Tilbage til sager

HRHøjesteret

309/2016

OL-2017-H-00042

Afgørelse
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
16-03-2017
Sagsemne
1.4 Privatliv og Familieliv, 21.2 Voldsforbrydelser, 24.8 Røveri og afpresning, 51.2 Udvisning i øvrigt, Menneskerettigheder, Strafferet, Udlændinge
Sagens parter
Anklagemyndigheden mod T
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2017.03.16H Holbæk Rets

DOM

Dato: 27. april 2016 Rettens sagsnr.: 60-678/2016 Politiets sagsnr.: 1200-76317-00003-15 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født … Der har medvirket nævninger ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 24. februar 2016.

Tiltalte er tiltalt for røveri af særlig grov beskaffenhed efter straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1 og under særlig skærpende omstændigheder vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter efter straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved den 22. juli 2015 kl. ca. 07.30, som tidligere straffet for vold, ved vold eller trussel om vold for derigennem at skaffe sig uberettiget vinding, at være trængt ind i et privat hjem på adressen Adresse1 i Kalundborg, hvor han spurgte om ejendommens beboer Forurettede havde penge eller lignende, hvorefter han slog Forurettede flere gange i ansigtet og på kroppen, og slog Forurettede i ansigtet med en stegepande, hvorefter tiltalte undløb fra stedet medbringende en saks tilhørende Forurettede.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængsel. Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at tiltalte i medfør af udlændingelovens § 22, nr. 1 og 6, og § 32, stk. 3, udvises med indrejseforbud for bestandig. Tiltalte har nægtet sig skyldig. Tiltalte har nedlagt påstand om, at en eventuel udvisning gøres betinget.

Forurettede har påstået, at tiltalte skal betale 1.900 kr., subsidiært 760 kr., i godtgørelse for svie og smerte med tillæg af procesrente fra den 17. maj 2016. Forurettede har herudover taget forbehold for yderligere erstatning, herunder for varigt men, yderligere sygeperiode, psykologhjælp, medicinudgifter mv. Tiltalte har bestridt erstatningspligten, men anerkendt kravets størrelse.

Forklaringer Der er under hovedforhandlingen afgivet forklaring af tiltalte og af vidnerne Forurettede, Vidne1, Vidne2, Vidne3, Vidne4 fra retsgenetisk afdeling, kriminaltekniker Vidne5, kriminalassistent Vidne6 og Vidne7. Forurettede er videoafhørt i sit hjem den 17. november 2015. Videoafhøringen er afspillet under hovedforhandlingen.

Vidnet Vidne8’s forklaring til politiet den 22. juli 2015 er i medfør af retsplejeloven § 871, stk. 5, oplæst under hovedforhandlingen. [FORKLARINGER UDELADT] Øvrige oplysninger i sagen Der blev ved politiets ankomst til Forurettedes hjem på Adresse1 i Kalundborg den 22. juli 2015 foretaget en gerningsstedsundersøgelse og i den forbindelse bl.a. fra køkkenet medtaget en blodtilsmudset stegepande uden håndtag og et håndtag og fra stuen et cigaretskod i et askebæger med henblik på kriminaltekniske undersøgelser.

Endvidere blev der sikret sålaftryk. Der blev endvidere optaget en række fotografier af Forurettede på findetidspunktet og af Forurettedes hjem. Det fremgår af gerningsstedsundersøgelsen, at det ved efterfølgende undersøgelse er konstateret, at håndtaget stammer fra stegepanden.

Af en kriminalteknisk erklæring af 25. august 2015 fra Nationalt Kriminalteknisk Center, Identifikationsafsnit, udarbejdet af Vidne6 fremgår bl.a., at der på undersiden af håndtaget på stegepanden er fundet et håndtryk, der er identisk med aftryk af tiltaltes højre håndflade. Det i stuen sikrede cigaretskod er analyseret for dna.

Af erklæringer af 17. august 2015 og 8. oktober 2015 fra Retsgenetisk Afdeling, Retsmedicinsk Institut fremgår, at det på grund af særlige forhold ved dna-profilerne ikke kan beregnes, hvorvidt dna-profilen for det biologiske spor på cigaretskoddet taler for eller imod, at en del af det undersøgte dna stammer fra tiltalte.

De på gerningsstedet afsatte sålaftryk er sammenlignet med sålaftryk sikret fra tiltaltes bopæl på Adresse2 Vidne2 i Kalundborg den 19. august 2015.

I en kriminalteknisk erklæring af 14. september 2015 fra Nationalt Kriminalteknisk Center, Sporafsnit, udarbejdet af kriminalassistent Person1 er bl.a. anført følgende: "… 3.0 Konklusion Kan ikke udelukkes Det vil ikke kunne udelukkes, at der blandt de sikrede sålaftryk (KT 9 og KT 41) fra Adresse1, 4400 Kalundborg findes brudstykker, der kan være afsat med ét og samme par sko, der har afsat aftryk (KT 68, KT 72, KT 73, KT 74, KT 75 og KT 81) sikret fra Adresse2, 4400 Kalundborg, idet der er konstateret overensstemmelse med hensyn til mønstertype, men på grund af aftrykkenes ringe beskaffenhed - hvad angår Adresse1, 4400 Kalundborg, kan en nærmere sammenligning ikke foretages.

Flere aftryk sikret fra Adresse2, 4400 Kalundborg fremstår som afsat med fodtøj af typen Nike Free 5.0 TR FIT 5, str. 7 ½ (38½). Se endvidere undersøgelsen pkt. 7.0. ... 7.0. Undersøgelse ... KT 9 og KT 41 er brudstykker af sålaftryk, der er sikret fra Adresse1, 4400 Kalundborg.

Ved gennemgang af de efterfølgende affotograferede dustprintbaner og billedmaterialet fra gerningsstedet ses sålaftryk afsat med flere forskellige typer af fodtøj. Heriblandt svage brudstykker, der i mønstertype kan svare til fodtøj af typen: "Nike Free 5.0 TR FIT 5". Dette for såvel hvad angår brudstykker af sålaftryk registereret under KT 9 og KT 41.

På grund af aftrykkenes ringe beskaffenhed er det ikke muligt at udtale sig omkring størrelsen og slitagegraden. …" Der er under hovedforhandlingen forevist oversigtsbilleder over området mellem Forurettedes hjem og tiltaltes hjem, og der er forevist fotografier og opmålinger af tiltaltes fødder og af sko af modellen Nike Free 5.0 TR FIT 5, str. 7 ½.

Forurettede blev efter behandling på Holbæk Sygehus undersøgt nærmere med henblik på dokumentation af skader pådraget ved vold. Undersøgelsen blev foretaget af læge Person2 og fandt sted den 22. juli 2015 kl. 17.45. Af personundersøgelsen fremgår bl.a. følgende: "… Undersøgelsen viste: En efter det oplyste 71-årig mand med alderssvarende udseende. Legemsbygningen var normal og ernæringstilstanden middel.

Undersøgte oplyste, at han var 171 cm høj. Han kunne ikke redegøre for sin vægt. Undersøgte var vågen og besvarede stillede spørgsmål, men døsede hen under dele af undersøgelsen. Undersøgte var sengeliggende og kunne kun delvis mobiliseres fra lejet grundet smerter. Han forekom ikke påvirket af alkohol.

Grundet udbredt hævelse i øjenregionen på begge sider kunne der ikke undersøges for punktformede blødninger i øjnenes bindehinder. Der sås ingen punktformede blødninger i øjenlågshuden, i ansigtshuden, i huden bag ørerne eller i mundslimhinden.

Af tegn på vold påvistes: I panden en blåviolet underhudsblødning målende 10 x 5 cm, talrige rødlige, indtørrede hudafskrabninger målende op til 1 cm i længden samt adskillige større og mindre sammensyede sår. Omkring højre øje, inddragende såvel øvre som nedre øjenlåg, en blåviolet underhudsblødning målende 4,5 x 2 cm.

Omkring venstre øje, inddragende såvel øvre som nedre øjenlåg, en blåviolet underhudsblødning målende 4,5 x 2 cm og i tæt relation hertil et sammensyet sår målende 4,5 cm. Svarende til næsen en blåviolet underhudsblødning målende 6 x 5 cm og tværs over næseryggen et sammensyet sår målende 6 cm. På højre kind, strækkende sig fra næsen til kanten af ydre øre, en blåviolet underhudsblødning målende 7 x 6 cm.

På venstre kind, en blåviolet underhudsblødning målende 8 x 7 cm samt enkelte sammensyede sår. På indsiden af overlæben svarende til slimhinden en fladeformet, mørkerød blodudtrædning målende 2 x 1,5 cm. Undersøgte oplyste, at samtlige læsioner var opstået i tilslutning til den aktuelle episode. ...

KONKLUSION: Ved undersøgelsen den 22-07-2015, kl. 17:45 af Forurettede, cpr.nr. … fandtes undersøgte at være en 71- årig mand med udseende svarende til alder. Undersøgte var vågen, men døsede hen under dele af undersøgelsen. Han var sengeliggende og fremtrådte moderat smertepåvirket, hvorfor en fuld legemlig undersøgelse var vanskelig at gennemføre.

Af tegn på vold påvistes udbredte, delvist sammenflydende underhudsblødninger i ansigtet, talrige hudafskrabninger samt en blodudtrædning på overlæbens indside. Læsionerne var friske og opstået ved moderat stump vold, meget vel som af undersøgte oplyst, ved knytnæveslag samt slag med en genstand, muligt en stegepande, i forbindelse med den omhandlende hændelse.

Af yderligere tegn på vold påvistes en del sammensyede sår i ansigtet. Disse var ligeledes friske og opstået i relation til den omhandlede episode. Læsionerne var vanskelige at vurdere nærmere grundet sammensyningen og den udbredte tilstedeværelse af omgivende indtørret blod.

Læsionerne kan være opstået ved såvel stump som skarp vold, dog mest sandsynligt stump vold, når læsionerne vurderes sammen med de øvrige påviste læsioner i ansigtet. Af medfølgende hospitalsjournal fremgik, at undersøgte under hele forløbet havde været ved bevidsthed og med stabilt blodtryk, puls og vejrtrækning.

Det fremgik endvidere, at der var foretaget CT-skanning af hjernen og ansigtsskelettet, og at denne var fundet normal.

Samlet må det vurderes, at undersøgte ikke har været i manifest livsfare i forbindelse med den omhandlende episode, men selve det at rette slag med den i sagen oplyste genstand, en stegepande, mod hovedet er en potentiel livsfarlig handling. …" Oplysninger om personlige forhold Tiltalte er tidligere straffet ved dom af 18. marts 2008 med socialpædagogisk behandling i 2 år på vilkår, jf. straffelovens § 74 a, for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1. ved dom af 27. oktober 2010 med fængsel i 60 dage, betinget med en prøvetid på 1 år fra endelig dom, for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2.

Ved kendelse af 6. april 2011 blev prøvetiden forlænget med 1 år fra den dato. ved dom af 17. april 2012, forskyldt straf bortfaldet, for overtrædelse af straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 1, jf. § 248, og § 276. ved dom af 7. juni 2012 med fængsel i 1 år og 6 måneder, samt betinget udvisning jf. udlændingelovens § 24 b, for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, jf. til dels § 21.

Fællesstraf med betinget dom af 27. marts 2010. Prøveløsladt den 12. december 2012. Reststraf på 182 dage. ved dom af 27. november 2014 med fængsel i 40 dage for overtrædelse af straffelovens § 290, stk. 1. Det har sit forblivende med reststraffen ved prøveløsladelsen den 12. december 2012.

Udlændingestyrelsen har i en udtalelse af 10. marts 2016 bl.a. oplyst følgende: "… Den 27. juni 1997 søgte Tiltalte via Generalkonsulatet i Addis Abeba opholdstilladelse under henvisning til sin herboende far. Tiltalte fik den 4. marts 1998 opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold efter den dagældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3 indtil den 20. marts 1999.

Den 16. juni 1998 blev Tiltalte tilmeldt folkeregisteret i Danmark. Tiltaltes opholdstilladelse er senest den 4. februar 2013 forlænget indtil den 4. februar 2016. Pågældende har en verserende sag, om forlængelse af sin opholdstilladelse i Udlændingestyrelsen.

Længden af Tiltaltes lovlige ophold i relation til udvisningsbestemmelserne regnes fra den 16. juni 1998, hvor pågældende blev tilmeldt folkeregisteret, jf. herved udlændingelovens § 27, stk. 1 Efter udlændingelovens § 27, stk. 5, medregnes den tid, hvori en udlænding har været varetægtsfængslet forud for en senere domfældelse eller har udstået frihedsstraf eller været undergivet anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført ubetinget frihedsstraf, ikke i perioden beregnet efter udlændingelovens § 27, stk. 1.

Tiltalte har således - når den i udlændingelovens § 27, stk. 5 nævnte periode fratrækkes - haft lovligt ophold i Danmark i ca. 16 år 2 måneder. Udvisningshjemmelen Udlændingestyrelsen er af den opfattelse, at opholdets længde og karakter fører til, at betingelserne for en eventuel udvisning skal søges i udlændingelovens § 22, nr. 6.

Efter udlændingelovens § 22, nr. 1, kan en udlænding, som har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 9 år, og en udlænding med opholdstilladelse efter § 7, eller § 8, stk. 1 eller 2, som har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 8 år, udvises, hvis udlændingen idømmes ubetinget straf af mindst 3 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed.

Efter udlændingelovens § 22, nr. 6 kan en udlænding, som har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 9 år, og en udlænding med opholdstilladelse efter § 7, eller § 8, stk. 1, eller 2, som har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 8 år, udvises, hvis udlændingen efter straffelovens § 288 og § 245 idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter. § 26, stk. 2 Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en beslutning om udvisning af Tiltalte kan antages at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, skal Udlændingestyrelsen henvise til politiets rapport af 19. januar 2016.

Heraf fremgår blandt andet følgende: Tiltalte kom til Danmark som 6-årig sammen med sin moder. Tiltalte har 12 halvsøskende i Danmark. Tiltalte har ikke boet hos sine forældre siden han kom i familiepleje som 12-13-årig. Pågældende besøger dog sine forældre jævnligt. Tiltalte blev fængslet på en ungdomsinstitution da han var 16. Pågældende har været i almindeligt fængsel i et år.

Tiltalte har ingen børn eller kæreste. Tiltalte taler flydende dansk og somalisk. Tiltalte har en snæver omgangskreds. Tiltalte har aldrig været i Somalia, og har ikke noget familie dér han kender til. Tiltalte vil ikke have det godt med at komme tilbage til Somalia.

Særligt vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt der er risiko for, at Tiltalte uden for de i udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2 (asylbegrundende forhold), nævnte tilfælde vil lide overlast i det land, hvor han efter udvisningen kan ventes at tage ophold, skal styrelsen bemærke, at det fremgår af "Joint report from The Danish Immigration Services and the Norwegian Landinfos fact finding mission to Nairobi, Kenya and Mogadishu, Somalia" af 17. til 28. oktober 2012, at en repræsentant for UNHCR har udtalt, at han ikke er bekendt med, at brugen af dobbeltstraf skulle være et problem i Somalia.

Repræsentanten for UNHCR udtalte også, at der alene er risiko for dobbeltstraf i Somalia, såfremt også forurettede er somalier. En international NGO i det sydlige og centrale Somalia har supplerende udtalt, at der ikke er et fungerende retssystem i dette område.

En international organisation har slutteligt udtalt, at organisation aldrig er stødt på sager vedrørende dobbeltstraf, men at organisationen med overvejende sandsynlighed ikke ville vide det, hvis dobbeltstraf var blevet benyttet i en sag.

Udtalelse om udvisningsspørgsmålet Det bemærkes indledningsvis, at det følger af bestemmelsen i udlændingelovens § 26, stk. 2, at en udlænding skal udvises efter §§ 22 - 24, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

På baggrund af anklagemyndighedens oplysninger om kriminalitetens karakter, og om at den pågældende forventes idømt en frihedsstraf af 5 års varighed sammenholdt med de i udlændingelovens § 26, stk. 2 nævnte hensyn, kan Udlændingestyrelsen tiltræde anklagemyndighedens indstilling om udvisningsspørgsmålet.

Konsekvenser ved en eventuel udvisning Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 1, at der til en udvisning skal knyttes et indrejseforbud, og at indrejseforbuddet fastsættes således, at det regnes fra den 1. i den førstkommende måned efter udrejsen eller udsendelsen. Fastsættelsen af indrejseforbuddets længde fremgår af udlændingelovens § 32, stk. 2, nr. 1-5.

Det bemærkes, at efter udlændingelovens § 32, stk. 3 meddeles indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter § 22, nr. 4-8 eller for udlændinge, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, dog altid for mindst 6 år. …" Tiltalte har om sine personlige forhold supplerende forklaret, at han taler og forstår somalisk, men at han ikke kan læse og skrive somalisk.

Han har ikke nogen familie i Somalia. Hans forældre har fortalt, at der ikke er mere familie tilbage. Alle er rejst væk. Han har ingen venner i Somalia. Han har gennemført folkeskolen og taget afgangseksamen efter 9. klasse. Han har ikke anden uddannelse. Han pågyndte på et tidspunkt en uddannelse til klejnsmed, men gennemførte den ikke.

Før denne sag ventede han på at få ren straffeattest for at kunne færdiggøre sin uddannelse som klejnsmed hos … . Dette er fortsat hans plan. Tiltalte har under denne sag været frihedsberøvet fra den 17. august 2015.

Rettens begrundelse

og afgørelse Skyldsspørgsmålet. Ved rettens kendelse om skyldsspørgsmålet er tiltalte fundet skyldig i forsøg på hjemmerøveri, jf. straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 2, og vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter, jf. straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1.

Rettens kendelse er sålydende: "… Samtlige dommere og nævninger er enige om følgende: Forurettede blev om morgenen den 22. juli 2015 fundet stærkt forslået og blødende i sit hjem af hjemmehjælperen, Vidne2.

Ved en personundersøgelse udført senere samme dag af Retspatologisk afdeling ved læge Person2 blev der af tegn på vold påvist udbredte, delvist sammenflydende underhudsblødninger i ansigtet, talrige hudafskrabninger samt en blodudtrædning på overlæbens indside. Læsionerne vurderedes at være opstået ved moderat stump vold. Endvidere påvistes en del sammensyede sår i ansigtet.

Disse læsioner vurderedes at være opstået mest sandsynligt ved stump vold. Forurettede har i en videoafhøring den 17. november 2015 forklaret, at en ham ukendt person flere gange slog ham i hovedet med en stegepande og i ansigtet og brystet med knytnæver, og at gerningsmanden spurgte efter penge.

Der blev i Forurettedes hjem den 22. juli 2015 bl.a. fundet blodstænk og blodafsmitninger i køkkenet, og der blev fra køkkenet sikret en blodtilsmudset stegepande uden håndtag og et håndtag til en stegepande.

Ved efterfølgende kriminaltekniske undersøgelser kunne det konstateres, at håndtaget stammede fra stegepanden, og at der på håndtaget fandtes et håndaftryk, der er identisk med aftryk af tiltaltes højre håndflade. Tiltalte har forklaret, at han ikke kender Forurettede, og at han aldrig har været i hans hjem.

Tiltalte, der på gerningstidspunktet boede i kort afstand fra Forurettede, har ikke kunnet give nogen forklaring på, hvorfor hans håndaftryk er afsat på stegepandens håndtag, ligesom han ikke nærmere har kunnet redegøre for sin færden omkring gerningstidspunktet.

Vidne3 har som vidne forklaret, at tiltalte kom en del i hans lejlighed, hvor tiltalte bl.a. opbevarede sit tøj og i hvert fald 1-2 gange benyttede vidnets vaskerum. Forevist fotos af sko af mærket Nike Free 5.0 TR FIT 5, har vidnet bekræftet, at tiltalte havde sådanne sko.

Lige efter overfaldet i ...vej bemærkede vidnet, at tiltalte havde en blodplet på omkring 10 cm i diameter foran på sin trøje, og da vidnet spurgte, hvor blodet stammede fra, svarede tiltalte, at han havde slået en i hovedet.

Efter vidnet havde læst om overfaldet i avisen, spurgte han tiltalte, om det var ham, der havde overfaldet manden i ...vej, hvortil tiltalte først svarede undvigende, men derefter bekræftede, at det var ham, der havde gjort det.

Under politiets afhøringer den 22. juli 2015 og den 25. juli 2015 beskrev Forurettede gerningsmanden som mørk i huden og med skæg, men han har ikke under den senere videoafhøring eller i retten kunnet beskrive gerningsmanden. Hjemmehjælper Vidne2, der var den første, Forurettede talte med efter overfaldet, har forklaret, at Forurettede til hende beskrev gerningsmanden som en mørk mand med sort, kruset hår.

Vidne1 har som vidne forklaret, at hun om morgenen den 22. juli 2015 bemærkede en mand af somalisk herkomst på stisystemet bag ...vej. Hun bed mærke i, at manden havde en saks i hånden. Stisystemet er beliggende i området mellem Forurettedes hjem på ...vej og tiltaltes hjem på ...gade. Der blev den 22. juli 2015 fra Forurettedes hjem sikret sålaftryk.

Sålaftrykkene er sammenholdt med sålaftryk sikret på tiltaltes bopæl den 19. august 2015. Sålaftrykkene på tiltaltes bopæl er afsat i en bue hen til et vindue, hvorfra man kan se udmundingen af ...vej og porten ind til stisystemet. Sålaftrykkene i tiltaltes hjem er afsat med en Nike Free 5.0 TR FIT 5, størrelse 7 ½.

Efter den kriminaltekniske erklæring er der overensstemmelse med hensyn til mønstertype, men på grund af aftrykkenes ringe beskaffenhed for så vidt angår aftrykkene i Forurettedes hjem, kan det hverken be- eller afkræftes, at de pågældende sålaftryk er afsat af samme sko.

Efter de fotos og målinger, der er optaget af tiltaltes fødder og den nævnte model af Nike sko, finder retten, at det ikke kan udelukkes, at tiltalte kan passe sko af pågældende mærke og størrelse. Der blev fra Forurettedes hjem endvidere sikret et biologisk spor fra et cigaretskod, som på baggrund af Forurettedes forklaring må formodes at stamme fra gerningsmanden.

På grund af særlige forhold ved dna-profilen for det pågældende biologiske spor, kan det hverken be- eller afkræftes, at sporet er afsat af tiltalte.

På baggrund af det afsatte håndaftryk sammenholdt med vidneforklaringerne – beviser der ikke er afsvækket af de øvrige kriminaltekniske undersøgelser eller af tiltaltes forklaring – er det bevist, at det var tiltalte, der indfandt sig hos Forurettede og herunder udøvede den i anklageskriftet beskrevne vold.

Det kan efter Forurettedes forklaring sammenholdt med Vidne2’s forklaring lægges til grund, at Forurettedes dør var ulåst og muligvis også åbentstående. Det kan endvidere lægges til grund, at tiltalte gik indenfor og straks opsøgte Forurettede, som befandt sig i stuen, der tillige fungerede som soveværelse, og spurgte efter penge, hvorefter tiltalte angreb Forurettede.

Under disse omstændigheder finder retten det bevist, at tiltalte gik ind i Forurettedes hjem for at berige sig.

Det er endvidere bevist, at tiltalte da må have indset, at det var sandsynligt, at beboeren, som han ikke havde en forudgående relation til, var hjemme, og at tiltalte med henblik på at berige sig muligvis skulle anvende vold eller trussel herom, og at han accepterede denne mulighed for det tilfælde, at det faktisk måtte forholde sig sådan.

Efter Forurettedes forklaring må det anses som usikkert, om tiltalte borttog værdier fra Forurettedes hjem, og det er derfor betænkeligt at anse røveriforholdet som fuldbyrdet. Tiltalte er således skyldig i forsøg på hjemmerøveri efter straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, jf. § 21.

Efter karakteren af den udøvede vold begået over for en ældre, svagelig mand, er tiltalte endvidere skyldig i vold efter straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1. Efter oplysningerne om Forurettedes skader finder retten dog ikke, at der foreligger særligt skærpende omstændigheder, jf. straffelovens § 245, stk. 1, sidste pkt. …" Strafudmåling.

Der er afgivet 7 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 4 år og 5 stemmer for fængsel i 4 år og 6 måneder. Flertallet har ved straffastsættelsen lagt vægt på forholdets karakter og grovhed, herunder at Forurettede er en ældre, værgeløs mand, som i sit hjem blev opsøgt og udsat for forsøg på hjemmerøveri og grov vold, og at tiltalte tidligere er straffet, herunder for vold og flere røverier.

Mindretallet har ved straffastsættelsen lagt vægt på de samme forhold samt på, at der er tale om særlig grov og afstumpet vold, begået over længere tid. Der afsiges dom efter stemmeflertallet. Straffen fastsættes derfor til fængsel i 4 år efter straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, samt straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1. Udvisning.

Betingelserne i udlændingelovens § 22, nr. 1 og 6, for at udvise tiltalte er opfyldt. Det følger herefter af udlændingelovens § 26, stk. 2, at tiltalte skal udvises, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Der skal således foretages en proportionalitetsbedømmelse i overensstemmelse med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Efter retspraksis skal der foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om fastboende udlændinge, der er indrejst som børn og har tilbragt det meste af deres barndom og ungdom i landet. Tiltalte, der er 24 år og somalisk statsborger, indrejste i Danmark som 6-årig sammen med sin mor som led i familiesammenføring med sin herboende far.

Han har sine forældre og sine 12 halvsøskende her i landet, og han har ingen tilknytning til Somalia. Indtil omkring 12-13-års alderen, hvor han blev anbragt uden for hjemmet, boede han hos sin mor. Han har i dag kontakt til begge sine forældre. Under hensyn hertil stilles der meget strenge krav til den kriminalitet, der kan føre til udvisning.

Tiltalte blev i 2008 som 16-årig idømt en ungdomssanktion for tre røverier begået som 15- årig. Tiltalte blev den 17. april 2012 dømt for vold efter straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 1, men den forskyldte straf bortfaldt i medfør af straffelovens § 248. Den 7. juni 2012 blev tiltalte straffet med fængsel i 1 år og 6 måneder og betinget udvist for et røveri og et forsøg herpå.

Ved nærværende dom er tiltalte fundet skyldig i forsøg på hjemmerøveri forøvet under anvendelse af grov vold. Uanset karakteren af den tidligere og nu begåede kriminalitet og den omstændighed, at tiltalte en gang tidligere er idømt en betinget udvisning, finder 7 voterende efter en samlet vurdering, at der ikke er grundlag for udvisning.

Det følger heraf, at tiltalte skal udvises betinget, jf. udlændingelovens § 24 b. 5 voterende finder, at en udvisning ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser og stemmer derfor for at udvise tiltalte med indrejseforbud for bestandigt, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3.

Disse voterende har lagt vægt på, at tiltalte tidligere er straffet flere gange for røveri og idømt en betinget udvisning, at han ikke er integreret i det danske samfund, og at han nu er fundet skyldig i forsøg på hjemmerøveri og grov vold. Der afsiges dom efter stemmeflertallet, således at tiltalte udvises betinget, jf. udlændingelovens § 24 b.

Prøvetiden udløber 2 år efter afsoningen af den fastsatte straf på fængsel i 4 år. Erstatning. De juridiske dommere tager påstanden om erstatning, der ikke er bestridt størrelsesmæssigt, til følge som nedenfor bestemt.

Thi kendes for ret

: Tiltalte straffes med fængsel i 4 år. Tiltalte udvises af Danmark betinget på vilkår, at han i en prøvetid, der udløber 2 år efter løsladelse, ikke begår strafbart forhold, som kan give anledning til udvisning efter udlændingelovens §§ 22-24. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. Tiltalte skal inden 14 dage betale 1.900 kr. til Forurettede, c/o bistandadvokat, advokat Advokat, … , 4300 Holbæk. Beløbet forrentes med procesrente fra den 17. maj 2016. :::::::::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 11. afdelings

DOM

(landsdommerne Karsten Bo Knudsen, Ole Græsbøll Olesen og Henrik Elmquist (kst.) med domsmænd). Dato: 10. august 2016 Rettens sagsnr.: S-1257-16 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født …, (advokat Kåre Pihlmann, besk.) Holbæk Rets dom af 27. april 2016 (60-678/2016) er anket af anklagemyndigheden med påstand om skærpelse af straffen og ubetinget udvisning med indrejseforbud for bestandig.

Tiltalte har nedlagt endelig påstand om stadfæstelse. Personlige forhold Tiltalte har i landsretten givet forklaring om sine personlige forhold og har forklaret blandt andet, at det ser lyst ud for ham med hensyn til at færdiggøre sin uddannelse. Han har spillet fodbold i en del år i forskellige klubber blandt andet i Herning, hvor hans familie bor.

Han har nu regelmæssig kontakt med både sine forældre og sine søskende. Tiltalte har været fortsat frihedsberøvet under anken.

Landsrettens begrundelse og resultat

Straffen, der i overensstemmelse med byrettens afgørelse af skyldspørgsmålet rettelig fastsættes i medfør af straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, jf. § 21, og § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, forhøjes af de af byrettens mindretal anførte grunde til fængsel i 4 år 6 måneder.

Det tiltrædes, at betingelserne for udvisning i medfør af udlændingelovens § 22, nr. 1 og 6, er opfyldt, og landsretten finder af de grunde, som byrettens flertal har anført, at udlændingelovens § 26, stk. 2, er til hinder for udvisning, og at tiltalte derfor er udvist betinget som sket, jf. udlændingelovens § 24 b. I øvrigt stadfæstes dommen.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte ændres, således at han straffes med fængsel i 4 år 6 måneder. I øvrigt stadfæstes dommen. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten. :::::::::::::::::::::::::::::::::::::: Højesterets 2. afdelings

DOM

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Vibeke Rønne, Poul Søgaard, Henrik Waaben, Oliver Talevski og Kurt Rasmussen. Dato: 16. marts 2017 Rettens sagsnr.: 309/2016 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, (advokat Kåre Pihlmann, beskikket) I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Holbæk den 27. april 2016 og af Østre Landsrets 11. afdeling den 10. august 2016. Procesbevillingsnævnet har den 8. december 2016 meddelt begrænset tilladelse til anke til Højesteret, således at tilladelsen alene omfatter spørgsmålet om udvisning.

Påstande

Dommen er anket af anklagemyndigheden med påstand om skærpelse, således at Tiltalte udvises af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Tiltalte har påstået stadfæstelse.

Anbringender

Anklagemyndigheden har anført navnlig, at udvisning ikke vil være uforenelig med Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettigheds konvention. Tiltalte er dømt for forsøg på hjemmerøveri hos en ældre, svagelig mand, som blev udsat for et særdeles groft overfald. Grovheden af den begåede kriminalitet og længden af den idømte fængselsstraf taler for udvisning.

Tiltalte er tidligere straffet for røveri og blev ved dom i 2012 betinget udvist af Danmark. Den tidligere kriminalitet taler således også for udvisning. Tiltalte kom til Danmark som barn og har siden opholdt sig her i landet, hvor hans forældre og søskende også bor. Han er imidlertid ikke i nogen forstand integreret i det danske samfund.

Han har ingen uddannelse og har aldrig haft fast tilknytning til det danske arbejdsmarked. Hertil kommer, at han ikke har børn, ægtefælle eller i øvrigt nære slægtninge i Danmark, med hvem der består et afhængighedsforhold. Under de anførte omstændigheder kan der ikke stilles store krav til omfanget af Tiltaltes tilknytning til Somalia.

Han vil ikke stå uden forudsætninger i Somalia, navnlig fordi han taler sproget flydende. Tiltalte har anført navnlig, at ubetinget udvisning af ham for den pådømte kriminalitet er en uproportional sanktion, der vil stride mod Danmarks internationale forpligtelser, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1.

Han indrejste i Danmark som 6-årig i 1998 og har således haft størstedelen af sin barndom og ungdom i Danmark. Hans forældre og 12 halvsøskende bor alle i Danmark. Han taler og skriver dansk flydende. Han har gået i dansk folkeskole og taget 9. klasses afgangseksamen, ligesom han er påbegyndt en uddannelse som klejnsmed. Han har ingen reel tilknytning til Somalia.

Han har således ingen slægtninge der og har ikke besøgt landet, siden han kom til Danmark. Han taler sproget, men han er ikke i stand til at læse eller skrive det. Hans forstraffe har i væsentligt omfang været for kriminalitet begået, før han fyldte 18 år.

Personlige forhold Tiltalte er foruden de afgørelser, der er omtalt i byrettens dom, straffet ved Københavns Byrets udeblivelsesdom af 8. juli 2015 med en bøde på 3.000 kr. for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Af den politirapport af 19. januar 2016, der er omtalt i Udlændingestyrelsens udtalelse af 10. marts 2016, som er gengivet i byrettens dom, fremgår bl.a.: ”… PERSONLIGE OPLYSNINGER: Sigtede er 24 år og somalisk statsborger. Helbredstilstand: Sigtede har ingen kroniske sygdomme eller andre lidelser. Familiemæssige forhold: Sigtede kom til Danmark i 1998 som 6-årig, sammen med sin mor.

Hans far var allerede i DK og modtog sigtede og hans mor. Hans forældre blev nogle år efter skilt og har nu hver især ny familie. Efter optælling oplyste sigtede, at han på sin mors side har 6 halvsøskende og ligeledes 6 halvsøskende på sin fars side. De bor alle i Herning. Familiemæssige tilknytning: Sigtede har ikke boet hos sine forældre siden han kom i familiepleje som 12-13 årig.

Han har jævnligt besøgt [både] sin mor og far og sine halvsøskende, men har aldrig sovet hos dem og sådan. Perioder for frihedsberøvelse: Sigtede blev anbragt i plejefamilie som 12-13 årig. Det var i Y-by – lidt uden for Herning. Sigtede boede der indtil 3 dage før han blev 16 år, hvor han blev fængslet i ungdomsinstitution. Det sad han i et ½ år.

Derefter blev han anbragt på et opholdssted i Hadsten, hvor han boede i knap et år. Derfra blev han sat i en ungdomslejlighed i en by- del i Herning, der hedder Hammerum. Der boede han i et par måneder. Han flyttede fra Herning til Ålborg, som 19-20 årig, for at gå på Tamu-Centeret (Jobtræningscenter) Han blev ikke færdig fordi han blev smidt ud efter 4 måneder pga. for mange fraværstimer.

Kort tid efter forøvede sigtede sammen med en anden et kioskrøveri i Z-by ved Ålborg. Det fik sigtede 1½ års fængsel for. Sigtede afsonede 1 år og den resterende straf er bortfaldet jf. prøvetiden. Efter løsladelsen den 12.12.2012 flyttede sigtede retur til Herning, hvor han påbegyndte en uddannelse som klejnsmed. Sigtede tog kun grundforløbet, men kunne ikke finde en læreplads.

Sigtede gik hjemme i ca. ½ år, hvorefter han flyttede til København. Der boede han i 4 måneder på et herberg for unge under 30 år. I den periode var han i 2 uger i praktik som klejnsmed i ”…” i Hillerød. Han syntes at de drak for meget og derfor stoppede han. Derefter var han hjemmegående i ca. ½ år igen, hvorefter han kom i afklaringspraktik i Hotel og restaurantskolen i Valby.

Der fik sigtede ikke gjort færdig, idet han stoppede efter ca. 4 måneder. Det var en periode, hvor han ikke rigtig gad noget. Derefter tog sigtede til Kalundborg i foråret 2015, hvor han boede sammen med sin ”fætter”, … og en kammerat, … på Adresse3, Kalundborg i en lejlighed der tilhørte en …. Derfra flyttede sigtede ned i Adresse2, Kalundborg. Han betalte indskud sammen med en kammerat, der hed Person3.

Sigtede huskede ikke datoen for indflytningen. Sigtede boede som sådan ikke i lejligheden, men sigtede kom der kun sjældent, når han ikke havde noget andet sted at sov. Sigtede nåede aldrig at se Person3 sov i lejligheden én eneste gang. Ægteskabelige forhold: Sigtede er ugift og uden børn. Han har heller ingen kæreste. Sprog: Sigtede taler flydende dansk, med jysk accent. Sigtede taler også flydende somalisk.

Hele familien taler somalisk indbyrdes. Tilknytning til arbejdsmarkedet: Sigtede oplyste at han har haft mange småjobs som ungepraktikant bl.a. i … i Herningcenteret, og som fejedreng i møbelfirmaet ”…”, og lagerdreng i ”…” – nu … Byg. Han har også arbejdet som arbejdsdreng i entrepenør firmaet ”…”. Han har også arbejdet som lagerdreng i pakkefirmaet ”…” i Herning.

Uddannelse: Sigtede har ikke taget nogen uddannelse Omgangskreds: Sigtedes omgangskreds er snæver. Han kom en gang imellem sammen med sin ”fætter” og … i Kalundborg. Fritidsinteresser: Sigtede har gået til boksning i Herning som barn og han har spillet fodbold. I nyere tid har sigtede styrketrænet ind imellem. Rejser i udlandet: Sigtede har været på ferie i Kroatien.

Der ud over har han været i Sverige, Tyskland og Holland, samt i Tjekkiet på skiferie. Som 8-9 årig var sigtede i Etiopien sammen med sin familie for at besøge sine bedsteforældre på sin mors side. Rejser til hjemlandet: Sigtede har aldrig været i Somalia. Sigtede har ikke noget familie i Somalia som han kender. Pas: Sigtede har haft Fremmedpas, men det er blevet væk.

Forældrenes sprog og arbejde: Sigtedes mor taler og forstår kun ganske lidt dansk. Det samme med sigtedes far. Sigtede ved ikke om hans forældre har arbejde og hvis de har ved sigtede heller ikke hvad det er for et arbejde. Forventede reaktioner ved sigtede tilbagevenden i landet: Sigtede oplyste, at han ikke ville have det godt, hvis han kom retur til Somalia.

Han vil nok for skåret arme og ben af pga. af hans tatoveringer. Det må man ikke have inden for sharia-lovgivningen. Somalia er et islamisk styret land, hvor der er krig. …”

Højesterets begrundelse og resultat

Sagen angår udvisning af en nu 25-årig somalisk statsborger, Tiltalte, som kom til Danmark som 6- årig og har boet her siden. Han er ved landsrettens dom idømt en straf af fængsel i 4 år og 6 måneder for forsøg på hjemmerøveri og for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter, jf. straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, jf. § 21, og § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1.

Det følger af den dagældende udlændingelovs § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 1 og 6, at Tiltalte skal udvises, medmindre udvisning vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Tiltalte er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn.

Da han har boet i Danmark siden 1998, vil udvisning indebære et indgreb i hans privatliv, jf. konventionens artikel 8, stk. 1. Et sådan indgreb er kun berettiget, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt. Udvisning har som nævnt hjemmel i loven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse, hvilket er legitime formål ifølge artikel 8, stk. 2.

Det er derfor afgørende, om udvisning må anses for nødvendig af hensyn til disse formål. Afgørelsen af, om udvisning må anses for nødvendig for at forebygge uro eller forbrydelse, beror på en proportionalitetsbedømmelse, og der foreligger en omfattende praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol herom.

De kriterier, der indgår i bedømmelsen, er opregnet i dom af 23. juni 2008 i sag 638/03 (Maslov mod Østrig). I en sag som den foreliggende, der angår en voksen, ung mand, som ikke har etableret egen familie, indgår i proportionalitetsvurderingen navnlig det samfundsmæssige behov for udvisning under hensyn til karakteren og alvoren af den tidligere og nu begåede kriminalitet.

I den forbindelse skal det tages i betragtning, om kriminaliteten er begået som mindreårig eller som voksen. I bedømmelsen indgår endvidere, hvor længe den pågældende har opholdt sig her i landet samt styrken af de familiemæssige, sociale og kulturelle bånd til opholdslandet og statsborgerskabslandet.

Er der som her tale om en udlænding, der har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her i landet, skal der foreligge meget tungtvejende grunde for at udvise.

Det fremgår endvidere af Domstolens praksis, at det kan indgå i proportionalitetsbedømmelsen, om domfældte har fortsat sin kriminelle løbebane, efter at myndighederne har advaret den pågældende om, at dette kan føre til udvisning, jf. bl.a. dom af 8. januar 2009 i sag 10606/07 (Joseph Grant mod UK) og 2. april 2015 i sag 27945/10 (Sarközi og Mahran mod Østrig).

For så vidt angår den konkrete sag bemærker Højesteret, at Tiltalte er fundet skyldig i forsøg på hjemmerøveri, hvor der blev anvendt grov vold mod en ældre, svagelig mand. Tiltalte var på gerningstidspunktet 23 år. Der er tale om alvorlig personfarlig kriminalitet, og landsretten har udmålt straffen til fængsel i 4 år og 6 måneder. Han er tidligere straffet flere gange, herunder for personfarlig kriminalitet.

I 2008 blev han således idømt en ungdomssanktion af to års varighed for tre røverier begået som 15-årig. I 2012 blev han idømt fængsel i 1 år og 6 måneder for et røveri og et røveriforsøg begået som 19-årig over for personer i dagligvareforretninger. Ved denne dom blev han endvidere udvist betinget af Danmark med en prøvetid på 2 år.

I øvrigt er han i 2010, 2012, 2014 og 2015 dømt for vold, hæleri og overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Højesteret finder, at der på den anførte baggrund, herunder især at Tiltalte er fortsat med at begå personfarlig kriminalitet, efter han blev 18 år, er en betydelig risiko for, at han også fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises.

Meget tungtvejende grunde taler således for, at han skal udvises. Tiltalte var som anført 6 år, da han med sin mor kom til Danmark fra Somalia i forbindelse med familiesammenføring med faderen. Han har kontakt med sine forældre og 12 halvsøskende, der bor her i landet. Der er derfor ikke tvivl om, at han har en sådan tilknytning til Danmark, at udvisning vil udgøre en væsentlig belastning for ham.

Dette gælder, selv om han ikke har ægtefælle eller børn, og selv om han ikke kan anses for velintegreret her i landet, idet han ikke har nogen uddannelse og ikke har haft en fast tilknytning til det danske arbejdsmarked. Tiltalte er somalisk statsborger, men han har ikke været i Somalia, siden han kom til Danmark. Han taler imidlertid flydende somali, idet hans familie i Danmark taler somali indbyrdes.

Han er derfor ikke uden nogen form for tilknytning til Somalia, og han vil således ikke stå fuldstændig uden forudsætninger ved en tilbagevenden til Somalia. Efter en samlet vurdering finder Højesteret, at udvisning af Tiltalte med indrejseforbud for bestandig må anses for en proportional foranstaltning med henblik på at forebygge uro eller forbrydelse.

Da udvisning dermed ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, ændrer Højesteret landsrettens dom, således at Tiltalte udvises af Danmark med indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 2, nr. 5.

Thi kendes for ret

: Landsrettens dom ændres, således at Tiltalte udvises af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for Højesteret.

AM2017.03.16H · UfR: U.2017.1762 og TfK: TfK2017.535/1
HR tager kun stilling til spørgsmålet om udvisning
KilderAnklagemyndighedenDomstol.dkDomstol.dk (PDF)
Kilde: https://domstol.fe1.tangora.com/S%C3%B8geside---H%C3%B8jesteret.31488.aspx?doshow31488=1&filterfromcontrol314881=&filtertocontrol314881=&filtercontrol314882_1=0&filtercontrol314882_2=0&filtercontrol314882_3=0&filtercontrol314882_4=0&filtercontrol314882_5=0&filtercontrol314882_6=0&filtercontrol314882_7=0&searchword31488=&pagenumber31488=147