BS-53076/2024

Arbejdsskademyndighedernes genoptagelse af sagen medførte, at der gjaldt en tillægsfrist for forældelse af et eventuelt erstatningskrav A fik en arbejdsskade i april 2011. Sagen angik, om A’s eventuelle krav på erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven var forældet. Arbejdsskadestyrelsen traf i november 2013 afgørelse om, at A ikke havde ret til erstatning for tab af erhvervsevne. A indgav i december 2013 en klage over afgørelsen, som han uddybede i et brev i februar 2014. A oplyste i den forbindelse, at han siden sommeren 2012 som følge af skaden kun havde arbejdet ca. 25 timer om ugen, og at han havde taget kontakt til kommunen med henblik på en afklaring af sin arbejdsevne. I februar 2014 meddelte Arbejdsskadestyrelsen, at styrelsen havde oversendt klagen til Ankestyrelsen, og at styrelsen samtidig genoptog sagen under henvisning til oplysningerne om, at A havde taget kontakt til kommunen. I maj 2015 stadfæstede Ankestyrelsen afgørelsen om, at A ikke havde ret til erstatning for tab af erhvervsevne. I juni 2017 traf Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (tidligere Arbejdsskadestyrelsen) i den genoptagne sag på ny afgørelse om, at A ikke havde ret til erstatning. Denne afgørelse blev også påklaget og efterfølgende stadfæstet af Ankestyrelsen i maj 2018. A anlagde retssag mod Ankestyrelsen den 23. marts 2021. Under sagen blev spørgsmålet om, hvorvidt et eventuelt erstatningskrav var forældet, udskilt til selvstændig behandling. Højesteret fandt ligesom byretten og landsretten, at A i hvert fald ved brevet fra februar 2014, hvor han uddybede sin klage, var bekendt med sit eventuelle krav. A’s eventuelle krav på erstatning ville derfor være forældet efter fem år, dvs. i februar 2019, medmindre reglerne om en tillægsfrist, når en sag er indbragt for myndighederne, fandt anvendelse som følge af, at Arbejdsskadestyrelsen havde genoptaget sagen. Højesteret anførte, at Arbejdsskadestyrelsen havde meddelt A, at styrelsen havde genoptaget sagen som følge af oplysningerne i brevet – og ikke blot at styrelsen ville tage stilling til, om der var grundlag for at genoptage sagen. Uanset om betingelserne for at genoptage afgørelsen ikke måtte være opfyldt, var A berettiget til at lægge til grund, at forældelse tidligst ville indtræde 3 år efter, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring havde givet meddelelse om sin nye afgørelse. A påklagede som nævnt afgørelsen til Ankestyrelsen, og derfor indtrådte forældelse af kravet tidligst 3 år efter Ankestyrelsens afgørelse, dvs. i maj 2021. A’s eventuelle krav var derfor ikke forældet, da retssagen blev anlagt i marts 2021. Sagen blev derfor hjemvist til fortsat behandling ved byretten. Byretten og landsretten var nået til et andet resultat.