OLR — Østre Landsret
AM2021.06.14Ø
OL-2021-Ø-00039
[AM2021.06.14Ø] Københavns Byrets
DOM
- 7. september 2020 - SS 4-8827/2020 - BC 0100-73251-00074-20
Anklagemyndigheden mod T1 , født september 2000, T2 , født april 2001 og T3 , født april 2001
Sagens baggrund og parternes påstande Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.
Anklageskriftet er modtaget den 3. april 2020, tillægsanklageskrift nr. 1 er modtaget den 17. juni 2020, til- lægsanklageskrift nr. 2 er modtaget den 16. juli 2020 og tillægsanklageskrift nr. 3 er modtaget den 5. august 2020.
T1 , T2 og T3 er tiltalt for
1. alle overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1 legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter, ved den 21. februar 2020 kl. ca. 03.35 ved Nørreport Station på Adresse1 i København i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse, at have slået F1 i hovedet med en spiritusflaske af glas, der ved slaget gik i stykker, samt tildelt F1 et spark i hovedet, hvorved F1 pådrog sig flere skader i ansigtet.
2. T1 overtrædelse af straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1 tyveri, ved den 21. februar 2020 ca. kl. 03.30 i Butik1 på Nørreport station, Adresse2 i København, at have stjålet en Squash sodavand til en værdi af 25,50 kr.
3. T2 ulovlig omgang med hittegods efter straffelovens § 277, jf. § 285, stk. 2, ved på et ukendt tidspunkt i perioden fra den 10. maj 2018 ca. kl. 22.00 til 2. august 2018 ca. kl. 20.55 på en ukendt adresse at have tilegnet sig et sundhedskort tilhørende F2 .
4. T2 overtrædelse af færdselslovens § 117 d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1, 1. pkt., ved den 3. august 2018 ca. kl. 11.25 at have ført DriveNow personbil … ad Tietgensgade og videre ad Bernstorffsgade i nordlig retning i København, uden at have erhvervet kørekort.
5. T2 overtrædelse af færdselslovens § 117, jf. § 54, stk. 1, nr. 2, ved på samme tid og sted som angivet i forhold 4, at have ført DriveNow personbil … , efter at have indta- get det bevidsthedspåvirkende stof tetrahydrocannabinol (THC), som er klassificeret som farlig for færdsels- sikkerheden, og som ikke er indtaget i henhold til lovlig recept, i et sådant omfang at værdien af den aktive komponent i blodet under eller efter kørslen oversteg 0,001 mg THC pr. kilogram blod, men ikke oversteg 0,003 mg THC pr. kilogram blod.
6. T2 overtrædelse af færdselslovens § 118, jf. § 4, stk. 1, ved på samme tid og sted som anført i forhold 4 og 5, at have ført DriveNow personbil … uden at over- holde vigepligten, der var angivet ved afmærkning i form af vigelinje.
7. T2 personelfalsk efter straffelovens § 174, ved den 2. august 2018 ca. kl. 17.30 på en ukendt adresse, over DriveNows hjemmeside/app, at have brugt et kørekort tilhørende F2 til at oprette en falsk profil på DriveNow, som sigtede herefter gjorde brug af.
8. T3 databedrageri efter straffelovens § 279 a, jf. § 285, stk.1 ved den 19. august 2018 kl. 16.38 til den 19. august 2018 kl. 16.42 som kasseassistent i Butik2 på Adresse3 i København, for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, retsstridigt at have påvirket resulta- tet af en elektronisk databehandling, idet hun foretog en fiktiv returnering af en vare til en værdi af 189 kr., hvorved F3 A/S led et tab på samme beløb.
9.
T3 databedrageri efter straffelovens § 279 a, jf. § 285, stk.1 ved den 25. august 2018 kl. 15.47 til den 25. august 2018 kl. 15.52 som kasseassistent i Butik2 på Adresse3 i København, for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, retsstridigt at have påvirket resulta- tet af en elektronisk databehandling, idet hun foretog en fiktiv returnering af en vare til en værdi af 378 kr., hvorved F3 A/S led et tab på samme beløb.
10. T3 databedrageri efter straffelovens § 279 a, jf. § 285, stk.1 ved den 26. august 2018 kl. 19.03 til den 26. august 2018 kl.19.05 som kasseassistent i Butik2 på Adresse3 i København, for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, retsstridigt at have påvirket resulta- tet af en elektronisk databehandling, idet hun foretog en fiktiv returnering af en vare til en værdi af 229,50 kr., hvorved F3 A/S led et tab på samme beløb.
11. T3 databedrageri efter straffelovens § 279 a, jf. § 285, stk.1 ved den 30. august 2018 kl.20.20 til den 30. august 2018 kl.20.22 som kasseassistent i Butik2 på Adresse3 i København, for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, retsstridigt at have påvirket resulta- tet af en elektronisk databehandling, idet hun foretog en fiktiv returnering af en vare til en værdi af 210 kr., hvorved F3 A/S led et tab på samme beløb.
12. T1 overtrædelse knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 1, ved den 30. maj 2020 ca. kl. 05.25 på Christianhavn Metro Station på Adresse4 i København på offentligt tilgængeligt sted uden anerkendelsesværdigt formål at have besiddet en kniv.
13.
T1 overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, ved den 30. maj 2020 ca. kl. 05.25 i metroen fra Lergravsparken Station i retning mod Christianshavn Metro Station at have øvet vold eller truet med at øve vold mod nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv, under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme, idet tiltalte tog en kniv frem og slog den ind imod vinduet samtidig med at han udtalte ”lige om lidt så sprætter jeg en af jer” og ”hvis du ikke står af, så stikker jeg dig” eller lignende til metrosteward F4 , hvilket var eg- net til at fremkalde alvorlig frygt for F4 live, helbred eller velfærd.
14. T1 , T2 overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 3, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforise- rende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 3, jf. bilag 1, liste B, nr. 66, ved den 12. juni 2020 ca. kl. 23.00 på Adresse5 i København, i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse med X1 , hvis sag behandles særskilt, at have været i besiddelse af 0,75 gram kokain med henblik på videreoverdragelse.
15. T1 , T2 overtrædelse lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 3, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 3, jf. bilag 1, liste B, nr. 66, ved kort forud for den 12. juni 2020 ca. kl. 23.00, i forening og efter forudgående aftale eller fælles forstå- else med X1 , hvis sag behandles særskilt, til ukendte købere i københavnsområdet, at have solgt ikke un- der 1,69 gram kokain for i alt 900 kr., hvilke penge blev fundet på tiltalte T1 ved anholdelsen.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.
Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at der hos tiltalte T1 i medfør af straffelovens § 75, stk. 2, konfiskeres en kniv og en iPhone.
Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at der hos de tiltalte T1 og T2 i medfør af straffelovens § 75, stk. 1 og stk. 2, konfiskeres 0,75 gram kokain og 900 kr.
Tiltalte T1 har nægtet sig skyldig i forhold 1, 13, 14, 15 og erkendt sig skyldig i forhold 2.
Tiltalte T2 har nægtet sig skyldig i forhold 1, 3, 5, 7, 14, 15 og erkendt sig skyldig i forhold 4 og 6.
Tiltalte T3 har nægtet sig skyldig i forhold 1 og erkendt sig skyldig i forhold 8-11.
Forklaringer Der er afgivet forklaring af de tiltalte og vidnerne F1 , V1 , V2 , V3 , F2 , politibetjent V4 , F4 , V5 , politibetjent V6 , politiassistent V7 og politiassistent V8 . Forklaringerne er gengivet i retsbø- gerne for den 2. og 4. september 2020.
Oplysningerne i sagen Der er vedrørende forhold 1 dokumenteret politiattest af 5. marts 2020 fra F1’s henvendelse på øjenkli- nikken den 21. februar 2020, hvor det under objektive fund er anført bl.a.:
"Venstre øje ses med konjuktival rødme og hornhinden med multiple ridser i hele nedre havdel svt. epithelet. ..."
Der er vedrørende forhold 1 endvidere dokumenteret politiattest af 15. maj 2020 fra F1’s henvendelse på skadestuen den 21. februar 2020, hvor det under objektive fund er anført:
”1) Ansigt snitsår, 1 stk. af 3 cm, 2 stk. af 5 mm 2) Sår næse 0,5 - 1 cm 3) Ridse hornhinde (ve. øje)"
Der er afspillet videoptagelser vedrørende forhold 1.
Ved analyse af en prøve af tiltalte T2’s blod, der blev udtaget den 3. august 2018 kl. 13.00, påvistes tetra- hydrocannabinol (THC) med en mindsteværdikoncentration på 0,0026 mg/kg (forhold 5).
Der dokumenteret oplysninger fra tiltalte T1’s mobiltelefon vedrørende forhold 14-15.
Personlige oplysninger De tiltalte er ikke tidligere straffet af betydning for sagen.
De tiltalte har forklaret om deres personlige forhold og erklæret sig villige til at udføre samfundstjeneste.
Rettens begrundelse
og afgørelse Forhold 1 Efter bevisførelsen, herunder særligt vidneforklaringerne fra V2 og V3 , er det bevist, at tiltalte T2 uden nogen rimelig anledning tildelte F1 et spark i hovedet på et tidspunkt, hvor F1 var nede på knæ efter at være blevet slået i hovedet med en flaske. Da volden efter sin karakter findes omfattet af straffelo- vens § 245, stk. 1, er tiltalte T2 i dette omfang skyldig i den rejste tiltale.
Efter bevisførelsen kan det ikke med tilstrækkelig sikkerhed lægges til grund, at de tiltalte T1 og T3 optrådte på en måde, så de pådrog sig medansvar for sparket efter reglerne om medvirken, hvorfor disse tiltalte frifindes for den del af tiltalen, der angår sparket.
Efter bevisførelsen kan det endvidere ikke med tilstrækkelig sikkerhed lægges til grund, at nogen af de til- talte udførte slaget med flasken, eller at de optrådte på en måde, så de pådrog sig medansvar for flaskesla- get efter reglerne om medvirken. Alle de tiltalte frifindes derfor for den del af tiltalen, der angår slag med flaske.
Forhold 2 Ved tiltalte T1’s erkendelse og de i øvrigt foreliggende oplysninger er det bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen.
Forhold 3 og 7 Efter bevisførelsen findes det ikke bevist, at tiltalte T2 har tilegnet sig et sundhedskort eller gjort brug af et kørekort tilhørende F2 , hvorfor tiltalte frifindes.
Forhold 4 og 6 Ved tiltalte T2’s erkendelse og de i øvrigt foreliggende oplysninger er det bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen.
Forhold 5 Det lægges efter den retskemiske erklæring til grund, at tiltalte T2 førte bilen med THC i blodet som angi- vet i tiltalen. Tiltalte har nedlagt påstand om frifindelse under henvisning til, at han hverken vidste eller burde vide, at han var påvirket af THC.
Efter tiltaltes forklaring om, at han hele natten forud for kørslen havde siddet i en lejlighed hvor der bl.a. blev røget hash, og at han måske var lidt sløv i hovedet under kørs- len, finder retten det bevist, at tiltalte i hvert fald burde have været klar over, at han ved passiv rygning var eller kunne være påvirket af hash. Tiltalte er herefter skyldig i overensstemmelse med tiltalen.
Forhold 8-11 Ved tiltalte T3’s erkendelse og de i øvrigt foreliggende oplysninger er det bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen.
Forhold 12 Ved tiltalt T1’s erkendelse og de i øvrigt foreliggende oplysninger er det bevist, at tiltalte er skyldig i over- ensstemmelse med tiltalen.
Forhold 13 Ved vidneforklaringerne fra F4 i og V5 og de i øvrigt foreliggende oplysninger er det bevist, at tiltalte T1 er skyldig i overensstemmelse med tiltalen.
Forhold 14-15 Ved vidneforklaringerne fra politibetjent V6 , politiassistent V7 og politiassistent V8 , sammenholdt med oplysningerne i tiltalte T1’s mobiltelefon, er det bevist, at de tiltalte T1 og T2 medbragte 0,75 gram kokain med henblik på videreoverdragelse, og at de 900 kr., som T1 var i besiddelse af, stammede fra salg af kokain. De tiltalte er herefter skyldige i overensstemmelse med tiltalen.
Straffen fastsættes for tiltalte T1 til fængsel i 60 dage, jf. straffelovens § 119, stk. 1, og § 287, stk. 1, jf. § 276, knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 1, og lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 3, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 3, jf. bilag 1, liste B, nr. 66.
Straffen skal undtagelsesvis ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor og herunder udfører samfundstjeneste i 80 timer, jf. straffelovens § 56, stk. 1, § 62 og § 63. Retten har her- ved lagt vægt på, at tiltalte ikke tidligere er straffet af betydning, og på tiltaltes unge alder.
Straffen fastsættes for tiltalte T2 til fængsel i 3 måneder og en bøde på 10.300 kr., jf. straffelovens § 245, stk. 1, lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 3, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 3, jf. bilag 1, liste B, nr. 66, og færdselslovens § 117, jf. § 54, stk. 1, nr. 2, § 117 d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1, 1. pkt., og § 118, jf. § 4, stk. 1.
Fængselsstraffen skal undtagelses ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor og herunder udfører samfundstjeneste i 80 timer, jf. straffelovens § 56, stk. 1, § 62 og § 63. Ret- ten har herved lagt vægt på at tiltalte ikke tidligere er straffet af betydning, og på tiltaltes unge alder.
Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 10 dage.
Straffen fastsættes for tiltalte T3 til fængsel i 30 dage, jf. straffelovens § 285, stk. 1, jf. § 279 a.
Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelo- vens § 56, stk. 1. Retten har herved lagt lagt vægt på forholdenes beskedne omfang og på, at tiltalte ikke tidligere er straffet af betydning.
Påstanden om konfiskation tages i medfør af de påberåbte bestemmelser til følge som nedenfor bestemt.
Thi kendes for ret
: Tiltalte T1 straffes med fængsel i 60 dage.
Fuldbyrdelsen af fængselsstraffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år på betingelse af,
at tiltalte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden at tiltalte i prøvetiden undergiver sig tilsyn af Kriminalforsorgen at tiltalte udfører ulønnet samfundstjeneste i 80 timer inden for en længstetid på 6 måneder.
Prøvetid og længstetid regnes fra endelig dom.
Tiltalte T2 straffes med fængsel i 3 måneder og en bøde på 10.500 kr.
Fuldbyrdelsen af fængselsstraffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år på betingelse af,
at tiltalte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden at tiltalte i prøvetiden undergiver sig tilsyn af Kriminalforsorgen at tiltalte udfører ulønnet samfundstjeneste i 80 timer inden for en længstetid på 6 måneder.
Prøvetid og længstetid regnes fra endelig dom.
Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 10 dage.
Tiltalte T3 straffes med fængsel i 30 dage.
Fuldbyrdelsen af fængselsstraffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år fra endelig dom på be- tingelse af,
at tiltalte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden.
Hos tiltalte T1 konfiskeres en kniv og en iPhone.
Hos de tiltalte T1 og T2 konfiskeres 0,75 gram kokain og 900 kr.
Tiltalte T1 skal betale 33.630 kr. + moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat Søren Bech. Stats- kassen skal yderligere betale 2.272,50 kr. + moms i salær til advokat Søren Bech.
Tiltalte T2 skal betale 25.800 kr. + moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat Nima Nabipour. Et tidligere tillagt salær på 7.830 kr. + moms til den tidligere beskikkede forsvarer, advokat A1 , skal endeligt betales af statskassen.
Tiltalte T3 skal betale 2.400 kr. + moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat Michael Steffensen. Statskassen skal yderligere betale 31.230 kr. + moms i salær til advokat Michael Steffensen.
Peter Lind Larsen
:::::::::::::::::::::::::::::
Østre Landsrets 21. afdelings
DOM
- 14. juni 2021 - S-2646-20 (landsdommerne Louise Hauberg Wilhelmsen (kst.), Tine Vuust og Kristian Porsager Seierøe og med doms- mænd).
Anklagemyndigheden mod 1) T2 , født april 2001, (advokat Nima Nabipour, besk.)
Københavns Byrets dom af 7. september 2020 (SS 4-8827/2020) er anket af anklagemyndigheden med en- delig påstand om domfældelse i overensstemmelse med den i byretten rejste tiltalte i sagens forhold 1 og i øvrigt skærpelse af fængselsstraffen, mens bøden bør nedsættes til 6.000 kr.
T2 har endeligt påstået frifindelse i forhold 1 og i øvrigt formildelse.
Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnerne F1 , V1 , V2 og V3 .
Forklaringerne fra vidnerne T3 og T1 er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923.
Tiltalte T2 har forklaret bl.a., at han fortsat ikke husker, hvilken veninde han gav flasken til. Det kan godt passe, at hans fingeraftryk er på flaskehalsen, da han på et tidspunkt lagde flasken ned i en venindes taske. Han hørte et brag, men husker ikke, om det lød som en flaske, der smadrede. Det var en refleks, at han sparkede ud efter at have hørt braget.
Det var nok mere en hurtig bevægelse med benet end et spark. Han tror, at det var hans ven og ikke forurettede, han ramte ved sparket. Han så ikke andre sparke eller slå. Ef- ter sparket faldt han ned på jorden og ramte et glasskår, som han skar sig på. Han vidste ikke, at han havde skåret sig, før han blev gjort opmærksom herpå af en veninde.
Foreholdt, at han ifølge politirapporten vedrørende en afhøring hos politiet den 21. februar 2020 fra kl. 8.40 ikke ville oplyse til politiet, hvordan han var kommet til skade med sin finger, forklarede han, at han var fuld og måske ikke kunne huske noget. Han havde tidligere om morgenen på Nørreport Station oplyst til politiet, at skaden var sket i forbindelse med et uheldigt fald. Han regnede med, at han ville blive indkaldt til afhøring på et senere tidspunkt, hvilket imidlertid ikke skete.
Forevist overvågningsvideoen fra indgangspartiet i Butik1 på Nørreport Station fra den 21. februar 2020 fra cirka kl. 03:29 og frem forklarede tiltalte, at det er ham, der ses gå ind i Butik1 efterfulgt af T1 , hans kæreste X2 og hendes veninde. Forevist overvågningsvideoen fra butikslokalet bag kassen forklarede til- talte, at de skulle købe en flaske vodka, som de skulle have med videre i byen.
Det var ham, der betalte og ses tage flasken med ud af butikken på overvågningsvideoen fra cirka kl. 03:33 – i den forbindelse rører han også ved flaskens hals. Umiddelbart herefter gav han flasken til en veninde. Derfra så han den ikke igen. Fo- revist samme overvågningsvideo fra cirka kl. 03:37 forklarede tiltalte, at T1 ses komme ind og tage servi- etter til den person, som havde fået flasken i hovedet.
Tiltalte var ikke med inde i butikken.
Ude foran Butik1 var der 10-11 personer samlet. Han talte med forurettedes gruppe om, at de havde ra- get på hans kæreste, da han hørte braget, som kom lidt bagfra. Han fik et chok og lavede en bevægelse med benet af frygt for sig selv og sine venners sikkerhed. Braget lød som smadring af en flaske. Da han bag- efter skar sig i hånden på glas, må det have været en glasflaske.
Vidnet F1 har forklaret bl.a., at han fortsat ikke husker så meget fra episoden. Han var fuld. Han husker, at han fik et slag i hovedet, og at han og hans brødre herefter gik tæt sammen væk fra stedet. Han lagde ikke mærke til, hvor slaget kom fra. Han erindrer ikke nogen kontroverser inden slaget.
Han kunne godt mærke, at han blev ramt kraftigt med en genstand, men det var først bagefter, at han fik at vide, at det var en flaske, han var blevet ramt af. Han ved ikke, om han faldt om ved slaget; hans erindring er lidt sløret. Han slog eller sparkede ikke nogen. Han erindrer ikke, om han selv blev ramt af slag eller spark efter slaget med genstanden.
Han og hans brødre gik først over mod busserne på Nørreport Station, men bagefter blev de enige om at gå i Butik1 for at finde et mere trygt sted. Han kunne ikke se noget, og det var med til at gøre situationen meget ubehagelig. Hans to brødre var med i Butik1 , men han ved ikke, om der også var andre. Han havde ikke skader i ansigtet inden denne episode.
Han blev på skadestuen syet med omkring 12 sting og fik fjernet glasskår fra øjet. Han havde ingen skader på hænderne. Han har ikke noget erstatnings- krav.
Vidnet V1 har forklaret bl.a., at der måske var en kontrovers inden slaget, men han har ikke nogen erin- dring herom. Han stod ved siden af sin bror, da slaget faldt. Det kom ud af det blå. Han husker ikke, hvor- dan flasken blev holdt i forbindelse med slaget. De prøvede herefter at få deres bror lidt væk fra situatio- nen, og hans fokus var på forurettede. Det hele gik meget hurtigt, og han var i chok, så han lagde ikke præ- cist mærke til, hvad der skete. Han så ikke noget spark. Han var også fuld den pågældende nat. Gernings- manden var en mand, men han kan ikke sige, om han havde skæg.
Han husker det også således i dag, at flasken blev svunget ovenfra og ned, men han er ikke sikker på beskri- velsen af gerningsmanden. Han ved ikke, hvad ”mellemøstlig af udseende” dækker over i forbindelse med
beskrivelsen af gerningsmanden. Han er ikke sikker på, at han efterfølgende så gerningsmanden på Nørre- port Station. Han sagde til politiet, at ”A”, som han har afgivet signalement på til politiet, havde været med ved overfaldet, men han kan ikke nærmere sige, hvilken rolle ”A” havde.
Vidnet V2 har forklaret bl.a., at han registrerede tumult, dog uden af nogen slog eller sparkede. Herefter så han, at der blev slået med en flaske, og at tiltalte sparkede den forurettede, der var på vej til at rejse sig efter slaget med det ene knæ på jorden og det andet ben i 90 graders vinkel. Der var kun én person, der sparkede, og han er helt sikker på, at sparket ramte forurettede.
Denne person fik overbalance i forbindelse med sparket. Han mindes ikke, at den pågældende kom ned og ligge fladt på jorden, men han prøvede nok at tage fra ved at støtte sin hånd mod jorden. Han er ret sikker på, at den der sparkede, ikke også havde slået med flasken. Efter sparket rettede han sin opmærksomhed mod sin ven V3 , der stod til højre for ham, længst væk fra situationen.
Han sagde til V3 , at nu foregik der vist noget, og at de hellere måtte gå derhen. Han ved ikke, hvorfor T1 blev anholdt, men det var måske fordi, han var meget ophidset, da poli- tiet kom.
Vidnet V3 har forklaret bl.a., at han og V2 kom gående fra Fiolstræde, da V2 henledte hans opmærk- somhed på, at der stod en mand foroverbøjet med ansigtet begravet i hænderne, og en smadret flaske lå ved siden af ham. Han så ham stå på begge ben og ikke have noget knæ på jorden. Herefter sparkede til- talte ham med et cirkelspark mod ansigtet og den øverste del af kroppen. Han husker ikke, om tiltalte fik overbalance eller støttede mod jorden efter sparket.
Foreholdt, at det af en politirapport vedrørende afhøring af ham den 21. februar 2020 fra kl. 3.50, fremgår, at det var en person fra den stor gruppe, der gav forurettede et cirkelspark henover kroppen, forklarede han, at sådan husker han det også i dag. Efter sparket var der tumult. Det hele var gået meget stærkt.
Personlige oplysninger Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret bl.a., at han bor sammen med sin mor. Han skal starte på HF efter sommerferien. Han er fortsat villig til at udføre samfundstjeneste.
Kriminalforsorgen har i mail af 16. februar 2021 oplyst, at der ikke er udarbejdet personundersøgelse, da det ikke har været muligt at opnå kontakt med tiltalte.
Af oplysninger fra Statens Ligningssystem R75 fremgår bl.a., at tiltalte i 2018 ikke havde en skattepligtig ind- komst.
Tiltalte er tidligere straffet ved bl.a. Københavns Byrets dom af 20. april 2021 med 6 dagbøder á 400 kr. for overtrædelse af straffelovens § 121.
Retsgrundlag Ved lov nr. 1426 af 17. februar 2019, der trådte i kraft den 1. januar 2020, skete der en begrænsning af bru- gen af samfundstjeneste i sager om vold. Af lovens forarbejder, jf. pkt. 2.2.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L10 af 2. oktober 2019, fremgår bl.a.:
”Det foreslås, at anvendelsesområdet for samfundstjeneste i sager om grov vold begrænses, så samfundstjeneste kun under helt ekstraordinære omstændigheder kan anvendes i sager om grov vold.
Det betyder, at der i mindre grad end i dag skal lægges vægt på de omstændigheder, som Høje- steret, jf. ovenfor under punkt 2.2.1, hidtil har tillagt betydning.
Det vil sige, at det fremover ikke i sig selv vil være tilstrækkeligt for anvendelse af samfundstje- neste i sager om grov vold, at der er tale om en kortere frihedsstraf, at tiltalte er ung og ustraf- fet samt har gode personlige forhold, at volden er udøvet som en spontan reaktion på en forud- gående uoverensstemmelse med forurettede, og at volden har medført begrænsede skader.
Derimod vil der eksempelvis helt undtagelsesvist kunne anvendes betinget dom med vilkår om samfundstjeneste i f.eks. en sag, hvor der er tale om en kortere frihedsstraf, og den tiltalte er ustraffet, var under 18 år på gerningstidspunktet og har særdeles gode personlige forhold, og hvor volden, som har medført begrænsede skader, er begået i en oprørt sindstilstand, der er fremkaldt af forurettede eller personer med tilknytning til denne ved et uretmæssigt angreb el- ler en grov fornærmelse, jf. den almindelige bestemmelse om formildende omstændigheder i straffelovens § 82, nr. 5.
Det er derudover en forudsætning, at der ikke er andre omstændigheder, som taler imod, at der i den konkrete sag idømmes en betinget fængselsstraf med vilkår om samfundstjeneste.”
Landsrettens begrundelse og resultat
Fem voterende finder også efter bevisførelsen for landsretten tiltalte af de grunde, der er anført i dommen, skyldig i overensstemmelse med byrettens bevisresultat i forhold 1 og tiltræder herunder, at forholdet – under hensyn til, at der er tale om et cirkelspark i ansigtet over for en foroverbøjet person, der lige er ble- vet slået i hovedet med en fuld spiritusflaske, hvorved flasken knustes – er henført under straffelovens § 245.
Én voterende finder det ikke bevist, at der blev sparket mod ansigtet, og stemmer derfor for at henføre for- holdet under straffelovens § 244.
Der afsiges vedrørende dette spørgsmål dom efter stemmeflertallet, jf. retsplejelovens § 216.
Alle voterende tiltræder, at tiltalte er frifundet for slag med flaske.
Straffen, der fastsættes som en tillægsstraf i medfør af straffelovens § 89, findes for så vidt angår friheds- straffen passende udmålt, mens bødestraffen nedsættes til 6.000 kr. med forvandlingsstraf som bestemt i dommen.
Der findes ikke at foreligge sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, at frihedsstraffen efter ikraft- træden af lov nr. 1426 af 17. februar 2019 kan gøres helt eller delvist betinget, ej heller med vilkår om sam- fundstjeneste.
Med de anførte ændringer stadfæstes dommen, for så vidt den er anket.
Thi kendes for ret
: Tiltalte T2 straffes med fængsel i 3 måneder og en bøde på 6.000 kr.
Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 10 dage.
I øvrigt stadfæstes dommen.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.
Cecilie Barrett Stud.jur
