SS-1580/2008-GLO

D22.DTD

.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 234.4px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }

Retten i Glostrup

D O M

afsagt den 27. juni 2012

Rettens nr. 15-1580/2008 Politiets nr. 0700-83990-01094-07

Domfældte CPR nr. mod Anklagemyndigheden

Sagen og parternes påstande

Domfældte, der afsoner en dom til forvaring, blev den 19. august 2005, mens han afsonede i Anstalten ved Herstedvester, anbragt i sikrings-celle fra den 19. august 2005 kl. 13.05 til den 21. august 2005 kl. 13.05, hvor han blev udtaget af sikringscelle. Anbringelsen skete under anvendelse af tåregas.

Domfældte har via sin advokat, advokat Claus Bonnez, fremsat krav om erstatning for anbringelsen i sikringscelle og for anvendelsen af tåregas.

Spørgsmålet om erstatning er i medfør af retsplejelovens § 1018 h indbragt for retten ved Statsadvokatens tilkendegivelse af 18. september 2007, der er modtaget af retten den 6. februar 2008.

Sagens behandling har været sat i bero på Rigsadvokatens principielle over-vejelser vedrørende kompetenceforhold og domstolsprøvelse i alle erstat-ningssager, der vedrører kriminalforsorgens indgreb over for strafafsonere, jf. Rigsadvokaten Informerer 9/2007, pkt. II.

Anklagemyndigheden har ved brev af 19. marts 2012 anmodet om, at sagens behandling genoptages. Anklagemyndigheden har samtidig nedlagt påstand om, at sagen afvises og om, at spørgsmålet om afvisning behandles på skrift-ligt grundlag.

Domfældtes advokat har i brev af 24. maj 2012 protesteret imod, at sagen afvises. Han har trods opfordring dertil ikke udtalt sig om, hvorvidt dette spørgsmål kan afgøres på skriftligt grundlag.

Retten har besluttet at afgøre spørgsmålet om afvisning på skriftligt grund-lag.

Sagens oplysninger

Std 75327

side 2

Af Anstalten ved Herstedvesters rapport vedrørende Domfældte og om anvendelse af sikringscelle fremgår, at Domfældte var anbragt i sikringscelle i 2 døgn fra den 19. august 2005 kl. 13.05 til den 21. august 2005 kl. 13.05. I rapporten er bl.a. anført:

Beskrivelse af episoden:

Inds. er d.d. i forhør v/Overvagtmester (...). Dette som følge af en rap-port udfærdiget af Person 1 vedr. trusler, truende adfærd og racistiske til-råb på hans person. Under dette forhør bliver inds. informereret om, at den slags trusler fremover vil resultere i, at inds. vil blive flyttet retur til celle I.5.

På trods af dette fortsætter disse trusler efter, at forhøret er bragt til ophør, og personalet har forladt cellen. Konklusionen bliver he-refter, at inds. skal flyttes tilbage til celle I.5, da han ikke har efterkom-met retningslinierne for at bo på celle I.6, og dermed mister privilegier. Indsatsleder Person 1, som d.d. forretter tjeneste på Vk bliver herefter kaldt op på afd. HI og sat ind i situationen.

Efter samråd med personalet på afd. HI bliver det besluttet, at der vil blive anvendt gas mod inds., hvis ikke han efterkommer personalets krav om at flytte på celle I.5 stil-le og roligt. Dette sker som følge af kendskab til inds. farlighed (se di-verse rapporter).

Inds. bliver efterfølgende kl. 12.55 informeret om det kommende for-løb, hvis ikke inds. stille og roligt følger med på celle I.5, svaret på det-te bliver, at "jeg skal ikke en skid. I kan bare give mig tåregas. I bliver politianmeldt hele bundtet, dette er tortur". Det bliver herefter besluttet, at der bliver brugt gas mod inds. Inds. bliver kl. 12.57 advaret om, at nu vil der blive brugt gas mod inds.

Dette har ingen effekt mod inds., og første gang gas bliver herefter sprøjtet ind. Inds. bliver herefter beordret til at lægge sig ned, dette ef-terkommer inds. ikke, og der bliver påny lagt gas ind på cellen.

Da der efterhånden er blevet sprøjtet meget gas ind til inds. uden den helt store effekt, beslutter undertegnede Person 1 pga. inds helbred, at det ikke fin-des forsvarligt at sprøjte yderligere gas ind på cellen, og beordrer deref-ter personalet til at trænge ind på cellen og udtage inds. med henblik på sikringscelleanbringelse.

Inds. bliver herefter anbragt i sikringscelle I.7. (...) Anbringelsen påkrævet for at: For at afværge truende vold eller overvinde voldsom modstand, jf. straffuldbyrdelseslovens § 66, stk. 1, nr. 1.

Magtanvendelse: Armsnoningsgreb samt benlås. Tåregas og skjolde (Se magtanvendel-sesrapport)

I magtanvendelsesrapporten er anført, at anvendelsen blev påbegyndt den 19. august 2005 kl. 12.57. Beskrivelsen af episoden er som i sikringscelle-rapporten. Under anvendelsen påkrævet for at, er anført:

side 3

For at gennemtvinge en påbudt foranstaltning, når øjeblikkelig gennem-førelse af denne er nødvendig og den indsatte afviser eller undlader at følge personalets anvisninger herom,jf. § 62, stk. 1, nr. 3.

Ved brev af 16. november 2005 klagede Domfældtes advokat til Di-rektoratet for Kriminalforsorgen over, at Domfældte "ganske uden grund blev anbragt i sikringscelle/enrum, og at personalet på et tidspunkt førte gas ind i hans celle. Han oplyser, at han ikke var voldsom eller på an-den måde gav anledning til dette indgreb". Der blev samtidig fremsat krav om erstatning for enrumsanbringelsen og magtanvendelsen.

Anstalten ved Herstedvester afviste klagen i brev af 14. december 2005, hvori bl.a. er anført:

(....) Anvendelse af skjolde og gas fandtes nødvendigt for at gennemtvinge flytning fra celle I-6. Deres klient nægtede at følge personalets anvis-ninger herom. Magtanvendelsen er sket med hjemmel i straffuldbyr-delseslovens § 62, stk. 1, nr. 3, § 62, stk. 2, og § 62, stk. 4.

På baggrund af personalets grundige kendskab til indsattes reaktions-mønster, blev det besluttet, at flytningen ville være mest skånsom ved anvendelse af gas, idet der ellers ville være overvejende sandsynlighed for, at indsatte ville sætte sig kraftigt til modværge, og at situationen dermed ville udvikle sig meget voldsomt.

Indsatte blev flere gange ad-varet om, at der ville blive sprøjtet gas ind i cellen, såfremt han ikke fri-villigt medvirkede ved flytningen. Indsatte nægtede trods advarslerne at efterkomme personalets anvisninger. Der blev herefter kl. 12.57 sprøjtet gas ind på cellen, og indsatte blev fikseret i sikringscellen for at afvær-ge truende vold, jf. straffuldbyrdelseslovens § 66, stk. 1.

Det skal bemærkes, at indsatte ved det efterfølgende lægetilsyn ikke på nogen måde er kommet til skade under magtanvendelsen.

Anstalten finder ikke grundlag for at udbetale erstatning for sikringscel-leanbringelsen, herunder anvendelse af gas. (...)

Domfældtes advokat påklagede den 16. december 2005 afgørelsen til Direktoratet for Kriminalforsorgen og fastholdt kravet om erstatning.

Direktoratet for Kriminalforsorgen traf afgørelse den 20. februar 2006. I af-gørelsen hedder det bl.a.:

Direktoratet er nået til det resultat, at Anstalten ved Herstedvesters an-vendelse af magtmidler, herunder tåregas, over for Deres klient var be-rettiget.

side 4

Direktoratet er endvidere nået til det resultat, at sikringscelleanbringel-sen ikke har været længere end nødvendig samt at anbringelsen var be-rettiget.

Direktoratet finder endelig ikke, at Deres klient har krav på erstatning i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 106 og § 107, idet de af anstalten iværksatte foranstaltninger har været berettigede. (...)

Vedrørende magtanvendelse:

Institutionen kan anvende magt over for en indsat, hvis det er nødven-digt for at afværge truende vold, overvinde voldsom modstand eller for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse. Dette fremgår af straf-fuldbyrdelseslovens § 62, stk. 1, nr. 1.

Institutionen kan endvidere anvende magt over for en indsat, hvis det er nødvendigt for at gennemtvinge en påbudt foranstaltning, når øjeblikke-lig gennemførelse af denne er nødvendig og den indsatte afviser eller undlader at følge personalets anvisninger herom. Dette fremgår af straf-fuldbyrdelseslovens § 62, stk. 1, nr. 3.

Magtanvendelse kan ske ved greb, skjold, stav og tåregas. Dette frem-går af straffuldbyrdelseslovens § 62, stk. 2.

Magtanvendelse skal foretages så skånsomt, som omstændighederne til-lader. Der skal gennemføres lægetilsyn efter magtanvendelse, hvis der er mistanke om sygdom, herunder om tilskadekomst, hos den indsatte i forbindelse med anvendelsen af magt, eller hvis den indsatte selv anmo-der om lægehjælp. Dette fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 62, stk. 4.

Hvis tåregas anvendes, skal den indsatte forinden være advaret herom. Dette fremgår af magtanvendelsesbekendtgørelsens § 6.

Når tåregas har været anvendt, skal der så hurtigt som muligt foretages indberetning herom til Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalfor-sorgen. Dette fremgår af magtanvendelsesbekendtgørelsens § 7, stk. 3.

Direktoratet har som ovenfor anført fundet, at anvendelsen af de konk-rete magtmidler i anstalten var berettiget.

Direktoratet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at Deres klient for-ud for magtanvendelsen gentagne gange havde opført sig truende over-for personalet og var fremkommet med konkrete dødstrusler, at det var besluttet at indsætte Deres klient i sikringscelle, at Deres klient ikke

side 5

ønskede at efterkomme personalets anvisninger, at anvendelsen af tåre-gas var varslet forud for anvendelsen, ligesom direktoratet navnlig har

lagt vægt på det af anstalten oplyste vedrørende anstaltens erfaringer med Deres klients reaktionsmønster sammenholdt med det anlagte skøn i den anledning.

Direktoratet skal bemærke, at Deres klient ses at være tilset af en læge i forbindelse med magtanvendelsen, ligesom anstalten som foreskrevet i de fastsatte retningslinier har foretaget indberetning til direktoratet.

Vedrørende sikringscelleanbringelse:

Ifølge straffuldbyrdelseslovens § 66, stk. 1, nr. 1, kan en indsat anbrin-ges i sikringscelle og herunder tvangsfikseres ved anvendelse af bælte, hånd- og fodremme samt handsker, hvis det er nødvendigt for at afvær-ge truende vold eller overvinde voldsom modstand.

Anbringelse i sikringscelle og tvangsfiksering må dog ikke foretages, såfremt der efter indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb. Dette fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 66, stk. 2.

Anbringelse i sikringscelle og tvangsfiksering skal videre foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader. Dette fremgår af straffuld-byrdelseslovens § 66, stk. 3.

Andre lempelige midler såsom udelukkelse fra fællesskab eller anbrin-gelse i observationscelle skal således være åbenbart utilstrækkelige.

Ved tvangsfiksering af en indsat i sikringscelle skal institutionen straks anmode en læge om at foretage tilsyn med den indsatte. Lægen skal til-se den pågældende, medmindre lægen skønner sådant tilsyn åbenbart u-nødvendigt. Dette fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 66, stk. 4. (...)

Direktoratet har som ovenfor anført fundet, at anbringelsen i og varig-heden af Deres klients ophold i sikringscelle var berettiget.

Direktoratet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at Deres klient gentagne gange fremkom med konkrete dødstrusler mv. overfor konkre-te medarbejdere i anstalten og at disse trusler blev gentaget under an-bringelsen, ligesom direktoratet ikke har fundet grundlag for at tilside-sætte det af anstalten anlagte skøn i relation til anvendelsen af sikrings-celle i forhold til andre reaktioner.

Direktoratet har - for så vidt angår udstrækningen af sikringscellean-bringelsen - lagt vægt på, at Deres klient under anbringelsen er frem-kommet med nye trusler overfor personalet, hvorfor direktoratet ej hel-

side 6

ler finder opretholdelsen ud over 24 timer uberettiget. (...)

Vedrørende erstatning:

En indsat har ret til erstatning efter reglerne i retsplejelovens § 1018 a, såfremt den indsatte uforskyldt har været anbragt i sikringscelle. Dette fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 106.

Der kan tillægges den, der under fuldbyrdelse af straf m.v. har været udsat for andre uforskyldte indgreb end de i § 106 nævnte, erstatning efter reglerne i retsplejelovens § 1018 a. Dette fremgår af straffuldbyr-delseslovens § 107.

Som ovenfor nævnt har direktoratet fundet, at magtanvendelsen overfor Deres klient samt sikringscelleanbringelsen af Deres klient var beretti-get, hvorfor direktoratet ej heller finder, at Deres klient har ret til erstat-ning i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 106 og § 107. (...)

Domfældtes advokat anmodede herpå Direktoratet for Kriminalfor-sorgen om, at spørgsmålet om erstatning blev indbragt for retten i medfør af retsplejelovens § 93 a. Direktoratet henviste ham til at fremsætte sådant krav over for anklagemyndigheden, jf. retsplejelovens § 1018 e, stk. 1.

Domfældtes advokat indbragte den 10. marts 2006 sagen for anklage-myndigheden med påstand om erstatning.

Statsadvokaten for Nordsjælland og Københavns Vestegn afslog den 20. februar 2007 at yde erstatning til Domfældte for indsættelse i skrings-celle samt brug af tåregas, idet statsadvokaten ikke fandt, at der var begået fejl eller forsømmelser fra Anstalten ved Herstedvesters side i forbindelse med tvangsindgrebene, jf. retsplejelovens § 1018 h.

Afgørelsen blev påklaget til Rigsadvokaten, der den 16. juli 2007 nåede til samme resultat som statsadvokaten. I Rigsadvokatens begrundelse er anført:

Afgørelse

Jeg har indhentet en udtalelse fra statsadvokaten og gennemgået sagens akter.

Jeg kan herefter meddele, at jeg er enig med statsadvokaten, og at jeg derfor ikke finder grundlag for at yde erstatning. Jeg har ved min afgø-relse lagt vægt på de samme forhold som anført af statsadvokaten.

Jeg skal endvidere bemærke følgende:

side 7

Det må lægges til grund, at Deres klient under sin afsoning af Højeste-rets dom af 15. marts 1999, hvorved Deres klient blev idømt forvaring, har haft gentagne sammenstød med fængselspersonalet i de af kriminal-forsorgens institutioner, hvor Deres klient har været placeret.

Dette understøttes af sagens oplysninger, hvoraf det fremgår, at Deres klient under afsoningen i Anstalten ved Herstedvester den 13. septem-ber 2005 blev politianmeldt for fremsættelse af trusler mod fængselper-sonalet begået såvel før som under og efter den episode, der er omfattet af nærværende sag, og at Deres klient efterfølgende ved Retten i Glost-rup den 31. august 2006 blev idømt fængsel i 8 måneder for overtræ-delse af straffelovens § 119, stk. 1, til dels § 245, stk. 1, jf. § 247, jf. § 83. Der verserer endvidere i øjeblikket en lignende sag ved Fyns Politi.

Som anført ovenfor blev Deres klient under et møde med overvagtme-steren den 19. august 2005 indskærpet, at fortsatte trusler mod persona-let ville medføre celleflytning. På trods af denne formaning fortsatte Deres klient med at fremkomme med trusler mod personalet, hvorfor det blev besluttet at flytte Deres klient.

Jeg finder derfor at måtte afvise Deres bemærkninger om, at det ikke var nødvendigt at flytte Deres klient, idet det naturligt må have en kon-sekvens, når en indsat fremsætter trusler på livet mod fængselspersona-let. I dette tilfælde blev Deres klient gjort bekendt med konsekvensen af fortsatte trusler, men Deres klient valgte desuagtet at fortsætte med at true personalet.

Deres klient blev opfordret til at medvirke til flytningen, men nægtede konsekvent dette, hvorfor beslutningen om anvendelse af tåregas blev truffet. Deres klient blev gjort bekendt med beslutningen, men ønskede fortsat ikke at medvirke til flytningen. Beslutningen blev i øvrigt tillige truffet på baggrund af institutionens kendskab til Deres klient og dennes voldelige adfærd overfor personalet. Jeg skal bemærke, at det fremgår af sagen, at man fra anstaltens side har anført, at man vurderede tåregas som værende den mindst mulige brug af magt overfor Deres klient og den mest skånsomme både overfor ham og personalet.

For så vidt angår anbrngelsen af Deres klient i sikringscelle finder jeg heller ikke, at Anstalten ved Herstedvester har handlet ansvarspådra-gende. Det fremgår af observationsrapporten, at Deres klient under den to døgn lange anbringelse fortsatte med at fremsætte trusler mod perso-nalet, hvilket skete ikke under 23 gange (foruden diverse ukvemsord m.v.).

Det fremgår således af rapporten, at Deres klient bl.a. udtalte: "I får brug for politianmeldelser, når jeg er færdige med jer. Jeg slår jer al-le sammen ihjel", "Jeg smadrer næsen op i hovedet på Person 2", "Person 3, jeg skærer halsen op på dig, fra øre til øre", "Person 4, hæng dig selv, eller jeg

side 8

skal gøre det for dig", "Du er en modig lille møgkælling bag det vindue, jeg moser dine øjne og æder dem. Næste gang vi står over for hinanden nakker jeg dig. Nu er det en dødsdom".

Først den 21. august 2005 om morgenen var Deres klient afdæmpet og meddelte, at han ønskede at blive flyttet, hvilket herefter skete kl. 13.05.

Jeg finder således ikke, at der foreligger oplysninger i sagen, der taler for, at anstalten har handlet ansvarspådragende i forbindelse med an-vendelsen af tåregas og sikringscelle.

For så vidt angår Deres henvisning til EMRK art. 3 skal jeg bemærke, at domstolen har behandlet mange sager om fysisk magtanvendelse over for frihedsberøvede personer. Der kan være tale om magtanven-delse i forbindelse med anholdelse eller over for frihedsberøvede (anholdte, varetægtsfængslede eller afsonere). Domstolen har fastslået, at fysisk magtanvendelse over for frihedsberøvede personer, der går ud over det absolut nødvendige ("strictly necessary") vurderet i forhold til den frihedsberøvedes egen handlemåde, udgør en krænkelse af artikel 3.

Henset til de af Deres klients egen handlemåde, herunder særligt de mange fremsatte dødstrusler, der fortsatte under anbringelsen i sikrings-celle, finder jeg ikke grundlag for at antage, at der ved indgrebene er sket en overtrædelse af EMRK art. 3. Jeg skal i øvrigt pointere, at Deres klient ikke fik nogen skader ved indgrebene, hvilket bekræftes af den læge, der havde tilsyn med Deres klient efter indgrebene. Der henvises i den forbindelse til de i sagen foreliggende rapporter vedr. sikringscelle-anbringelsen og magtanvendelsen i form af tåregas.

Såfremt afgørelsen ikke kan accepteres, kan den erstatningssøgende i medfør af retsplejelovens § 1018 f, stk. 1, begære kravet indbragt for retten. (...)

Ved brev af 8. september 2007 anmodede Domfældtes advokat om, at kravet om erstatning blev indbragt for retten.

Retten modtog sagen den 6. februar 2008 med Statsadvokatens tilkendegi-velse af 18. september 2007. Det fremgår af tilkendegivelsen, at anklage-myndigheden påstår frifindelse for kravet, idet det gøres gældende, at der ik-ke foreligger ansvarspådragende adfærd fra myndighedernes side.

Parternes synspunkter vedrørende spørgsmålet om afvisning

Anklagemyndigheden har til støtte for påstanden om afvisning gjort gælden-del, at sagen ikke vedrører krav om erstatning i anledning af strafferetlig for-

side 9

følgning omfattet af retsplejelovens kap. 93 a. Der er henvist til Rigsadvoka-tens brev af 16. februar 2012 til anklagemyndigheden og til Rigsadvokaten Informerer nr. 1/2012.

I Rigsadvokatens brev af 16. februar 2012 og i Rigsadvokaten Informerer nr. 1/2012 er bl.a. anført:

"Jeg skal henvise til Justitsministeriets bemærkninger til lovforslag nr. L 9 til lov om ændring af straffuldbyrdelsesloven og retsafgiftsloven (Revision af straffuldbyrdelsesloven mv.), der blev fremsat den 9. november 2011 og er vedtaget som lov nr. 113 af 3. februar 2012. Justitsministeriet har om kompetencespørgsmålet blandt andet anført følgende (de almindelige be-mærkninger pkt. 3.11.2):

Det er Justitsministeriets opfattelse, at straffuldbyrdelseslovens § 112, nr. 9, endeligt gør op med, hvilke erstatningskrav som følge af indgreb under straffuldbyrdelsen der skal være genstand for en særlig let adgang til domstolsprøvelse. De erstatningskrav, der ikke er omfattet af § 112, nr. 9, kan således alene indbringes for domstolene i medfør af grundlo-vens § 63.

Det er desuden Justitsministeriets opfattelse, at den admini-strative afgørelse af spørgsmål om erstatning for uforskyldte indgreb under straffuldbyrdelsen - uanset om indgrebet falder inden for eller uden for straffuldbyrdelseslovens § 112, nr. 9 - skal afgøres af kriminal-forsorgen, jf. straffuldbyrdelseslovens § 109, og ikke tillige kan afgøres af anklagemyndigheden, jf. retsplejelovens § 1018 e. (...) I overensstemmelse hermed forudsættes det med det ovenfor anførte, at krav om erstatning for uberettigede indgreb under straffuldbyrdelsen ik-ke kan behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a.

Justitsmi-nisteriet finder ikke, at der er behov for særlige regler om let adgang til domstolsprøvelse for sådanne krav. Krav, der ikke er omfattet af straf-fuldbyrdelseslovens § 112, vil derfor alene kunne indbringes for dom-stolene i medfør af grundlovens § 63."

Domfældte har anført, at der protesteres mod afvisning. Der er hen-vist til, at sagerne er rejst længe før den af anklagemyndigheden påståede lo-vændring eller praksisændring er trådt i kraft. Det fastholdes således, at sa-gen skal hovedforhandles.

Det bestrides, at lov nr. 113 af 3. februar 2012 udtrykkeligt tager stilling til en ophævelse af den hidtil gældende retstilstand, hvorefter sager af den om-handlede art kan domstolsprøves under den procesform, som aktuelt anven-des i sagen. Det er alene i Justitsministeriets bemærkninger i punkt 3.11.2, at der er en omtale af en ændring af procesformen. Der er således intet udtryk-keligt nævnt om en ændret procesform i selve lovteksten.

I den aktuelle sag er der tale om grove overgreb mod indsat. Der er anvendt

side 10

gas mod ham, medens han opholdt sig i en lukket fængselscelle.

I Alignes mod Tyrkiet afgjort af Den Europæiske Menneskerettighedsdoms-tol (EMD) den 10. april 2012 under sagsnummer 9829/07 fandt EMD, at EMRK artikel 3 var krænket som følge af, at politiet havde anvendt gas mod en person, efter at denne var blevet anholdt (præmis 42 og præmis 43).

I præmis 39 og præmis 40 gennemgår EMD praksis ved CPT vedrørende pe-berspray og bemærker i præmis 41, at EMD er enig med CPT i, at det ikke kan retfærdiggøres at anvende sådanne gasser mod en person, som allerede er under de retshåndhævende myndigheders kontrol ("... that there can be no justification for the use of such gases against an individual who has already been taken under the control of the law enforcement authorities ...").

Af præ-mis 37 fremgår det forudsætningsvist, at EMD sidestiller "tåregas"("teargas") og "peberspray" ("pepperspray").

Domfældte, der befandt sig i en lukket fængselscelle, hvor han efter det oplyste i øvrigt forholdt sig i ro, må siges i særlig grad at have været un-der myndighedernes kontrol på det tidspunkt, hvor der blev anvendt gas mod ham.

Den europæiske torturkomite (CPT) har efter sit bsøg i Tjekkiet i marts 2008 udtalt, at brugen af peberspray i en fængselscelle var "Ill-treatment" og dermed i strid med torturbestemmelsen i EMRK artikel 3. Endvidere udtalte komiteen under samme besøg, at peberspray ikke bør være en del af fæng-selsfunktionærernes standardudstyr. I 2008 fremkom komiteen med lignende udtalelser efter et besøg i Holland.

Behandlingen af Domfældte i den aktuelle sag er udtryk for grove krænkelser af EMRK artikel 3.

Det er velkendt, at en domstolsprøvelse efter grundlovens § 63 ikke opfylder de processuelle krav, som EMRK stiller med hensyn til de nationale myn-digheders pligt til at foretage en særlig grundig prøvelse ("strict scrutiny") af påståede krænkelser af EMRK artikel 3. Om kravene til procesformen kan der henvises til for eksempel Alibekov mod Rusland afgjort af EMD den 14. maj 2009 under sagsnummer 8413/02. Se navnlig præmis 63.

Det har formodningen mod sig, at lovgivningsmagten ville vedtage et lov-forslag, som er i direkte modstrid med Danmarks konventionsmæssige for-pligtelser. Der er intet nævnt hverken i justitsministeriets bemærkninger el-ler andre steder i bemærkningerne til lov nr. 113 af 3. februar 2012 om, at lovgivningsmagten er opmærksom på (eller gjort opmærksom på), at en lo-vændring af den omhandlede art kan stride mod for eksempel EMRK artikel 3.

Sagen er anlagt inden lovændringen, og sagen kan allerede af denne grund ikke afvises under henvisning til en senere lovændring. Endelig vil en afvis-

side 11

ning af sagen forsinke den yderligere. Den lange sagsbehandling, som indtil videre har fundet sted, udgør allerede på nuværende tidspunkt en krænkelse af EMRK artikel 6. Denne krænkelse øges efter Domfældtes opfattel-se af, at noget kunne tyde på, at sagen af myndighederne er sat i bero alene med det formål at afvente en eventuel lovændring. En sådan praksis er ulov-lig også efter dansk ret.

Rettens afgørelse og begrundelse

Retten bemærker indledningsvis, at den omstændighed, at anklagemyndig-heden har behandlet Domfældtes anmodning om erstatning efter reg-lerne i retsplejelovens kapitel 93 a og derpå indbragt sagen for retten i med-før af retsplejelovens § 1018 f, ikke er til hinder for, at anklagemyndigheden nu kan nedlægges påstand om afvisning, og at retten forlods tager stilling til, hvorvidt sagen overhovedet kan behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a.

Baggrunden for sagen er et indgreb i form af anbringelse i sikringscelle i 2 døgn og magtanvendelse i form af brug af tåregas, der blev besluttet af An-stalten ved Herstedvester efter reglerne i straffuldbyrdelseslovens § 66, stk. 1, nr. 1, og § 62, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 2.

Beslutningen har været påklaget til Direktoratet for Kriminalforsorgen, der den 20. februar 2006 har truffet en endelig administrativ afgørelse, hvorefter anstaltens beslutning om anbrin-gelse i sikringscelle og om magtanvendelse havde været berettiget. Direkto-ratet for Kriminalforsorgen fandt samtidig, at Domfældte ikke havde krav på erstatning efter straffuldbyrdelseslovens § 106 og § 107.

Krav om erstatning i anledning af indgreb under fuldbyrdelse af straf er re-guleret i straffuldbyrdelseslovens kapitel 20. Efter straffuldbyrdelseslovens § 106, nr. 2, har en indsat ret til erstatning efter reglerne i retsplejelovens § 1018 a, såfremt den indsatte uforskyldt har været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller sikringscelle.

Efter § 107 kan der tillægges den, der under fuldbyrdelse af straf m.v. har været udsat for andre uforskyldte indgreb end de i § 106 nævnte, erstatning efter reglerne i retsplejelovens § 1018 a.

Afgø-relse vedrørende sådanne krav om erstatning træffes af Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, jf. lovens § 109 og bekendtgørelse om behandlingen af krav fra dømte i anledning af uforskyldte indgreb under fuldbyrdelse af straf, m.v.

Efter straffuldbyrdelseslovens § 112 kan visse nærmere opregnede endelige administrative afgørelser af særlig indgribende karakter inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt, af den indsatte kræves indbragt til prøvelse for retten. Opregningen i § 112 af hvilke afgørelsestyper, der er omfattet af lovens let-tere adgang til domstolsprøvelse, er udtømmende. Efter § 112, nr. 3, kan en afgørelse efter § 70, stk. 1, jf. § 67, om disciplinærstraf i form af strafcelle i mere end 7 dage, kræves indbragt til prøvelse for retten. Efter § 112, nr. 9, kan en afgørelse om nægtelse af erstatning efter § 106 i anledning af ufor-

side 12

skyldt udståelse af fængselstraf i for lang tid eller anbringelse i strafcelle, jf. nr. 3, kræves indbragt til prøvelse for retten. En endelig administrativ afgø-relse om sikringscelle efter straffuldbyrdelseslovens § 66 for at afværge tru-ende vold, mv. og om magtanvendelse efter straffuldbyrdelsslovens § 62 er således ikke omfattet af straffuldbyrdelseslovens § 112, nr. 3 eller nr. 9. Prø-velse af sådan afgørelse ved domstolene må ske ved et almindeligt civilt sagsanlæg i medfør af grundlovens § 63.

I forarbejderne til straffuldbyrdelsesloven var det forudsat, at en indsat som hidtil kunne forlange et erstatningskrav vedrørende foranstaltninger eller indgreb under straffuldbyrdelsen, der blev rejst efter dansk rets almindelige regler (culpareglen) behandlet efter de processuelle regler i retsplejelovens kapitel 93 a, jf. retsplejelovens § 1018 h, jf. lovforslaget L 145 af 8. decem-ber 1999, pkt. 9.1.1 s. 109 - 110, og bemærkningerne til § 112, nr. 9, s. 174.

Lovforslaget L 9 af 9. november 2011 til lov om ændring af straffuldbyr-delsesloven og retsafgiftsloven indeholder under pkt. 3.11 om Dom-stolsprøvelse af afslag på erstatning de af Rigsadvokaten i Rigsadvokaten Informerer 1/2012 citerede bemærkninger om Justitsministeriets overvejel-ser.

Den vedtagne lov nr. 113/2012 om ændring af bl.a. straffuldbyrdelseslo-ven indeholder om domstolsprøvelse kun den ændring i straffuldbyrdelseslo-vens § 112, nr. 9, at der efter "strafcelle" er indføjet "i mere end 7 dage" for at tydeliggøre, at disciplinærstraf i form af strafcelle skal have haft en varig-hed på mere end 7 dage for, at afgørelsen er omfattet af § 112, nr. 9.

Der er således ikke tale om, at sagen afgøres efter ændrede lovbestemmelser.

En anvendelse af retsplejelovens § 1018 h forudsætter, at der er tale om et indgreb i anledning af strafferetlig forfølgning. Beslutningen om, at Domfældte skulle anbringes i sikringscelle og vurderingen af, at det var nødvendigt at anvende magt, er ikke truffet i anledning af strafferetlig for-følgning.

Afgørelse om sådanne indgreb træffes typisk med det formål at af-værge en truende situation, for at sikre opretholdelse af orden og sikkerhed i afsoningsinstitutionen og for at gennemtvinge en nødvendig påbudt foran-staltning, som den indsatte afviser at følge. Afgørelser af den karakter blev netop undtaget for domstolsprøvelse efter straffuldbyrdelseslovens § 112.

Hvis afgørelsen skulle kunne behandles efter retsplejelovens kapitel 93 a, ville det også være ensbetydende med en omgåelse af den udtømmende op-remsning af, hvilke afgørelse og indgreb, der efter straffuldbyrdelsesloven kan domstolsprøves.

Det vil endvidere indebære, at afgørelser, der hører un-der kriminalforsorgen og er afgjort endeligt af Direktoratet for Kriminalfor-sorgen, tillige skulle kunne behandles af anklagemyndigheden.

Retten er herefter enig i, at straffuldbyrdelseslovens § 112, nr. 9, må forstås således, at bestemmelsen endeligt gør op med, hvilke erstatningskrav, der kan kræves domstolsprøvet, at erstatningskrav i anledning af indgreb under fuldbyrdelse af straf m.v. afgøres af kriminalforsorgen, og at sådanne krav, der ikke udspringer af indgreb, der er sket som led i strafferetlig forfølgning,

side 13

ikke kan behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a. Det af Domfældte anførte om EMRK kan ikke i sig selv føre til et andet resultat, herunder til at sagen skulle kunne behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a.

Retten tager derfor anklagemyndighedens påstand om afvisning til følge.

Efter omstændighederne skal statskassen betale sagens omkostninger.

Thi kendes for ret

:

Sagen afvises.

Statskassen betaler sagens omkostninger

Dommer