243/2009

En aftalt fastholdelsesbonus kunne ikke kan anses for et vederlag omfattet af funktio¬nærlovens § 17 a, stk. 1 I 2004-2005 blev det politisk besluttet, at fire energiselskaber skulle fusioneres i Energinet.dk, som fik ansvaret for el- og gasforsyningen i Danmark. Det blev samtidig besluttet, at kontrolrumsfunktionerne, som for halvdelen af landets vedkommende hidtil var blevet varetaget af et kontrolrum placeret i Ballerup, skulle sammenlægges, således at den samlede kontrolrumsfunktion fra sommeren 2008 skulle varetages fra et kontrolrum placeret i Trekantsområdet. Med det formål at undgå, at medarbejderne i kontrolrum El Øst fratrådte deres stillinger før 30. juni 2008 – hvilket var af afgørende betydning for forsyningssikkerheden i Østdanmark – blev der mellem Energinet og medarbejderne indgået en fastholdelsesaftale, hvori aftaltes en fastholdelsesbonus svarende til 12 måneders løn, hvoraf to månedslønninger kom til udbetaling den 30. juni 2006, 4 månedslønninger kom til udbetaling den 30. juni 2007, og 6 månedslønninger kom til udbetaling den 30. juni 2008. Det var imidlertid ifølge aftalen en udtrykkelig betingelse, at udbetaling af fastholdelsesbonus til ikke afskedigede medarbejdere forudsatte, at medarbejderen var ansat på fuld tid indtil henholdsvis den 30. juni 2006, den 30. juni 2007 og den 30. juni 2008. Sagen angik en civilingeniør, A, som var fratrådt sin stilling i kontrolrum El Øst med udgangen af februar 2008, og som mente sig berettiget til en forholdsmæssig andel af hele fastholdelsesbonussen svarende til 26/30, idet han havde arbejdet hos Energinet i 26 måneder af fastholdelsesperioden på 30 måneder. Højesteret fandt, at A ikke kunne have haft en på aftalen støttet forvent¬ning om, at han i tilfælde af, at han opsagde sin stilling til fratræden forud for de i aftalen an¬givne tidspunkter, havde krav på at få en forholdsmæssig andel af det bonusbeløb, som ellers ville være kommet til udbetaling. Om A kunne gøre krav på yderligere fastholdelsesbonus, beroede derfor alene på, om et sådant krav kunne støttes på funktionærlovens § 17 a, stk. 1, jf. § 21, stk. 1. Ved afgørelsen af dette spørgsmål lagde Højesteret vægt på, at det på baggrund af sagens helt specielle omstændigheder måtte lægges til grund, at fastholdelsesbonussen reelt set alene var en præmiering af medarbejderen for at forblive i sin stilling indtil udgangen af juni 2008, mens den ikke var en vederlæggelse for udførelse af arbejde på samme måde som løn. Da en sådan ydelse ikke kunne anses for et vederlag omfattet af funktio¬nærlovens § 17 a, stk. 1, blev Energinets frifindelsespåstand til følge. (Dissens). Sø- og Handelsretten var nået til et andet resultat.