Tilbage til sager

OLRØstre Landsret

AM2024.04.04Ø

OL-2024-Ø-00021

Dom
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
04-04-2024
Sagsemne
uberettiget videregivelse af meddelelser eller billeder vedr. private forhold (§ 264 d)
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2024.04.04Ø Retten i Roskildes

DOM

Dato: 14. juli 2022 Rettens sagsnr.: 8-1150/2021 Politiets sagsnr.: 1200-74255-00029-19 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født juli 1982 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 15. februar 2021.

Tiltalte, … , er tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 264 d, stk. 2 jf. stk. 1, ved på ukendt tidspunkt i perioden imellem d. 17. december 2018 kl. 08.00 til den 18. januar 2019 ca. kl. 09:30 fra pt. ukendt adresse via internettet, under særligt skærpende omstændigheder, uberettiget at have videregivet meddelelse eller billeder vedrørende en andens private forhold eller under omstændigheder, som åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden, idet tiltalte på sin facebookside "Navn" delte et link til en videosekvens på reddit.com optaget i december 2018 i Marokko, som blandt andet viste handlingen, hvorved Forurettede blev dræbt under anvendelse af en større kniv.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af tiltalte Tiltalte og af vidnet Vidne. Forklaringerne er lydoptaget og gengives ikke i dommen. Af en side på Facebook dateret den 20. december 2018 fremgår bl.a.: "… Navn Advarsel: Videoen viser en henrettelse, hvor halsen bliver skåret over på en kvinde. Medierne kunne have rapporteret om at videoen angiveligt viser en af de to skandinaviske piger. Den her video er forfærdelig.

Jeg så den uden lyd på, den er virkelig voldsom. Jeg tvang mig selv til det fordi den er relevant for mine kommentarer om sagen. Eksistensen af denne video har de danske medier formentligt haft kendskab til i flere dage... Alligevel er det først i går aftes (at de fleste danske medier) fortæller om at drabene muligvis er terrorisme. …” Tiltalte er ikke tidligere straffet.

Kriminalforsorgen har oplyst, at tiltalte er egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, hvortil det skal anbefales, at der fastsættes vilkår om tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden. Finder retten, at sagen kan afgøres med en betinget dom uden vilkår om samfundstjeneste, skal det anbefales, at der alene fastsættes prøvetid.

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at hun er gift og har to børn. Hun er cand.scient.soc. og skriver bøger og debatindlæg bl.a. til … . Hun arbejder tillige som overvåger af patienter i respiratorbehandling.

Rettens begrundelse

og afgørelse Retten finder det bevist blandt andet på grundlag at tiltaltes egen forklaring, at hun den 20. december 2018 pa sin facebookside indsatte ovenstående tekst ledsaget af et link til den omtalte videosekvens. Da videosekvensen viser et bestialsk drab pa en person, er den klart omfattet af straffelovens § 264 d. Tiltalte er derfor skyldig i overensstemmelse med anklagen.

At tiltalte alene henviste til et link og ikke direkte videregav videosekvensen er uden betydning jf. Vestre Landsret dom af 24. juni 2022 i sag V.L. S2237-20.

Det forhold, at linket kun var virksomt i få timer, at det ikke er oplyst, om nogen benyttede linket, at andre havde offentliggjort videosekvensen før tiltalte, og at den dræbte kvinde muligvis ikke kunne genkendes, findes heller ikke at kunne føre til en anden vurdering af skyldsspørgsmålet.

Tiltalte har endvidere begrundet sin pastand om frifindelse med, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis sikrer journalister en udvidet ytringsfrihed, og at hendes handling var et nødvendigt led i hendes research som blogger og debatjournalist, men retten finder, at det var muligt for tiltalte at belyse de forhold, som hun fandt kritisable, uden at dele indholdet af videosekvensen, hvorfor videregivelsen heller ikke af disse grunde var berettiget.

Straffen fastsættes til fængsel i 3 måneder. jf. straffelovens § 264 d. stk. 2 jf. stk. 1. Henset til tiltaltes gode personlige forhold skal straffen ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 56, stk. 1.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte straffes med fængsel i 3 måneder. Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte ikke begår noget strafbart i en prøvetid på 1 år fra endelig dom. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. :::::::::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 11. afdelings

DOM

(landsdommerne Ole Dybdahl, Anne Birgitte Fisker og Rasmus Linding (kst.) med domsmænd). Dato: 4. april 2024 Rettens sagsnr.: S-2502-22 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født juli 1982, (advokat Heidi Højmark Helveg, besk.) Dom afsagt af Retten i Roskilde den 14. juli 2022 (8-1150/2021) er anket af tiltalte med påstand om frifindelse. Forsvareren har subsidiært procederet for formildelse af straffen.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse. Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte. Vidnet Vidne afgivne forklaring for byretten er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923. [FORKLARINGER UDELADT]

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten lægger i overensstemmelse med tiltaltes forklaring til grund, at tiltalte den 19. december 2018 postede et opslag på sin offentligt tilgængelige Facebook-profil, hvor hun skrev bl.a., at en dansk kvinde, Forurettede, havde fået skåret hovedet af på en ferie i Marokko. I opslaget havde tiltalte indsat to fotografier af Forurettede i live, hvor hendes ansigt tydeligt fremgik.

Der var tillige indsat et link til bl.a. hjemmesiden for avisen The Sun med titlen ” … ”. Landsretten lægger videre til grund, at tiltalte den 20. december 2018 postede et nyt opslag på den samme Facebook-profil, hvor hun indsatte et link til en videosekvens, der viste drabet og halshugningen af Forurettede.

Ved at klikke på linket ville læsere af opslaget blive ført til en hjemmeside, hvorfra det var muligt at tilgå videosekvensen. Landsretten finder, at Forurettede på videosekvensen – navnlig henset til, at tiltalte i opslaget på Facebook dagen forinden havde skrevet hendes navn og indsat to tydelige fotografier af hende – kunne identificeres af såvel sine nærmeste som af en bredere offentlighed.

Videosekvensen, der er nærmere beskrevet i kriminalteknisk erklæring af 31. januar 2019, har et indhold, der åbenbart kan forlanges unddraget en bredere offentlighed. På den anførte baggrund tiltræder landsretten, at Facebookopslaget den 20. december 2018 med linket til videosekvensen udgør en videregivelse af billeder som omhandlet i straffelovens § 264 d.

Landsretten tiltræder i den forbindelse, at der er uden betydning, at linket kun var virksomt i nogle timer, at det er uvist, om linket blev benyttet, og at videosekvensen på tidspunktet for videregivelsen allerede var tilgængelig på andre sociale medier. Spørgsmålet er herefter, om videregivelsen af videosekvensen var uberettiget.

Dette beror navnlig på en afvejning af, om videregivelsen af videoen indebærer en krænkelse af hensynet til beskyttelse af privatlivet, der overstiger hensynet til ytringsfriheden, jf. artikel 8 og 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Det følger af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at den funktion, som blandt andre bloggere udfører på internettet, efter omstændighederne kan sidestilles med de traditionelle mediers for så vidt angår beskyttelsen i henhold til artikel 10, jf. Højesterets dom af 24. februar 2024 i sag 92/2023 (UfR 2024.2260).

Landsretten finder, at Facebookopslagets funktion kan sidestilles med den funktion, de traditionelle medier udøver, således at beskyttelsen af opslaget skal vurderes efter samme målestok som den, der gælder for den traditionelle presse.

Landsretten lægger i den forbindelse vægt på, at Facebookopslaget skete som led i tiltaltes virke som politisk debattør og som en modreaktion på de danske mediers dækning af sagen, der ifølge tiltalte gav et forvrænget billede af sandheden.

Ved vurderingen af hensynet til ytringsfriheden lægger landsretten vægt på, at Facebookopslaget angik islamistisk terrorisme og i den forbindelse drabet på to skandinaviske kvinder i Marokko, hvilket er et emne, som har væsentlig samfundsmæssig interesse. Heroverfor står hensynet til Forurettedes eftermæle og hensynet til de efterladte, jf. artikel 8 om beskyttelse af privatliv.

Ved vurderingen af krænkelsen lægger landsretten vægt på, at Forurettede kan identificeres i forbindelse med videosekvensen, at videosekvensen, der varer i ca. 1 minut og 15 sekunder, viser drabet, halshugningen og adskillelsen af Forurettedes hoved fra kroppen samt handlinger i forbindelse med drabet på en anden kvinde, hvilket er særdeles traumatiserende for de efterladte.

Herefter, og da tiltalte kunne have beskrevet de nærmere omstændigheder omkring drabet uden at linke til videosekvensen, der efter mediets karakter og indhold har en meget kraftfuld effekt, finder landsretten, at hensynet til Forurettedes eftermæle og de efterladte vejer tungere end hensynet til ytringsfriheden.

Da der efter videoens karakter forligger særligt skærpende omstændigheder, findes tiltalte herefter skyldig i tiltalen. Straffastsættelse I hidtil pådømte sager om uberettiget videregivelse af videoer indeholdende drab er straffene – afhængig af de konkrete omstændigheder – fastsat til 3 eller 4 måneders fængsel.

Ved fastsættelsen af straffen i den konkrete sag finder landsretten, at der bør foretages en afvejning af grovheden af krænkelsen af hensynet til privatlivet over for tiltaltes formål med som blogger og politisk debattør at viderebringe videoen, der var at oplyse om den grusomhed, som islamisk begrundet terror blev udført med.

Der skal således også ved straffastsættelsen foretages en afvejning af hensynet til retten til privatliv over for hensynet til ytringsfriheden, jf. f.eks. Menneskerettighedsdomstolens dom af 31. oktober 2023 i sagen Bild GmbH og Co. mod Tyskland (sag 9206/18) præmisserne 27 og 44.

På denne baggrund stemmer fire voterende for at nedsætte straffens længde til fængsel i 30 dage, mens to voterende stemmer for at nedsætte straffens længde til fængsel i 60 dage. Der var enighed om at gøre straffen betinget med en prøvetid på 1 år. Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, således at straffen fastsættes til fængsel i 30 dage, der gøres betinget med en prøvetid på 1 år.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte ændres, således at tiltalte straffes med fængsel i 30 dage. Fuldbyrdelsen af straffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år fra denne dom på betingelse af, at tiltalte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden. Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.

AM2024.04.04Ø · UfR: U.2024.3199 og TfK: TfK2024.191
Landsretten har i præmisserne anført, at det er uden betydning, 1) at linket til videoen kun var virksomt i nogle timer, 2) at det er uvist, om linket blev benyttet, og 3) at videosekvensen på tidspunktet for videregivelsen allerede var tilgængelig på andre sociale medier. Straffen er fastsat ud fra en afvejning af hensynet til retten til privatliv over for hensynet til ytringsfriheden.
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/4cb05295-65ce-4811-8b3f-fbed62675768