OLR — Østre Landsret
AM2025.08.08Ø
OL-2025-Ø-00045
AM2025.08.08Ø Københavns Byrets
DOM
Dato: 30. januar 2025 Rettens sagsnr.: 2-22858/2024 Politiets sagsnr.: 0100-71281-00407-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født november 1987 Sagens baggrund og parternes påstande Denne sag er behandlet som tilståelsessag Retsmødebegæringen er modtaget den 19. december 2024 Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af Straffelovens § 191, stk. 1. 2, pkt., jf. 1. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3. stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 3. jf. bilag 1, liste B, nre. 70 og 201, ved i perioden fra den 4. juni 2024 til den 27. august 2024, på sin bopæl Adresse i Vanløse, med henblik på videreoverdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag eller under andre særligt skærpende omstændigheder at have været i besiddelse af i alt ca. 5 kilo kokain og 2 kilo MDMA, hvoraf 218,2 gram kokain og 76 gram MDMA blev fundet af politiet den 27. august 2024, ca. kl. 23.50, mens resten forinden var blevet solgt og overdraget til talrige forskellige købere i københavnsområdet, idet tiltalte i forening med flere medgerningsmænd deltog i en forretning med sal og udbringning af kokain og MDMA og i den forbindelse fungerede som distributionscentral, hvor hun modtog, opbevarede, afvejede og inddelte narkoen i salgsposer, som hun herefter løbende overdrog til forretningens bude med henblik på salg og udbringning til kunderne.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.
Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at der hos tiltalte medfør af straffelovens § 75, stk. 1 og 2, konfiskeres 5.800 kr. (koster 203), 2.050 euro (koster 208), 1.900 kr.(koster216), 150 euro (koster 217), 11 gram kokain (koster 200), 104,2 gram kokain (koster 201), 29,6 gram MDMA (koster 202), 2 digitalvægte (koster 204), 1 digitalvægt (koster 205), diverse minigripposer (koster 206), diverse minigripposer (koster 207), diverse minigripposer (koster 209), 2 stykker gummi (koster 210), emballage (koster 212), 46,4 gram MDMA (koster 213) og en iPhone (koster 215).
Anklagemyndigheden har desuden nedlagt påstand om, at tiltalte i medfør af udlændingelovens § 22, nre. 1 og 4, udvises af Danmark med indrejseforbud for bestandig, jf. § 32, stk. 4, nr. 7. Tiltalte har erkendt sig skyldig. Tiltalte har ikke protesteret mod konfiskationspåstanden. Tiltalte har protesteret mod udvisningspåstanden. Oplysningerne i sagen Der er afgivet forklaring af tiltalte.
Denne forklaring, som er i overensstemmelse med tiltalen, fremgår af retsbogen. Personlige oplysninger Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at hun kommer fra en god familie, hvor man skal have en god uddannelse. Hun var uheldig med sine ægteskaber og mistede tre børn. Tiltalte forklarede nærmere, at hun har været gift to gange og har tre børn med sin første mand.
Det første ægteskab var et arrangeret ægteskab med tiltaltes fætter. De blev gift i Syrien. Tiltalte ville gerne skilles, men herefter tog manden børnene fra hende. Hendes mand fortalte, at hun ikke var jomfru, da de blev gift. Det sagde han også til tiltaltes far for at bringe skam over hende. Hendes far pressede hende derfor til at give manden børnene.
Det var aftalen, at hun skulle få lov til at se sine børn, når hun ville, men det fik hun alligevel ikke lov til. Hun har kæmpet i Familieretshuset for at få samvær med de tre børn, hun har med sin første mand, men hun har fået afslag flere gange. Hun har en sorg over ikke at være sammen med børnene. Tiltalte blev senere gift med Person1. Person1 er også sigtet i sagen.
Han kunne ikke komme sig over, at hun var skilt og havde børn. Person1 var hende utro mange gange, så deres ægteskab gik heller ikke godt. Sigtede ville ikke gå til psykolog, fordi hun var bange for at skulle åbne op for det hele. I stedet begyndte hun at ryge hash. Anklageren dokumenterede § 26-afhøringen, bilag C-2-3-1, side 121.
Tiltalte oplyste, at der er den fejl i bilaget, at kvinder rettelig ikke må arbejde i Syrien som buschauffører eller malere m.v. Tiltalte forklarede supplerende, at Person2 er hendes og Person1s fællesbarn. Hun kender ikke nogen i Syrien. Det er ikke nemt at være kvinde i Syrien. Hun er kurder og har fået barn med en araber.
De første to år i Danmark i 2010-2012 skulle hun lære dansk, men derefter har hun været i arbejde under stort set hele opholdet i Danmark. I 2014-15 drev hun et pizzeria. Efterfølgende drev hun Butik sammen med sin eksmand. I begyndelsen stod basaren i mandens navn, siden blev det registreret i hendes navn på grund af problemer i forhold til hygiejnereglerne. Hun har i alt fire børn.
De tre ældste børn boede hos deres far, men han var voldelig over for dem. Den ældste, Person3, bor stadig hos faderen, men Person4 og Person5 blev anbragt i en plejefamilie. Person4 er efterfølgende flyttet fra plejefamilien og bor på et opholdssted i Aarhus. Hun har ikke forældremyndighed over de tre ældste børn. Hun har kontakt med Person3, og de er ved at planlægge besøg.
Kommunen har haft planer om, at tiltalte skulle have besøg af Person4 og Person5, men det er indtil videre ikke lykkedes. Tiltalte har et fint forhold til børnenes far, og det er også ham, hun ringer til, når hun må foretage telefonopkald. Tiltalte og Person1 er islamisk gift, og tiltalte har skrevet til ham for at finde ud af, om de fortsat er og skal være gift. Person2 er hos tiltaltes søster.
Han bliver fire år i februar. Tiltalte ønsker at komme på rette vej og være sammen med sine fire børn. Tiltalte kan ikke tage Person2 med til Syrien. Det er svært at være enlig kvinde i Syrien, og med et barn er det endnu værre. Tiltalte er kurder, og Person1 er araber. Tiltalte vil blive set på som vantroende, og hun risikerer at blive slået ihjel, hvis hun vender tilbage. De ældste børn er 9, 14 og 15 år.
Hun føler sig klemt mellem to kulturer. Hun vil have svært ved at tilpasse sig den kurdiske kultur, da hun føler sig meget vestlig. Hvis hun skulle opholde sig i Syrien, vil hun skulle tage til sin fødeby By3 for at få et ID-kort. Hvis hun prøvede på dette, ville hendes familie slå hende ihjel. Hun har ikke mulighed for økonomisk hjælp i Syrien.
Der er dokumenteret fra Udlændingestyrelsens udtalelse af 8. januar 2025 om mulig udvisning af tiltalte, hvoraf blandt andet fremgår: "… Opholdsgrundlag og længde Tiltalte indrejste i Danmark den 12. januar 2010, hvor hun søgte asyl. Den pågældende fik den 28. maj 2010 opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1, indtil den 28. maj 2017.
Pågældendes opholdstilladelse er senest den 27. februar 2023 forlænget indtil den 1. juni 2025. [..] Tiltalte har således når den i udlændingelovens § 27, stk. 5, nævnte periode fratrækkes haft lovligt ophold i Danmark i ca. 14 år og 3 måneder. [..] § 26, stk. 2 Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en beslutning om udvisning af Tiltalte med sikkerhed kan antages at være i strid med Danmark internationale forpligtelser, skal Udlændingestyrelsen henvise til politiets afhøringsrapport af 11. december 2024 Heraf fremgår at Tiltalte blandt har oplyst, at [hun] er syrisk statsborger og flyttede til Danmark i 2010, forlod Syrien med sin daværende ægtefælle og barn, mens hun var gravid med sit andet barn, har boet flere steder i Nordjylland og til sidst i Horsens, efter sin ankomst til Danmark mest har været under uddannelse, først gik på sprogskole, hvor hun lærte dansk, og herefter tog 9.-10. klasses afgangseksamen og HF enkeltfag, dernæst blev skilt fra sin ægtefælle, som hun havde fået et tredje barn med, idet der var tale om et arrangeret ægteskab ligesom hun var meget ung, da hun blev gift, har været meget kontrolleret af sin familie vedrørende, hvad hun måtte gøre, og forlod primært hjemmet for at gå i skole, ved ankomsten til Danmark blev introduceret til en anden verden med frihed og kærlighed, flyttede fra sin daværende ægtefælle med sine tre børn, men ægtefællen var stadig meget kontrollerende, lige som han tit opsøgte hende, har en bror og 6 søster, af sin far blev afkrævet at give sin tidligere ægtefælle fuld forældremyndighed over børnene, herefter flyttede alene til København, har arbejdet som tolk og haft prøveperioder på restauranter, har haft mødtes med sin ene søster, der stadig bor i Syrien, i Malaysia, idet hun ikke kan rejse til Syrien, under sit ophold mødte en ny mand, som hun til sidst giftede sig med, selvom hendes familie var imod, herefter ligeledes har været i Egypten for at besøge sin ægtefælles familie, ikke tidligere har været anholdt og har en ren straffeattest, ud over sin familie har en begrænset omgangskreds, har været i praktik i en genbrugsbutik, da hun boede i Jylland, ikke har nogen sygdomme, men har det ikke godt i fængslet, har stoppet sit hashmisbrug og følger misbrugsbehandlingen i fængslet, grundet ægteskabet med sin egyptiske ægtefælle ikke har haft kontakt til sin far i 6 år og er i konflikt med farens familie i Syrien, har kunnet tale arabisk, men har glemt en del, fordi hun ikke bruger det, særligt det skriftlige, for så vidt angår to af børnene ved, at de er anbragt i plejefamilie, for så vidt angår den ældste søn, har denne ønsket at bo ved sin far, har haft kontakt med sine ældste sønner men ikke har set sin datter i lang tid, er blevet skilt fra sin egyptiske ægtefælle og deres søn har boet hos hende, grundet sin unge alder, og de har fælles forældremyndighed, har sine forældre i Danmark, der stadig er sammen, og kun har sine fars familie i Syrien, som hun ikke har nogen relation til.
Det bemærkes, at det fremgår af Det Centrale Personregister (CPR), at pågældende er fraskilt og har fire mindreårige børn på hhv. 16, 15, 8 og 3 år, hvoraf tre er syriske statsborgere og en er egyptisk statsborger. Det fremgår, at pågældende ikke har fælles adresse med børnene og har delt forældremyndighed over sit barn på 3 år.
Udlændingestyrelsen bemærker, at det ikke vil have opholdsretlige konsekvenser for pågældendes herboende børn på 16, 15 og 8 år, såfremt pågældende bliver udvist af Danmark. Udlændingestyrelsen bemærker, at pågældendes herboende barn på 3 års opholdstilladelse er betinget af den pågældende.
Såfremt Tiltalte bliver udvist af Danmark vil Udlændingestyrelsen tage stilling til om pågældendes barn på 3 år kan bevare opholdstilladelsen på selvstændigt grundlag.
Udlændingestyrelsen skal i øvrigt bemærke, at det kan være et indgreb i familielivet efter den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at henvise den tiltalte til at udøve familielivet i et tredjeland, såfremt hun har børn, der ikke bor hos vedkommende, hvis hun har fast og regelmæssigt samvær med børnene, idet Danmark i så fald vil være nærmest til at beskytte familielivet i medfør af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.
I det omfang, der er med en konkret afgørelse om udvisning foretages indgreb i udlændingens privatog familieliv, skal staten påvise, at betingelserne for indgrebet er opfyldt, jf. artikel 8, stk. 2. Det følger af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at der ved indgreb i udlændingens ret til privateller familieliv skal foretages en proportionalitetsafvejning.
Denne proportionalitetsafvejning foretages på baggrund af en samlet og konkret vurdering af en række elementer, herunder om udvisning må anses for værende særligt påkrævet på grund af de i udlændingelovens § 24 a opregnede hensyn.
Efter udlændingelovens § 26, stk. 2, skal en udlænding udvises efter§§ 22-24 og 25, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. dog§ 26 b. …" Der er endvidere dokumenteret fra rapport angående § 26-afhøring af tiltalte, bilag C-2-3-1, hvoraf blandt andet fremgår: "… Afhørte er syrisk statsborger og flyttede til Danmark i 2010.
Hun forlod Syrien sammen med sin daværende ægtemand (Person6 tidligere navn: ”Person6”), som har været anholdt i Syrien som politisk fange. Mens Person6 var fængslet blev afhørte opsøgt flere gange af personer fra det syriske styre, men afhørte blev ikke anholdt, idet det syriske styre ikke ønskede, at hun fødte i fængslet.
Familien kunne af flere omgange ikke få kontakt til Person6 og kunne ikke få oplysninger om, hvilket fængsel han sad i.
Person6’s familien betalte en stor kausion, så Person6 kunne blive løsladt og senere indkaldt til retten og da Person6 blev løsladt flygtede Person6 og deres fælles barn Person3 (tidligere navn: ”Person3”) samt afhørte, der på det tidspunkt var højgravid med sønnen Person4, med det samme ud af landet. Afhørte og Person6 har boet flere steder i Jylland, herunder By1, By4 og sidst Horsens.
Siden afhørte er kommet til Danmark har hun mest været under uddannelse. Først sprogskole, hvor hun lærte dansk. Dernæst 9.og 10. klasse afslutningseksamen og HF enkeltfag. Omkring det tidspunkt blev afhørte skilt fra sin mand, som hun imidlertid havde flet datteren Person5 med. Der var tale om et arrangeret ægteskab og afhørte var meget ung, da hun blev gift.
Afhørtes familie har været meget kontrolleret i forhold til, hvad hun måtte og ikke måtte. Når afhørte forlod hjemmet var det kun for at gå i skole. Ellers skulle hun opholde sig derhjemme. Afhørte tror, at hendes manglende frihed betød, at hun var mere umoden end andre jævnaldrende.
Da afhørte kom til Danmark blev hun for første gang introduceret til en helt anden verden med frihed og hvordan et ægteskab med kærlighed kunne være. Afhørte og Person6 mistede forståelsen for hinanden og selv om afhørte bad om skilsmisse, nægtede Person6 i 2 år, som blev en meget slem periode af afhørtes liv, da hun var tvunget til at leve sammen med og have sex med en mand, hun ikke elskede.
Til sidst lykkedes skilsmissen dog, men det medførte at afhørtes familie blev vrede på afhørte, idet fordi de ikke anerkendte skilsmisser grundet kulturelle årsager. Da afhørte flyttede fra Person6 flyttede afhørtes 3 børn med. Person6 opsøgte hende flere gange og var stadig meget kontrollerende. Han kunne finde på at stå og kigge ind af hendes vinduer, tage kontakt til børnene og udspørge dem om afhørte.
Person6 tog også kontakt til flere i deres omgangskreds herunder afhørtes familie, til hvem han påstod, at afhørte ikke var jomfru, da de blev gift, herunder afhørtes far for at lægge pres på ham. Afhørte har 1 bror og 6 søstre og på daværende tidspunkt var 4 af søstrene ikke gift og Person6’s påstand om afhørtes manglende jomfruelighed ville påvirke de 4 ugiftes muligheder for at få en ægtefælle.
Dette medførte, at afhørtes far krævede, at afhørte skulle give Person6 børnene den fulde forældremyndighed. Da afhørte både mistede sine børn, sin lejlighed og sit arbejde, besluttede hun sig for at flytte til København. Afhørte flyttede alene. Adspurgt, om hvilket arbejde afhørte har haft, oplyste hun, at hun har arbejdet som tolk og haft arbejde i prøveperioder på restauranter.
Opgaverne som tolk var bl.a. i retten, i fængsler og på hospitaler og lægehuse. Det var bla. via firmaerne Firma1 og Firma2 men også andre tolkefirmaer, afhørte ikke længere husker navnene på. Afhørte mødte Person1 inden hun flyttede til København. Afhørte skulle mødes med sin ene søster, der på daværende tidspunkt boede i Syrien.
Da afhørte ikke kunne rejse til Syrien og søsteren ikke kunne rejse til Danmark, aftalte de at mødes i Malaysia. Det var i december 2018. Under afhørtes ophold i Malaysia mødte hun Person1. De faldt i snak og udvekslede kontaktoplysninger, så de kunne holde kontakt via de sociale medier. Da afhørte kom hjem fra Malaysia fortsatte hun med at chatte med Person1, der stadig var i Malaysia.
Afhørtes svære situation med skilsmisse og social kontrol fra hendes familie medførte et stort behov for fortrolighed, nærvær og støtte og afhørte havde på det tidspunkt ingen andre end Person1, der kunne opfylde dette behov. Afhørtes far prøvede på det tidspunkt samtidig på at tvinge afhørte til at gå tilbage til sin eksmand. For at undgå dette, rejste afhørte tilbage til Malaysia, hvor hun og Person1 giftede sig.
Afhørte rejste efterfølgende hjem til Danmark. Person1 fik visum til Danmark og besøgte afhørte i København og de rejste også sammen til Egypten, hvor afhørte mødte Person1’s familie. Da coronapandemien var på sit højeste var Person1 i Danmark hos afhørte, og kunne af den årsag ikke udrejse.
De henvendte sig hos Udlændingestyrelsen og bad om familiesammenføring og Person1 fik lov at blive Danmark, mens hans sag var under behandling. Adspurgt, om afhørte har arbejdet i København, forklarede hun, at hun har påbegyndt Sosu-uddannelsen.
Afhørte mangler kun naturfagseksamen samt en afsluttende eksamen, så hun har næsten færdiggjort uddannelsen. ------ Afhørte har ikke tidligere været anholdt og har altid haft ren straffeattest. Afhørte oplyste, at hendes gerninger i herværende sag har bragt stor skam for hendes familie. Vedr. afhørtes omgangskreds har afhørte sin familie, men derud over en begrænset omgangskreds.
Afhørte kender Person7, som afhørte har fået som veninde, da hun ansøgte via en venskabsordning i Dansk Røde Kors. På det tidspunkt var afhørte lige flyttet til København, hvor hun ikke kendte nogen, og derfor var meget ensom. Person7 har også besøgt afhørte, mens afhørte var varetægtsfængslet. Afhørte er ikke medlem af en fagforening.
Afhørte er medlem af foreningen Forening, hvor afhørte i løbet af 2 år 1 gang om ugen hentede varer fra supermarkeder, der donerede maden og kørte varerne til Forenings base og afleverede varerne. Afhørtes arbejde for Forening er frivilligt og ulønnet. Da afhørte boede i Jylland, var hun i praktik i en genbrugsbutik.
Det var på det tidspunkt, hvor afhørte var i et integrationsforløb og skulle lære dansk i sprogskolen. Afhørte har stadig kontakt med personalet i genbrugsbutikken, der ligger i By2 ved By1 Afhørte er 37 og har ingen sygdomme. Afhørte kan dog mærke, at hun har fået mere angst efter, at hun er kommet i fængslet.
Afhørte tror også, at hun havde angst før, hun kom i fængslet, men i mindre grad og hun var heller ikke bevist over, om det var angst. Afhørte er i fængslet påbegyndt angstmedicin. Afhørte har stoppet sit hashmisbrug og følger misbrugsbehandlingen i fængslet, hvor hun alene har en samtale med en misbrugsbehandler en gang om uge og følger et gruppeterapiforløb. Afhørte har ikke aftjent værnepligt i Syrien.
Afhørte oplyste, at det er konfliktfyldt i hendes hjemland Syrien på flere måde. For det første er hun er af kurdisk afstamning, som hendes folk i Syrien kæmper for et selvstændigt Kurdistan og derfor er i konflikt i landet. For det andet er afhørte personligt i konflikt med sin fars familie, fordi hun har haft giftet sig med Person1, der er af arabisk afstamning.
Afhørte har af den grund ikke talt med sin far i 6 år. Afhørte vil derfor ikke kunne bo i den region af Syrien, hvor hun kommer fra, og det er almindeligt forekommende, at familier i tilsvarende situationer slår deres døtre ihjel og slipper afsted med det i Syrien uden straf. Afhørte og afhørtes familie har ikke nogen ejendomme i udlandet og afhørte har heller ikke nogen konti i udlandet.
Afhørte har kunnet tale arabisk, men har glemt en del, fordi hun ikke bruger det, særligt det skriftlige. Vedrørende afhørtes første 3 børn, som hun har sammen med Person6, forklarede afhørte, at hendes far pressede hende til at give afkald på dem og overlade forældremyndigheden til Person6, fordi hun havde giftet sig med en arabisk mand. Afhørte blev ved med hvert år at ansøge om samvær med sine børn.
Hver gang hun fik afslag, søgte hun igen. Afhørtes anden ældste søn Person4 har kontaktet kommunen og anmeldt, at hans far Person6 er voldelig over for ham. På den baggrund skred kommunen ind og tvangsfjernede Person4 og datteren Person5, som i dag begge bor hos en plejefamilie. Den ældste søn Person3 på 15 år har selv ønsket fortsat at bo hos sin far.
Afhørte har mødtes med Person3 flere gange, når hun har været i Jylland. Kort før anholdelsen var afhørte i kontakt med sønnen Person4 om også at ses i starten af oktober 2024, hvilket dog ikke blev fuldført, fordi afhørte blev anholdt. Afhørte har ikke set sin datter i lang tid.
Afhørte så sidst Person4 nytårsaftensdag 2021 /2022, hvor afhørte kørte til Skanderborg, hvor børnene på det tidspunkt boede hos faren Person6. Afhørte kørte dertil, fordi hun havde flet [at] vide, at Person6 var rejst til Irak for at besøge sin nye kone og børnene var alene hjemme i Skanderborg. Det var kun Person4, der var hjemme, da afhørte kom frem. Person3 var ude.
Datteren Person5 var heller ikke hjemme, fordi Person6 på det tidspunkt havde sendt hende til Irak, hvor hun boede et år hos Person6’s nye kone som en "genopdragelsestur" Afhørte har i forbindelse med skilsmissen med Person1 haft et stort ønske om, at hans samvær med Person2 var godt. De har fælles forældremyndighed. Person2 boede grundet sin lille alder fast hos afhørte og var en gang i mellem hos Person1.
Afhørte kommer af en søskendeflok på 8 søskende, hvor afhørte er den anden ældste Afhørte har 1 storebror, der bor i Tyskland og 6 lillesøstre, hvoraf 1 søster bor i Tyskland og 5 søstre bor i Danmark.
I Danmark har afhørte en søster, der studerer tandlæge i Århus, en søster bor i København og er lige blevet færdiguddannet som frisør, en søster der færdiggør nogle enkeltfag så hun kan søge ind på apotekeruddannelsen, en søster i Horsens hvor Person2 pt. er i pleje og endnu en søster, som også går i skole. Det er kun en af søstrene, der bor i København Resten bor i Horsens/Århus området.
Afhørte har ikke været i Syrien, siden hun flyttede til Danmark i 2010. Afhørtes forældre bor i Danmark og er stadig sammen. Det er kun afhørtes fars familie, der bor i Syrien og det er ikke nogen, som afhørte har en relation til. Afhørte har ikke noget syrisk pas. Afhørte har et blåt dansk konvensionspas.
Afhørtes forsvarer har følgende spørgsmål: Om afhørte, såfremt hun bliver udvist til Syrien, har noget netværk i Syrien, der kan hjælpe afhørte med bolig, penge og arbejde. Afhørte svarede "Overhovedet ikke. Jeg kender ikke nogen i Syrien Om man som kvinde i Syrien har mulighed for at bo alene. Afhørte svarede, at det må man godt men man risikerer at blive voldtaget og udnyttet, truet i forhold til sine børn mv.
Det er ikke nemt at være kvinde i Syrien. Kvinder kan i Syrien påtage sig erhverv som eksempelvis buschauffør, maler eller andre ufaglærte job. Hvis man som kvinde skal have et erhverv i Syrien, kræver det en høj uddannelse. Afhørte understregede, at hun ikke har færdiggjort sin uddannelse. Om hvordan man i Syrien vil se på, at afhørte har fået barn med en egyptisk mand.
Afhørte oplyste, at hun på den ene side aldrig vil blive anerkendt i det arabiske samfund i Syrien, fordi hun er kurder. Hun kan risikere, at folk på gaden slår eller spytter på hende. Og på den anden side vil hun heller ikke blive anerkendt i det kurdiske samfund i Syrien, fordi hun har svigtet kulturen ved at gifte sig og få barn med en araber.
Om muligheden for, at afhørte kan tage sine 3 ældste børn med til Syrien. Afhørte oplyste, at hun ikke ønskede at tage dem væk fra Danmark, hvor de vil have et bedre liv, end de kan få i Syrien. Det ville betyde, at de skulle rejse fra et velfungerende demokratisk land til et land, som i over 50 har været præget af diktatorisk undertrykkelse. …" Tiltalte er ikke tidligere straffet.
Tiltalte har været frihedsberøvet fra den 27. august 2024.
Rettens begrundelse
og afgørelse Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.
Straffastsættelse Straffen fastsættes til fængsel i 6 år og 9 måneder, jf. straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt., jf. 1. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer§ 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 2, jf. stk. t, jf. § 3, jf. bilag 1, liste B, nre. 70 og 201.
Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på mængden af kokain og MDMA, på at forholdet er begået over en periode på knap 3 måneder i forening med flere medgerningsmænd som led i en "hvide bude"-forretning. I formildende retning har retten lagt vægt på, at tiltalte havde en underordnet rolle som pakker af stofferne og på, at hun har erkendt sig skyldig fra et tidligt stade af sagen.
Konfiskation Påstanden om konfiskation tages i medfør af de påberåbte bestemmelser til følge som nedenfor bestemt. Udvisning Det følger af udlændingelovens§ 26, stk. 2, jf. § 22, nre. 1 og 4, at tiltalte skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Efter konventionens artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for sit privatliv og familieliv. Ifølge bestemmelsens stk. 2 må ingen offentlig myndighed gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund blandt andet for at forebygge uro og forbrydelse. Om et indgreb er nødvendigt beror navnlig på en proportionalitetsafvejning.
I bedømmelsen indgår blandt andet de samfundsmæssige behov for udvisning under hensyn til karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet. I bedømmelsen indgår ligeledes, hvor længe den pågældende har været i opholdslandet, samt styrken af de familiemæssige, sociale og kulturelle bånd til opholdslandet og statsborgerlandet.
De kriterier, der indgår i vurderingen, fremgår blandt andet af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af23.juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70.
Tiltalte er idømt fængsel i 6 år og 9 måneder for over en periode på knap 3 måneder, i forening med flere andre medgerningsmænd. at have håndteret ca. 5 kg kokain og 2 kg MDMA som led i en "hvide bude"-forretning, hvor tiltalte havde en underordnet rolle som pakker af stofferne.
Hun er ikke tidligere straffet, og efter oplysningerne om hendes personlige forhold og den begåede kriminalitet findes der ikke grundlag for at antage, at hun vil begå ny kriminalitet, hvis hun ikke udvises.
Tiltalte er syrisk statsborger og født og opvokset i Syrien, hvor hun blev gift og fik sit første barn, indtil hun i 2010, som 22-årig, indrejste i Danmark og fik opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Hun har oplyst, at hun ikke har været tilbage i Syrien siden, men det må antages, at hun har et indgående kendskab til syrisk sprog og kultur og ikke er uden forudsætninger for at etablere sig der på ny.
Tiltalte er nu 37 år og har haft lovligt ophold i Danmark i mere end 14 år. Hun har fire mindreårige børn, der opholder sig i Danmark, hvoraf de tre yngste er født her i landet. De tre ældste er syriske statsborgere med selvstændigt opholdsgrundlag i Danmark. Tiltalte har ikke del i forældremyndigheden over disse børn. Et af børnene bor hos eksmanden, mens de to andre er anbragt uden for hjemmet.
Efter det foreliggende har tiltalte gennem en årrække alene haft begrænset kontakt med de tre ældste børn. Det yngste barn er egyptisk statsborger og har efter det foreliggende boet hos tiltalte, indtil hun blev frihedsberøvet under nærværende sag. Tiltalte har del i forældremyndigheden over barnet, hvis far ligeledes er sigtet i samme sagskompleks som tiltalte.
Retten lægger endvidere til grund, at tiltalte under sit ophold i Danmark har lært sig flydende dansk og i den væsentligste del af perioden har været tilknyttet arbejdsmarkedet. Der ses ikke at foreligge oplysninger om, at hun har modtaget offentlige ydelser, og hun må uanset den foreliggende kriminalitet anses for velintegreret i Danmark.
Tiltalte har endvidere den væsentligste del af sin øvrige familie i Danmark, herunder forældre og de fleste søskende, dog har hun i 6 år ikke haft kontakt med sin far grundet uoverensstemmelser vedrørende tiltaltes 2. ægteskab.
Retten finder efter en samlet, konkret vurdering, at de hensyn, der taler imod udvisning, herunder navnlig tiltaltes familiemæssige tilknytning til sine herboende børn, hvoraf de tre ældste ikke kan forventes at følge med tiltalte til statsborgerlandet, at tiltalte og tiltaltes børn må anses for at være nærmest tilknyttet Danmark fremfor noget andet land, og at tiltalte i øvrigt ikke kan forventes at begå ny kriminalitet, hvis hun ikke udvises, at de har større vægt, end de hensyn, der taler for udvisning.
På denne baggrund finder retten, at udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2. Tiltalte udvises derfor ikke, men tildeles en advarsel, jf. udlændingelovens § 24 b, stk. 1.
Thi kendes for ret
: Tiltalte Tiltalte straffes med fængsel i 6 år og 9 måneder.
Hos tiltalte konfiskeres 5.800 kr. (koster 203), 2.050 euro (koster 208), 1.900 kr. (koster 216), 150 euro (koster 217), 114 gram kokain (koster 200), 104,2 gram kokain (koster 201), 29,6 gram MDMA (koster 202), 2 digitalvægte (koster 204), 1 digitalvægt (koster 205), diverse minigripposer (koster 206), diverse minigripposer (koster 207), diverse minigripposer (koster 209), 2 stykker gummi (koster 210), emballage (koster 212), 46,4 gram MDMA (koster 213) og en iPhone (koster 215).
Tiltalte tildeles en advarsel om udvisning. Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder 77.917,50 kr.+ moms i salær og 3.827,04 kr.+ moms i transportgodtgørelse til den beskikkede forsvarer, advokat Peter Kragh. Et tidligere udlagt salær på 5.895,00 kr.+ moms til den tidligere beskikkede forsvarer, advokat Louis Beck Nielsen, betales endeligt af tiltalte.
Et tidligere udlagt salær på 1.050,00 kr.+ moms til den tidligere beskikkede forsvarer, advokat Advokat1, betales endeligt af tiltalte. Tidligere udlagte beløb på 3.555,00 kr.+ moms i salær og 621,56 kr. + moms i transportgodtgørelse til den tidligere beskikkede forsvarer, advokat Advokat2, betales endeligt af tiltalte.
Et tidligere udlagt salær på 8.845,00 kr. + moms til den tidligere beskikkede forsvarer, advokat Advokat3, betales endeligt af tiltalte. ::::::::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 12. afdelings
DOM
(landsdommerne Bloch Andersen, Lene Jensen og Ane Kallmayer Bach (kst.) med domsmænd) Dato: 8. august 2025 Rettens sagsnr.: S-348-25 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født november 1987, (advokat Peter Kragh, besk.) Dom afsagt af Københavns Byret den 30. januar 2025 (SS 2-22858/2024) er anket af anklagemyndigheden med påstand om skærpelse, herunder således at tiltalte udvises af Danmark for bestandig.
Tiltalte har påstået formildelse af straffen og stadfæstelse af byrettens bestemmelse om, at hun skal tildeles en advarsel om udvisning. Personlige forhold Tiltalte har forklaret supplerende bl.a., at hun blev presset af sin far til at afgive forældremyndigheden over de tre ældste børn til børnenes far.
Hendes søn Person3 har besøgt hende flere gange i fængslet, og hendes søn Person4 har hun haft telefonisk kontakt med. Hun har ikke haft kontakt til sin datter Person5, idet hun ikke vil forstyrre datterens liv, mens hun er fængslet. Hun håber at kunne genoptage kontakten med datteren, når hun har afsonet sin straf.
Hun er blevet nægtet samvær med børnene, fordi deres far i Familieretshuset har sagt, at hun har været voldelig over for børnene, ligesom faren har fortalt børnene, hvad de skulle sige i Familieretshuset. Hendes yngste barn Person2 bor hos hendes søster. Når hun har afsonet sin straf, vil hun i en periode bo hos søsteren for at få genoptaget sin tilknytning til Person2. Herefter vil hun have sin søn på fuld tid.
Person2 har ikke syrisk statsborgerskab, så han kan ikke tage med hende, hvis hun bliver udvist til Syrien. Hun har kun mulighed for at være sammen med sin søn i Danmark. Hun har ikke noget forhold til Person2’s far. Hun har intet at komme tilbage til i Syrien. Hun har familieproblemer i sin by i Syrien. Hun fik gratis hash, og pludselig stod hun med en stor gæld.
Hun skulle betale pengene eller have sex med den pågældende. Hun kunne ikke betale pengene, og hun ville ikke have sex med ham. Hun blev herefter i stedet nødt til at arbejde for ham. Hun var tvunget til det. Hun vidste ikke, at hun kunne risikere så stor en straf. Der er ingen risiko for, at det vil gentage sig. Hun har ikke haft disciplinærsager i fængslet.
Person2 besøger hende i fængslet hver 2. eller 3. uge i 6 timer, og de har telefonisk kontakt med hinanden to gange om ugen. Hendes hashmisbrug opstod, da hun blev skilt fra Person2’s far. Hun fik hashen gennem en bekendt, der sagde, at hun kunne skaffe det gratis. Det fandt sted i ca. 1 år. Hun er stadig i misbrugsbehandling i fængslet. Hun har fortsat ikke kontakt med sin far.
Hun blev truet på livet af sin far, da hun blev skilt fra sin første mand i 2019. Hun anmeldte det ikke. Hun manglede kun lidt af sin uddannelse som SOSU-assistent, da hun blev anholdt. Hun modtog elevløn under uddannelsen. Hun har aldrig modtaget kontanthjælp eller dagpenge, bortset fra de første år efter sin indrejse i Danmark. Tiltaltes opholdstilladelse i Danmark er blevet forlænget til den 2. juni 2027.
Tiltalte har været frihedsberøvet under anken.
Landsrettens begrundelse og resultat
Straffen Landsretten finder, at straffen uden hensyntagen til en eventuel tilståelsesrabat skal fastsættes til fængsel i 7 år. Der er herved lagt vægt på, at tiltalte er dømt for salg og besiddelse med henblik på videreoverdragelse af ca. 5 kg. kokain og 2 kg.
MDMA, at tiltalte havde en nødvendig og central funktion i forbindelse med distributionen af stofferne, og at det må lægges til grund omfang, at hun har været presset af omstændighederne til den begåede kriminalitet.
Med hensyn til tilståelsens betydning for strafudmålingen, jf. straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, bemærker landsretten, at tiltalte på et forholdsvist tidligt tidspunkt erkendte sig skyldig, og at det erkendte svarede til politiets fund af narko hos tiltalte og det, man kunne udlæse af hendes telefon. Forholdet er derfor omfattet af kategori 3, jf.
Højesterets dom af 15. maj 2025 (UfR 2025.3022), hvor Højesteret på baggrund af forarbejderne til straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, har opstillet seks kategorier, der angiver rammerne for tilståelsesrabat. I tilfælde omfattet af kategori 3 skal der som udgangspunkt ske en reduktion af straffen på mellem ca. 10 og ca. 20 %.
Ved fastsættelsen af tilståelsesrabat i den foreliggende sag må der tages hensyn til, at tilståelsen må antages at have medført en vis ressourcebesparelse hos anklagemyndigheden og domstolene.
På denne baggrund og da straffen skal fastsættes til en almindelig anvendt strafposition finder landsretten efter en samlet vurdering, at der efter straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, skal ske en reduktion af straffen med 1 år (ca. 14 %) af den straf på fængsel i 7 år, der ellers skulle have været udmålt. Straffen nedsættes derfor til fængsel i 6 år.
Udvisningen Tiltalte, der er syrisk statsborger, indrejste i Danmark den 12. januar 2010 og blev den 28. maj 2010 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Hun har således haft lovligt ophold her i landet i ca. 14 år.
Tiltalte er nu idømt fængsel i 6 år for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt., jf. 1. pkt., ved i forening med flere medgerningsmænd at have deltaget i en forretning med salg og udbringning af ca. 5 kg. kokain og 2 kg.
MDMA og i den forbindelse fungeret som distributionscentral, hvor hun modtog, opbevarede, afvejede og inddelte narkoen i salgsposer, som hun løbende overdrog til forretningens bude i en periode fra den 4. juni 2024 til den 27. august 2024.
Dette indebærer efter udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, stk. 1 (dagældende § 22, nr. 1 og 4), at tiltalte skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. I denne sag rejser det spørgsmål om, hvorvidt en udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv.
Tiltalte forlod Syrien sammen med sin daværende ægtefælle, med hvem hun har tre mindreårige børn. De har alle opholdstilladelse i Danmark. Hun er skilt fra faren. Det ene barn bor hos sin far, og de to andre børn er anbragt uden for hjemmet. Hun har ikke samvær med børnene og alene begrænset kontakt til dem.
Hun er efterfølgende blevet gift med og skilt fra en egyptisk statsborger, med hvem hun har et mindreårigt barn på nu 4 år. De har fælles forældremyndighed over barnet, og barnet har boet hos tiltalte, indtil hun blev anholdt i forbindelse med nærværende sag.
Landsretten finder på denne baggrund, at en udvisning i forhold til tiltaltes tre ældste børn ikke vil indebære et indgreb i hendes familieliv, men derimod hendes ret til privatliv, hvorimod udvisning i forhold til tiltaltes yngste barn vil indebære et indgreb i hendes familieliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1.
Udvisning er kun berettiget, hvis betingelserne i konventionens artikel 8, stk. 2, er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig af hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.
Det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, jf. bl.a. dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), at der ved afvejningen efter artikel 8, stk. 2, skal tages udgangspunkt i en række kriterier.
I dommens præmis 68 er de relevante kriterier opregnet, og heraf fremgår bl.a. den begåede kriminalitets art og grovhed, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd med værtslandet og modtagerlandet.
Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70. Tiltalte er i denne sag idømt fængsel i 6 år ved i forening med flere medgerningsmænd at have deltaget i en forretning med salg og udbringning af ca. 5 kg. kokain og 2 kg. MDMA. Tiltalte er ikke tidligere straffet. Tiltalte er født og opvokset i Syrien. Hun er af kurdisk afstamning.
Hun blev gift og fik sit første barn i Syrien. Hun har oplyst, at der var tale om et tvangsægteskab. Hun indrejste i Danmark i 2010 som 22-årig og har efter det oplyste ikke siden været i Syrien. Hun har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 14 år. Hun har fire mindreårige børn, der opholder sig i Danmark. Hun er skilt fra de tre ældste børns far, som har opholdstilladelse her i landet.
De tre ældste børn er syriske statsborgere med selvstændigt opholdsgrundlag i Danmark. Det yngste barn på 4 år er egyptisk statsborger. Hun er skilt fra det yngste barns far, der er egyptisk statsborger og har opholdstilladelse her i landet. Han er tiltalt i samme sagskompleks. Hendes tilknytning og kontakt til børnene er som beskrevet ovenfor. Tiltalte har sine forældre og fem søskende i Danmark.
Hun har ikke haft kontakt med sin far i flere år grundet uoverensstemmelser i forbindelse med skilsmissen fra sin første ægtefælle. I Syrien har hun efter det oplyste ingen, bortset fra sin fars familie, som hun ikke har nogen relation til. Tiltalte har under sit ophold i Danmark lært flydende dansk. Hun har været tilknyttet arbejdsmarkedet under det meste af sit ophold og er næsten færdiguddannet SOSU-assistent.
Tiltalte må således anses for velintegreret i Danmark. Tiltaltes tilknytning til Danmark er således langt stærkere end hendes tilknytning til Syrien. Det må dog antages, at tiltalte, der har boet i Syrien i 22 år, har kendskab til syrisk skik og kultur. Der er tale om meget alvorlig narkokriminalitet, som har medført en straf på fængsel i 6 år, hvilket taler for, at tiltalte skal udvises.
Efter tiltaltes personlige forhold og stærke tilknytning til Danmark sammenholdt med, at hun må anses for at have befundet sig i en presset situation, at det skønnes, at der er en ganske begrænset risiko for, at hun fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis hun ikke udvises, og at hun som enlig kvinde uden netværk og med et modsætningsforhold til sin far vil have meget vanskeligt ved at etablere sig i Syrien, finder landsretten efter en samlet vurdering, at de hensyn, som taler imod udvisning, har større vægt, end de hensyn, der taler for udvisning.
På denne baggrund tiltræder landsretten, at udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2, hvorfor tiltalte alene tildeles en advarsel, jf. udlændingelovens § 24 b, stk. 1.
Thi kendes for ret
: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte ændres således, at straffen nedsættes til fængsel i 6 år. Byrettens bestemmelse om, at tiltalte tildeles en advarsel om udvisning, stadfæstes. Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.
