490/2007

Salgsdirektør bortvist med urette – erstatning forhøjet B indgik i begyndelsen af 2005 en aftale med A om salg af en del af virksomheden V A/S, som B var medejer af. B blev efterfølgende ansat hos A som salgsdirektør. Ansættelsesaftalen var fra As side uopsigelig i ét år. Lønnen for stillingen var årligt 420.000 kr. Oven i denne løn kom en ydelse på 150.000 kr. om året for en særlig konsulentydelse, som B tillige skulle levere til A. I april 2005 blev As direktør og B uenige om fortolkningen af ansættelsesaftalen: A krævede bl.a., at B skulle afrapportere fravær, og at B ikke kunne arbejde hjemmefra. B hævdede, at der eksisterede en mundtlig aftale om hjemmearbejde, og at han med hjemmel i denne aftale også selv tilrettelagde sin arbejdstid. Uenighederne fortsatte på mail og førte den 8. april 2005 til, at A tildelte B en advarsel om straks at efterkomme As ovennævnte krav, og da B efterfølgende bestred As udlægning af aftalen, blev han den 11. april 2005 bortvist. B tilmeldte sig herefter elektronisk arbejdsfor-midlingen, men foretog sig i øvrigt ikke noget for at finde nyt arbejde. B anførte, at han var uberettiget bortvist og krævede erstatning. A påstod frifindelse og henvi-ste også til, at B ikke havde forsøgt at begrænse sit tab ved aktivt at søge nyt arbejde, og at en eventuel erstatning derfor måtte nedsættes i lyset heraf. A mente heller ikke, at konsulentydel-sen kunne indgå i beregningen for en eventuel erstatning. Højesteret fandt, at B ikke havde godtgjort eksistensen af den hævdede mundtlige aftale med A. Højesteret fandt endvidere, at der ikke i Bs tilkendegivelser eller indholdet af mailkorre-spondancen i øvrigt, var grundlag for at bortvise B, og at B derfor havde krav på at blive stil-let, som han økonomisk ville have været det, hvis kontrakten med A først var blevet bragt til ophør efter udløbet af uopsigelighedsbestemmelsen. Endvidere udtalte Højesteret, at den klare kontraktmæssige sammenhæng mellem købet af virksomheden, og det efterfølgende vederlag til B medførte, at B havde krav på dækning for både løn og for konsulentydelsen i hele uopsigelighedsperioden, og at almindelige ansættel-sesretlige tabsbegrænsningsbetragtninger ikke kunne føre til, at B skulle have nedsat sin er-statning. Dommen var en ændring af Sø- og Handelsrettens afgørelse, der havde nedsat Bs erstatning under hensyn til hans manglende forsøg på at søge nyt arbejde.