82/2020

Beslutning om at udvise T ophævet efter udlændingelovens § 50 a, stk. 2, og EMRK artikel 3 T blev ved Østre Landsrets dom af 10. marts 2010 fundet skyldig i bl.a. to forhold af forsøg på manddrab. Han blev frifundet for straf, jf. straffelovens § 16, stk. 1, og dømt til anbringelse i psykiatrisk afdeling (senere ændret til behandling på psykiatrisk afdeling). Han blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Sagen angik, om der nu var grundlag for at ophæve udvisningen efter udlændingelovens § 50 a, stk. 2. Højesteret lagde til grund, at der siden landsrettens kendelse var sket en alvorlig forværring af T’s psykiske helbred. Han havde ifølge de psykiatriske udtalelser i sagen været indlagt på lukket afdeling siden december 2021, han var psykotisk med visuelle og auditive hallucinationer, og han burde fortsætte langvarig behandling med antipsykotisk medicin. Ophørte han med at indtage antipsykotisk medicin, ville risikoen for tilbagefald af skizofreni være betydelig, og risikoen for personfarlig kriminalitet – der allerede var høj – ville stige, hvis behandlingsforløbet blev afbrudt. I en sådan situation ville han ifølge de nævnte udtalelser risikere at blive udsat for en ”intens psykisk lidelse”, herunder eventuel suicidalrisiko. Der kunne på det foreliggende grundlag ikke ses bort fra, at T ved afbrydelse af behandlingsforløbet kunne risikere at blive udsat for intens psykisk lidelse som nævnt i Menneskerettighedsdomstolens dom af 7. december 2021 i sagen Savran mod Danmark, præmis 134. Om mulighederne for behandling i hjemlandet forelå kun de oplysninger fra april 2020, som var omtalt i landsrettens kendelse, og som ikke angik alle de lægemidler, T ifølge de seneste lægelige oplysninger blev behandlet med. Som sagen forelå oplyst, fandt Højesteret, at udvisningen af T burde ophæves efter udlændingelovens § 50 a, stk. 2, og Menneskerettighedskonventionens artikel 3. Landsretten var kommet til et andet resultat.