316/2009

Årsagssammenhængen mellem færdselsuheld og tabt arbejdsfortjeneste ikke godtgjort, hvor skadelidte forud for færdselsuheldet led af betydelige ryggener. A var i december 2002 involveret i et færdselsuheld. Der opstod senere tvist mellem Alm. Brand Forsikring A/S, som var ansvarsforsikringsselskab, og A om krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste som følge af færdselsuheldet. A, der var social- og sundhedsassistent, havde under dette arbejde i 1996 og 2001 været udsat for arbejdsskader og havde også modtaget ménerstatning herfor. A havde endvidere flere gange i årene 1996-2001 henvendt sig til egen læge med klage over lænde- og rygsmerter, som følge af disse skader. Højesteret lagde derfor til grund, at A allerede havde betydelige ryggener på tidspunktet for færdselsuheldet. Endvidere havde A allerede i 1998 drøftet erhvervsskifte med sin læge, og hun havde i forbindelse med behandlingen af arbejdsskaden i 2001 oplyst, at hun ikke kunne blive i sit fag. Hun var i januar 2002 startet på HF og overvejede at søge revalidering. De fremlagte akter vedrørende behandlingen af A’s ansøgning om revalidering indeholdt ikke oplysninger om færdselsuheldet og skader efter dette, og det var i flere lægeerklæringer oplyst, at der ikke var andre lidelser. Højesteret lagde herefter og på baggrund af Retslægerådets udtalelser til grund, at færdselsuheldet ikke havde medført væsentlig og varig forværring af A’s helbredstilstand, og at der alene var tale om en accentuering af de forudbestående lidelser. Højesteret lagde også til grund, at de forudbestående lidelser var karakteriseret ved, at perioder med relativt få symptomer afløses af perioder med sværere symptomer. Det var derfor ikke godtgjort, at skade efter færdselsuheldet i december 2002 havde været årsag til et fald i A’s erhvervsindtægt. Højesteret frifandt derfor forsikringsselskabet. Højesteret ændrede dermed landsrettens dom.