OLR — Østre Landsret
AM2017.11.14Ø
OL-2017-Ø-00058
AM2017.11.14Ø Københavns Byrets
DOM
Dato: 26. oktober 2016 Rettens sagsnr.: 4-26210/2013 Politiets sagsnr.: 0109-76141-00367-10 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født september 1968 Sagens baggrund og parternes påstande Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 23. oktober 2013.
Tiltalte er tiltalt for 1. bedrageri og forsøg herpå efter straffelovens § 279, jf. til dels § 21, ved i perioden fra den 1. juli 2007 til den 29. maj 2012, for derigennem at skaffe sig en uberettiget vinding, i forbindelse med behandlingen af en sag vedrørende arbejdsskade hos Forurettede1, Adresse i København at have frembragt den vildfarelse hos Forurettede1, at han ikke tidligere havde haft helbredsproblemer med sin ryg og nakke, idet han over for Forurettede1 og over for læger, som undersøgte ham i forbindelse med arbejdsskadesagen, fortav og urigtigt oplyste, at han ikke tidligere havde haft problemer med ryggen og nakken, hvorved han formåede Forurettede1 til at træffe afgørelse den 17. september 2008 om, at han ved arbejdsskaden havde pådraget sig et men på 15 %, hvilket medførte, at Forurettede2 udbetalte en erstatning på 104.850. kr., og at træffe foreløbige afgørelser af den 16. december 2008 og den 21. juli 2009 om, at han ved arbejdsskaden havde pådraget sig et erhvervsevnetab på 25 %, hvilket medførte at Forurettede2 udbetalte løbende ydelser for tab af erhvervsevne svarende hertil, uagtet at han på grund af de forudbestående helbredsproblemer alene havde pådraget sig et mén på 5 % og et erhvervsevnetab på 15 %, alt hvorved Forurettede2 pådrog sig et tab og en risiko for tab på samlet mindst omkring 385.000 kr., hvilket imidlertid mislykkedes, idet Forurettede1 og Forurettede2 fik oplysninger om hans tidligere helbredsproblemer.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Tiltalte har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært om rettens mildeste dom. Forurettede2 har nedlagt påstand om, at tiltalte skal betale erstatning. Tiltalte har nedlagt påstand om, at kravet ikke behandles under denne sag, i det en prøvelse af kravet skal foregå under en sag anlagt mod Ankestyrelsen.
Tiltalte har subsidiært nedlagt påstand om frifindelse for erstatningspligten og har bestridt erstatningskravet størrelse. Forklaringer Der er afgivet forklaring af tiltalte og vidnerne Vidne1, Vidne2 og Vidne3.
Tiltalte har til retsbogen afgivet følgende forklaring: [FORKLARINGER UDELADT] Oplysningerne i sagen Der er under sagen dokumenteret en række akter fra tiltaltes arbejdsskadesag, herunder anmeldelse af arbejdsulykke, samt skema underskrevet af tiltalte vedrørende ulykken.
Der er videre dokumenteret speciallægeerklæring af 5. september 2008, udarbejdet af Speciallæge Vidne2, samt speciallægeerklæring af 13.juli 2012, udarbejdet af Speciallæge Vidne3. Personlige oplysninger Under sagen er dokumenteret Retpsykiatrisk erklæring vedrørende tiltalte.
Det fremgår af erklæringens konklusion, at tiltalte ikke findes sindssyg, og at det ikke er sandsynligt, at han har været det på tidspunktet for den påsigtede kriminalitet. Tiltalte findes omfattet af straffelovens § 69, men der kan ikke peges på foranstaltninger, der er mere fomålstjenlige end straf til imødegåelse af en vis risiko for fremtidig ligeartet kriminalitet.
Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han har en kæreste, som han har været sammen med i 5 år. Han har været skolelærer i engelsk og historie. Han har nu faet et job som konsulent på den britiske ambassade. Hvis han bliver dømt, vil det få katastrofale konsekvenser for hans fremtidige karriere.
Tiltalte er tidligere straffet ved Københavns Byrets dom af 14. marts 2011 for overtrædelse af straffelovens § 291, stk. 1, med fængsel i 20 dage. Prøvetid på 1 år.
Rettens begrundelse
og afgørelse Ved de fremlagte akter og vidneforklaringer afgivet af Speciallæge Vidne2 og Speciallæge Vidne3 finder retten det bevist, at tiltalte har givet urigtige oplysninger vedrørende hans tidligere ryg- og nakkeproblemer til brug for Forurettede1s behandling af hans arbejdsskadesag.
Retten finder, at tiltalte må have været klar over, at oplysningerne var urigtige, og at disse oplysninger havde betydning for Forurettede1s afgørelse i han arbejdsskadesag, og at de urigtige oplysninger sandsynligvis ville medføre vinding for tiltalte. Retten finder herefter i det hele tiltalte skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet.
Straffen fastsættes til fængsel i 6 måneder, jf. straffelovens§ 279, jf. til dels § 21. Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på beløbets størrelse. 2 dommere finder, at straffen skal gøres betinget. Disse dommere lægger vægt på den lange sagsbehandlingstid, der ikke kan tilskrives tiltaltes forhold. 1 dommer finder, at alene 4 måneder kan gøres betingede, og at 2 måneder af straffen må gøres ubetinget.
Denne dommer lægger vægt på forholdets grovhed. Der afsiges dom efter stemmeflertallet. Straffen skal således ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 56, stk. 1. Den nedlagte erstatningspåstand udskydes til eventuelt civilt søgsmål, eventuelt mod Ankestyrelsen, som nedenfor bestemt.
Thi kendes for ret
: Tiltalte Tiltalte straffes med fængsel i 6 måneder. Fuldbyrdelsen af fængselsstraffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år på betingelse af, at tiltalte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden Prøvetid regnes fra endelig dom. Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder 7.500 kr.+ moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat Advokat1. Et tidligere udlagt salær på 57.200 kr. + moms til den tidligere beskikkede forsvarer, advokat Advokat2, udredes endeligt af tiltalte. ::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 22. afdelings
DOM
(landsdommerne Michael Kistrup, Lene Jensen og Ane Røddik Christensen (kst.) med domsmænd). Dato: 14. november 2017 Rettens sagsnr.: S-3010-16 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født september 1968, (advokat Michael Hans Christensen, besk.) Københavns Byrets dom af 26. oktober 2016 (SS 4-26210/2013) er anket af Tiltalte med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.
Forurettede2 A/S har nedlagt påstand om, at tiltalte skal betale 160.275 kr. med tillæg af renter fra udbetalingstidspunkterne. Beløbet vedrører 69.900 kr. med renter fra den 1. december 2008 i for meget udbetalt erstatning for mén og 90.375 kr. med renter fra de enkelte udbetalingsdatoer i for meget udbetalt erstatning for tabt erhvervsevne.
Tiltalte har bestridt erstatningspligten og erstatningens størrelse og har nedlagt påstand om, at kravet henvises til civilt søgsmål. Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnerne Vidne2, Vidne3 og Vidne1.
Der er endvidere afgivet forklaring af vidnerne Vidne4 og Vidne5. [FORKLARINGER UDELADT] Personlige oplysninger Tiltalte er senest straffet ved udeblivelsesdom af 28. november 2011 med bøde for overtrædelse af straffelovens § 265.
Det fremgår af udtalelse af 26. november 2013 fra Kriminalforsorgen, at tiltalte er egnet til at modtage en betinget dom, herunder med vilkår om samfundstjeneste, men at det på baggrund af oplysningerne om tiltaltes helbred anbefales, at der tilknyttes en forholdsvis lang afviklingsperiode. Det er oplyst, at tiltalte for tiden er i arbejdsprøvning.
Tiltalte har forklaret, at han fortsat er indstillet på at udføre samfundstjeneste.
Landsrettens begrundelse og resultat
Efter de lægelige oplysninger fra England kan det lægges til grund, at tiltalte over en længere årrække, inden han indrejste i Danmark i 2005, har haft væsentlige problemer med smerter i ryg, lænd og nakke blandt andet med sygemeldinger til følge.
Det kan efter de fremlagte akter og vidneforklaringerne afgivet af speciallæge Vidne2 og speciallæge Vidne3 lægges til grund, at tiltalte flere gange har svaret benægtende på spørgsmålet om tidligere lidelser, herunder tidligere problemer med ryg, lænd og nakke.
Det er uden betydning, at Forurettede1 ikke indhentede journaludskrift fra tiltaltes egen læge i Danmark, idet det afgørende for straffesagen er, at tiltalte har fortiet oplysningerne om sine tidligere lidelser i England, ligesom det i øvrigt bemærkes, at tiltaltes egen læge har afgivet en erklæring om, at tiltalte ikke havde forud bestående lidelser.
På denne baggrund og af de grunde, som byretten i øvrigt har anført, findes tiltalte skyldig efter anklageskriftet. Straffen, der tillige fastsættes som til dels en tillægsstraf efter straffelovens § 89, findes passende udmålt til fængsel i 6 måneder. Det tiltrædes, at straffen er gjort betinget som bestemt af byrettens flertal. Der er herved lagt vægt på den samme omstændighed, som er anført af byretten.
De juridiske dommere tiltræder byrettens bestemmelse om erstatning. Landsretten har herved lagt vægt på, at der ikke foreligger et fuldt tilstrækkeligt grundlag til at kunne tage stilling til kravet. Landsretten stadfæster derfor dommen.
Thi kendes for ret
: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte stadfæstes. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.
