BR — Byretterne
BS-39348/2020-HRS
OL-2022-BYR-00172
.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 143.2px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }
RETTEN I HORSENS
DOM
afsagt den 3. januar 2022
Sag BS-39348/2020-HRS
Mandatar 2B - Bedst og Billigst for Sagsøger (advokat Hans Riser)
mod
Mandatar Gjensidige Forsikring, Dansk filial af Gjensidige Forsikring ASA, Norge for Sagsøgte A/S (advokat Filip Augustin Henriques)
Denne afgørelse er truffet af Dommer 1, Dommer 2 og Dommer 3.
Sagens baggrund og parternes påstande Retten har modtaget sagen den 8. oktober 2020.
Sagen drejer sig om, hvorvidt Sagsøger, har krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste også efter den 14. maj 2019 i forbindelse med en ulykke den 23. juni 2016, som han var udsat for under sit arbejde for Virksomhed ApS. Sagsøgte A/S, har ved sit ansvarsforsikringsselskab, Gjensidige Forsikring, anerkendt erstatningspligten i henhold til erstatningsansvarsloven som tredjemand.
2B - Bedst og Billigst som mandatar for Sagsøger har frem-sat påstand om, at Sagsøgte A/S dømmes til at betale 160.033,09 kr. med tillæg af nærmere angivne procesrenter.
2
Gjensidige Forsikring, Dansk filial af Gjensidige Forsikring ASA, Norge som mandatar for Sagsøgte A/S har fremsat påstand om frifin-delse, principalt med henvisning til at kravet er forældet.
2B - Bedst og Billigst som mandatar for Sagsøger har heroverfor fremsat påstand om, at Sagsøgte A/S skal anerkende, at Sagsøgers eventuelle krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra den 15. maj 2019 og frem ikke er forældet.
Retten har efter parternes anmodning besluttet at træffe særskilt afgørelse, jf. retsplejelovens § 253, af spørgsmålet om forældelse. Denne afgørelse vedrører kun det således udskilte spørgsmål.
Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.
Oplysningerne i sagen Den 23. juni 2016 blev Sagsøger i forbindelse med sit ar-bejde for Virksomhed ApS ramt og væltet omkuld af bagenden af en grave-maskine ført af en ansat fra Sagsøgte A/S. Sagsøger blev ramt hårdt i højre side af lænden nedadtil og kastet cirka en meter frem.
Samme dag som ulykken var Sagsøger hos egen læge og på skadestuen på Horsens Sygehus. Der blev her konstateret smerter i lænde-ryggen. Ulykken blev den 24. juni 2016 anmeldt til Arbejdsmarkedets Erhvervs-sikring, som godkendte ulykken som en arbejdsskade. Sagsøger blev sygemeldt efter ulykken.
Sagsøgte A/S' ansvarsforsikringsselskab, Gjensidige Forsik-ring, har anerkendt ansvaret for ulykken efter erstatningsansvarsloven.
I arbejdsskadesagen har Arbejdsmarkedets Erhvervssikring truffet flere afgørel-ser om varigt mén. Ankestyrelsen har ved afgørelse af 13. september 2019 truf-fet endelig afgørelse om varigt mén på 12 %.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har endvidere truffet flere afgørelser om midlertidigt erhvervsevnetab, senest den 12. april 2021, hvor det midlertidige erhvervsevnetab blev fastsat til 55 %. Der er endnu ikke truffet afgørelse om er-statning for varigt erhvervsevnetab.
Der har under sagen været udstedt flere helbredsattester og lægeerklæringer, og der har været fremlagt lægelige journalnotater.
3
Sagsøger har under forløbet været repræsenteret af sin fagforening, Det Faglige Hus, som har haft løbende kontakt og korrespondance med Gjensidige Forsikring. Således har Det Faglige Hus blandt andet sendt lø-bende opgørelser vedrørende tabt arbejdsfortjeneste til Gjensidige Forsikring.
Af Gjensidige Forsikrings mail af 2. oktober 2017 til Det Faglige Hus fremgår så-ledes:
”Jeg har fået din mail med opgørelse af tabt arbejdsfortjeneste og udbeta-ler i forhold til opgørelse. Beregningen er ok. også i forhold til efterregule-ring af ATP.
Jeg ønsker selv, at holde mig orienteret i arbejdsskadesagen. Jeg ønsker at være opdateret om arbejdsskadestyrelsens indhentelse af akter, blandt an-det i forhold til tilkendelse tidspunkt ved fastsættelse af en evt. midlerti-dig afgørelse. Jeg vedlægger derfor en samtykkeerklæringen, som jeg skal bede dig om, at få skadelidte til at underskrive.”
Af Gjensidige Forsikrings mail af 7. februar 2018 til Det Faglige Hus fremgår:
”Jeg har modtaget de fremsendte krav og efterfølgende rykkere.
D.d. har jeg overført et aconto beløb til skadelidte på 40.000 kr. i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
Grunden til at det er et aconto, er fordi jeg mangler en status på sagen fra arbejdsskadestyrelsen og status på skadelidtes revalidering. Kan af det læ-gelige fra efteråret se, at skadelidte er i gang med HF, men det fremgår også, at denne skulle afsluttes i 2017. Er skadelidte kommet videre med sin revalidering?
Når AES træffer deres afgørelse, må der forventes en midlertidig afgørelse med tilbagevirkende kraft. Derfor kan der komme løbende udbetalinger, som skal fratrækkes i den erstatning vi allerede har udbetalt.
Derfor vil jeg gerne høre status fra skadelidte inden der udbetales yderli-gere. Og der tages naturligvis forbehold for at fratrække den løbende ud-betaling de fremtidige erstatningsudbetalinger.”
Af Det Faglige Hus’ mail af 8. februar 2018 til Gjensidige Forsikring fremgår blandt andet:
”Jeg kan oplyse, at skadelidte blev færdig med sine HF-fag i december 2017. Fagene var et led i hans arbejdsprøvning.
Skadelidte skal til samtale på kommunen i morgen den 9. februar 2018 for at aftale det videre forløb og for at drøfte revalidering m.v. Jeg går ud fra,
4
at du selv indhenter de kommunale akter efter dette tidspunkt? (med kopi til os).
Der er endnu ikke nogen afklaring i arbejdsskadesagen vedrørende spørgsmålet om erhvervsevnetabet - ønsker du akter tilsendt?
Jeg hører gerne, på hvilken baggrund der ikke sker udbetaling af det fuldt ud opgjort krav om tabt arbejdsfortjeneste. Eventuel modregning i kom-mende løbende ydelser kan jo sikres via AES. Jeg hører også gerne, hvad du påtænker fremadrettet, idet skadelidte jo ikke kan være tjent med at der går adskillige måneder mellem udbetalingerne.”
Af Gjensidige Forsikrings svar samme dag fremgår blandt andet:
”Årsagen til at det fulde beløb ikke er udbetalt, er, at hvis AES træffer af-gørelse om EET med tilbagevirkende kraft, så skal de løbende udbetalin-ger jo fratrækkes i den erstatning, som skadelidte allerede har fået udbe-talt. Og vi kende jo ikke størrelsen på de eventuelle løbende ydelser. Og vi skal jo sikre os, at der er tilstrækkeligt at modregne i.
Men hvis hans HF først er sluttet i december, og revalideringen ikke er be-gyndt endnu, tænker jeg godt, vi kan udbetale det resterende beløb, som opgjort af dig.
Der har desværre været en større sagsmængde, hvorfor behandlingstiden har været alt for lang. Jeg har helt enig i, at skadelidt ikke bør vente så længe fremadrettet.
Hvis I fremsender krav og status på arbejdsskadesagen hver måned, og ringer, hvis ikke I har hørt noget inden for rimelig tid, så bør der ikke ske de store forsinkelser i udbetalingerne. Jeg forventer, at I sørge for at orien-tere, så snart der er en afgørelse fra AES.
De resterende 14.246,44 kr. er overført til skadelidte.”
Det Faglige Hus har herefter løbende sendt opgørelser til Gjensidige Forsikring, som har foretaget udbetalinger af a conto beløb for tabt arbejdsfortjeneste frem til den 14. maj 2019.
Af Gjensidige Forsikrings mail af 14. maj 2019 til Det Faglige Hus fremgår såle-des:
”Tak for det tilsendte.
Det er vores vurdering, at vi kan træffe en endelig afgørelse i sagen.
Jf. AES afgørelse af den 8. marts 2019 har skadelidte et varigt men på 8 % for lette daglige lændesmerter. De sammenligner med punktet B.1.3.3.
5
hvilket er lidt underligt, da der hverken er nedsat bevægelighed eller ud-strålende smerter. Der er alene tale om lette daglige lændesmerter, hvorfor punktet B.1.3.1 ville være mere nærliggende. Der er beskrevet gener sva-rende til 5 % i varigt men.
Vi hæfter os yderligere ved notater i de kommunale akter, hvoraf det fremgår at der rejses tvivl om Sagsøger reelt har gener.
"Årsagen til vurderingen i forhold til funktionelle smerter er, at Sagsøgers rygskade er helet, og der ikke kan påvises nogen skader ved undersøgel-ser. De tests, som der blev udført under konsultationen, viste, at Sagsøger er fysisk begrænset og f.eks. ikke kan bøje sig så langt ned. Han virkede dog ikke til at have et problem med at bøje sig ned for at snøre sine sko. Det er uvist, om Sagsøger bevidst vælger at gøre sig dårligere, end han er. Sand-synligvis oplever han smerterne, men de er bundet op på en psykisk li-delse."
Skadelidte er uddannet VVS'er tilbage i 2009 og har arbejdet som montør fra 2011 og frem til ulykken med en månedsløn på ca. 40.000 kr. inkl. ferie-penge, pension mm.
Det er vores vurdering, at skadelidte vil kunne opretholde denne indtje-ning med sparsomme gener i form af lette daglige lændesmerter. Med ud-dannelse som VVS'er kan han også arbejde som tekniker eller sælger. Begge er jobs som ikke er rygbelastende. Han vil her kunne tjene det samme som forud for skaden.
Tab af erhvervsevne vurderes derfor til mindre end 15 %, hvorfor skade-lidte ikke er berettiget til erstatning herfor.
I har opgjort tabt arbejdsfortjeneste for perioden 25-2 til 21-4 2019 til 14.398,80 kr. Beløbet er overført til skadelidte.
Vi betaler tabt arbejdsfortjeneste frem til d.d. hvor vi fastsætter tab af er-hvervsevne.
Da vi forventer at sygedagpenge og løbende ydelser er det samme for pe-rioden 22-4 til og med d.d. 14-5 kan vi udregne tabet og afregne endeligt.
14.398,80 kr. / (8 uger x 7 = 56) = tab per dag 257, 12 kr.
Antal dage i manglende periode 23 dage af 257, 12 kr. = 5.913,79 kr. Dette beløb er også overført til skadelidte.
Sagen vil herefter være afsluttet for vores vedkommende.”
Af Det Faglige Hus’ svar samme dag fremgår:
”Jeg er ikke enig i din vurdering af erhvervsevnetabet og afgørelsen om ikke at udbetale yderligere tabt arbejdsfortjeneste.
Vi afventer fortsat en endelig afgørelse i AES om erhvervsevnetabet.”
6
Det Faglige Hus sendte den 26. juni 2019 fortsat opgørelse vedrørende tabt ar-bejdsfortjeneste.
Af Det Faglige Hus’ mail af samme dag til Gjensidige Forsikring fremgår blandt andet:
”I fortsættelse af vores korrespondance nedenfor fremsender jeg for god ordens skyld akterne fra AES. Jeg henviser i den forbindelse særligt til den udarbejdede speciallægeerklæring, og beder dig venligst meddele, om dette giver anledning til en revurdering.
Jeg henviser også til, at afgørelsen om varigt men nu ligger hos Ankesty-relsen.”
Af Gjensidige Forsikrings mail af 11. juli 2019 til Det Faglige Hus fremgår føl-gende svar:
”Vi har modtaget din mail af 26. juni med opgørelse af tabt arbejdsfortje-neste samt efterfølgende mails med kopi af akterne fra AES.
Det ændrer ikke ved vores vurdering fra den 14. maj 2019.”
Af Det Faglige Hus’ svar af samme dag fremgår blandt andet:
”Jeg synes det er på et noget useriøst grundlag, at I vurderer erhvervsev-netabet, og opfordrer jer til at indhente en §10-vurdering.”
Det Faglige Hus sendte den 7. august 2019 opgørelse vedrørende tabt arbejds-fortjeneste til Gjensidige Forsikring.
Af Gjensidige Forsikrings mail af 10. september 2019 til Det Faglige Hus frem-går blandt andet:
”Vi fastholder vores vurdering, som er foretaget på et tilstrækkeligt oplyst grundlag, og der er for vores vedkommende ikke begrundet tvivl om af-gørelsen, hvorfor vi ikke vil medvirke til en forelæggelse for AES.
Uenighed i forhold til afgørelsen må derfor henhøre under domstolen.
Da vi har betalt tabt arbejdsfortjeneste frem til vores afgørelse, kan jeg ikke imødekomme yderligere krav.”
Det Faglige Hus sendte herefter løbende opgørelser vedrørende tabt arbejds-fortjeneste til Gjensidige Forsikring. Gjensidige Forsikring afviste løbende kra-vene under henvisning til forsikringsselskabets mail af 14. maj 2019.
7
Parternes synspunkter 2B - Bedst og Billigst som mandatar for Sagsøger har i sit påstandsdokument anført:
”… Delhovedforhandlingen vedrører hvorvidt sagsøgers eventuelle yderligere krav på tabt arbejdsfortjeneste efter en ulykke sket den 23. juni 2016 er for-ældet. De yderligere krav er indtil videre opgjort til 160.033,09 af sagsøger.
Ulykken skete idet sagsøger, i forbindelse med sit arbejde som VVS på en byggeplads, var ved at nedlægge gulvvarme og blev ramt og væltet om-kuld af bagenden af en gravemaskine. Gravemaskinen blev ført af en ansat fra sagsøgte.
Sagsøgte har anerkendt ansvar og betalt erstatning og godtgørelse frem til og med den 14. maj 2019.
Sagsøger har fortsat med at opgøre krav på tabt arbejdsfortjeneste efter denne dato. Sagsøgte har afvist, at sagsøger er berettiget til yderligere er-statning for tabt arbejdsfortjeneste og gjorde den 29. september 2020 gæl-dende, at eventuelle krav var forældet og således også, da sagsøger indgav stævning den 8. oktober 2020.
Sagsøger har heroverfor gjort gældende, at sagsøger er berettiget til yderli-gere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, herunder at kravet om tabt ar-bejdsfortjeneste ikke effektivt er bragt til ophør og at der i øvrigt er årsags-sammenhæng mellem ulykken og kravet. Sagsøger har endvidere gjort gældende, at kravet ikke er forældet.
Spørgsmålet om forældelse blev herefter udskilt til delhovedforhandling
Retten skal således ved delhovedforhandlingen alene tage stilling til, hvor-vidt eventuelle krav på tabt arbejdsfortjeneste fra den 15. maj 2019 og frem er forældet.
Det er sagsøgtes opfattelse at kravet som udgangspunkt er forældet 3 år efter ulykken dog senest 1 år efter mail af den 14. maj 2019
Det er sagsøgers opfattelse, at det evt. krav om erstatning for tabt arbejds-fortjeneste ikke er forældet af flere grunde. Henholdsvis idet
1.Forældelsesfristen på 3 år tidligst skal regnes fra tidspunktet for Arbejdsmarkedets erhvervssikrings midlertidige afgørelser om tab af erhvervsevne
2.Forældelsesfristen på 3 år tidligst skal regnes fra sagsøgtes afvis-ning og dermed kravets opståen som følge af kombinationen af det manglende kendskab til fordringen og sagsøgtes foreløbige anerkendelse ved betaling af de tidligere løbende krav
3.Fristen for forældelse reelt er suspenderet til 1 år efter Arbejds-markedets Erhvervssikrings midlertidige afgørelse om tab af er-hvervsevne for de respektive perioder.
8
Det bemærkes, at sagsøger har frafaldet et anbringende, det tidligere punkt 3, som følge af sagsøgtes processkrift A. Det tidligere punkt 4, er så-ledes herefter punkt 3.
1. Forældelsesfristen for tabt arbejdsfortjeneste skal tidligst regnes fra tids-punktet for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings midlertidige afgørelse om tab af erhvervsevne
Ved L 2011 610 blev erstatningen for midlertidige tab af erhvervsevne ef-ter arbejdsskadesikringsloven sidestillet med erstatning for tabt arbejds-fortjeneste efter erstatningsansvarsloven.
Det medførte, at der ved udbetaling af tabt arbejdsfortjeneste skulle ske fradrag i erstatningen for de udbetalinger der var sket som midlertidigt tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven.
I det posterne tabt arbejdsfortjeneste og midlertidig erhvervsevnetab dog ikke bliver udregnet på samme måde, opstår der et differencekrav mellem disse to poster (svarende til det differencetab der også opstår ved spørgs-målet om tab af erhvervsevne efter henholdsvis arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven.). Det er også det forsikringsselskabet gav ud-tryk for i mailkorrespondancen, bilag 11.
Det gøres gældende, at principperne i U2017.2583H herefter finder anven-delse.
” Efter arbejdsskadesikringslovens § 77, 2. pkt., skal tilskadekomnes krav mod den erstatningsansvarlige nedsættes, i det omfang der er betalt eller pligt til at betale ydelser til denne efter arbejdsskadesikringsloven. Det indebærer, at der ved udmåling af erstatning efter erstatningsansvarsloven skal ske fradrag for tilsvarende poster, som skadelidte har fået eller vil få dækket efter arbejds-skadesikringsloven.”
Det er ubestridt i sagen, at en sådan modregning finder sted mellem er-statning for tabt arbejdsfortjeneste i henhold til erstatningsansvarsloven og erstatning for midlertidigt tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesik-ringsloven.
” Det er på baggrund af den tilsvarende bestemmelse i den tidligere arbejds-skadeforsikringslovs § 55 fastslået ved højesteretsdom af 16. august 1995 (U1995.843), at den skadelidte ikke er berettiget til at forfølge sit eventuelle krav efter erstatningsansvarsloven, før spørgsmålet om hans tilsvarende krav efter arbejdsskadeforsikringsloven er afgjort.
På baggrund af Højesterets dom fandt Vestre Landsret i en dom af 8. februar 2001 (U2001.1119/2), at foræl-delsesfristen for et sådant differencekrav efter forældelsesloven af 1908 skulle regnes fra Ankestyrelsens afgørelse om skadelidtes ret til erstatning for er-hvervsevnetab efter arbejdsskadeforsikringsloven.”
” Efter forældelseslovens af 2007 løber forældelsesfristen for krav på erstat-ning uden for kontraktforhold fra tidspunktet for skadens indtræden, jf. § 2, stk. 4, medmindre der er grundlag for suspension af forældelsesfristen, jf. § 3 stk. 2.”
9
Der er i den konkrete sag ikke uenighed om, at da sagen er rejst mod tred-jemand og ikke arbejdsgiver, at så gælder forældelseslovens almindelig frist på 3 år, frem for arbejdsskadesikringslovens udvidede frist på 5 år.
” I forbindelse med Folketingets behandling af 2007-lovforslagene besvarede ju-stitsministeren en række spørgsmål fra Retsudvalget. I svaret på spørgsmål 20 redegjorde Justitsministeren for, hvilke konsekvenser de foreslåede regler har for differencekrav i anledning af arbejdsskader.
Det fremgår af svaret bl.a., at skadelidte ifølge Højesterets dom fra 1995 ikke kan forfølge sådanne krav efter erstatningsansvarsloven, før spørgsmålet om dennes tilsvarende krav efter ar-bejdsskadesikringsloven er afgjort.
Herefter beskrives forældelsesfristens begyn-delsestidspunkt efter den foreslåede § 2 stk. 4, og det anføres, at den foreslåede § 14 – hvorefter der gælder en tillægsfrist på 1 år, bl.a. hvis fordringshaveren har været afskåret fra at afbryde forældelse på grund af en hindring, som ikke beror på fordringshaverens forhold – i givet fald vil finde anvendelse på diffe-rencekrav, således at forældelsesfristen vedrørende krav efter erstatnings-ansvarsloven tidligst kan løbe 1 år efter afgørelsen om kravet i henhold til ar-bejdsskadesikringsloven.
Svaret angiver ikke, at denne tillægsfrist skulle er-statte den almindelige forældelsesfrist på 5 år regnet fra den endelige afgørelse
Højesteret finder, at der ikke er grundlag for at forstå forarbejderne til forældel-sesloven således, at det var hensigten at forringe skadelidtes retsstilling i ar-bejdsskadesager i forhold til, hvad der gjaldt efter forældelsesloven af 1908.”
Højesteret tiltrådte herefter, at forældelsesfristen for differencekrav vedrø-rende erhvervsevnetab jf. erstatningsansvarsloven skulle regnes fra den endelige afgørelse om erhvervsevnetab i arbejdsskadesagen.
Det gøres herefter gældende, at forældelsesfristen for krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste tidligst skal regnes fra det tidspunkt, hvor der i arbejdsskadesagen blev truffet afgørelse om det midlertidige tab af er-hvervsevne, for den tilsvarende periode.
Forældelsesfristen på 3 år skal således i den konkrete sag regnes fra den 1. maj 2020, da der først fra denne dato er truffet afgørelse om perioden efter den 14. maj 2019. Subsidiært fra den 19. november 2018, hvor Arbejdsmar-kedets Erhvervssikring første gang traf afgørelse om midlertidigt erhverv-sevnetab.
2. Kendskab til fordringen og foreløbig anerkendelse ved betaling
Efter forældelseslovens § 2 stk. 1 regnes forældelsesfristen fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen op-fyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser. For så vidt angår fordringer på erstatning eller godtgørelse for skade forvoldt uden for kon-traktforhold, regnes forældelsesfristen fra skadens indtræden, jf. § 2 stk. 4. Bestemmelsen finder også anvendelse på krav mod tredjemand om erstat-ning eller godtgørelse i anledning af en arbejdsskade.
I henhold til forældelseslovens § 3 stk. 2 regnes forældelsesfristen på 3 år jf. § 3 stk. 1 først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til fordringen, hvis fordringshaveren var ubekendt med fordrin-gen.
10
I U 2013.1823 H henvises til lovforslagets bemærkninger til § 2 stk. 4 (lov-forslag L165, folketingstidende 2006-2007, tillæg A, s. 5613 f.), hvor frem-går,
” …. at bestemmelsen viderefører gældende praksis med hensyn til fastlæggel-sen af begyndelsestidspunktet ved erstatningskrav uden for kontrakt, at det som udgangspunkt er tidspunktet for lidelsens opståen, der er afgørende, hvis der ved personskade er forskel på den skadelige påvirkning og tidspunktet for lidelsen opståen, og at fristen i disse tilfælde løber fra det tidspunkt, hvor de føl-ger, der kræves erstatning for, har vist sig på en måde, at skadelidte havde ri-melig anledning til og mulighed for at rejse et – eventuelt foreløbigt – erstat-ningskrav.
Det fremgår ikke af lovforslagets bemærkninger eller af forarbej-derne i øvrigt, at krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller om godtgø-relse for svie og smerte forældes successivt.
Højesteret finder herefter, at der ikke er grundlag for at fastslå, at krav om er-statning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte efter foræl-delsesloven af 2007 forældes successivt som hævdet af A.
På denne baggrund skal også…”
” … A´s krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte efter Højesterets opfattelse regnes fra skadens indtræden.”
I højesteretsdommen blev der lagt vægt på, at skadelidte ikke indenfor for-ældelsesfristens udløb havde rejst et ”eventuelt foreløbigt” krav om tabt arbejdsfortjeneste, selvom hun havde haft ” mulighed” herfor.
I nærværende sag er der ikke tvist om, at sagsøger har rejst, forfulgt og fået udbetalt foreløbig erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til den 14. maj 2019.
Der er således sket en anerkendelse af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste jf. EAL § 15, hvorefter en afvisning d. 14. maj 2019 medførte en ny foræl-delsesfrist efter § 3, stk. 2 jf. § 19.
Det gøres gældende, at for tab opstået efter den 14. maj 2019, har sagsøger ikke haft anledning til eller mulighed for, at rejse et erstatningskrav – hel-ler ikke foreløbigt – før kravet opstod ved udbetalingen af sygedagpenge den 23. maj 2019, hvor kravet for perioden fra den 6. maj 2019 til den 19. maj 2019 kunne konstateres.
Sagsøger kan således ikke være bekendt med en fordring før denne opstår og havde derfor ikke mulighed for at rejse eller forfølge erstatningskravet.
Forældelsesfristen på 3 år skal således konkret for krav opstået efter den 14. maj 2019 i henhold til forældelseslovens § 3 stk. 2 tidligst regnes fra den 23. maj 2019.
Det gøres således gældende at skadevolder i det tilfælde, hvor der er sket løbende udbetaling af tabt arbejdsfortjeneste, ikke med virkning for frem-tidige krav om tabt arbejdsfortjeneste, kan bringe den løbende udbetaling
11
af tabt arbejdsfortjeneste til ophør, med den følge, at alle fremtidige krav forældes 1 år efter afvisningen.
Det ville reelt betyde, at selv det først kommende krav, ville forælde min-dre end et år efter dets opståen.
Det understreges, at sagsøger ikke herved gør succesiv forældelse gæl-dende, men at alle fremtidige krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i princippet forælder 3 år efter den 23. maj 2019 (subsidiært 14. maj 2019), da sagsøgtes tidligere anerkendelse af posten fra denne dato ikke længere er gyldig.
3. Fristen for forældelse er suspenderet
Det gøres gældende, at sagsøgte ved mail af den 8. februar 2018 (bilag 11 side 1) har henvist til at afvente Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings mid-lertidige afgørelser om tab af erhvervsevne på en sådan måde, at dette må anses som værende en aftalt suspension/udskydelse af forældelsesfristen til et år efter afgørelsen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i forhold til de respektive perioder, fra hvilken der kræves erstatning for tabt arbejds-fortjeneste subsidiært jf. § 21 stk. 5.
Det gøres gældende, at en sådan sus-pension/udskydelse ikke kan tilbagekaldes ensidigt, hvorfor kravet om er-statning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden fra den 19. november 2018 og frem til den 1. maj 2020 tidligst forælder efter den 1. maj 2021. …”
Gjensidige Forsikring, Dansk filial af Gjensidige Forsikring ASA, Norge som mandatar for Sagsøgte A/S har i sit påstandsdokument an- ført:
”… Forældelse:
Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende, at alle sagsøgers eventuelle krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter den 14. maj 2019 som følge af tilskadekomsten den 23. juni 2016, var forældede på tidspunktet for den potentielt fristafbrydende handling i form af indgi-velse af stævning den 8. oktober 2020.
Sagsøgers eventuelle krav er omfattet af forældelsesloven.
Det gøres gældende, at forældelsesfristen for sagsøgers krav i denne sag er 3 år, jf. forældelseslovens (FOL) § 3, stk. 1.
Det gøres videre gældende, at når det gælder sagsøgers krav om erstat-ning for tabt arbejdsfortjeneste, begynder forældelsesfristen som udgangs-punkt at løbe fra skadetidspunktet, jf. forældelseslovens § 2, stk. 4 og i særdeleshed U.2013.1823H, hvor Højesteret tillige afgjorde, at midlertidige løbende krav ikke forældes successivt.
Ved skaden forstås selve realskaden, og ikke skadens følger eller de tab, som følgerne medfører. Dette indebærer, at reglerne i erstatningsansvars-
12
lovens § 16, stk. 1 om, hvornår skadelidte kan kræve erstatning og godtgø-relse betalt, er uden betydning i forhold til forældelsesreglerne, men er alene et rentespørgsmål. Det afgørende i forhold til forældelsesreglerne er derimod, hvornår den skadelidte havde mulighed for at bedømme, om der er grundlag for at gøre et erstatningskrav gældende over for skadevol-der.
Spørgsmålet er herefter, om der er grundlag for at udskyde begyndelses-tidspunktet, jf. FOL § 2, stk. 4, eller suspendere forældelsesfristen, jf. FOL § 3, stk. 2, grundet uvidenhed eller utilregnelighed om kravet, således at fristen først skal regnes fra et senere tidspunkt end tidspunktet for realska-den.
Det gøres i den forbindelse gældende, at det er uden betydning for foræl-delsesfristens begyndelsestidspunkt, hvornår sagsøger var i stand til at gøre et bestemt krav om erstatning op. Det er tilstrækkeligt, at det på ska-detidspunktet, eller umiddelbart derefter i forbindelse med den indle- dende lægebehandling stod klart, at skadens følgersandsynligvis ville kunne danne grundlag for krav om erstatning.
Det gøres i den forbindelse gældende, at der ved denne vurdering ifølge gældende retspraksis opere-res med et påregnelighedskriterium, hvorefter det afgørende er, om følgens indtræden, som viser sig senere, og måske først kan opgøres på dette se-nere tidspunkt, ligger inden for rammerne af, eller svarer nogenlunde til, hvad der måtte forventes allerede ved selve tilskadekomsten eller ved læ-geundersøgelser og lignende i forbindelse hermed.
Se blandt andet FED2011.28V, FED2011.102Ø, UfR2012.2844Ø og UfR2014.1887Ø. Er det tilfældet, løber fristen fra tidspunktet for realskaden.
I nærværende sag, var sagsøgers helbred og evne til at arbejde ifølge egne udsagn straks så påvirket af uheldet, at han må betragtes som syg, syge-meldt, og han var derfor straks på skadetidspunktet, eller umiddelbart derefter, bekendt med de faktiske omstændigheder, der senere kom til at danne grundlag for hans krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
Det fremgår da også af de lægelige- og kommunale oplysninger i sagen, at sagsøger siden skaden har følt sig vedvarende ude af i stand til at arbejde mere end få timer om ugen. Det vil sige, det gøres gældende, at de senere faktiske omstændigheder – ligger inden for rammerne af, eller svarer nogen-lunde til – de faktiske omstændigheder på skadetidspunktet, eller umid-delbart derefter.
En eventuel uvidenhed, der skal kunne føre til suspension, skal vedrøre uvidenhed om de faktiske omstændigheder, som kravet støttes på. Uvi-denheden skal således vedrøre selve fordringens eksistens. Ukendskab til den præcise størrelse af fordringen kan ikke begrunde suspension. Det samme gælder ved retsvildfarelse. Uvidenhed om reglernes virkemåde el-ler forældelsesreglers eksistens eller en misforstået opfattelse af forældel-sesreglens anvendelsesområde medfører heller ikke, at der foreligger uvi-denhed i § 3’s forstand.
Der er ikke grundlag for at statuere suspension i denne sag.
Dette fører til, at forældelsesfristen for sagsøgers eventuelle krav begyndte at løbe straks fra skadetidspunktet den 23. juni 2016.
13
Forældelsesfristen er 3 år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1, og sagsøgers krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste forældedes derfor i udgangs-punktet den 23. juni 2019.
Særregler om midlertidig afbrydelse i forældelsesloven:
Af forældelseslovens § 21, stk. 5 fremgår, at forældelsesfristen kan suspen-deres, hvis parterne forhandler.
Sagsøger får en tillægsfrist på 1 år fra forhandlingernes afslutning, men vel og mærke kun hvis der er forhandlet i bestemmelsens forstand. Der skal være tale om egentlige realitetsforhandlinger om kravet eller grundla-get herfor. Sagsøger skal have haft føje til at antage, at det ikke var nød-vendigt at iværksætte retslige skridt for at afbryde forældelsesfristen.
Det indebærer, at sagsøgte skal have udvist en sådan grad af imødekom-melse, at sagsøger eller sagsøgers repræsentanter med hvem sagsøger identificeres, kunne regne med, at der var rimelig udsigt til en forligsmæs-sig løsning.
Forhandling
i henhold til § 21, st. 5 omfatter alene forhandlinger om sa-gens realitet, og forældelsesfristen udskydes ikke, hvis krav afvises, og denne holdning til kravet fastholdes eller der slet ikke tages stilling til kra-vet. Praksis i henhold til 1908-loven med hensyn til, hvad der skal forstås med forhandling, er derfor fortsat gældende, og denne praksis samt prak-sis vedrørende forældelseslovens § 21, stk. 5 fastslår, at der skal være tale om forhandlinger i helt traditionel forstand. Der skal to til at forhandle.
Krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste forælder ikke successivt, og forhandlingerne om sagsøgers krav er at betragte som bragt til ophør, da Gjensidige Forsikring ved e-mail af 14. maj 2019 (bilag 25) på sagsøgtes vegne afviste at udbetale yderligere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, og anså sagen for afsluttet.
Alle efterfølgende henvendelser fra sagsøgers repræsentanter med opgø-relser af tabt arbejdsfortjeneste blev afvist med henvisning til e-mailen af 14. maj 2019. Alle disse afvisninger frem til og med Gjensidige Forsikrings e-mail af 29. september 2020 (bilag 34), er fremlagt som bilag A.
Sagsøger har således ikke i perioden mellem 14. maj 2019 og den 8. okto-ber 2020 – stævningen, det vil sige i 1 år og næsten 5 måneder, haft føje til at gå ud fra, at der længere blev forhandlet om kravet. Se i den anledning dommene U.2020.191H, U.2019.1093H samt U.2018.1506H modsætnings-vist.
Gjensidige Forsikring udtrykte sig i meget klare vendinger med hensyn til afvisning og det videre forløb, og meddelte sågar i en mail af 19. septem-ber 2019, hvor vurderingen den 14. maj 2019 igen blev fastholdt, at uenig-hed om afgørelsen henhører under domstolene, jf. bilag A, side 2. Sagsø-ger stævnede først den 8. oktober 2020.
I øvrigt:
14
Er retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste bragt til ophør?
Det savner mening, når sagsøger i sin stævning anfører, at Gjensidige For-sikring på vegne af sagsøgte ikke kunne bringe retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til ophør, og at dette skulle kunne begrunde en fortsat ret til erstatning.
I de tilfælde, hvor den skadelidte ikke lider et erhvervsevnetab på 15 % el-ler derover, ydes der efter erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, 1. pkt. er-statning for midlertidig tabt arbejdsfortjeneste, indtil skadelidte kan eller burde kunne begynde at arbejde igen. Sidstnævnte er en skønsmæssig vurdering, skadevolder i givet fald må foretage.
Efter forarbejderne til bestemmelsen sigtes der hermed til, at skadelidte skal kunne begynde at arbejde i væsentligt samme omfang som tidligere. Der er således indbygget en form for ”selvrisiko” i reglen.
I Gjensidige Forsikrings afvisningsmail af 14. maj 2019 blev gjort gæl-dende, at sagsøger, ifølge Gjensidige Forsikring, ikke havde lidt et er-hvervsevnetab, samt at han på tidspunktet for vurderingen burde kunne arbejde i væsentligt samme omfang som før skade, og denne vurdering fastholdes under alle omstændigheder. Det er denne vurdering, sagsøger er uenig i, og som danner grundlag for tvisten i sagen, som sagsøger forsø-ger at få afgjort ved domstolene. Sagsøgte gør gældende, at kravene, tvi-sten vedrører, er forældede.
Betydningen af afgørelserne om midlertidige erhvervsevnetab i sagsøgers arbejds-skadesag:
Det bestrides, at afgørelserne om midlertidigt erhvervsevnetab i sagsøgers arbejdsskadesag skulle have betydning for beregningen af forældelsesfri-sten vedr. tabt arbejdsfortjeneste.
Som omtalt oven for, gøres det gældende, at reglerne i erstatningsansvars-lovens § 16, stk. 1 om, hvornår skadelidte kan kræve erstatning og godtgø-relse betalt, er uden betydning i forhold til forældelsesreglerne, ligesom det er uden betydning, hvornår sagsøger var i stand til at gøre et bestemt krav om erstatning op.
Det bestrides, som ellers anført af sagsøger i stævningen, at U2017.2583H skulle have betydning for spørgsmålet om forældelse af krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
Højesteretsdommen er den seneste af en række Højesteretsdomme, der vedrører spørgsmålet om forældelse af difference-krav på erstatning for tab af erhvervsevne, når dette krav, af samme art, kan kræves efter både arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarslo-ven.
Der kan ikke kræves erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter ar-bejdsskadesikringsloven, og dermed ikke et krav af samme art, som efter erstatningsansvarsloven. Dette er også slået fast i Højesteretsdommen af 23. august 2021 i sag BS-46420/2020-HJR, der vedrørte spørgsmålet om et forsikringsselskabs ret til at indtræde i den skadelidtes krav på midlertidig erhvervsevnetabserstatning i en arbejdsskadesag.
U2017.2583H kan derfor under alle omstændigheder ikke anvendes i denne sag.
15
Betydningen af Vestre Landsrets dom af 11. juni 2021, der er anket til Højesteret:
Sagsøger omtaler i sit processkrift I en Vestre Landsrets dom af 11. juni 2021 (BS-14009/2019-VLR), der er anket til Højesteret. Gjensidige Forsik-ring er bekendt med dommen, og den omhandler alene spørgsmålet om forfaldstidspunkter og renter jf. § 16, stk. 1 i erstatningsansvarsloven i re-lation til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Dommen omhandler ikke spørgsmålet om forældelse.
Vestre Landsrets dom er dog også, at krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste forfalder til betaling måned for må-ned, med renter månedsdagen derefter, og ikke først, når den eventuelt korrekte beregning kan foretages efter der foreligger en midlertidig afgø-relse om erhvervsevnetab i arbejdsskadesagen.
Dette har dog ingen betyd-ning for spørgsmålet om forældelse, jf. det tidligere anførte om begyndel-sestidspunktet for forældelsesfristen og henvisningerne til de relevante domme herom.
Betydningen af Gjensidige Forsikrings mail af den 8. februar 2018 (bilag 11 side 1):
Det bestrides, at Gjensidige Forsikrings mail af 8. februar 2018 har afbrudt eller suspenderet forældelsesfristen, som anført af sagsøger i sit proces-skrift I.
Gjensidige Forsikring har i mailen blot tilkendegivet, at der ønskes orientering om sagsøgers arbejdsskadesag til brug for vurdering af for-hold, der kunne indikere et starttidspunkt for en eventuel midlertidig af-gørelse om tab af erhvervsevne i arbejdsskadesagen, som kunne have be-tydning for den konkrete beregning af berettiget erstatningen for tabt ar-bejdsfortjeneste, jf. erstatningsansvarslovens § 2, stk. 2.
Dette har intet at gøre med forfaldstidspunkter eller forældelse.
Forældelseslovens § 15:
Det bemærkes, at Gjensidige Forsikring på vegne af sagsøgte under skade-behandlingen alene havde erkendt pligten til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til den 14. maj 2019, men ikke længere end dertil -tvisten. Dette blev meddelt i mailen af netop 14. maj 2019, bilag 25. En er-kendelse af en del af et fremsat erstatningskrav, har alene afbrydelsesvirk-ning, jf. forældelseslovens § 15, i forhold til denne del. Se blandt andet FED2003.3065Ø. Sagsøgers henvisning til forældelseslovens § 15 i sine an-bringender i stævningen bestrides således som værende relevant for de se-nere afviste krav.
Sagsøgers krav:
Retssagen vedrører på nuværende tidspunkt alene spørgsmålet om foræl-delse, som er udskilt til særskilt behandling. Sagsøgte forholder sig derfor ikke til sagsøgers opgjorte krav på nuværende tidspunkt, men det forbe-holdes at bestride opgørelsen af kravet, herunder spørgsmålet om årsags-sammenhæng. …”
16
Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.
Rettens begrundelse og resultat
Sagsøger er blevet påført en arbejdsskade, og hans ertstatningskrav i den anledning er omfattet af arbejdsskadesikringsloven. I forhold til Sagsøgte A/S er erstatningskravet vedrørende tabt arbejdsfortjeneste omfattet af erstatningsansvarsloven, og dette krav forældes som udgangspunkt efter 3 år fra tidspunktet fra skadens indtræden, jf. forældelseslovens § 2, stk. 4 og § 3, stk. 1, dvs. den 23. juni 2019.
Spørgsmålet er herefter, om der foreligger omstændigheder, der kan begrunde en fravigelse af udgangspunktet.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har løbende truffet afgørelser om midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven i Sagsøgers arbejdsskadesag. Der er ikke i arbejdsskadesikringsloven hjemmel til dækning for tabt arbejdsfortjeneste.
Uanset, at der i erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven skal fradrages erstatning i henhold til en midlertidig afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven i samme periode, jf. erstatningsansvarslovens § 2, stk. 2, er erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven og midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven forskelligartede erstatningsposter.
Sagsøger har derfor været berettiget til at forfølge sit krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, inden der blev truffet en endelig afgørelse i arbejdsskadesagen, hvilket han også har gjort. Der er på den baggrund ikke grundlag for at udskyde forældelsesfristens begyndelsestidspunkt i forhold til udgangspunktet.
Sagsøger har siden tidspunktet for skadens indtræden været bekendt med, at han havde et erstatningskrav for tabt arbejdsfortjeneste mod Sagsøgte A/S, og han har derfor ikke v æret i utilregne-lig uvidenhed om sit krav.
Gjensidige Forsikring har som ansvarsforsikringsselskab for Sagsøgte A/S anerkendt erstatningspligten over for Sagsøger. Sagsøger har ikke på baggrund af mailkorrespondancen mellem forsikringsselskabet og Sagsøgers fagforening, Det Faglige Hus, løftet bevisbyrden for, at forsikringsselskabet har erkendt erstatningskravets størrelse, og forældelsen er derfor ikke blevet afbrudt af denne grund. Forældelsen er heller ikke blevet afbrudt ved forsikringsselskabets udbetalinger af a conto beløb for tabt arbejdsfortjeneste til Sagsøger.
17
I perioden fra oktober 2017 til 14. maj 2019 har der været en løbende korrespondance mellem fagforeningen og forsikringsselskabet om skaden og betaling af a conto beløb vedrørende erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, og forsikringsselskabet har erkendt, at der i denne periode har været ført forhandlinger om kravet. Sagsøger har imidlertid ikke løftet bevisbyrden for, at der på baggrund af denne mailkorrespondance skulle være indgået en suspensionsaftale vedrørende krav på tabt arbejdsfortjeneste.
På baggrund af indholdet af forsikringsselskabets mail af 14. maj 2019, hvoraf det fremgår blandt andet, at forsikringsselskabet betaler tabt arbejdsfortjeneste frem til den 14. maj 2019, at de fastsætter størrelsen af erhvervsevnetabet og afregner endeligt over for Sagsøger, og at de herefter anser sagen for afsluttet, er det bevist, at der frem til den 14. maj 2019 var forhandlinger mellem parterne, som forsikringsselskabet afsluttede ved sin mail af 14. maj 2019.
Sagsøgers krav på tabt arbejdsfortjeneste forældes herefter 1 år efter forhandlingernes afslutning, jf. forældelseslovens § 21, stk. 5. Det kan ikke føre til et andet resultat, at fagforeningen efterfølgende har gjort yderligere krav gældende, da forsikringsselskabet løbende har afvist kravene under henvisning til forsikringsselskabets mail af 14. maj 2019.
Sagsøgers krav var således forældet, da sagen blev anlagt den 8. oktober 2020, og retten tager derfor frifindelsespåstanden til følge.
Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 20.000 kr. Retten har ved fastsættelsen af omkostningerne lagt vægt på navnlig, at der alene er taget stilling til et delspørgsmål, og at ho-vedforhandlingen har varet en halv retsdag. Beløbet er ikke tillagt moms, da forsikringsselskabet mødte ved ansat advokat.
THI KENDES FOR RET:
Sagsøgte A/S frifindes.
2B - Bedst og Billigst som mandatar for Sagsøger skal in-den 14 dage til Gjensidige Forsikring, Dansk filial af Gjensidige Forsikring ASA, Norge som mandatar for Sagsøgte A/S betale sagsomkost-ninger med 20.000 kr.
Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.