Tilbage til sager

OLRØstre Landsret

AM2024.08.30Ø

OL-2024-Ø-00043

Kendelse
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
30-08-2024
Sagsemne
alle udlændinge, § 50
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2024.08.30Ø2 Københavns Byrets

KENDELSE

Dato: 23. februar 2024 Rettens sagsnr.: 1-28353/2023 Politiets sagsnr.: NSK 0100-84130-02166-23 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født juni 1996 Sagens baggrund og parternes påstande Ved Københavns Byrets dom af 27. januar 2021 blev Tiltalte fundet skyldig i overtrædelse af bl.a. straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., og straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, og idømt fængsel i 9 år og 9 måneder.

Domfældte blev samtidig udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Den 6. april 2022 stadfæstede Østre Landsret i det væsentligste dommen og nedsatte straffen til fængsel i 9 år og 3 måneder. Bestemmelsen om udvisning med indrejseforbud for bestandig blev stadfæstet.

Anklagemyndigheden har i medfør af udlændingelovens § 50 ved brev af 20. november 2023 indbragt en anmodning fra domfældte om, at bestemmelsen om udvisning ophæves. Anklagemyndigheden har påstået, at bestemmelsen om udvisning opretholdt. Forklaringer Der er under sagen afgivet forklaring af domfældte og dennes kæreste, Vidne.

Domfældte har til retsbogen afgivet følgende forklaring: "… Domfældte forklarede, at han nu har genoptaget kontakten til sin herboende far. Han har herudover to halvsøskende i Danmark. Hans kæreste Vidne, moderen til hans to børn født den 10. august 2023, og han har indgivet ansøgning om tilladelse til at indgå ægteskab. Det var efter landsrettens dom, at Vidne blev gravid. Det "skete bare".

Han og Vidne havde forud for hans anholdelse og fængsling været sammen i ca. tre år. Vidne mistede barnet fra den graviditet, der er omtalt i politirapporten af 2. juni 2020, gengivet i byretsdommen. Han ved i øvrigt ikke, hvorfor Vidne kaldes for Vidne i rapporten. Vidne har den fulde forældremyndighed over deres to børn.

Dette er alene af praktiske grunde, fordi han afsoner, men han har nu søgt om at få del i forældremyndigheden. Vidne besøger ham i fængslet ca. en gang om ugen, hvor han også ser børnene. Han vil ikke kunne opretholde samme kontakt til børnene, hvis han skal afsone resten af dommen i Litauen. Han er ikke bekendt med anden familie i Litauen end hans mors bror, der døde for ca. en måned siden. Hans mor bor i Norge.

På grund af trusselsbilledet kan hun ikke opholde sig i Litauen. Hans mor er etnisk russer. Han taler ikke litauisk. Han tror ikke, at Vidne vil kunne bosætte sig i Litauen. …" Vidne har til retsbogen afgivet følgende forklaring: "… Vidnet forklarede, at hun har skiftet navn, og at hun tidligere hed Vidne. Hun er dansk statsborger. Hun har været gravid to gange før. Domfældte var faderen. Det var før hans anholdelse.

Hun mistede barnet ved begge graviditeter. Hun og domfældte har opretholdt deres forhold under hans fængsling og afsoning. Ved undfangelsen af deres børn født i august 2023, var hun ikke fuldt ud klar over, at han var udvist endeligt. Dette fortalte han hende først omkring midt i graviditeten. Det lykkedes hende ikke at komme ind til domsafsigelsen i landsretten.

Hun besøger domfældte ca. hver anden uge sammen med børnene. Deres søn har været under udredning i anledning af, at han er født med en pulsåre, der går den forkerte vej rundt om hjertet. Der er ikke grund til bekymring, men han skal dog følges for at holde øje med, at det ikke vil give ham vejrtrækningsproblemer. Hun blev færdig med at studere sidste sommer og er nu på barsel frem til juni måned.

Hun er uddannet sosu-assistent. Hun har hele sin familie i Danmark på nær en bror, der de sidste 11-12 år har været bosiddende i Sverige. Hun har ingen tilknytning til Litauen. Hun taler ikke litauisk, og det vil være svært for hende at bruge sin uddannelse i Litauen. Det vil i det hele taget været vanskeligt for hende at tage til Litauen, hvis domfældte skal afsone der.

Hun har ikke konkret undersøgt mulighederne for at besøge domfældte, hvis han skal afsone i Litauen. Det er korrekt, at hun har den fulde forældremyndighed, men det er alene af praktiske grunde, og de har søgt om at få fælles forældremyndighed. …" Oplysningerne i sagen Af Københavns Byrets dom af 27. januar 2021 fremgår følgende bl.a.: "... Tiltalte Tiltalte har ikke afgivet forklaring om sine personlige forhold.

Der er vedrørende tiltalte udarbejdet rapport af 2. juni 2020 om afhøring i henhold til udlændingelovens § 26. Afhøringen blev foretaget til brug for en straffesag mod tiltalte, der blev afgjort ved Frederiksberg Rets dom af 3. juli 2020. Af rapporten fremgår: "... Afhørte forklarede indledningsvist, at han var født i Litauen d. 30. juni 1996 Afhørte kom til Danmark i 2000 som 5 årig, og har boet her lige siden.

Forespurgt hvorvidt og i så fald hvor ofte afhørte havde været på besøg i Litauen, forklarede afhørte, at han ikke på noget tidspunkt havde været retur i Litauen på besøg. Afhørte havde ingen familie eller andre relationer i Litauen. Familiemæssige forhold mv. Person2 var afhørtes moder, som han havde boet hos i hele sin opvækst.

Forespurgt om afhørtes forhold til sin moder forklarede afhørte, at han havde et rigtigt godt forhold til sin mor. Afhørte havde haft en god opvækst hvor han altid var blevet støttet i og opfordret til at tage en uddannelse og holde sig beskæftiget. Person3 var afhørtes far, men afhørte havde ingen kontakt til ham hvilket havde været gældende i det meste af hans opvækst.

Person3 var oprindeligt fra Kosovo, men var ligeledes bosiddende i Danmark. Forespurgt om afhørte havde søskende forklarede afhørte at han havde en lillebror Person4 samt 2 halvsøskende, Person5 og Person6. Afhørte var ikke bekendt med hvorvidt hans halvsøskende havde deres fars eller mors efternavn. ... Afhørte forklarede, at var kærester med Vidne, som han havde været kæreste med i 3 år.

De havde ansøgt om at blive gift sidste år, men de havde ikke fundet en endelig dato for brylluppet endnu. Vidne var på nuværende tidspunkt gravid med afhørtes barn, men afhørte var dog ikke bekendt med præcis hvor langt hun var henne. Afhørte vidste dog at hun skulle nedkomme om ca. 5 måneder. Afhørte havde ingen øvrige børn. ...

Forespurgt om afhørtes relation til Litauen forklarede afhørte, at han ingen relationer havde og ikke kendte nogen i Litauen. Forespurgt om afhørte kunne tale litauisk og hvilket niveau det var på forklarede han, at han kunne tale gebrokkent litauisk på børnehaveniveau. Afhørte kunne ikke læse og forstå litauisk.

Forespurgt hvornår afhørte havde lært litauisk forklarede han, at da han flyttede til Danmark som 5 årig snakkede han litauisk, men da de altid talte dansk derhjemme havde han ikke holdt det ved lige. ... Forespurgt til hvilken uddannelse afhørte havde, forklarede han, at 2,5 årig HF. Afhørte havde taget flere enkeltfag hvorfor at længden på HF uddannelsen var ud over de almindelige to år.

Forinden afhørte havde læst HF havde afhørte startet på en autolakør uddannelse som dog ej var færdiggjort, ligesom at afhørte havde gennemført grundforløbet på mureruddannelsen. Disse to uddannelser havde afhørte dog ikke kunne gennemføre grundet fysiske skavanker i form af rygproblemer samt et skævt bækken. ...

Helbredsmæssige forhold Afhørte forklarede, at han pt. afventede en mental undersøgelse som blev udfærdiget af Person7 speciallæge ved region hovedstaden. Det var konstateret at afhørte havde lidt af en depression og der var ligeledes mistanke om at han led af skizofreni. ...

Der er dokumenteret udtalelse om udvisningsspørgsmålet i sagen mod Tiltalte afgivet af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) den 9. november 2020. Heraf fremgår: "… Opholdsgrundlag og længde Den 15. april 2002 blev pågældende tilmeldt Det Centrale Personregister (CPR).

Den 1. maj 2002 fik pågældende opholdstilladelse efter daværende udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 3, som familiesammenført barn til sin herboende forælder, som senest blev forlænget indtil 30. juni 2014. Den 1. september 2014 fik pågældende udstedt bevis for tidsubegrænset opholdsret i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsen.

Længden af Tiltaltes lovlige ophold i relation til udvisningsbestemmelserne regnes fra den 1. maj 2002, hvor den pågældende fik opholdstilladelse i Danmark, jf. herved udlændingelovens § 27, stk. 1.

Efter udlændingelovens § 27, stk. 5, medregnes ikke den tid, hvori en udlænding har været varetægtsfængslet forud for en senere domfældelse eller har udstået frihedsstraf eller været undergivet anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført ubetinget frihedsstraf, i perioden beregnet efter udlændingelovens § 27, stk. 1.

Tiltalte har således – når den i udlændingelovens § 27, stk. 5 nævnte periode fratrækkes – haft lovligt ophold i Danmark i ca. 16 år og 7 måneder. ..." Tiltalte er tidligere straffet ... ved Retten på Frederiksbergs dom af 3. juli 2020 med fængsel i 1 år og 3 måneder for overtrædelse af straffelovens § 290a, stk. 2, jf. § 21, § 290, stk. 2, jf. § 21 og § 121, knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 1 samt lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bilag 1, liste A, nr. 1.

I medfør af udlændingelovens § 24b tildelt advarsel om udvisning. Konfiskation af penge, hash, kniv samt diverse effekter. ... Straffastsættelse ...

Straffen fastsættes for tiltalte Tiltalte til fængsel i 9 år og 9 måneder, jf. straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., jf. 1. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 3 og § 1, stk. 1, jf. bilag 1, liste B, nr. 43, og straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. i det hele straffelovens § 89.

Straffen er en tillægsstraf til de ved Frederiksberg Retsdom af 3. juli 2020 og Københavns Byrets dom af 6. oktober 2020 idømte straffe. Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på, at Tiltalte er fundet skyldig i at have besiddet 6 kg. kokain i forening med andre, idet han sammen med Person4 virkede som bagmand for Person8 og flere hvide bude.

Der er således tale om omfattende narkotikahandel med et særligt farligt stof, og Tiltalte er i tillæg hertil fundet skyldig i besiddelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder. ... Udvisning ... Tiltalte er ved denne dom fundet skyldig i meget alvorlige strafbare forhold, herunder for at være bagmand i omfattende organiseret handel med kokain og for besiddelse af skydevåben.

De strafbare forhold, han er dømt for, udgør en reel, umiddelbar og alvorlig trussel, der berører grundlæggende samfundsinteresser.

Henset til hans forstraffe, det meget hurtige recidiv fra hans afsoning af sin seneste dom til den kriminalitet, han nu er dømt for, og til hans personlige forhold i øvrigt, finder retten, at der er sådanne konkrete grunde til at antage, at Tiltalte også frem over vil være tilbøjelig til at udvise en adfærd, der i fremtiden udgør en alvorlig trussel, som berører grundlæggende samfundsinteresser, at udvisning af ham er bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed.

Grovheden og omfanget af Tiltaltes aktuelle kriminalitet, hans tidligere domme og hans begrænsede tilknytning til det danske arbejdsmarked taler med stor vægt for udvisning af ham, og det kan ikke føre til andet resultat, at hans mor og lillebror er i Danmark, og at han efter det oplyste har valgt at indgå ægteskab og undfange et barn, efter at han var blevet bekendt med påstanden om, at han skal udvises.

Uanset at Tiltalte har en stærk tilknytning til Danmark, hvor han har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom, finder retten således efter en samlet vurdering, at de hensyn, der taler for udvisning af ham, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, som taler imod udvisning af ham.

Retten bemærker herved, at Tiltalte uanset sin svage familiemæssige tilknytning til Litauen må anses for at have gode forudsætninger for at tale eller lære litauisk, og for at integrere sig i det litauiske samfund. ..." Af Østre Landsrets dom af 6. april 2022 fremgår følgende vedrørende udvisningsspørgsmålet: "...

Tiltalte Tiltaltes mor er nu ved dom udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig, og hans lillebror, medtiltalte Person4, udvises ligeledes ved denne dom, jf. nedenfor, af Danmark med indrejseforbud for bestandig. De pågældende befinder sig således ikke længere opholdsmæssigt lovligt i Danmark.

Det må ved udvisningsvurderingen endvidere indgå, at pistolerne i forhold 4, der blev besiddet i en ukendt periode, må anses for besiddet i tilknytning til den omfattende organiserede narkotikahandel, som tiltalte er dømt for.

Herefter, og i øvrigt af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det, at der foreligger et sådants ekstraordinært tilfælde, at det er bydende nødvendigt at udvise denne tiltalte for bestandig som sket.

Det bemærkes herved, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 8 efter det anførte ikke vil være til hinder for en sådan udvisning. ..." Domfældte er af Flygtningenævnet den 9. oktober 2023 meddelt endeligt afslag på asyl. Kriminalforsorgen, Center for Straffuldbyrdelse, har den 7. november 2023 truffet afgørelse om, at domfældte skal overføres til fortsat afsoning i Litauen.

Det er af den beskikkede forsvarer oplyst, at domfældte ved Københavns Byret har anlagt et civilt søgsmål mod Kriminalforsorgen vedrørende afgørelsen om overførsel til afsoning, og at domfældte i den forbindelse har begæret sagsanlægget tillagt opsættende virkning, hvilket der ikke er truffet afgørelse om på nuværende tidspunkt.

Rettens begrundelse og resultat

Retten lægger på baggrund af oplysningerne fra Kriminalforsorgen til grund, at en overførsel af domfældte til afsoning i Litauen er nært forestående. Retten bemærker hertil, at domfældtes sagsanlæg vedrørende Kriminalforsorgens afgørelse om overførsel ikke er tillagt opsættende virkning. De tidsmæssige betingelser for at søge om ophævelse af bestemmelsen om udvisning findes derfor opfyldte.

Domfældtes begæring om ophævelse af udvisningen er i alt væsentlighed begrundet med, at han ikke mener, at han under sin fortsatte afsoning i Litauen vil kunne opretholde samme kontakt til sin herboende kæreste og deres to børn, som han har under sin afsoning i Danmark. Retten finder, at den omstændighed, at domfældte nu har to børn i Danmark, må anses for at være en væsentlig ændring i hans personlige forhold.

Domfældtes længerevarende forhold til sin kæreste (og dennes tidligere graviditet) indgik i grundlaget for udvisningsafgørelsen og kan derfor ikke anses som en væsentlig ændring, og der findes ikke i øvrigt at være indtrådt væsentlige ændringer i domfældtes personlige forhold.

Spørgsmålet er herefter, om opretholdelse af udvisningen på nuværende tidspunkt vil være i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til familieliv.

Retten bemærker indledningsvis, at selvom retten ikke har grundlag for at tilsidesætte, at domfældte og hans kæreste forud for anholdelsen og fængslingen af domfældte forsøgte at stifte familie, så skal det ved vurderingen af, hvorvidt en opretholdelse af bestemmelsen om udvisning udgør en krænkelse af menneskerettighedskonventionens artikel 8, tillægges betydning, at domfældtes aktuelle familieliv er etableret efter den endelige afgørelse om udvisning af domfældte, og hvor han dermed ikke kunne have en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet Danmark.

Retten finder, at en opretholdelse af udvisningen ikke vil være i strid med menneskerettighedskonventions artikel 8. Retten har herved lagt vægt på, at det ikke er godtgjort, at domfældte ikke under en fortsat afsoning i Litauen reelt vil kunne opretholde familielivet med sine børn.

Den omstændighed, at det vil være forbundet med visse praktiske og økonomiske udfordringer for domfældtes kæreste at besøge domfældte med børnene under afsoningen i Litauen, er ikke af en sådan karakter, at der reelt er tale om en hindring af udøvelse af familielivet som afsoner. Domfældtes begæring om ophævelse af bestemmelsen om udvisning tages herefter ikke til følge.

Thi bestemmes

: Domfældte Tiltaltes begæring om ophævelse af bestemmelsen om udvisning i Østre Landsrets dom af 6. april 2022 tages ikke til følge. Domfældte skal betale sagens omkostninger, herunder salær på 5.895 kr. med tillæg af moms til den beskikkede forsvarer, advokat Eddie Omar Rosenberg Khawaja. ::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 25. afdelings

KENDELSE

(landsdommerne Lene Jensen, Jesper Jarnit og Ditte Obel Skriver (kst.)) Dato: 30. august 2024 Rettens sagsnr.: S-688-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født juni 1996, (advokat Eddie Omar Rosenberg Khawaja, beskikket) Tiltalte har kæret kendelse afsagt af Københavns Byret den 23. februar 2024 (SS 1-28352/2023), hvorefter begæringen om ophævelse af bestemmelsen om udvisning i Østre Landsrets dom af 6. april 2022 ikke blev taget til følge.

Tiltalte har påstået udvisningen ophævet. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse. Kæremålet har været mundtligt forhandlet. Forklaringer Der er under et retsmøde den 25. juni 2024 afgivet supplerende forklaring af Tiltalte og vidnet Vidne. Tiltalte har forklaret bl.a., at hans personlige forhold er uændrede siden byrettens kendelse.

Han blev islamisk gift med sin kæreste i 2019, men de er ikke formelt blevet gift. Han modtager fortsat besøg af kæresten ugentligt i tre timer, ligesom de en gang om måneden kan være sammen i 48 timer. Børnene deltager i fængselsbesøgene. Han afventer en afklaring af sine forhold, inden han vil søge om fælles forældremyndighed.

Hvis han skal afsone i Litauen, vil han ikke kunne opretholde kontakten til kæresten og børnene, idet man skal være formelt gift med en indsat for at kunne besøge denne, og børnebesøg tillades slet ikke. En afsoning i Litauen vil strække sig over ca. 5 år. Han har jævnligt kontakt med sin far.

Hans mor har modtaget trusler rettet mod ham og Person4, og hans advokat har på den baggrund søgt Flygtningenævnet om genoptagelse af asylsagen. Hans kæreste har også modtaget trusler rettet mod ham. Truslerne vedrører sagen, hvor han er blevet dømt for kriminalitet begået sammen med moderen.

Han er overbevist om, at det grundet truslerne vil være nødvendigt, at han i Litauen afsoner i et særligt sikkert fængsel, og det vil gøre det endnu vanskelige at modtage besøg. Han er fortsat ikke blevet nærmere udredt for sine psykiske udfordringer, herunder en eventuel depression. Hans børn er grundlæggende sunde og raske, men et af børnene har problemer med en pulsåre, og det er noget, der skal følges op på.

Vidnet Vidne har forklaret bl.a., at hun i begyndelsen ikke vidste, at Tiltalte var blevet udvist. Hun passede bare sit arbejde og sin graviditet og fulgte ikke så meget med i straffesagen. Hun tænkte derfor, at Tiltalte efter sin afsoning ville komme ud, og at han derefter kunne genopbygge sin relation til børnene. Da hun opdagede, at Tiltalte var blevet udvist, blev hun og Tiltalte uvenner.

Hun var på det tidspunkt halvvejs inde i sin graviditet. Efter fødslen besøgte hun til at begynde med Tiltalte hver tredje uge med børnene, og nu besøger hun og børnene ham hver uge, ligesom de kan være sammen i 48 timer en gang om måneden. Tiltalte og børnene har fået en god relation. Det ene barn har nogle hjerteproblemer, som skyldes, at en pulsåre går den forkerte vej. Det er noget, der bliver fulgt op på.

Hun er bekymret for behandlingsmulighederne i Litauen, da hun er meget tryg ved hospitalspersonalet herhjemme. Hun har via sin svigermor fået oplyst, at man kan modtage besøg i litauiske fængsler, men at der er tale om ”rude-besøg”, og at børn ikke kan få adgang. Hun har forsøgt at undersøge, om der er mulighed for videobesøg, men det er ikke er lykkedes hende at få svar herpå.

Hun forventer, at det kan blive meget kompliceret at afvikle fængselsbesøg på grund af børnene, og da hun snart skal i arbejde igen. Hendes familie er fra Danmark, og hun er født og opvokset her i landet og taler ikke litauisk. Hun vil derfor ikke kunne flytte med Tiltalte til Litauen. Hun er bekendt med truslerne rettet mod familien. Hun har selv modtaget et brev med trusler rettet mod dem alle sammen.

Afsenderne ønskede, at der skulle betales nogle penge. Hun har anmeldt forholdet til politiet, som også har modtaget brevet. Hun føler sig utryg ved truslerne, og det vil nok kunne påvirke hendes ønske om at besøge tiltalte i Litauen.

Landsrettens begrundelse og resultat

Sagen angår, om bestemmelsen om udvisning af Tiltalte i landsrettens dom af 6. april 2022 skal ophæves som følge af de nu foreliggende oplysninger om bl.a., at han har to børn i Danmark, og at han skal afsone den resterende del af sin dom i Litauen, jf. udlændingelovens § 50, jf. § 26.

Landsretten tiltræder, at den omstændighed, at Tiltalte nu har to børn i Danmark, udgør en væsentlig ændring i hans personlige forhold. Det må endvidere lægges til grund, at det vil være forbundet med visse udfordringer for Tiltaltes kæreste, hvis hun og børnene skal besøge ham under afsoningen i Litauen.

Efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen, herunder den for landsretten fremlagte rapport fra Europarådets Torturkomité (CPT) om adgangen til besøg, videomøder og telefonopkald under afsoning i Litauen, sammenholdt med de forhold, der indgik ved vurderingen af udvisningsspørgsmålet i landsrettens dom af 6. april 2022, herunder oplysningerne om grovheden af den begåede våben- og narkotikakriminalitet, tiltræder landsretten, at der ikke er indtrådt så væsentlige ændringer i Tiltaltes forhold, at der er grundlag for at ophæve udvisningen.

Landsretten stadfæster derfor byrettens kendelse.

Thi bestemmes

: Byrettens kendelse i sagen mod Tiltalte stadfæstes. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten, dog skal statskassen delvist betale salær til forsvareren.

AM2024.08.30Ø2
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/8d8b4eff-40f6-4f33-a49f-a04fec32df8c