OLR — Østre Landsret
AM2019.08.28Ø
OL-2019-Ø-00038
[AM2019.08.28Ø2] Retten i Odenses
DOM
– 18. marts 2019 – 2-11403/2018 – 2300- 84111-00074-18
Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født april 1960
Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.
Anklageskrift er modtaget den 28. december 2018.
Tiltalte er tiltalt for
1. overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, jf. bilag 1, liste A, nr. 1, ved den 18. juni 2018 ca. kl. 15.50 på sin adresse, Adresse, at have været i besiddelse af 330,42 gram hash med henblik på videresalg.
2. overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer§ 27, stk. 1, jf. § 2, jf. bilag 1, liste A, nr. 1, ved forud for den 18. juni 2018 ca. kl. 15.50, på sin adresse, Adresse, til ikke nærmere angivne personer, at have solgt ikke under 123 gram hash til en samlet værdi af 12.300 kr.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.
Anklagemyndigheden har påstået konfiskation af 330,42 gram hash, en digitalvægt og 12.300 kr. hos tiltalte, jf. straffelovens § 75.
Tiltalte har erkendt at have været i besiddelse af 330,42 gram hash delvist med henblik på videreoverdragelse.
Sagens oplysninger
Tiltalte har forklaret, at det er korrekt at politiet under en ransagning den 18. juni 2018 på hans bopæl fandt ca. 330 gram hash, og at hashen tilhørte ham.
Han har røget hash i 40 år og tager jævnligt til Christiania, hvor han køber hash. Han køber 100 gram om måneden sammen med to andre gamle mennesker. Det giver han 2.400 kr. for. Han sælger hashen til sine venner Person1 og Person2. De betaler det samme, som han giver. Desuden betaler de til hans billet derover. Person1 og Person2 køber 100 gram hver, ligesom han selv, derfor 300 gram i alt. Når der er fundet 330 gram i hans lejlighed, er det fordi han havde lidt til overs fra sidste måned.
For cirka et år siden var han tiltalt i en lignende sag, hvor han blev frikendt. Hans nabo Person3, var med nede og vidne, og han sagde da, at der ikke foregår noget salg fra hans lejlighed. Det er en anden person i By, der står for salg. Det er ikke ham.
Foreholdt Ransagningsrapport bilag 1/6 side 1, hvoraf fremgår, at der ved ransagning på tiltaltes bopæl den 18. juni 2018 kl. 15.48 blev fundet 63,39 gram hash i en mindre pose ved visitation af tiltalte, at der bag ved en microovn i køkkenet lå 93,58 gram hash, at der på sofabordet i stuen lå en klump hash på 29.41 gram hash, og at der i et tæppe i sofaen i stuen blev fundet en pose indeholdende 144,04 gram hash, samt at der på sofabordet i stuen stod en mindre digitalvægt, har han forklaret, at hashen er fundet flere steder i lej ligheden, fordi han var ved at veje af til alle dem, der skulle have det.
Det var en 23 venner. Hvis han var pusher, ville politiet have fundet et regnskab.
Han har ikke et regnskab. Han er ikke pusher og sælger ikke til folk, som han ikke kender. Han har solgt til Person1 og Person2 og givet en klump til sine børn, når de har spurgt efter det.
Foreholdt samme rapport, hvoraf fremgår, at der i en køkkenskuffe i lejligheden blev fundet to hvide kuverter hver indeholdende 5.000 kr. fordelt således, at der i den ene kuvert var 5 x 1.000 kr. sedler og i den anden kuvert var 1 x 1.000 kr seddel og 8 x 500 kr. sedler, samt at der i en madkasse i et overskab lå 2.300 kr. fordelt på 3 x 200 kr., 15 x 100 kr. og 4 x 50 kr., har han forklaret, at han får udbetalt ca. 16.000 kr om måneden.
Han har det bedst med at have pengene liggende derhjemme. Han hæver derfor alle sine penge i banken, når de bliver udbetalt. Pengene i køkkenskuffen er penge, som han har sparet op af sin pension. Pengene er til en ny vaskemaskine, som koster 23.000 kr., og til hvis hans børn har brug for penge. Det er nye sedler og ikke SO'ere og 100 kr. sedler, som er det sædvanlige, når man sælger hash.
Pengene han modtager fra Person1 og Person2 til at købe hash for, ligger han til side i madkassen. Det er gamle mennesker, han køber og sælger hash til, det er ikke børn.
Forevist rapport bilag 1/10 indeholdene fotos fra tiltaltes hjem, har tiltalte forklaret, at hans møbler er købt i Jysk Sengetøjslager, og at han bor som alle andre i Danmark, der er ikke tale om ekstravagante møbler. Måske har han mange vaser, men det er fordi, han går op i Khäler og Hammershøj.
Anklageren foretog dokumentation fra "Rapport Omregning" bilag 2/3, og oplyste, at prisen for 1 gram hash på Fyn er mellem 65 og 100 kr., og at mængden i forhold 2 er udregnet på den for tiltalte mest gunstige måde. Tiltalt forklarede hertil, at prisen er alt for høj, idet han plejer at betale 24 kr. for 1 gram.
Tiltalte er flere gange tidligere straffet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og straffelovens § 191. Han er herunder straffet
• ved Aalborg rets dom af den 27. marts 2008 med fængsel i 9 måneder for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. I, I. pkt. til dels stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt. jf. lov om euforiserende stoffer § 3, jf. § 2, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. I, jf. § 3, samt lov om euforisrende stoffer § 3, jf. § 2, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk.
I, jf. liste B, nr. 12, og straffelovens § 285, jf. § 276, og § 293 a, samt færdselslovens § 117 a, stk. 2, nr. I, samt § 118, jf. § 80, stk. 4, 1. pkt. • ved Odense rets dom den 6. september 2013 med fængsel i 1 år og 3 måneder for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk.
I, 1. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, jf. § 2, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 3, jf. liste B, nr. 43, bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 3, liste A, nr. I, våbenlovens § 10, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 3 samt våbenbekendtgørelsens § 44, stk. 4, jf. § 15, stk.
I, nr. 11. • ved samme rets dom den 16. oktober 2017 med fængsel i 20 dage for overtrædelse af straffelovens § 285, stk. 2, jf. § 277, og lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, jf. bilag 1, Liste A, nr. 1.
Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han er førtidspensionist, fordi han har dårlig ryg. Han får ca. 18.000 kr. udbetalt i pension inkl. boligtilskud, hvoraf han betaler ca. 2.600 kr til husleje og varme.
Rettens begrundelse og resultat
Forhold 1 Tiltalte har erkendt sig skyldig i besiddelse af 330,42 gram hash delvis til eget brug og delvis med henblik på overdragelse til venner. Da tiltalte har forklaret, at han også selv bruger den hash, som han køber, og at han sælger hashen til sine venner, som også betaler et tilskud til hans billet, finder retten det bevist, at besiddelsen af de 330,42 gram hash er sket til dels med henblik på eget brug og til dels med henblik på videresalg.
Forhold 2 På baggrund af tiltaltes forklaring om hvordan det er foregået, når han har solgt hash til Person1 og Person2, finder retten, at det forhold, at ransagnigen blev foretaget den 18. juni 2018, og således midt på måneden, og det fundne beløbes størrelse, at det er bevist, at tiltalte forud for den 18. juni 2018 har solgt ikke under 123 gram hash.
Retten finder, at udbyttet ved salget af hash i perioden op til den 18. juni 2018 skønsmæssigt kan fastsættes til 10.000 kr. svarende til det beløb, der er fundet i de to kuverter i køkkenskuffen.
Retten har ved straffens fastsættelse lagt vægt på tiltaltes tidligere domme for ligeartet kriminalitet, samt at der er tale om besiddelse delvist med henblik på videresalg.
Straffen fastsættes til fængsel i 40 dage, jf. lov om euforiserende stoffer§ 3, stk. 1, jf. § 1, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf.§ 2, jf. bilag 1, liste A, nr. 1.
Retten tager delvist påstanden om konfiskation til følge, jf. straffelovens § 75, stk. 1 og 2.
Thi kendes for ret
: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 40 dage.
Hos tiltalte konfiskeres 330,42 gram hash, en digitalvægt og 10.000 kr.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
::::::::::::::::::::::::::::
Østre Landsrets 6. afdelings
DOM
– 28. august 2019 - S-806-19 (landsdommerne Peter Mørk Thomsen, Julie Arnth Jørgensen og Nina Fischer Rønde (kst.) med domsmænd).
Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født april 1960, (advokat Jan Hollmén Olesen, besk.)
Dom afsagt af Retten i Odense den 11. marts 2019 (211403/2018) er anket af Tiltalte med påstand om frifindelse i forhold 2 og i øvrigt formildelse.
Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.
Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte.
Tiltalte har supplerende forklaret blandt andet, at Person3 er formand for beboerforeningen. Hvis han solgte hash fra lejligheden, ville han være blevet opsagt. Han bruger hash medicinsk, og det samme gælder Person2. De har det godt, når de har røget, og de slipper for at spise en masse piller. Han har røget hash i 40 år. Han ryger dagligt. Kontanterne, der blev fundet i madkassen, er hans kostpenge.
Han har mange bøtter, som han putter penge i. Det er måske et mærkeligt system, men det er sådan, han opbevarer penge. Han bruger ikke banker. De kontanter, som han modtager fra hashsalg, lægger han måske ned i kuverter, som dem, der blev fundet under ransagningen. Han bruger sine egne penge til at betale for den hash, som han køber på Christiania. I By koster hash på gadeplan 40 kroner pr. gram.
Han sælger ikke et gram hash ad gangen. Han sælger et par plader hash til to ældre mennesker. Han kan selvfølgelig ikke afvise, at der ikke også har været en kammerat, som har købt noget hash af ham. Der er mange, der ryger hash nu om dage. Han kender mange mennesker, der ryger hash. Hans udgifter til billetten til Christiania og til den kop kaffe og pølse, som han køber i København, deler han med Person1 og Person2.
Han har nok solgt hash til en højere pris end det, som han selv havde købt hashen for, da han var yngre. Men det gør han ikke længere. Kontanterne i de to kuverter i køkkenskuffen er hans egne penge, som han bruger på at være god ved sig selv og sine børn. Han har tidligere været rocker, og da var han ikke så god ved sine børn, og det vil han gerne være nu.
Det er ham, der køber hashen i København, for de to andre er noget ældre end ham og er dårligere gående. Han bruger ikke banker og har ikke noget betalingskort. Han har ikke tiltro til den slags, og sådan har det altid været. Han får ca. 16.000 kr. udbetalt og har faste udgifter på ca. 6.000 kr. månedligt. Han har ikke bil. Han kører altid med det offentlige.
Personlige oplysninger Tiltalte er endvidere straffet
• ved udeblivelsesdom afsagt af Retten i Odense den 2. december 2009 med bøde på 2.500 kr. for overtrædelse af blandt andet bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. stk. 2. • ved udeblivelsesdom afsagt af Retten i Odense den 24. juni 2010 med 10 dagbøder á 700 kr. for overtrædelse af straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1, og bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. stk. 2. • ved udeblivelsesdom afsagt af Retten i Svendborg den 7. april 2014 med bøde på 4.000 kr. for overtrædelse af bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. stk. 2. • ved dom afsagt af Retten i Svendborg den 4. juli 2014 med fængselsstraf i 7 dage og bøde på 4.000 kr. for overtrædelse af bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. stk. 2, jf. bilag 1, liste A nr. 1 og nr. 3, jf. straffelovens § 89. • ved dom afsagt af Retten i Odense den 18. november 2014 for overtrædelse af bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. stk. 2, jf. § 89, idet tiltalte ikke blev idømt tillægsstraf.
Tiltalte har om sine personlige oplysninger supplerende forklaret blandt andet, at han næsten er stoppet med at ryge hash, idet han nu kun ryger 1 joint om dagen. Tidligere røg han 3 joints dagligt. Han har dårlig ryg. Han er under udredning, fordi han taber sig meget for tiden.
Landsrettens begrundelse og resultat
Henset til hvor de fundne kontanter blev fundet, at kontanterne var fordelt på henholdsvis 6 stk. 1000 kr. sedler, 8 stk. 500 kr. sedler, 3 stk. 200 kr. sedler, 15 stk. 100 kr. sedler og 4 stk. 50 kr. sedler, at tiltalte ved ransagningen var i besiddelse af en pose med 63,39 gram hash, og at der blev fundet to poser i tiltaltes lejlighed med henholdsvis 93,58 gram hash og 144,04 gram hash samt af de grunde, som er anført af byretten, findes tiltalte efter bevisførelsen for landsretten skyldig i at have solgt ikke under 100 gram hash i sagens forhold 2.
Straffen findes passende.
Byrettens bestemmelse om konfiskation tiltrædes. Landsretten stadfæster derfor dommen.
Thi kendes for ret
: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte stadfæstes.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.
