BS-18176/2023-HJR

Sygedagpengeregreskrav skulle forrentes efter erstatningsansvarslovens § 16, stk. 2, jf. stk. 1, 1 måned fra fremsættelse af kravene A blev i marts 2017 påkørt frontalt af en spøgelsesbilist, der var ansvarsforsikret hos Forsikringsselskabet Himmerland G/S. Som følge af trafikulykken blev A sygemeldt fra sit arbejde, og Aalborg Kommune betalte sygedagpenge til hende samt sygedagpengerefusion til hendes arbejdsgiver. Den 13. november 2017 fremsatte kommunen et sygedagpengeregreskrav over for forsikringsselskabet på ca. 112.500 kr. for en afgrænset periode. Kommunen rykkede i maj 2018 forsikringsselskabet for svar. I juni 2018 bad forsikringsselskabet kommunen om dokumentation for årsagssammenhæng, hvilket kommunen ikke besvarede. I juni 2019 traf Patienterstatningen afgørelse om, at A var blevet påført en behandlingsskade i forbindelse med en operation af hånden umiddelbart efter trafikulykken i marts 2017, men at denne bl.a. ikke berettigede til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Afgørelsen blev sendt til forsikringsselskabet i juli 2019, som kort derefter udbetalte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til A. Den 20. januar 2020 fremsatte kommunen et yderligere sygedagpengeregreskrav på ca. 276.900 kr. for den resterende periode, der ikke var omfattet af det første sygedagpengeregreskrav. Forsikringsselskabet anmodede efterfølgende kommunen om bl.a. at dokumentere, at kommunen havde overholdt sin tabsbegrænsningsforpligtelse. Efter yderligere korrespondance sendte kommunen den 25. marts 2020 yderligere akter, hvorefter forsikringsselskabet den 4. maj 2020 betale begge regreskrav. Sagen angik for Højesteret tidspunktet for forrentningen af kommunens sygedagpengeregreskrav. Højesteret udtalte indledningsvis om hjemlen for forrentning, at kommunen ved udbetaling af sygedagpenge til A og sygedagpengerefusion til hendes arbejdsgiver indtræder i A’s krav mod forsikringsselskabet. Da A’s krav mod forsikringsselskabet forrentes efter erstatningsansvarslovens § 16, stk. 2, jf. stk. 1, skulle kommunens krav mod forsikringsselskabet som udgangspunkt også forrentes efter disse bestemmelser. Herom udtalte Højesteret, at det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at fristen for forrentning på 1 måned begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor skadevolderen kunne og burde have indhentet de oplysninger, der var nødvendige for at kunne vurdere erstatningskravet og dets størrelse. Højesteret fastslog herefter, at det efter indholdet af det af kommunen fremsendte materiale til forsikringsselskabet den 13. november 2017, måtte have stået selskabet klart, at det var berettiget, at kommunen havde udbetalt sygedagpenge og sygedagpengerefusion i den periode, som denne del af regreskravet angik. Det kunne under hensyn til A’s betydelige skader som følge af trafikulykken ikke føre til et andet resultat, at der verserede en sag ved Patienterstatningen vedrørende en behandlingsskade. Fristen på 1 måned skulle således løbe fra den 13. november 2017, for den del af kravet, der var fremsat på dette tidspunkt. Vedrørende det yderligere regreskrav på ca. 276.900 kr., der blev fremsat den 20. januar 2020, udtalte Højesteret, at forsikringsselskabet – efter at have modtaget Patienterstatningens afgørelse den 12. juli 2019 – havde udbetalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til A for samme periode, som denne del af regreskrav angik. Selskabet havde således forud for den 20. januar 2020 vurderet, at A var uarbejdsdygtig i perioden, og at der ikke forelå konkurrerende skadesårsager. Højesteret fastslog herefter, at 1 månedsfristen for denne del af kravet løb fra den 20. januar 2020. Landsretten var nået til et andet resultat for så vidt angår det første regreskrav. Læs landsrettens afgørelse i Domsdatabasen Læs byrettens afgørelse i Domsdatabasen