OLR — Østre Landsret
AM2024.12.04Ø
OL-2024-Ø-00067
AM2024.12.04Ø Retten i Hillerøds
DOM
Dato: 28. november 2022 Rettens sagsnr.: 8-2358·2022 Politiets sagsnr.: 0900-71121-00008-22 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født april 1987 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 1. juni 2022.
Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af overtrædelse af straffelovens § 181, stk. 2, subsidiært medvirken hertil, jf. § 23, ved den 23. januar 2022 ca. kl. 00.00, på en parkeringsplads nær Adresse, med forsæt til at besvige forsikringsselskabet Forsikringsselskab, at have ildspåsat sin personbil med reg.nr. …, eller ved råd, dåd eller tilskyndelse at have medvirket til ildspåsættelse af bilen, og hvorved bilen delvist udbrændte.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf. Tiltalte har nægtet sig skyldig.
Sagens oplysninger
Der er afgivet forklaring af tiltalte Tiltalte og af vidnerne Vidne1, Vidne2 og Vidne3. Tiltalte, Tiltalte har til retsbogen forklaret følgende: ”… Tiltalte forklarede, at han ikke har brændt sin bil af. Den må være blevet stjålet og brændt af af tyven. Tiltalte forklarede, at han købte bilen, idet han havde købt hus på Stevns, og derfor gerne ville have noget bedre at køre i. Han arbejder hos Virkomhed1 i Søborg.
Han købte den en gros i Skjern. Det var en dieselbil, en BMW. Den var i god stand. Den havde en bule i venstre side. Da han havde haft den i kort tid, nok i juli-august 2021, knækkede kæden i motoren. Han samlede resvervedele sammen og reparerede selv bilen. Det kostede nok 60.-70.000 kr. Han havde købt bilen en gros for 115.000 kr. Modelåret var 06 eller 07. Der var nøglefri betjening. Han havde to nøgler til bilen.
Han solgte huset pa Stevns oktober-november 2021, og han havde derfor ikke længere brug for bilen. Han fik adresse hos sin mor på Amager, og sov tit i sin brors kolonihavehus, der lå ved Kastrupfortet. Der er ca. 10 minutters kørsel der i mellem. Han havde nøglerne liggende i en skål i kolonihaven, når han sov der, ellers i lommen. Han ville gerne skifte til en benzinbil.
Han satte BMW'en til salg, nok i november-december 2021, og købte en Audi. Han var ikke bekymret over at have to biler. Den 21. januar 2022 var en fredag, og han kørte hjem fra arbejde fra Søborg til kolonihaven i Audien. Ca. kl. 16 kørte han en tur i BMW'en for at holde den i gang. Han kørte ud på motorvejen uden formål. Han blev standset af politiet på vej tilbage.
Det var et almindeligt rutinetjek, hvor han skulle forevise sit kørekort. Han parkerede BMW'en på p-pladsen ved kolonihaven. Der er ca. 250 m fra p-pladsen til kolonihavehuset. Ved 18 tiden kørte han ud igen i Audien, som var den bil, han brugte til daglig. Han kørte hjem til sin mor, hvor han spiste aftensmad med hende og overnattede. Han vågnede tidligt næste morgen og tog til træning kl. 6.
Efter træningen tog han hjem til sin mor igen og spiste morgenmad med hende. Senere på dagen besøgte han sin bror, som også bor på Amager. Herefter kørte han lidt rundt og var inde og rydde lidt op i sine ting hos Pelican Storage i Søborg indtil ca. kl. 16.00, hvor han besøgte sin kæreste i Søborg. Han kørte ikke i BMW'en den dag.
De spiste sammen og så håndbold, som han imidlertid faldt i søvn til, nok mellem kl. 20 og 21. Han sov til næste morgen. Forevist udskrift af mobilhistorik, side 4, forklarede tiltalte, at han ikke brugt sin telefon kl 00.13.20, der sov han. Han kender ikke specifikt adressen Adresse2. Han har tidligere været i området. Han ville ikke kunne udpege den specifikke adresse.
Foreholdt sin forklaring til politiet, bilag 14, side 4, bekræftede tiltalte forklaringen. Han mente, at han havde været i området tidligere, men ikke på adressen. Det var nok i 2012 dengang, han var værnepligtig i forsvaret, hvor området blev brugt til skydeøvelser. Han har efterfølgende kørt i gennem området på motorcykel og i bil. Han huskede det ikke specifikt, idet han havde kørt rigtig meget i Nordsjælland.
Søndag den 23. januar 2022 opdagede han nogle ubesvarede opkald fra sin mor, og han ringede derfor til hende. Hun fortalte, at hans BMW var fundet udbrændt. Han talte herefter med politiet, der sagde, at han først skulle anmelde det til forsikringsselskabet den 25. januar 2021, og det gjorde han så. Han har ikke lavet kopier af sine nøgler.
Foreholdt bilag 8 vedrørende nøgledata, hvoraf fremgår, at nøgle 1 sidst blev brugt den 22. januar 2021, kl. 23.43, forklarede tiltalte, at det ikke var ham, der havde brugt nøglen. Han sov hos sin kæreste på det tidspunkt. Han har svært ved at huske, hvor han havde nøglerne på det tidspunkt. Måske i sin jakkelomme, måske hos sin mor, eller måske i skålen i kolonihaven. Der var ikke noget system i det.
Han kunne ikke sige noget om, hvorvidt nogen havde brugt hans nøgler eller evt. havde klonet en nøgle. Han vidste ikke så meget om det. Bilen var annonceret til salg på det pågældende tidspunkt.
Adspurgt af forsvareren forklarede tiltalte, og forevist to videoer fra FDM, hvoraf fremgår, hvorledes man kan stjæle en bil, der har nøglefri betjening, herunder ved at klone en nøgle, således at id fra nøglen kan gemmes og bruges til at låse bilen og køre i den, uden at man er i besiddelse af selve nøgle. Tiltalte kunne ikke sige om, det var det, der var sket. Han er usikker på, hvor hans nøgler befandt sig.
Forevist bilag 9, ANPG registrering på BMW'en, forklarede tiltalte, at det ikke er ham, der har kørt i bilen den 21. januar 2022, kl. 20.34.56 og senere. BMW'en var en speciel bil, der ikke var så udbredt. Hans økonomiske forhold var gode. Adspurgt af anklageren forklarede tiltalte, at de ca. 217.000 kr., der er sat ind på hans konto den 27. januar 2022 stammer fra hussalget.
Han vidste ikke, hvorvidt der var gået en forbi ham ved bilen i en afstand af 4 meter. Han var ikke klar over, hvordan man kloner en nøgle, men måske er det det, der er sket. …” Vidne1 har som vidne til retsbogen forklaret følgende: ”… Vidnet forklarede, at han arbejder for BMW og har foretaget udlæsningen af de to nøgler, der hører til tiltaltes BMW.
Når en BMW med nøglefri lås kommer på værksted, anvender man en nøglelæser til udlæsning af de nøgledata, der ligger på nøglen. Forevist bilag 8 udlæsning af de to nøgler, der hører til tiltaltes BMW, forklarede vidnet, at man ved udlæsningen får forskellige oplysninger om bilen, herunder km-stand, olietempurtur, brændsstofbeholdning, samt hvornår nøglen sidst har været anvendt.
Tiltaltes to nøgler er betegnet nøgle 0 og nøgle 1, og det ses, at nøgle 0 sidst er anvendt den 18. januar 2022, kl. 05.42, og at nøgle 1 sidst er anvendt den 22. januar 2022 kl. 23.43. Vidnet forklarede, at dette betyder, at nøgle 1 blev brugt til det pågældende køretøj den 22. januar 2022, kl. 23.43.
Der kan ikke havde været anvendt en anden nøgle, hvis der var anvendt en kopi af nøglen, ville de pågældende nøgledata ligge på kopien og ikke på nøgle 1. Vidnet ville ikke mene, at de udlæste data kunne være forkerte. Hvis nøglen var blevet klonet, så ville de pågældende data ligge pa klonen, og ikke på originalnøglen.
Vidnet fik forevist to videoer fra FDM vedrørende tyveri af biler med nøglefri lås, og forklarede, at han ikke havde specielt kendskab til, hvorledes sådanne biler kunne stjæles. Den fysiske nøgle skal være til stede for, at en bil med nøglefri lås kan startes. Adspurgt af forsvareren, forklarede vidnet, at han ikke har oplevet andet. Han har aldrig haft at gøre med en nøgle, der ikke passede.
Vidnet kunne ikke sige, hvor langt væk nøglen kan være fra bilen, for at kunne låse bilen op. Han ville mene, at man kan kopiere en nøgle, hvis man har det rette udstyr. Det er kun den sidste opdatering, man kan udlæse af en nøgle. …” Vidne2 har som vidne til retsbogen forklaret følgende: ”… Vidnet forklarede, at tiltalte var hjemme hos hende om aftenen den 21. januar 2022, samt at han overnattede til næste dag.
Tiltalte boede hos hende på det tidspunkt, men han opholdt sig også hos sin kæreste, eller i hendes anden søns kolonihave. Så vidt hun huskede, kom han ca. kl. 18.30. De spiste aftensmad sammen, og han gik tidligt i seng. Han har et værelse hos hende. Hun vidste ikke, hvornår han stod op om morgenen næste dag. Han er morgenmenneske. Det skulle ikke undre hende, at han havde været tidligt oppe og havde trænet.
Han træner meget. Det kunne godt passe, at de efterfølgende havde spist morgenmad sammen. Vidnet er helt sikker på, at det var den 21. januar 2022, for dagen efter om natten var lidt antiagtig, idet hun blev ringet op af politiet, der havde fundet tiltaltes bil i brand. Hun blev ret chokeret.
Vidnet forklarede, at tiltalte havde været hjemme hos hende fredag aften pa de tidspunkter kl. 20.34, 20.40, 20.51, og 21.13, hvor hans bil var registreret i ANGP, jf. bilag 9. …” Vidne3 har som vidne til retsbogen forklaret følgende: ”… Vidnet forklarede, at hun har taget det billede fra snapchat dateret 22. januar 2022 kl. 20.01 af tiltalte, hvor han sover.
Hun havde været hjemme det meste af dagen, da hun læste til eksamen, hun havde kun været på biblioteket kl. 10. Tiltalte kom på besøg ca. kl. 16. De spiste aftensmad, og herefter så de håndbold. Tiltalte faldt i søvn i sofaen, og hun tog det pågældende billede. Da håndboldkampen sluttede, gik de i seng. Tiltalte var hos hende hele natten. Tiltalte vågnede tidligt næste morgen og så, at hans mor havde skrevet til ham.
Tiltalte ringede til hende, og fandt ud af, at der var sket noget med hans BMW. Tiltalte var rystet over det.
Vidnet mindedes ikke, hvorvidt de havde talt om nøglerne til bilen. …” Der er under sagen blandt andet dokumenteret fra udlæsning af nøgledata fra de to nøgler, der hører til den pågældende BMW, udskrift vedrørende ANPG-data for den pågældende BMW fra den 21. januar 2022, udskrift vedrørende historik fra tiltaltes telefon, og fra tiltaltes opsparingskonto, samt rapport vedrørende gerningsstedsundersøgelse.
Der er under sagen endvidere forevist fotomappe vedrørende bilbranden og den delvist udbrændte bil. Der er under sagen endvidere forevist to videoer fra FDM vedrørende tyveri af biler med nøglefri lås. Tiltalte er ikke tidligere straffet. Der har været dokumenteret fra erklæring af 2022 fra Kriminalforsorgen. Tiltalte har bekræftet oplysningerne i erklæringen.
Rettens begrundelse
og afgørelse To dommere udtaler: Tiltalte har nægtet sig skyldig. Det fremgår af ANPG-oplysningerne, at den pågældende BMW var ude at køre om aftenen den 21. januar 2022 fra det kolonihavehus, hvori tiltalte lejlighedsvist opholdt sig. Det fremgår endvidere, at bilen blev fundet udbrændt i Jægerspris natten til den 23. januar 2022.
Vidnerne Vidne2 og Vidne3 har afgivet forklaringer om, at de var sammen med tiltalte henholdvis den 21. januar 2022 og aftenen og den efterfølgende nat, og den 22. januar 2022 om aftenen og den efterfølgende nat.
Herefter, samt da det efter sagens oplysninger ikke kan udelukkes, at en af tiltaltes nøgler til den pågældende bil, er blevet klonet, eller på anden måde uberettiget er kommet i en andens besiddelse, hvorefter denne person har benyttet bilen og efterfølgende brændt den at: finder disse dommere, at tiltalens rigtighed ikke er tilstrækkeligt godtgjort, hvorfor tiltalte frifindes.
En dommer udtaler: Tiltalte har nægtet sig skyldig. Det fremgår af ANPG-oplysningerne, at den pågældende BMW var ude at køre om aftenen den 21. januar 2022 fra det kolonihavehus, hvori tiltalte lejlighedsvist opholdt sig. Det fremgår endvidere, at bilen blev fundet udbrændt i Jægerspris natten til den 23. januar 2022.
Efter de fremlagte nøgledata og vidnet Vidne1s forklaring må det lægges til grund, at det er tiltaltes nøgle 1, der er anvendt i bilen den 22. januar 2022 kl. 23.43 og ikke i en kopi deraf, idet de pågældende nøgledata så ville være blevet registreret på nøglekopien og ikke på originalnøglen.
Det må endvidere lægges til grund, at tiltalte kort efter, at han havde købt bilen, havde været nødt til at reparere bilen for et ikke ubetydeligt beløb, hvorefter han forgæves havde prøvet at få bilen solgt, idet han ikke længere havde brug for bilen og havde købt en anden bil.
Henset hertil, finder denne dommer det tilstrækkeligt godtgjort, at tiltalte med forsæt til at besvige forsikringsselskabet Forsikringsselskab, har ildspåsat sin bil, eller ved råd, dåd eller tilskyndelse har medvirket til ildspåsættelse af bilen, og hvorved bilen delvist udbrændte. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig i den rejste tiltale. Der afsiges dom efter stemmeflertallet, og tiltalte frifindes derfor.
Thi kendes for ret
: Tiltalte Tiltalte frifindes. Statskassen skal betale sagens omkostninger. ::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 4. afdelings
DOM
(landsdommerne Susanne Lehrer, Olaf Tingleff og Emil Kamp Kirkeby Jørgensen (kst.) med domsmænd). Dato: 4. december 2024 Rettens sagsnr.: S-3766-22: Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født april 1987, (advokat Snorre Andreas Kehler, besk.) Dom afsagt af Retten i Hillerød den 28. december 2022 (8-2358/2022) er anket af anklagemyndigheden med påstand om domfældelse i overensstemmelse med den i byretten rejste tiltale.
Tiltalte Tiltalte har påstået stadfæstelse, subsidiært rettens mildeste dom. Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnerne Vidne1, Vidne2 og Vidne3.
Endvidere er der afgivet vidneforklaring af vidnet Vidne4. [FORKLARINGER UDELADT] Personlige oplysninger Tiltalte har om sine personlige forhold i det væsentlige henholdt sig til det anførte i personundersøgelsen fra den 23. november 2022. Han er stadig villig til at udføre samfundstjeneste, som han er fundet egnet til.
Han er faglært mekaniker og glad for sit arbejde i Virksomhed2 i Hillerød, hvor han har været i halvandet år. Han har aktuelt ingen kæreste.
Landsrettens begrundelse og resultat
Skyldspørgsmålet 4 voterende udtaler: Tiltalte har forklaret, at han ikke længere havde brug for den omhandlede bil, som han i nogen tid forgæves havde forsøgt at sælge.
Han har endvidere forklaret, at det ikke var ham, der kørte i bilen den 21. januar 2022 om aftenen, hvor bilen via automatisk nummerpladegenkendelse (…) blev registreret fire forskellige steder i Storkøbenhavn, første gang kl. 20:34 på motorvej E20 ved Vestamager i sydgående retning og sidste gang kl. 21:13 på Frederikssundmotorvejen ved Ejby i vestgående retning.
Bilen blev omkring midnat mellem den 22. og 23. januar 2022 fundet i brand ved Kulhusvej i Jægerspris. Vi lægger efter tiltaltes forklaring til grund, at der til bilen var knyttet to bilnøgler, at tiltalte var i besiddelse af begge nøgler både før og efter begivenhederne den 21.-23. januar 2022, og at ingen andre således har været i besiddelse af nøglerne i den nævnte periode.
Efter vidneforklaringerne fra Vidne1 og Vidne4 må det antages, at det er muligt at opfange signaler fra en elektronisk bilnøgle og bruge disse til at åbne bilen, starte motoren og køre bilen. Det vil efter forklaringerne imidlertid ikke være muligt at slukke motoren og igangsætte den på ny uden fornyet opfangning og anvendelse af signaler fra bilnøglen.
Vi lægger videre til grund, at kørsel uden anvendelse af signaler fra originalnøglen, såfremt sådan kørsel overhovedet måtte være mulig, ikke vil blive registreret på originalnøglen.
Efter bevisførelsen, herunder forklaringerne fra tiltalte og Vidne1, må det lægges til grund, at der er foretaget udlæsning af tiltaltes to bilnøgler, og at det fremgår af udlæsningen af den ene nøgle, at seneste kørsel er registreret den 22. januar 2022 kl. 23:43, hvor bilens motor var driftsvarm.
Uanset det oplyste om muligheden for fejl og manipulation af data finder vi det ubetænkeligt at lægge til grund, at den pågældende nøgle er blevet anvendt til at køre bilen til Jægerspris, hvor den brændte omkring midnat mellem den 22. og 23. januar 2022. Vi har herved lagt vægt på sammenfaldet mellem det registrerede seneste kørselstidspunkt og tidspunktet for branden.
Vi har endvidere lagt vægt på, at det efter de afgivne forklaringer må anses for helt usandsynligt, at en biltyv ved opfangning af signaler fra tiltaltes bilnøgle den 21. januar 2022 kunne have benyttet bilen helt frem til tidspunktet for branden, der fandt sted mere end et døgn senere.
På den baggrund og efter en samlet vurdering finder vi ikke tiltaltes forklaring om, hvor han var omkring gerningstidspunktet, troværdig, og uanset forklaringerne fra hans mor og daværende kæreste, der var præget af en vis usikkerhed, finder vi det herefter bevist, at det var tiltalte, der ved brug af sin egen nøgle kørte bilen til Jægerspris, hvor han ved midnatstid mellem den 22. og 23. januar 2022 satte ild til bilen med forsæt til at besvige sit forsikringsselskab. 2 voterende udtaler: Vi er enige med det, som flertallet i byretten har anført, og stemmer derfor for at stadfæste dommen.
Der afsiges dom efter stemmeflertallet, jf. retsplejelovens § 216, stk. 1, således at tiltalte findes skyldig i at have sat ild til sin personbil med forsæt til at besvige Forsikringsselskab. Straffastsættelse Efter forholdets karakter og grovhed fastsættes straffen efter straffelovens § 181, stk. 2, til fængsel i 4 måneder.
Henset til navnlig, at tiltalte er ustraffet og har gode personlige forhold, finder landsretten det forsvarligt at gøre straffen betinget med vilkår om udførelse af samfundstjeneste som anført nedenfor.
Thi kendes for ret
: Tiltalte Tiltalte straffes med fængsel i 4 måneder. Fuldbyrdelsen af straffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år på vilkår, at tiltalte i prøvetiden ikke begår strafbart forhold, at tiltalte i prøvetiden undergiver sig tilsyn af Kriminalforsorgen, og at tiltalte udfører ulønnet samfundstjeneste i 100 timer inden for en længstetid på 8 måneder. Prøvetid og længstetid regnes fra landsrettens dom. Tiltalte betaler sagens omkostninger for begge retter.
