OLR — Østre Landsret
AM2025.03.18Ø2
OL-2025-Ø-00021
AM2025.03.18Ø Københavns Byrets
DOM
Dato: 4. februar 2025 Rettens sagsnr.: 4-481/2025 Politiets sagsnr.: 0100-84141-00101-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født august 1950 Sagens baggrund og parternes påstande Anklageskriftet er modtaget den 9. januar 2025.
Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af udlændingelovens § 59 b, stk. 2, ved forud for den 22. december 2024 ca. kl. 08.15 i Gate F8, Finger F, Schengen i Københavns Lufthavn i Kastrup, at være indrejst her i landet, uagtet tiltalte ved Østre Landsrets dom af 28. januar 2004 blev idømt 3 år og 6 måneders fængsel og udvist af Danmark med et indrejseforbud gældende for bestandigt.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at tiltalte i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 3, og § 24, nr. 2, jf. § 32, stk. 4, nr. 4 og 5, jf. stk. 1, udvises med indrejseforbud i 6 år.
Tiltalte har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært om rettens mildeste dom, herunder således at straffelovens § 83 bringes i anvendelse. Forklaringer Der er afgivet forklaring af tiltalte. Tiltalte har til retsbogen afgivet følgende forklaring: "… Tiltalte forklarede, at det er rigtigt, at han rejste ind i Danmark om morgenen den 22. december 2024. Han blev standset af politiet i Københavns Lufthavn.
Politiet fortalte ham, at det skyldtes, at han havde overtrådt udlændingeloven, og at han ikke måtte komme til Danmark. Han var kommet hertil sammen med en kollega, fordi han skulle gøre forretninger med sin søn som mellemmand. Han skulle være rejst hjem med et fly senere samme aften, som han blev anholdt. Han havde købt en flybillet til hjemrejsen. Han modtog en dom i Østre Landsret for en del år siden.
Han var til stede, da dommen blev afsagt. Han kan huske, at han i forbindelse med dommen, hvor han blev idømt en straf på 3 år og 6 måneders fængsel, blev udvist af Danmark. Han blev udsendt til Østrig. Han kan dog ikke i dag huske, at han blev vejledt om, at han havde fået et indrejseforbud.
Foreholdt Rapport, Fortsat (bilag 2, side 1, 4. afsnit), hvoraf fremgår: "… Undervejs til Border Police udtalte sagens person spontant, at han var på dagsrejse til Danmark fra Warszawa og skulle hjem igen senere i dag.
Han udtalte ligeledes at han lavede noget ulovligt i Danmark for mange år siden og fik indrejseforbud, men at han ikke vidste om forbuddet stadig var gældende. …" forklarede han, at Polen ikke var medlem af EU, da han blev udvist af Danmark for 20 år siden. Atter adspurgt, herunder til relevansen af Polens EU-medlemskab, forklarede han nu, at hans engelske under samtalen med politimanden ikke var perfekt.
Politimanden sagde til ham, at det var ulovligt for tiltalte at rejse ind i Danmark. Han har ikke sagt som anført i politirapporten, for han kunne ikke på det tidspunkt huske, at han fortsat havde et indrejseforbud, som var gældende. Adspurgt af forsvareren oplyste han, at hans indrejse i Danmark selvfølgelig skete i eget navn. Han fremviste også sit eget pas.
Forretningsmødet skulle have fundet sted på et lufthavnshotel. Hvis han havde vidst, at han havde forbud mod at indrejse i Danmark, ville han aldrig være kommet til Danmark.
Adspurgt om han i så fald kunne have valgt at holde forretningsmødet online hjemme fra Polen, forklarede han, at det kunne han i princippet godt, men at der var nogle sensitive detaljer i handlen/aftalen, og at det altid er lettere at forhandle, når man er fysisk sammen med den, man forhandler med. …" Personlige oplysninger Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han er 74 år gammel.
Han var for nogle år siden involveret i en togulykke, hvorfor han måtte undergå en operation i ryggen. Han lider derudover af begyndende demens, som han modtager receptpligtig medicin for. Han har derudover problemer med nyrerne og andre organer. Hans hukommelse er heller ikke så god længere.
Tiltalte er tidligere straffet ved Østre Landsrets ankedom af 28. januar 2004 med fængsel i 3 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, jf. lovgivningen om euforiserende stoffer; udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.
Rettens begrundelse
og afgørelse Det fremgår af udskrift fra Kriminalregisteret, at afgørelsen om udvisning i henhold til Østre Landsrets ankedorn af 28. januar 2004 er blevet forkyndt for tiltalte, og at tiltalte blev udsendt af Danmark den 11. februar 2004.
Anklagemyndigheden har under hovedforhandlingen oplyst, at det pga. sagens alder ikke har været muligt at fremskaffe rets og dombog eller nærmere oplysning om forkyndelsesmåde i sagen fra 2004.
Efter tiltaltes egen forklaring lægger retten til grund, at han var til stede under domsafsigelsen i Østre Landsret, og at han derfor modtog besked om, at han var blevet idømt en fængselsstraf af 3 år og 6 måneders varighed, ligesom han blev udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt.
Når dette sammenholdes med tiltaltes spontane udtalelse til grænsepolitiet samt det af tiltalte forklarede i retten om, at han ikke vidste, om forbuddet stadig var gældende, sammenholdt med det faktum, at tiltalte intet har gjort for at undersøge forholdet nærmere, er det bevist, at tiltalte i hvert fald indså muligheden for, at indrejseforbuddet der var meddelt ham for bestandigt fortsat var gældende, og at han accepterede denne mulighed for det tilfælde, at det faktisk forholdt sig på denne måde.
Tiltalte er derfor skyldig i overensstemmelse med den rejste tiltale. Straffastsættelse Straffen fastsættes i medfør af udlændingelovens § 59 b, stk. 2, til fængsel i 1 år, idet retten finder, at der ikke foreligger oplysninger om gerningen, gerningsmandens person eller andre forhold, der afgørende taler for at nedsætte straffen under strafferammen.
Der er herunder lagt vægt på, at tiltalte efter sin egen forklaring, som er understøttet af de fremlagte flybilletter, ikke blot var i kortvarigt transit i Københavns Lufthavn, idet formålet med tiltaltes rejse var at komme til Danmark, og at han havde til hensigt at gøre ophold her i landet i ca. 13 timer. Tiltalte indrejste efter sin egen forklaring i Danmark for at gøre forretning.
Det oplyste om tiltaltes alder og helbredsforhold kan under disse omstændigheder heller ikke føre til at nedsætte straffen under strafferammen. Udvisning Da udvisning ikke med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, tager retten i medfør af de påberåbte bestemmelser påstanden om udvisning til følge som nedenfor bestemt, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2.
Thi kendes for ret
: Tiltalte Tiltalte straffes med fængsel i 1 år. Tiltalte udvises af Danmark. Tiltalte pålægges indrejseforbud i 6 år. Indrejseforbuddet regnes fra udrejsen eller udsendelsen. Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder 9.090 kr. med tillæg af moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat Martin Cumberland. Et tidligere udlagt salær på 4.312,50 kr. med tillæg af moms til den tidligere beskikkede forsvarer, advokat Advokat, udredes endeligt af tiltalte. ::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 1. afdelings
DOM
(landsdommerne Jon Fridrik Kjølbro, Karen Hald og Jesper Aagaard (kst.)). Dato: 18. marts 2025 Rettens sagsnr.: S-410-25 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født august 1950, (advokat Martin Cumberland, besk.) Dom afsagt af Københavns Byret den 4. februar 2025 (SS 4-481/2025) er anket af Tiltalte med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.
Supplerende oplysninger Der er for landsretten fremlagt en rapport fra Københavns Politi af 11. februar 2004 udfærdiget kriminalassistent Person1, hvoraf fremgår blandt andet: ”… Vkk. Person2 har den 09 02 04 forkyndt udvisningsformularerne P 612-70 og P 612-71 for Tiltalte i Vestre fængsel. ./. Rapport med formularerne omkring forkyndelsen vedlægges. …” Formularerne omkring forkyndelsen er fortsat ikke fremlagt.
Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte. Tiltalte har supplerende forklaret blandt andet, at han er pensionist. Han skulle gøre forretninger i Danmark, fordi han hjælper sin søn. De skulle eksportere korn fra Ukraine til Tyrkiet. Det er ret besværligt at handle med Ukraine, og derfor havde hans søn bedt ham om at hjælpe.
Sønnen havde ikke selv tid, og tiltalte har desuden større erfaring. Tiltalte var sammen med en kollega/kammerat fra Ukraine i Danmark. Mødet skulle finde sted i Danmark, fordi tiltalte skulle mødes med en person fra Istanbul. Den begyndende demens, som tiltalte lider af, har ingen betydning for hans evne til at deltage i mødet. Tiltalte modtager receptpligtig medicin.
Han nævnte det ikke til politiet, fordi han i varetægtsfængslet har fået receptpligtig medicin fra Polen. Hans kammerat er ukrainer og har et selskab i Polen. Meningen var, at de skulle kommunikere på ukrainsk, polsk og engelsk. Tiltalte har ikke mødt ham fra Tyrkiet, for tiltalte blev anholdt forinden. De andre ventede på ham til mødet.
Han blev forskrækket, da politiet oplyste, at han ikke måtte rejse ind i Danmark. Han ved godt, at han blev udvist i 2004, men han fik ikke i den forbindelse at vide, at han aldrig nogensinde måtte komme tilbage til Danmark. Det ville han have husket. Han har ikke sagt som anført i de spontane udtalelser til politiet. Han har ikke i byretten forklaret, at han ikke kunne huske, at der var et gældende indrejseforbud.
Han vidste det ikke. Polen blev medlem af EU i 2004. Han har tænkt, at polske statsborgere før Polens medlemskab af EU ikke havde samme rettigheder som EU-borgere. Han troede, at han kunne indrejse i Danmark, og han vidste ikke, at han ikke måtte indrejse. Han husker ikke, at en betjent var i fængslet den 9. februar 2004 og forkyndte udvisningsformularerne.
Tiltalte har generelt svært ved at huske, og det bliver værre med alderen. Der er Alzheimers sygdom i hans familie, og han modtager medicin for sygdommen. Derudover har han for nogle år siden været involveret i en togulykke. Han modtog i den forbindelse stærk smertestillende medicin. Han blev også opereret i rygsøjlen og har efterfølgende delvist mistet blandt andet hørelsen. Han mistede bevidstheden ved togulykken.
Han får medicin i fængslet, men han får ikke den samme medicin, som han får i Polen, hvor han også går til fysioterapi. Han fylder 75 år til sommer og har mange helbredsmæssige skavanker. Helbredet bliver værre og værre. Han husker, at han blev dømt i byretten i 2003. Tiltalte har under denne sag været frihedsberøvet fra den 22. december 2024, og tiltalte har været fortsat frihedsberøvet under ankesagen.
Landsrettens begrundelse og resultat
Det er også for landsretten ubestridt, at tiltalte har handlet som beskrevet i anklageskriftet. Spørgsmålet er, om overtrædelsen kan tilregnes ham som forsætlig eller uagtsom.
Efter det oplyste lægger landsretten til grund, at tiltalte, der var frihedsberøvet under sagens behandling og bistået af en forsvarer, var til stede, da han ved Østre Landsrets ankedom af 28. januar 2004, der stadfæstede Københavns Byrets dom af 17. juni 2003, blev straffet med fængsel i 3 år og 6 måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.
Efter det for landsretten oplyste, herunder anmærkning i kriminalregisteret og politirapport af 11. februar 2004, lægger landsretten endvidere til grund, at beslutningen om udvisning blev forkyndt for tiltalte den 9. februar 2004 i forbindelse med den forestående prøveløsladelse og udsendelse af Danmark, der fandt sted den 11. februar 2004.
Herefter, og da det, tiltalte i øvrigt har anført, ikke kan føre til en anden vurdering, lægger landsretten til grund, at tiltalte, da han indrejste i Danmark den 22. december 2024, var bekendt med, at han var udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.
På den baggrund og i øvrigt af de grunde, der er anført af byretten, tiltræder landsretten, at det er bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen, og at overtrædelsen kan tilregnes ham som forsætlig. Straffen findes af de af byretten anførte grunde passende. Landsretten tiltræder byrettens bestemmelse om udvisning. Herefter stadfæster landsretten dommen.
Thi kendes for ret
: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte stadfæstes. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.
