BS-35199/2018-HJR

En selvstændig erhvervsdrivende var ophørt mere end midlertidigt med sit personlige arbejde i sin virksomhed. Han var derfor ledig i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand. En selvstændig erhvervsdrivende havde i en årrække drevet en virksomhed i fællesskab med sin bror. I 2010 blev personalet opsagt, driftsmateriellet blev solgt og den tomme ejendom, hvorfra virksomheden var blevet drevet, blev sat til salg. Brødrene ejede ejendommen via et selskab, hvis eneste aktivitet var at udleje ejendommen til virksomheden. Med virkning fra den 28. september 2012 meldte A sig ledig til sin A-kasse med henblik på at få udbetalt dagpenge. A blev meddelt afslag med den begrundelse, at ejendommen den 28. september 2012 ikke var solgt eller udlejet. Af de dagældende bestemmelser i arbejdsløshedsforsikringslovens § 57, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3, fulgte, at dagpenge kun kunne udbetales til et medlem, som var ledigt, samt at en selvstændig erhvervsdrivende blev anset for ledig, når hans personlige arbejde i virksomheden var ophørt mere end midlertidigt. Det fulgte af § 7, stk. 1, i den dagældende ophørsbekendtgørelse, at et medlem ved overdragelse eller lukning af en virksomhed blev anset for ophørt mere end midlertidigt med selvstændig virksomhed, når medlemmet dokumenterede, at virksomheden var endeligt overdraget eller lukket. Højesteret udtalte, at der ikke kunne opstilles faste generelle dokumentationskrav til, hvornår et medlem kunne anses for ophørt mere end midlertidigt med det personlige arbejde virksomheden. Det kunne derfor ikke gøres til en generel betingelse for at anse en virksomhed for overdraget eller lukket, at en fast ejendom, hvorfra udøvelsen af virksomheden havde fundet sted, var solgt eller udlejet. Efter oplysningerne i sagen fandt Højesteret, at A havde dokumenteret, at hans arbejde i virksomheden var ophørt mere end midlertidigt den 28. september 2012. Landsretten var nået til et andet resultat.