen mod føreren for at spørge, hvad der var galt, og om der var sket noget. Han gik ikke aggressivt, men det kan godt være, at han gik hurtigt hen til bilen. Han var bange for, om der var noget alvorligt galt med føreren af den røde bil, og han mistænkte, om føreren måske havde insulinchok. Han tænkte ikke på det tidspunkt, at det var spirituskørsel.

Han mener ikke, at de i bilen talte om, hvorvidt føreren var beruset. De ringede ikke til politiet, inden de standsede bilen.

Han tror, at begge mænd steg ud af den røde bil på nogenlunde samme tid.

Han spurgte føreren af den røde bil, om der var noget galt. Han sagde ikke ”hvordan fanden er det, I kører” . Føreren sagde noget på et andet sprog, som han ikke forstod. Føreren virkede truende og gik helt tæt på ham, så der var få cm. mellem deres næser. Manden tog noget sort op fra bukselommen, som vidnet troede var en politistav. Han mærkede derpå et stik i ryggen. Han blev chokeret.

Han var blevet stukket så langt ind, at en knogle blev ramt. Han vidste godt, at det var et knivstik. Det kunne han mærke. Det gjorde ondt. Han slog ud efter manden, efter han var blevet stukket. Han ramte manden i hovedet med højre hånd. Han så ikke en kniv.

Han sparkede derpå manden for at prøve at få ham væk fra sig. Han ramte mandens mave eller bryst. Han slog og sparkede kun den mand, som havde stukket ham. Idet han sparkede, faldt han ned på motorvejen, hvorpå han blev sparket og slået af de to personer fra den røde bil, mens han lå ned. Han kunne ikke gøre noget for at værge for sig. Det hele gik meget stærkt.

Han ved ikke, om slagene var med knyttet eller flad hånd, eller hvor mange slag og spark han fik. Sparkene ramte ham i maven, på siden og i hovedet. Det gjorde ondt. Han ved ikke, hvor længe det stod på. Han så to personer omkring sig, og det føltes som om, at det var mere end én person, der slog og sparkede. Det var mørkt. Han er ikke fuldstændigt sikker på, at de begge slog, sparkede og trampede.

Han var meget chokeret. Person kørte hen mod dem for at forsøge at få mændene til at holde op. Hans kammerater var under episoden i bilen. En af dem stod ud på et tidspunkt, men han satte sig tilbage i bilen. Foreholdt afhøringsrapport, sagens bilag 1, 19, side 2, sidste afsnit, og side 3, 1.-3- afsnit, har han forklaret, at det er korrekt, som han forklarede til politiet.

Da vidnet satte sig ind i sin egen bil, opdagede han, at han også var skåret i armen. Han var meget chokeret, Han opdagede først snittet i armen, da hans kammerater råbte, at han skulle holde pres på det. Han ved ikke, hvornår han fik snittet. Det kan muligvis være sket, da han slog ud efter manden med kniven, Person så, at han også blødte på skulderen, og Person holdt ham på skulderen, mens han kørte hurtigt mod hospitalet. De ringede efter

side 7

sygehuset og til politiet. Politiet fik opgivet nummerpladen på den røde bil, som på det tidspunkt var kørt. Da han kom på sygehuset, gik han selv ind. Der kom hurtigt sygeplejersker og læger, og han blev opereret. Han ville ikke kunne genkende de to mænd i den røde bil.

Han så efterfølgende hans storebrors bil, hvor der var blod over det hele. Hans skader kan ses på fotomappen, sagens bilag 1,20. Han ved ikke, hvor mange sting, han er blevet syet med.

Han kan ikke længere løfte tunge ting uden at få smerter. Han har også smerter om natten, hvis han vender sig mod skulderen. Han har fået medicin mod nervesmerterne i skulderen. Han er psykisk påvirket af sagen, og han er bange for at gå alene. Han fik ikke andre skader end stik- og snitsåret.

Foreholdt personunderundersøgelse, sagens bilag 1,40, har han forklaret, at han kan genkende beskrivelsen af skaderne.

På sygehuset klippede personalet hans tøj op. Politiet har hans sko og tøj. Han havde helt nyt tøj på den aften. Han er fortsat sygemeldt. Han har mindre udgifter til medicin. Hans storebrors forsikringsselskab har afholdt udgifter til rengøring af bilen.

Vidne 1 … forklarede, at han den pågældende dag var sammen med Vidne 3, Vidne 4, Forurettede og Person. De havde været i byen, hvor de blev hentet. Han havde drukket alkohol, men han mener ikke, at han har problemer med at huske hændelsesforløbet. Stemningen var god i bilen, selvom de var trætte. På vejen hjem var der en rød bil på strækningen mellem By 1 og By 2, der slingrede på motorvejen.

De turde ikke overhale bilen, da de var bange for at blive ramt. De var enige om, at føreren af den anden bil måtte være fuld. Der var ingen af dem, der tænkte, at føreren var syg eller andet. De overvejede ikke at ringe 112 på det tidspunkt. De blinkede en enkelt gang med lyset, for at gøre opmærksomme på at de gerne ville forbi. Bilen bremsede fuldstændigt og holdt stille.

De holdt ind bag ved bilen med et par meter mellem bilerne. De tænkte ikke på at køre videre.

Forurettede og føreren af den anden bil steg ud og gik hinanden i møde. Vidnet steg også ud af bilen og blev stående ved bilen. Forurettede gik hen til føreren og spurgte ham, hvordan han kunne køre sådan, og om han var fuld. Forurettede sagde det stille og roligt. Den anden mand spurgte Forurettede, hvad hans problem var.

Foreholdt afhøringsrapport, sagens bilag 1, 34, side 2, 5. afsnit, har han forklaret, at han ikke husker, om Forurettede råbte, eller om Forurettede sagde ”Hvordan fanden er det, I kører” . Det kan godt være, at han har forklaret sådan til politiet, men han husker det ikke. Han mener, at Forurettede sagde noget i retning af, ”hvordan er det, I kører” .

side 8

Forurettede åbnede sin bildør roligt, hvorpå han gik ret hurtigt og lidt i vrede hen til den anden bil. Chaufføren fra den røde bil tog derpå en kniv frem fra sin bukselinning på venstre side, og stak Forurettede i ryggen. Det var en sort kniv med takker. Den var foldet ud. Kniven var cirka 15 cm. Forevist fotomappe, foto 1 og 2, forklarede han, at han ikke mener, at det var den kniv, han så ved episoden.

Der var takker på selve knivbladet. Han kunne straks se, at det var en kniv. Han troede ikke, at det var en politistav. Han kunne se, at Forurettede blev stukket med kniven. Han svingede ikke med kniven. Han så kun Forurettede blive stukket i ryggen.

Foreholdt side 3, 1. og 2. afsnit, forklarede han, at stikket med kniven kom, efter at Forurettede og manden havde sagt ordene til hinanden. Stikket i ryggen kom ved, at manden tog armen rundt om Forurettede og stak ham.

Foreholdt afhøringsrapport, bilag 1,6, side 3, 4. afsnit, forklarede han, at det er rigtigt, at han ikke kunne høre, om Forurettede svarede manden, efter manden havde sagt ”hvad vil du” . Forurettede og manden stod overfor hinanden. Manden trak kniven, da de stod overfor hinanden. Forurettede troede, at det var en politistav, så han skubbede manden væk, hvorpå manden stak Forurettede.

Det var ikke et hårdt skub, men manden trådte et skridt tilbage. Manden havde trukket kniven, men havde endnu ikke gjort noget med den, da Forurettede skubbede ham væk. Han har muligvis misforstået politiets spørgsmål, da afhøringen var telefonisk. Det skete i den rækkefælge, som han har forklaret i retten.

Foreholdt afhøringsrapport, sagens bilag 1,34 side 3, afsnit 1-2, forklarede han, at han ikke så Forurettede slå manden, men at han ikke kan afvise, at det skete. Han så ikke Forurettede blive ramt ved hånden.

Forurettede sparkede til manden for at få ham væk, og Forurettede mistede derved balancen og faldt ned. Person kørte derpå over mod Forurettede for at blokere for mændene, så de ikke kunne komme hen til Forurettede. Forurettede var på venstre side af den bil, vidnerne var kørt i. Passageren i den anden bil steg ud og begge mænd rendte hen til Forurettede, der stadig lå på jorden. De slog og sparkede Forurettede.

Han så ikke, hvor deres slag og spark ramte. Han kunne høre, at det var slag og spark, og at Forurettede sagde av. Han tror, at de ramte Forurettede med 4-5 slag. Slagene og sparkene stod på i 1-2 minutter. Manden og Forurettede var ikke i slagsmål, da den anden mand fra den røde bil steg ud. Han ved ikke, hvem af de to mænd, der gjorde hvad. Han er ikke sikker på, om begge mænd slog og sparkede, da det var mørkt.

Han så ikke bilen ramme mændene.

Derpå rendte mændene hen til deres bil og kørte igen. Da Forurettede rejste sig op, kunne vidnet se, at Forurettedes arm var fuld af blod. Han så ikke knivstikket ramme armen, fordi Forurettede lå på jorden. Under episoden stod vidnet på højre side af bilen. Forurettede havde siddet foran på passagersædet,

side 9

og vidnet havde siddet bag Forurettede. Vidnet blev stående det samme sted under hele episoden. Han lagde ikke mærke til mændenes ansigter, og han ville ikke kunne genkende dem i dag.

Vidnet hjalp Forurettede ind i bilen, og de kørte efter den røde bil for at få deres nummerplade. De ringede derpå 112, og de fik fri passage af politiet til at køre hurtigt til skadestuen. Blodet sprøjtede ud af Forurettedes håndled, så Forurettede holdt for såret. Person holdt for såret i Forurettedes skulder, mens han kørte bilen.

Vidne 2 … forklarede, at han den pågældende aften kørte med en kammerat, som havde hentet ham til en fest. De så en rød bil i bakspejlet ved afkørsel Nord på motorvejen. De kørte på strækningen på kortet på oversigtsbilledet på side 143. Den røde bil holdt ind, og de kørte selv videre.

Lidt længere fremme blev de ringet op af deres kammerat Person, som havde kørt den anden bil, hvor der var en, der var blevet ramt af et knivstik. Den røde bil havde kørt påfaldende ved at bremse, køre lidt og bremse igen. Lyset tændte og slukkede i bilen. Til sidst kørte den røde bil lidt hurtigt op mod den bil, vidnet sad i.

Han ved ikke, hvad der skete med den røde bil i perioden fra, at de havde set den røde bil og til den var der igen. Han tror, at han fik opkaldet fra Person før kl. 6. Bilen var rød. Det var måske en C1. Der sad to personer i bilen, og der var tændt lys i kabinen.

Vidne 3 … forklarede, at han den pågældende aften var sammen Forurettede, Vidne 1, Vidne 4 og Person. De havde været en tur i Gaden, og Person kom for at hente dem. De var fulde, men blev hurtigt ædru efter episoden.

På vejen hjem så de en bil, der kørte langsomt og slingrende på motorvejen. De troede, det var en spritbilist. De blinkede af bilen, da de ikke kunne komme forbi den, fordi den slingrede over begge vejbaner. De nåede ikke at ringe til politiet. De blinkede to gange, hvorefter bilen stoppede. Bilen standsede midt på vejen, og de standsede bag den. Føreren af den røde bil steg ud, og det samme gjorde Forurettede. Forurettede gik almindeligt hen til den anden bil. Han var ikke aggressiv eller provokerende. Det var for alles sikkerheds skyld, at Forurettede gik derhen, så at den anden bil ikke kørte ind i nogen.

Vidnet sad bag Person i bilen. Chaufføren i den røde bil steg ud af bilen, og råbte noget af Forurettede. Han hørte ikke Forurettede råbe noget af manden. Manden trak en kniv fra sin buksekant. Han tror ikke, at Forurettede så, at manden trak kniven. De stod på det tidspunkt med ca. en halv meter mellem sig. Han så ikke Forurettede og manden have fat i hinanden. Han så heller ikke, om Forurettede skubbede manden.

Den anden mand i den røde bil steg ud og gik hen til manden og Forurettede. Manden fægtede med kniven og snittede i Forurettede. Vidnet så ikke, at Forurettede blev ramt, før end Forurettede kom ind i bilen. Vidne 1 steg ud af bilen, mens de andre blev siddende. Han så ikke

side 10

Forurettede sparke manden. Måske var det fordi, at han kiggede væk på det tidspunkt. Han så måske væk, fordi han ikke ville se sin kammerat blive stukket med en kniv. Han havde taget fat i døren, men han turde ikke stige ud, når manden havde en kniv.

Forurettede blev lagt ned i midterrabatten ved siden af den bil, hvor vidnet sad. Han så ikke, hvordan det skete, at Forurettede faldt. Han så, at mændene fik ”tumlet” ham ned på vejen. Person prøvede at køre frem mod dem for at forhindre mændene i at komme hen til Forurettede. De to mænd slog og sparkede begge Forurettede, mens han lå ned. Det skete på den side af bilen, hvor vidnet var.

Han ved ikke, hvor mange slag og spark, Forurettede fik. Han var 1,5-2 meter fra ham. Han havde et fint udsyn, men hans dør var lukket, så han kunne ikke høre, hvad der blev sagt. De slog ham med knytnæveslag på hovedet og på underkroppen fra skridtet og nedad. Episoden stoppede ved, at Person kørte hen mod dem for at skræmme dem væk. Forurettede rejse sig op og satte sig ind i bilen.

Da de så, at Forurettede var blevet skåret i håndleddet, gik det op for dem, at han skulle på sygehuset. De noterede den anden bils nummerplade. Det var Vidne 1, der skrev nummerpladen ned og ringede 112. De kørte derpå til skadestuen.

Kniven var sort. Han tror, at den var på længde med et A4-papir inklusive håndtag. Den var ca. 30 cm. lang. Det var en lige kniv uden buer. Der var ikke mærkelige tegn på kniven.

Foreholdt fotomappe, foto 2, har han forklaret, at han ikke tror, at det var den kniv. Han tror, at bladet var længere på kniven. Kniven på billedet er en foldekniv. Det kan godt være, at det var den kniv, han så, men den var i så fald foldet ud.

Vidne 4 … forklarede, at han er 17 år gammel. Han havde været en tur i Gaden sammen med fire kammerater den pågældende aften. Han havde drukket ca. 8-9 genstande over 6-7 timer. Han var beruset. Foran dem var en rød Citroën C1, der slingrede. De turde ikke overhale den, så de blinkede af bilen. Bilen standsede, og føreren stod ud. Forurettede steg også ud. Vidnet sad i midten på bagsædet.

Han så Forurettede igennem forruden. Det var mørkt, men de havde forlygterne tændt. Forurettede og manden gik skråt hen mod venstre side af bilen. Person sad på førersædet, og var derfor i vejen for vidnets udsyn. Manden fra den røde bil hev op i trøjen. Vidnet kunne ikke se, hvad manden havde ved bukselinningen. Vidnet kunne heller ikke se Forurettede.

Han så ikke Forurettede slå eller sparke på grund af vinklen, han så dem fra.

Han kunne se, at manden bevægede sine arme. Manden havde noget, der lignede en kniv. Han så lidt af skaftet og af bladet, hvor der var takker på.

side 11

Det så ud til, at den var sort. Det så de alle sammen i bilen. Han ved ikke, om Forurettede så, at det var en kniv.

De prøvede at skærme dem lidt af med bilen. Forurettede gik tilbage mod bilen, og vidnet kunne se, at det stod ud med blod. Vidnet sagde til Forurettede, at han skulle holde pres på blodet. De var alle sammen chokerede. De talte med politiet og hospitalet. I bilen fandt de ud af, at Forurettede også blødte fra ryggen.

Han så ikke på noget tidspunkt den anden mand i den røde bil. Vidnet så væk fra episoden, da han var bange.

Foreholdt afhøringsrapport, sagens bilag 1,7, side 3, sidste afsnit, forklarede han, at det er korrekt, at det var en stort sort kniv, og at der var takker ovenpå noget af den.

…”

Oplysninger fra sagen I en personundersøgelse af Forurettede fra den 30. september 2021 fremgår:

"... Ved undersøgelsen af den 27-årige mand, der angiveligt har været udsat for knivstik mod venstre skulder og højre arm, begået ca. 7 timer forud for undersøgelsen, fandtes:

Sammensyede skarprandede læsioner på ryggen over venstre skulderblad (1) og på håndfladesiden af højre håndled (2) samt skorpedækket sår på højre underben (3).

Det fremgår af journalnotat, at der var underliggende overskåret pulsåre og muskellæsion under læsion 2. Dybden af læsion 1 er angivet som udelukkende involverende hud, underhud og muskel. Begge læsioner er angivet som stiklæsioner, der er ikke oplyst yderligere omkring retning og dybde. Undersøgte havde været kredsløbsstabil under indlæggelsen.

De påviste skarprandede læsioner 1 og 2 var friske og kan være påført på det angivne tidspunkt. De er følger efter skarpe traumer og kan være påført med kniv eller anden skarp genstand. Ifølge det oplyste kan der være tale om stiklæsioner. Der kan ikke sikkert foretages en yderligere vurdering af retning og dybde ud over det oplyste. Der har ikke nødvendigvis været anvendt stor kraft, idet der ikke er oplysninger om underliggende knoglebrud.

Læsion 3 var ældre og uspecifik.

side 12

På det foreliggende antages undersøgte at kunne have været i livsfare, idet han uden den fornødne behandling og operation kunne have været bragt i en tilstand med større blødning fra overskåret pulsåre. ...

Tiltalte 1 er den 19. september 2021 kl. 10.30 undersøgt på Regionalafsnit for Klinisk Retsmedicin, Aalborg Politigård. I erklæring af 29. september 2021 er blandt andet anført således:

"... Resumé og konklusion

Ved undersøgelse af den 21-årige mand, der er anholdt og sigtet for knivstik, begået ca. 5 timer forud for undersøgelsen, fandtes:

Blodunderløbent mærke på højre side af halsen (1) og ryggen (2).

Undersøgte skønnes ikke påvirket af alkohol, medicin og/eller euforiserende stoffer.

De påviste læsioner er friske følger efter mindre, stumpe traumer. Læsion 1 kan være efter træk i halssmykke, beklædning eller lignende, læsion 2 var mere ukarakteristisk.

Der er sikret materiale til evt. retsgenetisk undersøgelse. ..."

Der blev den 19. september 2021 kl. 11.00 taget en blodprøve fra Tiltalte 1. I blodprøven blev der påvist følgende stoffer:

stoffet Benzoylecgonin med en koncentration på 0,028 mg/kg.

stoffet Cocain med en koncentration på 0,0025 mg/kg.

stoffet Ethanol med en koncentration på 1,84 promille

stoffet Ethanol med en koncentration på 1,11 promille

stoffet Tetrahydrocannabinol med en koncentration på 0,00042 mg/kg.

stoffet Tetrahydrocannabinol med en koncentration på 0,0032 mg/kg.

stoffet Tramadol med en koncentration på 0,30 mg/kg. og

side 13

stoffet Tramadol, O-demethyl med en koncentration på 0,019 mg/kg.

I Kriminalteknisk erklæring fra den 14. oktober 2021 fra Rigspolitiet fremgår blandet andet:

”… Kniven blev modtaget sammenfoldet og fremstod som en foldekniv, mrk. C. Jul. Herbertz AISI Nr. 212613. med grønt skæfte. Der var ikke synlig blod på kniven og ved test med Combur på knivspids og knivskær, fremkom ikke reaktion som for blod. …”

I Kriminalteknisk erklæring fra den 15. oktober 2021 fra Rigspolitiet fremgår blandet andet:

”… Det er ikke muligt at fastslå, om KT 7 hidrører fra person registreret i AFIS under Tiltalte 1. ..."

I erklæring af 20. oktober 2021 fra Retsgenetisk afdeling vedrørende sammenligning af de tiltaltes dna-profiler er blandt andet anført således:

"... KONKLUSION

Prøver/effekter sikret af politiet

b) KT nr. 5: Vatpind(e) med materiale Ifølge fremsender sikret fra : KT 1 : Kanter og ru overflade på skæfte

Dna-profilen for det påviste biologiske spor på ovennævnte effekt, jf. erklæring C2021-11552-1, taler for, at en del af det undersøgte dna stammer fra Tiltalte 1. Dna-profilen taler ligeledes for, at en del af det undersøgte dna stammer fra Tiltalte 2.

Dna-profilen for materialet blev beregnet til at være mere end 1.000.000 gange mere sandsynlig at observere, hvis en del af det undersøgte dna stammer fra Tiltalte 1, end hvis denne del af det undersøgte dna stammer fra en tilfældig anden person i den danske befolkning. Beregningen er foretaget under de forudsætninger, at det undersøgte dna stammer fra netop to

side 14

personer, og at den anden del af det undersøgte dna stammer fra en tilfældig person i den danske befolkning. Beregningen gælder ikke ved sammenligning med nære slægtninge til Tiltalte 1.

Dna-profilen for materialet blev beregnet til at være mere end 1.000.000 gange mere sandsynlig at observere, hvis en del af det undersøgte dna stammer fra Tiltalte 2, end hvis denne del af det undersøgte dna stammer fra en tilfældig anden person i den danske befolkning. Beregningen er foretaget under de forudsætninger, at det undersøgte dna stammer fra netop to personer, og at den anden del af det undersøgte dna stammer fra en tilfældig person i den danske befolkning. Beregningen gælder ikke ved sammenligning med nære slægtninge til Tiltalte 2. ..."

Personlige oplysninger vedrørende Tiltalte 1 Tiltalte er blandt andet straffet ved Retten i Randers´ dom af 17. januar 2017 med fængsel i 3 måneder betinget med en prøvetid på 2 år for blandt andet overtrædelse af straffelovens § 181, stk. 1, jf. til dels § 21, stk. 1.

Personlige oplysninger vedrørende Tiltalte 2 Af § 26-afhøring af 28. september 2021 vedrørende Tiltalte 2 fremgår blandt andet:

”… 1. Varigheden af udlændingens samlede (lovlige og

ulovlige) ophold i landet

Afhørte indrejste i Danmark for ca. en måned siden i bil via Tyskland. … 3. Integration i det danske samfund og i andre

medlemsstater

Afhørte har kun sin ven Tiltalte 1 i Danmark. …”

Af Udlændingestyrelsens udtalelse af 3. december 2021 vedrørende Tiltalte 2 fremgår:

"... Det er til sagen oplyst, at anklagemyndigheden forventer pågældende idømt 9- måneder til 1 års ubetinget fængsel.

Det er desuden oplyst, at anklagemyndigheden vurderer, at der under straffesagen bør nedlægges påstand om udvisning med indrejseforbud.

Pågældende har været varetægtsfængslet siden den 19. september 2021.

side 15

Opholdsgrundlag og længde Tiltalte 2 har ingen opholdstilladelse i Danmark og har således ikke lovligt ophold i Danmark i udvisningsbestemmelsernes forstand, jf. herved bestemmelsen i udlændingelovens § 27.

Udvisningshjemmelen Udlændingestyrelsen vurderer, at opholdets karakter fører til, at betingelserne for en eventuel udvisning skal søges i udlændingelovens § 24, nr. 2 og § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6.

Efter udlændingelovens § 24, nr. 2, kan en udlænding, som har haft lovligt ophold her i landet i mindre end de sidste 5 år, udvises, hvis udlændingen idømmes betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.

Efter udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6 kan en udlænding, som har haft lovligt ophold her i landet i mindre end de sidste 5 år, udvises, hvis udlændingen efter straffelovens § 245 idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.

§ 26, stk. 2 Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en beslutning om udvisning af Tiltalte 2 med sikkerhed kan antages at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, skal Udlændingestyrelsen henvise til politiets afhøringsrapport af 28. september 2021.

Heraf fremgår at Tiltalte 2 blandt andet har oplyst, at han:

Er opvokset i Bosnien, hvor han har gået i skole og afsluttet en uddannelse som operatør af CNC-maskiner Indrejste i Danmark for cirka en måned siden i bil via Tyskland Har en ven, men Ikke har nogen familie i Danmark Har en kæreste i Bosnien, men ikke nogen børn Har hele sin familie i Bosnien

Udtalelse om udvisningsspørgsmålet Det bemærkes indledningsvis, at det følger af bestemmelsen i udlændingelovens § 26, stk. 2, at en udlænding skal udvises efter §§ 22 - 24, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

På baggrund af anklagemyndighedens oplysninger om kriminalitetens karakter, og om at den pågældende forventes idømt en frihedsstraf af 9

side 16

måneder til 1 års varighed sammenholdt med de i udlændingelovens § 26, stk. 2 nævnte hensyn, kan Udlændingestyrelsen tiltræde, at anklagemyndigheden nedlægger påstand om udvisning.

Efter Udlændingestyrelsens vurdering bør påstanden om udvisning nedlægges i medfør af udlændingelovens § 22, nr. 6.

Konsekvenser ved en eventuel udvisning Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 1, at der til en udvisning skal knyttes et indrejseforbud.

Fastsættelsen af indrejseforbuddets længde fremgår af udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 2 og nr. 4-7.

Det bemærkes, at efter udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 5 meddeles indrejse-forbud i forbindelse med udvisning efter § 22, nr. 4-8 eller for udlændinge, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, dog altid for mindst 6 år.

Det bemærkes endvidere, at indrejseforbuddet, efter stk. 5, nr. 1, kan meddeles af kortere varighed, hvis et indrejseforbud af den varighed, der er nævnt i stk. 4, vil indebære, at udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. ..."

De tiltalte har under denne sag været frihedsberøvet fra den 19. september 2021.

Rettens begrundelse

og afgørelse

Forhold 1 Efter de tiltaltes egne forklaringer og forklaringerne fra vidnerne Forurettede, Vidne 1 og Vidne 3, lægger retten til grund, at der opstod en episode mellem Forurettede og Tiltalte 1, i forbindelse med at Tiltalte 1 og Tiltalte 2 havde kørt slingrende på motorvejen for derpå at standse bilen, hvorefter Forurettede gik hen til Tiltalte 1, der var steget ud af bilen. Situationen udviklede sig hurtigt, og Tiltalte 1 trak derpå en kniv, han havde i sin bukselinning, og tildelte Forurettede en læsion med kniven i skulderen, idet han rakte armen rundt om Forurettede og stak ham.

Tiltalte 1 har forklaret, at han tidligere har oplevet overgreb, og at han derfor går med kniv som beskyttelse. Uanset om det måtte lægges til grund, at Tiltalte 1 tidligere har været udsat for vold og derfor følte sig utryg, eller at Forurettede var oprevet, finder retten ikke, at forholdet er straffrit efter straffelovens § 13, stk. 1, eller stk. 2, idet Tiltalte 1's handling ikke har være nødvendig for at afværge et overhængende uretmæssigt angreb fra Forurettede, ligesom knivstikket ikke var en forsvarlig reaktion.

side 17

Efter vidnerne Forurettede, Vidne 1 og Vidne 3's forklaringer, lægger retten endvidere til grund, at Forurettede faldt, efter at han var blevet stukket i skulderen og derefter havde sparket ud efter Tiltalte 1. Retten lægger herefter til grund, at Tiltalte 2, steg ud af bilen, og at de to tiltalte derpå sammen tildelte Forurettede flere slag og spark i hovedet og på kroppen, mens han lå ned, ligesom at Forurettede på et tidspunkt i forløbet blev tildelt en læsion med kniv ved håndleddet, hvorved han efter de lægelige oplysninger kunne have været bragt i livsfare som følge af en større blødning fra en overskåret pulsåre.

De tiltalte findes derfor skyldige i overensstemmelse med den rejste tiltale.

Forhold, 2, 4 og 5 Tiltalte 1 har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig i disse forhold.

Strafudmåling for Tiltalte 1 Straffen fastsættes til fængsel i 1 år og 3 måneder, jf. straffelovens § 245, stk. 1, knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 4, færdselslovens § 117, jf. § 53, stk. 1, lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 2, jf. § 2, stk. 3, jf.bilag 1, liste B, nr. 59 (dagældende § 27, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bilag 1, liste A, nr. 1).

Retten har ved fastsættelsen af straffen for Tiltalte 1, lagt vægt på, at der i forhold 1 er tale om et legemsangreb af særlig farlig karakter i form af to knivstik, og at tiltalte derpå sparkede og slog Forurettede flere gange i hovedet og på kroppen, mens han lå ned. Retten har endvidere lagt vægt på, at forholdet er begået i forening, og at Forurettede kunne have været i livsfare. Der er ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget.

Tiltalte 1 frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, i 3 år fra endelig dom, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1, jf. § 128.

Tiltalte 1 skal betale en bøde på 1.500 kr. Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor bestemt.

Retten tager påstanden om konfiskation til følge, jf. straffelovens § 75, stk. 2.

Strafudmåling for Tiltalte 2 Straffen fastsættes til fængsel i 1 år, jf. straffelovens § 245, stk. 1.

side 18

Retten har ved fastsættelsen af straffen for Tiltalte 2, navnlig lagt vægt på, at der er tale om et legemsangreb af særlig farlig karakter i form af to knivstik, og at tiltalte derpå sparkede og slog Forurettede flere gange i hovedet og på kroppen, mens han lå ned. Retten har endvidere lagt vægt på, at forholdet er begået i forening, og at Forurettede kunne have været i livsfare, men at Tiltalte 2, havde en lidt mindre rolle end Tiltalte 1 i den udøvede vold. Der er ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget.

Retten tager udvisningspåstanden til følge i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, da udvisningen ikke med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Retten har herved lagt vægt på kriminalitetens karakter og alvor, samt at Tiltalte 2, er opvokset i Bosnien, hvor han har en kæreste og hele sin familie. Han indrejste i Danmark cirka en måned forud for episoden, og han kender ikke andre i Danmark end Tiltalte 1. Han taler ikke dansk, og han har ingen tilknytning til Danmark.

Indrejseforbuddet fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4 og nr. 5.

Retsformanden tager erstatningspåstanden til følge som nedenfor bestemt.

Thi kendes for ret

:

Tiltalte 1 skal straffes med fængsel i 1 år og 3 måneder.

Tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, i 3 år fra endelig dom.

Hos tiltalte konfiskeres en låsbar foldekniv og 34,98 gram hash.

Tiltalte skal betale en bøde 1.500 kr. Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 6 dage.

Tiltalte 2 skal straffes med fængsel i 1 år.

Tiltalte udvises af Danmark. Tiltalte pålægges indrejseforbud i 6 år. Indrejseforbuddet regnes fra udrejsen eller udsendelsen.

De tiltalte skal betale de sagsomkostninger der vedrører dem.

De tiltalte skal in solidum inden 14 dage til Forurettede, ved advokat Ulrik Andreas Henriksen betale 22.841 kr. med tillæg af rente efter rentelovens § 5 og erstatningsansvarslovens § 16.

side 19

Dommer

Tiltale for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1 – legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter samt knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 4. Påstand om udvisning, konfiskation, erstatning samt frakendelse af førerretten
Straffesag · 1. instans
KilderDomsdatabasen
Kilde: https://domsdatabasen.dk/#sag/1163