BS-2002/2014-OLR

.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 90.9px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }

Den 25. august 2014 satte Østre Landsret retten i retsbygningen, Bredgade 59, København.

Som dommere fungerede landsdommerne Karsten Bo Knudsen, Katja Høegh og Morten Schou Kierulff (kst.) og førstnævnte som rettens formand.

Som protokolfører fungerede Medarbejder ved retten.

Der foretoges

11. afd. kære nr. B-2002-14: Advokat Tyge Trier som beskikket advokat for Borteblevne og Borteblevnes ægtefælle (advokat Tyge Trier) har kæret Københavns Byrets kendelse af 17. juni 2014.

Ingen var mødt eller indkaldt.

Der fremlagdes kæreskrift af 27. juni 2014 fra advokat Tyge Trier, hvorved han som be-skikket advokat for Borteblevne og på vegne Borteblevnes ægtefælle har kæret Københavns Byrets kendelse af 17. juni 2014 (BS 11D-1987/2014) om at der ikke skal ske offentlig indkaldelse af Borteblevne, domme-rens fremsendelsesbrev af 2. juli 2014 og udskrift af retsbogen indeholdende den kærede afgørelse.

Byretten har ved sagens fremsendelse henholdt sig til den trufne afgørelse.

- 2 -

De modtagne bilag var til stede.

Efter votering afsagdes

k e n d e l s e :

Borteblevnelovens § 6 har følgende ordlyd:

Ӥ 6

Anmodning om offentlig indkaldelse kan indgives, når der er gået 5 år, siden den borteblevne sidst vides at have været i live.

Stk.2. Hvis den borteblevne dengang var i livsfare eller der i øvrigt efter en samlet vurdering af de foreliggende omstændigheder er en særdeles høj grad af sandsynlighed for, at den pågældende er død, er fristen kun 6 måneder.”

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslag nr. L 152 (Forslag til Lov om ændring af lov om borteblevne (Ændring af betingelserne for at afsige dødsformodningsdom), FT 2004-05, 2. samling, tillæg A, side 6841-6843):

”3. Lovforslagets udformning

3.1. Reglerne om, hvornår der kan afsiges dødsformodningsdom

Reglerne om, hvor lang tid der skal gå, før der kan rejses en sag om afsigelse af dødsformodningsdom vedrørende en forsvundet person, bør ramme den rette balance mellem forskellige hensyn.

Under hensyn til en dødsformodningsdoms omfattende og indgribende retsvirkninger for den borteblevne, hvis bo i givet fald bliver skiftet, er det væsentligt, at fristerne er så lange, at man kan gå ud fra, at en person, der ikke har givet livstegn inden fristens udløb, normalt er død.

På den anden side tilsiger hensynet til de efterladte m.v., at fristerne ikke er længere, end det er nødvendigt, dels fordi det ofte kan have væsentlig øko-nomisk og juridisk betydning for de pårørende at få en retlig afklaring, dels fordi de efterladte også følelsesmæssigt kan have behov for, at der officielt sættes et punktum.

Under hensyn til nutidens stærkt forøgede kommunikationsmuligheder – her-under udbredelsen af (mobil)telefoni og anvendelsen af internetkommunikation – forbedrede samfærdselsforhold, et øget internationalt politimæssigt samar-bejde og generelt forbedrede muligheder for eftersøgning og efterforskning finder Justitsministeriet, at det i dag må anses for langt mindre sandsynligt end i perioden ved 2. verdenskrigs afslutning, at en bortebleven person kan være forsvundet gennem en længere årrække uden at have haft mulighed for at give livstegn fra sig, og uden, at der har kunnet skaffes nogen efterretninger om den pågældende.

- 3 -

På den baggrund er der efter Justitsministeriets opfattelse ikke behov for, at den almindelige frist for afsigelse af dødsformodningsdom er længere end 5 år.

Den foreslåede nedsættelse af borteblevnelovens almindelige frist fra 10 til 5 år skal ses i sammenhæng med kravet om, at den person, som der ønskes afsagt dødsformodningsdom over, er bortebleven i lovens forstand og har været det gennem hele fristens forløb.

Kravet om, at den pågældende skal være »borte-bleven« foreslås ikke ændret, og det vil således fortsat være nødvendigt for at afsige dødsformodningsdom, at der foreligger nærmere oplysninger i sagen om resultatet af politiets eller andre relevante myndigheders efterforskning m.v.

Bevisbyrden for, at en person virkelig er bortebleven, påhviler sagsøger, jf. borteblevnelovens § 11, stk. 2, og retten vil i medfør af denne bestemmelse kunne afvise at fremme sagen, hvis retten ikke finder, at mulighederne for at fremskaffe bevismateriale vedrørende den forsvundne persons færden er ud-tømte, jf. herved den i U 1948.968 refererede Østre Landsrets kendelse, hvor landsretten afviste at fremme en anmodning om afsigelse af dødsformodnings-dom bl.a. med henvisning til, at sagsøgeren kunne have søgt bekræftet gennem Udenrigsministeriet, at borteblevne var død i udlandet.

Domstolene skal således i hver enkelt sag vurdere, om den person, der ønskes afsagt dom over, overhovedet er bortebleven i lovens forstand, og det vil såle-des ikke i sig selv være tilstrækkeligt, at sagsøger forklarer, at han eller hun ikke har hørt fra den forsvundne i 5 år.

De ovenfor nævnte grunde til at halvere lovens lange frist gør sig efter Justits-ministeriets opfattelse tilsvarende gældende i forhold til den korte frist efter lo-vens § 6, stk. 2. Efter Justitsministeriets opfattelse er der ikke behov for, at den korte frist, som gælder i tilfælde, hvor der er særlig nærliggende grund til at formode, at den pågældende er død, er længere end 6 måneder.

…

Efter borteblevnelovens § 12, stk. 3, kan der ikke afsiges dødsformodningsdom før udløbet af en yderligere frist på mindst 3 måneder og højst 1 år fra kundgø-relsen af den offentlige indkaldelse. Denne bestemmelse har til formål at sikre, at den borteblevne – hvis den pågældende er i live – eller personer, som ved, hvor den borteblevne opholder sig, har rimelig tid til at nå at blive opmærksom på indkaldelsen og give livstegn.

På baggrund af den ovenfor beskrevne udvikling siden de gældende reglers ikrafttræden med hensyn til bl.a. kommunikationsmuligheder og samfærdsels-forhold, er der efter Justitsministeriets opfattelse ikke længere behov for, at der i alle tilfælde skal fastsættes en frist på mindst 3 måneder. Justitsministeriet finder endvidere, at det er unødvendigt i loven at fastsætte en længste frist på 1 år.

Det foreslås, at bestemmelsen ændres således, at der i alle tilfælde skal fast-sættes en frist på mindst 1 måned fra kundgørelsen til afholdelsen af det rets-møde, hvor der træffes endelig afgørelse om afsigelse af dødsformodningsdom.

Det forudsættes, at en frist på 1 måned normalt vil være tilstrækkelig, men ret-ten vil efter en konkret vurdering kunne fastsætte en længere frist, hvis der skønnes at være behov for det navnlig på grund af forholdene på det sted, hvor den borteblevne er forsvundet.

- 4 -

Det foreslås endvidere, at det fremover skal være retten, der står for at kund-gøre indkaldelsen af den borteblevne i Statstidende og andre relevante medier. Herved vil retten ofte kunne beramme nyt retsmøde hurtigere end i dag, hvor retten ved berammelsen må tage hensyn til, at sagsøger skal have en passende tid til at sørge for at få indkaldelsen kundgjort korrekt i overensstemmelse med de nærmere anvisninger.

…

Det foreslås samtidig hermed at skærpe bestemmelsen i § 12, stk. 2, 2. pkt., om kravene til kundgørelsen, dels således, at der også bliver mulighed for at kund-gøre indkaldelsen i f.eks. TV eller på Internettet, dels således, at det gøres obli-gatorisk at kundgøre indkaldelsen i et andet eller flere andre relevante medier ud over Statstidende.

Vurderingen af, i hvilke andre medier end Statstidende det er mest hensigtsmæssigt at kundgøre indkaldelsen, må foretages konkret. De foreslåede ændringer af lovens fristregler vil efter Justitsministeriets opfat-telse medføre, at den samlede tid, der går, før der kan afsiges dødsformod-ningsdom, vil blive mere end halveret i forhold til i dag.

3.2. Betingelserne for at anvende lovens korte frist

Som det fremgår af redegørelsen under afsnit 2.4. ovenfor, er retspraksis meget restriktiv med hensyn til, hvornår betingelserne for at anvende lovens korte frist er opfyldt. For at det kan lægges til grund, at der er »en til vished græn-sende sandsynlighed« for, at den borteblevne er død, må det således antages, at der skal foreligge konkrete oplysninger om de specifikke omstændigheder ved den pågældende borteblevne persons forsvinden – herunder om, hvor den på-gældende befandt sig – også selv om den pågældende f.eks. formodes at være forsvundet i forbindelse med en omfattende naturkatastrofe.

Efter Justitsministeriets opfattelse kan det ikke udelukkes, at den meget re-striktive praksis, som er en følge af den gældende ordlyd af lovens § 6, stk. 2, 2. led, i praksis kan føre til resultater, der konkret ikke forekommer velbegrun-dede, navnlig hvis den pågældende person er forsvundet i forbindelse med særligt omfattende naturkatastrofer med mange omkomne som f.eks. efter flodbølgekatastrofen i Sydøstasien i december 2004.

Ved begivenheder som denne, hvor det ekstraordinære omfang og karakteren af katastrofen vanskelig-gør tilvejebringelsen af præcise oplysninger om omstændighederne ved den enkelte borteblevnes forsvinden, kan den gældende udformning af lovreglen muligvis i nogle tilfælde medføre, at den korte frist er uanvendelig, selv om alle øvrige oplysninger tilsammen viser, at der reelt ikke er nogen anden for-nuftig forklaring på, at den pågældende ikke har givet livstegn, end at den på-gældende er død.

På denne baggrund finder Justitsministeriet, at kriteriet i lovens § 6, stk. 2, 2. led, bør justeres, således at den korte frist kan anvendes, hvis der efter en sam-let vurdering af de foreliggende omstændigheder er en særdeles høj grad af sandsynlighed for, at den pågældende er død.

Der er tale om en meget begrænset lempelse i forhold til det gældende krite-rium (»en til vished grænsende sandsynlighed«). Den begrænsede udvidelse af mulighederne for at anvende lovens korte frist tager navnlig sigte på tilfælde

- 5 -

som flodbølgekatastrofen i Sydøstasien i 2004, f.eks. hvor den borteblevne var i katastrofeområdet, men hvor der ikke kan skaffes sikre oplysninger om, hvor den pågældende nøjagtigt befandt sig, da flodbølgen ramte det relevante om-råde.

I et sådant tilfælde vil oplysningerne om forholdene på stedet, herunder om antallet af dræbte, og om eftersøgningsindsatsen samt relevante personlige oplysninger om den borteblevne samlet set kunne medføre, at den eneste rime-lige forklaring på, at den borteblevne i (efter forslaget) 6 måneder ikke har gi-vet noget livstegn og ikke har kunnet findes med myndighedernes bistand på stedet er, at den pågældende er omkommet ved naturkatastrofen.

…”

Landsretten finder, at det ikke er godtgjort, at Borteblevne har været i livsfare i lovens forstand på det tidspunkt, hvor han sidst vides at have været i live. Den omstændighed, at Borteblevne antagelig befandt sig i Syrien, og havde oplyst, at han agtede at deltage i kamphandlingerne, findes ikke tilstrækkeligt i denne hen-seende.

Landsretten finder, at der heller ikke i øvrigt kan siges at foreligge en særdeles høj grad af sandsynlighed for, at Borteblevne er død. Der er ikke afgivet forklaring af nogen af de personer, som Borteblevnes ægtefælle og Vidne 1 efter det oplyste har talt med, og der er ikke fremkommet oplysninger om de nærmere omstændigheder, hvorunder Borteblevne skulle være død. Den omstændighed, at Borteblevnes ægtefælle og Vidne 1 har forklaret, at de fra flere forskellige personer har fået oplyst, at Borteblevne er død, giver ikke tilstrækkelig sikre holde-punkter herfor.

Herefter er betingelserne for indkaldelse til at afsige dødsformodningsdom med forkortet varsel i medfør af borteblevnelovens § 6, stk. 2 ikke opfyldt. Kærendes påstande tages dermed ikke til følge.

T h i b e s t e m m e s :

Byrettens kendelse stadfæstes.

Retten hævet.