Tilbage til sager

OLRØstre Landsret

AM2025.12.22Ø

OL-2025-Ø-00070

Kendelse
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
22-12-2025
Sagsemne
prøvelse før udsendelse, foranstaltningsdømte, § 50 a, EMRK
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2025.12.22Ø Retten på Frederiksbergs

KENDELSE

Dato: 25. april 2025 Rettens sagsnr.: 217/2025 Politiets sagsnr.: 0100-10171-00131-24 Anklagemyndigheden mod Dømte, født oktober 1986 Sagens baggrund Ved Retten på Frederiksbergs dom af 7. april 2022 blev Dømte fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, og knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 1, og dømt til anbringelse på psykiatrisk afdeling med en længstetid på 5 år.

Domfældte blev samtidig udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Dommen blev stadfæstet ved Østre Landsrets dom af 31. januar 2023. Ved Retten på Frederiksbergs kendelse af 11. december 2023 blev den foranstaltning, som Dømte blev idømt ved ankedom af 31. januar 2023, opretholdt.

Københavns Politi har i medfør af udlændingelovens § 50 ved retsmødebegæring af 6. januar 2025 indbragt en anmodning fra domfældte om, at bestemmelsen om udvisning ophæves. Det fremgår af retsmødebegæringen, at behandlende overlæge ved brev af 10. juni 2024 har oplyst, at domfældte vurderedes klar til udskrivning inden for 4-6 måneder.

Parternes påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at den idømte foranstaltning ændres til behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen i forbindelse med afdelingen under udskrivning, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om genindlæggelse, samt påstand om at den idømte udvisning opretholdes.

Domfældte har tilsluttet sig anklagemyndighedens påstand om foranstaltningsændring og nedlagt påstand om, at den idømte udvisning ophæves og ændres til en advarsel. Oplysningerne i sagen Af udtalelse af 10. juni 2024 fra domfældtes behandlingsansvarlige overlæge ved Psykiatrisk Center Sct. Hans fremgår bl.a.: "… Konklusion: Dømte blev overflyttet fra surrogat til lukket afsnit Afsnit1 på Sct.

Hans d. 14. marts 2023 og til åbent afsnit Afsnit2 d. 24. april 2023. Dømte er velmedicineret og samarbejder med behandlingen, han misbruger ikke. Korte uledsagede og ledsagede udgange samt længere ledsagede udgange foregår godt. Under nuværende indlæggelse og behandling vurderes Dømte voldsrisiko som LAV.

Dette er baseret på, at Dømte tilstand har været stabil i over 2 år og at indekskriminaliteten udgør et enkeltstående voldstilfælde. Der er behov for fortsat medicinsk behandling - også efter udskrivelse. Såfremt Dømte stopper med at tage sin medicin, kan vi forvente betragtelig genopblussen/intensivering af psykotiske og risikoen til vold og fornyet kriminalitet kan stige til HØJ.

Ud fra det samlede billede anbefaler vi at den aktuelle idømte foranstaltning ændres til dom til behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen i forbindelse med afdelingen under udskrivning, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om genindlæggelse.

Såfremt dommen ændres til behandlingsdom, vurderes Dømte, som klar til udskrivelse i de næste 4-6 måneder, så paragraf 50a kan afprøves.

Dømte kan forblive indlagt på Afsnit2 åbent afsnit, mens paragraf 50a afprøves, samt at der ikke er noget somatisk som forhindrer at Dømte udskrives fra hospitalet. …" Retslægerådet har ved udtalelse af 29. august 2024 tilsluttet sig overlægens anmodning om, at den idømte foranstaltning ændres til behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen i forbindelse med afdelingen under udskrivning, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om genindlæggelse.

Kriminalforsorgen har den 12. november 2024 erklæret sig villig til at påtage sig tilsynet, såfremt den idømte foranstaltning ændres til behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen i forbindelse med afdelingen under udskrivning, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om genindlæggelse.

Ved mail af 12. november 2024 har Hjemrejsestyrelsen oplyst, at der ingen udsendelseshindringer er til Armenien, og at det er muligt at udsende til Armenien, også med tvang, hvis den pågældende udlænding er identificeret, og der er ID-/rejsedokument. Der blev den 20. november 2024 foretaget en § 26-afhøring af domfældte.

Heraf fremgår bl.a., at domfældte første gang kom til Danmark i 2014, hvor han søgte asyl, men trak asylansøgningen tilbage i 2016, hvor han rejste tilbage til Armenien. Efter ca. 6 måneder i Armenien rejste han tilbage til Danmark, hvor han har opholdt sig siden.

Der fremgår en længere forklaring om domfældtes politiske aktivitet i Armenien, og af en opsummering fremgår, at det er på grund af denne politiske aktivitet, at domfældte ikke kan rejse hjem til Armenien. Domfældte er således bange for at blive uskyldig dømt for noget, han ikke har gjort, og der er ikke angivet andre årsager til, at domfældte ikke kan rejse til Armenien.

Det fremgår videre af § 26-afhøringen bl.a., at domfældte ikke har nogen danske venner eller dansk omgangskreds, og at han ikke har haft arbejde i Danmark, samt at han taler lidt dansk og forstår dansk og kan skrive dansk, men ikke hvis det bliver for kompliceret.

Det fremgår yderligere af § 26-afhøringen bl.a., at domfældte ikke er gift og ikke har en kæreste eller børn, og at hans forældre, som han taler i telefon med, bor i Moskva i Rusland. Han har ingen søskende. I Armenien har domfældte en farmor og en morbror, som han har lidt kontakt med. Han har ingen ejendele i Armenien og generelt ingen værdier. Han skriver, taler og forstår armensk.

Særligt om domfældtes helbredstilstand fremgår følgende af § 26-afhøringen: "… 10. Helbredstilstand, herunder misbrug af euforiserende stoffer Afhørte tager medicinen, Risperidon, mod skizofreni. Afhørte har fået medicinen i den tid han har været i behandlingsdommen. Afhørte har tidligere taget mere medicin, men nu er det kun Risperidon. Afhørte har ikke andre diagnoser end skizofreni.

Det er lægen Person1, der behandler afhørte på Sct. Hans. 11. Sygdom som ikke kan behandles i hjemlandet Afhørte ved ikke om han kan behandles for skizofrenien i Armenien. …" Udlændingestyrelsen har den 28. november 2024 afgivet en udtalelse til brug for prøvelsen i medfør af udlændingelovens § 50 a om eventuel ophævelse af udvisningen af domfældte. Heraf fremgår bl.a. følgende: "...

Oplysninger om medicin Det fremgår bl.a. af udtalelse af 10. juni 2024 udarbejdet af Psykiatrisk Center Sct. Hans, at Dømte er diagnosticeret med paranoid skizofreni.

Det fremgår endvidere, at Dømte aktuelt er under behandling med følgende præparater: Budesonid (mod løbenæse) Ibuprofen 400 mg (mod muskelsmerter) Orphenadinhydrochlorid 50 mg (mod bivirkninger) Nicotin 4 mg (tobaksafvænning) Paracetamol 1.000 mg (for smerter) Quetiapin 50 mg (mod skizofreni) Risperidon 12 mg (mod sindslidelse) Lorazepam 1 mg (beroligende) Hypromellose 1 dråbe (kunstig tårevæske) Anklagemyndigheden har på denne baggrund ønsket en udtalelse vedrørende behandlingsmulighederne i Armenien, samt anmodet om, at der indhentes oplysninger omkring muligheder for at opnå psykologisk behandling, herunder såvel ambulant og i form af indlæggelse i hjemlandet.

Af oplysninger fra MedCOI, en EU-finansieret database vedrørende sygdomsbehandling, fremgår det, at præparaterne Ibuprofen, Quetiapin, Risperidon og Hypromellose er tilgængelige på apotek i Jerevan, men det fremgår ikke, hvad priserne er. Det fremgår, at præparatet Paracetamol er tilgængeligt på apotek i Jerevan til en pris på 689 AMD for en æske med 12 tabletter (2023-pris).

Der oplyses hertil, at dette udleveres gratis til patienter, som er i ambulant behandling, eller sælges til reducerede priser under BBP (Basic Benefits Package) for patienter, der hører til gruppen af socialt udsatte/særlige befolkningsgruppe. Dette gælder også i tilfælde af visse sygdomme.

Medicin, som er omfattet af BBP, udleveres gratis i forbindelse med indlæggelse, da det inkluderes i de samlede behandlingsomkostninger. Det fremgår, at præparatet Lorazepam er tilgængeligt på apotek i Jerevan og at den lavest mulige pris herfor er 390 AMD for en æske med 24 tabletter (2023-pris). Det fremgår, at dette udleveres til ambulant brug på udvalgte psykiatriske ambulatorier.

Det fremgår, at præparatet Budenosid ikke er tilgængeligt i Armenien. Det fremgår endeligt, at MedCOI ikke har undersøgt præparaterne orphenadinhydrochlorid og nicotin. Hertil bemærkes, at der kan igangsættes en undersøgelse af præparater og priser, der ikke er undersøgt, hvis der er behov herfor.

Det fremgår endvidere af oplysninger fra MedCOI vedrørende behandlingsmuligheder i Armenien, at: Ambulant behandling og opfølgning hos en psykolog er tilgængeligt på hospital i Jerevan, og at behandlingen koster 5.000-10.000 AMD pr. konsultation på Avan Mental Health Center i Jerevan (2024-pris).

Hospitalsbaseret behandling hos en psykolog er tilgængelig på hospital i Jerevan, og at behandlingen er gratis på offentlige psykiatriske klinikker (2023-pris). Ambulant behandling og opfølgning hos en psykiater er tilgængelig på hospital i Jerevan, og at behandlingen er gratis på Avan Mental Health Center i Jerevan (2024-pris). Alle psykiatriske ambulante ydelser er fuldt dækket af BBP på offentlige faciliteter.

Hospitalsbaseret behandling hos en psykiater er tilgængelig på hospital i Jerevan, men det fremgår ikke, hvad prisen er herfor. Psykiatrisk længerevarende klinisk behandling (såsom for kronisk psykotiske patienter) er tilgængelig på hospital i Jerevan, men det fremgår ikke, hvad prisen er herfor. Hjemmebesøg af psykiater er tilgængelig på hospital i Jerevan, men det fremgår ikke, hvad prisen er herfor.

Ambulant behandling hos en praktiserende læge er tilgængelig på poliklinik i Jerevan og behandlingen er gratis på poliklinikker under BBP. Ambulant behandling og opfølgning hos en neurolog er tilgængelig på hospital i Jerevan. Prisen varierer afhængigt af behandlingstype, laveste pris er 10.000 AMD for konsultation uden ordineret behandling.

Gratis under BBP på PHC-faciliteter til patienter, der tilhører socialt udsatte grupper. Hospitalsbaseret behandling hos en neurolog er tilgængelig på hospital i Jerevan. Prisen starter på 30.000 AMD per dag. Værelsesprisen er ikke inkluderet i prisen.

Behandlingen ydes gratis under BBP, dog kun til patienter tilhørende særlige eller socialt udsatte grupper. … Udlændingestyrelsens udtalelse om påstanden Udlændingestyrelsen kan, uanset at alt den nævnte medicin ikke er tilgængelig, på baggrund af oplysningerne om Dømtes helbredstilstand sammenholdt med de yderligere personlige forhold, tiltræde, at anklagemyndigheden nedlægger påstand om, at udvisningen opretholdes. …" Anklagemyndigheden har i forlængelse af Udlændingestyrelsens udtalelse og med henvisning til de indhentede oplysninger fra MedCOI anmodet den behandlingsansvarlige overlæge ved mail af 17. december 2024 om nærmere oplysninger om præparatet Orphenadinhydrochlorid.

Af den behandlingsansvarlige overlæges svar ved mail af 18. december 2023 fremgår bl.a., at domfældte havde anvendt præparatet Lysantin (Orphenadinhydrochlorid) 50 mg senest den 30. august 2023 og kun en gang siden indlæggelsen, hvorfor overlægen seponerede præparatet fra journalen, og at domfældte således ikke længere havde præparatet i sin medicinliste.

Det fremgår videre, at domfældte ikke har bivirkninger af sin antipsykotiske medicin og samarbejdede med behandlingen.

Domfældtes opdaterede medicinliste opsummeredes herefter sålydende: "… Aktuel medicinering (indlagt): ibuprofen, Indikation(er): mod muskelsmerter, 400 mg, Oral anvendelse, p.n. højst 3 gange dagligt, paracetamol, Indikation(er): mod smerter, 1.000 mg, Oral anvendelse, p.n. højst 3 gange dagligt, risperidon, Indikation(er): mod sindslidelse, 12 mg, Oral anvendelse, nat, …" Endelig fremgår af en politirapport af 6. januar 2025 med supplerende § 26-oplysninger nærmere oplysninger om nogle venner i Danmark, som domfældte havde forklaret at køre ture med.

Rapporten var vedlagt to skrivelser med anbefaling af domfældte, henholdsvis udtalelse af 9. december 2024 fra Forening v/ formand Person2 og udtalelse af 27. november 2024 fra Kirke v/ præst Person3. Forklaringer Domfældte har til retsbogen afgivet følgende forklaring: "… Domfældte forklarede, at hans personlige og familiemæssige forhold er korrekt beskrevet i § 26-afhøringen. Han tager alene Risperidon nu.

Han får medicinen udleveret af personalet på Sct. Hans og indtager det herefter. I sin nuværende tilstand vil han selv kunne klare medicineringen, men hvis hans tilstand forværres, vil han ikke kunne klare det. Han vil ikke have nogen indkomst i Armenien, såfremt han bliver udsendt. Han ved ikke, hvorfra politiet har sine oplysninger om medicinpriser i Armenien.

Man skal i realiteten betale betydeligt mere for både medicin og psykologbistand, end det fremgår af papirerne. Han har ikke kendskab til, hvad præparaterne reelt koster. De psykiatriske hospitaler i Armenien er meget anderledes end i Danmark og har mere fængselslignende forhold.

Før hans ankomst til Danmark havde han fået hjemmebehandling, og selv dengang var det meget svært at få. …" Domfældtes kontaktperson fra Psykiatrisk Center Sct. Hans, Person4, har til retsbogen afgivet følgende forklaring: "… Domfældtes kontaktperson fra Psykiatrisk Center Sct. Hans, Person4, forklarede bl.a., at han har kendt Dømte, siden Dømte blev overført fra lukket regi til åbent regi, hvor han arbejder som … .

Han har således nu kendt Dømte i et halvt års tid. De ses på daglig basis. Dømte er en af de mest velfungerende på afsnittet. Han og Dømte har ikke lange samtaler på grund af de sproglige barrierer, men det er hans indtryk, at Dømte er velfungerende - selvfølgelig under forudsætning af, at Dømte som nu er velmedicineret. Det ville være anderledes, hvis Dømte ikke fik sin medicin.

Han kender ikke specifikt til forholdene i Armenien, men kan forstå via chatrooms på internettet, som han har tilgået for at undersøge forholdene nærmere, at de reelle priser på medicin i Armenien ikke er de samme, som er anført i rapporten. Dertil kommer, at der ikke ses at være den samme støtte ved udskrivning som i Danmark, hvor der er opfølgning fra kommunerne, herunder med daglig kontrol med medicinindtagelse.

Hvis Dømte selv skal opsøge sin medicin og selv sørge for at indtage medicinen i Armenien, er det svært at sige, hvordan det vil gå; særligt hvis Dømte ej heller kan fortsætte den samme behandling som nu. Dømte har haft godt af særligt kognitiv adfærdsterapi.

Det er hans vurdering, at der ikke er reel mulighed for tilsvarende terapeutisk behandling i Armenien. …" Domfældtes bistandsværge, Person5, har til retsbogen afgivet følgende forklaring: "… Domfældtes bistandsværge, Person5, forklarede, at han ikke rigtigt kender Dømte, idet han er ny bistandsværge for og Dømte og derfor ikke kender Dømte nærmere. …"

Rettens begrundelse

og afgørelse Foranstaltningsændring Parterne er enige om, at den ved ankedom af 31. januar 2023 idømte anbringelse på psykiatrisk afdeling med en længstetid på 5 år kan ændres til behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen i forbindelse med afdelingen under udskrivning, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om genindlæggelse.

Ophævelse af udvisning Sagen angår herefter, om der er grundlag for efter udlændingelovens § 50 a, stk. 2, at ophæve udvisningen.

Efter denne bestemmelse skal der ske ophævelse af udvisningen eller forkortelse af varigheden af det meddelte indrejseforbud, hvis domfældtes helbredsmæssige tilstand afgørende taler imod, at udsendelse finder sted, eller hvis der er indtrådt væsentlige ændringer i hans forhold, jf. lovens § 26.

Det er i den forbindelse et spørgsmål, om udsendelse vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller 8. Efter oplysningerne i sagen lægger retten til grund, at domfældte, der er armensk statsborger, er diagnosticeret med paranoid skizofreni og har et vedvarende medicinsk behandlingsbehov, samt at han i øjeblikket er velmedicine ret og samarbejder til behandlingen.

Retten lægger endvidere til grund, at domfældte under nuværende indlæggelse og behandling vurderes med lav voldsrisiko baseret på, at hans tilstand har været stabil i over to år, og at indekskriminaliteten udgør et enkeltstående voldstilfælde, men at der - såfremt domfældte stopper med at tage sin medicin - kan forventes betragtelig genopblussen/intensivering af hans psykotiske forhold, og at risikoen for vold og fornyet kriminalitet i givet fald kan stige til høj.

Retten lægger endvidere til grund, at den medicinske behandling, som domfældte modtager for paranoid skizofreni, udgøres af præparatet Risperidon 12 mg. Efter de foreliggende oplysninger fra MedCOI databasen er præparatet Risperidon tilgængeligt på apotek i Armeniens hovedstad, Jerevan, men det fremgår ikke, hvad prisen er.

Det fremgår endvidere af oplysningerne fra MedCOI, at der i Jerevan er forskellige behandlingsmuligheder både på hospitaler og klinikker samt ambulante behandlingsmuligheder - nogle behandlingsmuligheder er efter det oplyste gratis, eller gratis under BBP (Basics Benefit Package for patienter, der hører til gruppen af socialt udsatte/særlige befolkningsgrupper), mens andre behandlingsmuligheder er mod betaling.

Retten bemærker, at det efter praksis ikke er afgørende, om domfældte ved udsendelse til Armenien kan opnå den samme behandling som i Danmark, eller en behandling på tilsvarende niveau, men det har betydning, om domfældte har en reel mulighed for relevant behandling i hjemlandet.

Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder finder retten, at der ikke foreligger nærmere oplysninger om mulighederne for, at domfældte i hjemlandet rent faktisk vil have adgang til tilstrækkelig og passende behandling, herunder henset til udgifterne til medicin - som foreligger uoplyst for det af domfældte anvendte præparat, Risperidon - og behandling, til hans sociale og familiemæssige netværk, ligesom det må anses som værende tvivlsomt, om domfældte har forudsætningerne for at oppebære en indtægt, der vil kunne finansiere den nødvendige medicin og relevant behandling.

På denne baggrund finder retten, at der ikke foreligger tilstrækkeligt sikkert grundlag for at fastslå, at domfældte ikke bringes i en situation i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, hvis han udsendes til Armenien.

Som sagen foreligger oplyst finder retten herefter, at domfældtes helbredsmæssige forhold taler afgørende imod, at udsendelse finder sted, og at udvisningen af domfældte må ophæves, jf. udlændingelovens § 50 a, stk. 2. Retten bemærker herved, at en forkortelse af det meddelte indrejseforbud ikke kan anses for tilstrækkeligt.

I overensstemmelse med sin påstand tildeles domfældte i stedet en advarsel, jf. udlændingelovens § 24 b. Der er efter det anførte ikke anledning til at tage stilling til, om opretholdelse af udvisningen af domfældte eventuelt tillige ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

Derfor bestemmes: Den idømte foranstaltning ændres til dom til behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen i forbindelse med afdelingen under udskrivning, således at Kriminalforsorgen sammen med overlæge kan træffe bestemmelse om genindlæggelse. Bestemmelsen i ankedom af 31. januar 2023 om, at Dømte udvises af Danmark med indrejseforbud for bestandig, ophæves.

Dømte tildeles i stedet en advarsel om udvisning. Statskassen skal betale sagens omkostninger. --- oOo --- Vejledning om advarsel om udvisning Domfældte er tildelt en advarsel om udvisning, jf. udlændingelovens § 24 b.

Dette betyder, at hvis den pågældende begår nyt strafbart forhold, vil der ved en afgørelse om udvisning ved dom på det tidspunkt skulle lægges vægt på, om udvisning må anses for særlig påkrævet, fordi den pågældende ikke tidligere er udvist af den grund, at dette med sikkerhed ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. § 26, stk. 2.

Udskriftens rigtighed bekræftes. ::::::::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 5. afdelings

KENDELSE

(landsdommerne Johann Herzog, Bo Østergaard og Anne Ruberg-Wurms (kst.)).

Dato: 22. december 2025 Rettens sagsnr.: S-1280-25 Anklagemyndigheden mod Dømte, født oktober 1986, (advokat Kenn Regner Jørgensen) Anklagemyndigheden har kæret kendelse afsagt af Retten på Frederiksberg den 25. april 2025 (217/2025) om ophævelse af bestemmelsen i dom af 31. januar 2023 om udvisning af Dømte med indrejseforbud for bestandig og i stedet tildeling af en advarsel om udvisning.

Anklagemyndigheden har påstået kendelsen ændret således, at udvisningen opretholdes, subsidiært at udvisningen opretholdes med et kortere indrejseforbud efter udlændingelovens § 32, stk. 10. Dømte har påstået stadfæstelse. Kæremålet har været behandlet mundtligt. Supplerende oplysninger Af en af Dømte fremlagt erklæring af 17. oktober 2025 fra dr.

Person6 fremgår: “… I’d like to inform you that the medication Risperidone is difficult to access I the Republic of Armenia and the patients are unable to receive it properly. …” I supplerende udtalelse af 16. december 2025 har overlæge Person7, Psykiatrisk Center Sct.

Hans, besvaret supplerende spørgsmål 1-9 fra forsvareren og A-G fra anklagemyndigheden således: ”… 1. “Vurderer De, om det er medicinsk forsvarligt at afbryde patientens nuværende behandling eller ændre behandlingsrammerne, herunder flytning til et land med andre sundhedsstandarder?

Hvis ikke, bedes De beskrive de forventede risici.”: Patienten får dagligt 12 mg Risperidon (antipsykotisk medicin) mod paranoid skizofreni. Det vurderes ikke medicinsk forsvarligt at afbryde patientens nuværende behandling. Behandlingen kan fortsættes ambulant.

I tilfælde af afbrydelse af behandlingen eller medicinsvigt øges risikoen for forværring af den psykiske tilstand, herunder symptomtilbagefald og behov for genindlæggelse.

Jeg kan ikke udtale mig om ændring af behandlingsrammerne, herunder flytning til et land med andre sundhedsstandarder, da de konkrete behandlingsrammer og standarder ikke er mig bekendt. 2. “Kræver patientens tilstand regelmæssig psykiatrisk opfølgning, justering af medicindoser, kontrol af bivirkninger og adgang til akut psykiatrisk hjælp?”: Patienten er velmedicineret og i stabil psykisk tilstand; han er symptomfri.

Behandlingen kan fortsættes ambulant med regelmæssig psykiatrisk opfølgning, herunder vurdering af behov for justering af medicindoser og kontrol af bivirkninger.

I tilfælde af forværring af den psykiske tilstand er adgang til akut psykiatrisk hjælp nødvendig. 3. “Hvordan kan patientens tilstand blive påvirket, hvis han placeres i behandlingsforhold, hvor psykiatriske afdelinger kan være overbelastede, der mangler personale, og hvor behandlingen primært består af medicin uden individuel terapi?”: Patienten er velmedicineret og i stabil psykisk tilstand; han er symptomfri.

Behandlingen kan fortsættes ambulant og i samfundet, og patienten vurderes klar til udskrivelse. Jeg kan ikke konkret vurdere, hvordan patientens tilstand vil blive påvirket ved placering i behandlingsforhold med overbelastede psykiatriske afdelinger, manglende personale og behandling primært bestående af medicin uden individuel terapi, da de konkrete behandlingsrammer ikke er mig bekendt.

Generelt kan manglende tilstrækkelig opfølgning fra ambulatoriet indebære en øget risiko for forværring af psykisk tilstand. 4. “Er det for denne patient nødvendigt med en kombination af medicinsk behandling samt stabil psykologisk og social støtte, som han modtager i Danmark?”: Patienten er velmedicineret og i stabil psykisk tilstand; han er symptomfri.

Patienten har ikke modtaget psykologisk støtte siden juni 2025, idet det er vurderet, at han har afsluttet psykoedukationsforløbet. Der er ikke sket forværring i patientens psykisk tilstand efter han er afsluttet forløbet med psykolog i juni 2025. Ved samtale den 17.07.2025 angav patienten selv, at han på nuværende tidspunkt ikke oplever behov for yderligere psykoedukation. Patienten er kontanthjælpsmodtager.

Behandlingen kan fortsættes ambulant og i samfundet med regelmæssig opfølgning i det psykiatriske ambulatorium, som løbende vil vurdere, om patienten får behov for yderligere psykologisk og social støtte. 5. “Vil risikoen for tilbagefald eller genindlæggelser øges, hvis patienten ikke har adgang til behandlings- og boligforhold, der svarer til de danske (herunder sikker bolig, eget værelse, adgang til personale og rehabiliteringsprogrammer)?”: Patienten er velmedicineret og i stabil psykisk tilstand; han er symptomfri.

Behandlingen kan fortsættes ambulant med regelmæssig opfølgning i det psykiatriske ambulatorium.

Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt vurdere, om risikoen for tilbagefald eller genindlæggelser vil øges ved manglende adgang til behandlings- og boligforhold, der svarer til de danske, da disse konkrete forhold ikke er mig bekendt. 6. “Kan en flytning til et land, hvor behandlingen kan være begrænset til medicin uden tilstrækkelig opfølgning, medføre en forværring af patientens tilstand?”: Patienten er aktuelt velmedicineret og i stabil psykisk tilstand.

Behandlingen kan fortsættes ambulant med regelmæssig opfølgning.

Jeg kan ikke udtale mig om, hvorvidt en flytning til et land, hvor behandlingen kan være begrænset til medicinsk behandling uden tilstrækkelig opfølgning, vil medføre en forværring af patientens tilstand, da de konkrete behandlingsrammer og opfølgningsmuligheder ikke er mig bekendt. 7. “Er den nuværende dosis (12 mg Risperidon dagligt) kun sikker og optimal under regelmæssig lægelig kontrol?”: Patienten får dagligt 12 mg Risperidon (antipsykotisk medicin) mod paranoid skizofreni.

Patienten tager sin medicin uden problemer frivilligt og regelmæssigt. Han har i den grad sygdomsindsigt at forstå, at han regelmæssigt skal have medicinen til hans sydom. Det vurderes ikke medicinsk forsvarligt at afbryde patientens nuværende behandling.

Behandlingen kan fortsættes ambulant, og patienten kan udskrives fra hospitalet med regelmæssig lægelig opfølgning. 8. “Hvilke medicinske risici foreligger, hvis patienten ikke kan få adgang til den samme dosis medicin regelmæssigt, eller hvis der opstår behov for uplanlagt præparatskift?”: Patienten lider af paranoid skizofreni og får dagligt 12 mg Risperidon.

Hvis patienten ikke kan få adgang til den samme dosis regelmæssigt, eller hvis der opstår behov for uplanlagt præparatskift, hvor patienten ikke bliver velbehandlet mod hans sygdom, kan dette medføre øget risiko for forværring af den psykiske tilstand, herunder tilbagefald af psykosesymptomer patienten tidligere havde haft: Styringsoplevelser (oplevede at satan styrede hans handlinger samt en ‘Edwar’, der, hvis pt. vågner om natten, træder ind i hans krop og overtager, hvad han taler om) Bizarre vrangforestillinger om marsmænd, satan og jordens undergang, samt vrangforestillinger med forfølgelsesislæt.

Forfølgelses- og overvågningsoplevelser, bl.a. at der blev holdt øje med ham fra vinduer Hørelses- og synshallucinationer (først i form af stemmer, hvorefter en lille pige og ældre herre materialiserede sig med tiltagende kommanderende og målrettede kommandoer (fortrinsvis en lille pige, der opfordrede patienten til at stjæle slik, legetøj og samle ting op fra gaden) Udtalte sproglige tankeforstyrrelser (vaghed, afglidende svar, privatlogik, konkrethed, overindforståethed, privat sprogbrug) Katatone symptomer i form af stereotype gentagende bevægelser, mannerismer, manglende orientering, aflåsning af bevægelsesmønstre.

Følelse af at være død Tvangspræget tendens til at skulle tegne og ophænge bestemte motiver for at beskytte sig Udtalt forvirring 9. “Hvordan vurderer De risikoen for forværring af patientens psykiske tilstand, hvis han ikke har stabile behandlingsrammer, tilstrækkeligt tilsyn og en tryg, rolig og forudsigelig livssituation?”: Patienten lider af paranoid skizofreni og er i stabil psykisk tilstand.

Ved medicinsvigt kan den psykiske tilstand forværres. Den konkrete risiko om fremtidens behandlingsrammer, tilsyn og livssituation kan ikke vurderes uden kendskab til de lokale behandlings- og støtteforhold. Ved ambulant opfølgning af patienten kan der efter behov vurderes om hans behandlingsrammer, tilsyn og livssituation og handles på det hvis nødvendigt. … A.

Det ønskes oplyst, om domfældte fortsat samarbejder om den medicinske behandling: Domfældte fortsat samarbejder om den medicinske behandling. B.

Det ønskes tillige oplyst om domfældte fortsat mod sindslidelse alene indtager følgende præparat: Risperidon 12 mg. oral anvendelse, nat, udover smertestillende medicin (Paracetamol og Ibuprofen): Domfældte fortsat mod sindslidelse alene indtager følgende præparat: Risperidon 12 mg. oral anvendelse, nat, udover smertestillende medicin (Paracetamol og Ibuprofen). C.

I bekræftende fald skal jeg anmode om at få oplyst, om domfældte psykiske sygdom aktuelt er velbehandlet på daglig tabletbehandling: Domfældte psykiske sygdom aktuelt er velbehandlet på daglig tablet behandling. D.

Jeg skal anmode om at få oplyst, i hvilket omfang domfældte siden ændringen fra anbringelse til behandlingsdom afvikler udgang og/eller orlov, herunder om, og i hvilket omfang, han overnatter andre steder end på afdelingen, hvor han er indlagt: Siden ændringen fra anbringelse til behandlingsdom fra 25. april 2025 afvikler domfældte ca. 6-10 timer uledsaget udgang næsten hver dag, uden overnatninger. E.

Jeg skal anmode om at få oplyst, på hvilke oplysninger eller hvilken iagttaget adfærd følgende udsagn (udtalelse af 10. juni 2024, side 44. sidste afsnit) bygger på: ”Såfremt Dømte stopper med at tage sin medicin, kan vi forvente betragtelig genopblussen/intensivering af psykotiske (…?) og risikoen til vold og fornyet kriminalitet kan stige til HØJ” idet jeg til besvarelsen skal henlede opmærksomheden på, at domfældte ikke er dømt for vold eller anden personfarlig kriminalitet, men derimod alene er dømt for våbenbesiddelse (en almenfarlig forbrydelse).

Jeg skal tillige henlede opmærksomheden på, at det af udtalelse af 23. august 2023 fremgår, at domfældte ”på intet tidspunkt, hverken under indlæggelse på Sct. Hans, eller under surrogat (har) optrådt aggressivt eller med øget voldsrisiko”: Historisk har patienten haft ét enkelt tilfælde af vold, som fandt sted under psykotisk tilstand i forbindelse med medicinsvigt i relation til indekskriminaliteten.

Der foreligger ikke oplysninger om gentagen vold, vedvarende aggressiv adfærd eller personfarlig kriminalitet. Risikoen for vold vurderes at være relateret til alvorlig psykisk lidelse i kombination med intense situationelle belastninger. I stabil behandlet tilstand har patienten ikke udvist aggressiv adfærd eller øget voldsrisiko. F.

Jeg skal ligeledes anmode om at få oplyste hvilken/hvilke konkrete situationer, iagttaget adfærd eller øvrige oplysninger, der ligger bag, at voldsrisikoen i udtalelsen af 23. august 2023, der anbefaler opretholdelse af anbringelsen, fra samme behandlingsansvarlige overlæge blev bedømt som moderat hvis domfældte bliver ”destabiliseret psykisk og befinder sig i en akut højspændt situation”, men HØJ ved udtalelse af juni 2024, der anbefaler lempelse af den idømte foranstaltning fra anbringelse til behandling på psykiatrisk afdeling: Vurderingen af forhøjet risiko for vold relaterer sig ikke til patientens aktuelle tilstand, men til et hypotetisk scenarie med behandlingssvigt, hvor der kan forventes forværring af den psykiske tilstand.

Fravær af vold siden 2023 vurderes at være relateret til stabil antipsykotisk behandling inden for faste og trygge behandlingsrammer. I 2023 havde der været kliniske udfordringer i forbindelse med overflytning til åbent afsnit.

Patienten reagerede med modstand mod ændring af de rammer, han trivedes i, herunder ved at nægte samarbejde om overflytningen, iværksætte sultestrejke og udtrykke behov for politiets involvering for at kunne gennemføre overflytningen. Der var på dette tidspunkt også betydelige problemer med sygdomsindsigt og compliance.

Patienten gav i 2023 gentagne gange udtryk for ønske om nedtrapning af den antipsykotiske behandling, idet han oplevede, at medicinen hæmmede hans kreativitet. På dette tidspunkt manglede patienten i væsentlig grad sygdomsindsigt. Risikoen for medicinsvigt og dermed forværring af psykisk tilstand blev derfor vurderet som høj, hvorfor domsændring ikke blev anbefalet i 2023.

Historisk set har patienten dog generelt efterlevet behandlingen, også i perioder med ambulant behandling. I 2024 har patienten deltaget i psykoedukation og haft løbende samtaler med plejepersonalet med henblik på øget sygdomsindsigt og erkendelse af behandlingsbehov.

Patientens sygdomsindsigt vurderes at være væsentligt forbedret, og han fremstår aktuelt motiveret for at følge medicinske anvisninger og deltage i behandling. Patienten lider af paranoid skizofreni, og ved medicinsvigt vurderes der at være høj risiko for genopblussen af psykotiske symptomer.

Patienten har umodne copingstrategier og kan i psykotisk tilstand hurtigt komme til at agere uhensigtsmæssigt i tilspidsede situationer, som det eksempelvis sås i forbindelse med indekskriminaliteten. På denne baggrund blev risikoen for vold i 2024 vurderet som høj i tilfælde af medicinsvigt.

Samtidig blev domsændring anbefalet i 2024, idet patienten på vurderingstidspunktet tog sin medicin stabilt og uden behandlingsmæssige problemer. … G.

Jeg skal anmode om at få oplyst, om domfældte, hvis relevant behandling afbrydes, ud fra en lægelig vurdering vil udsættes for en alvorlig, hurtig OG uoprettelig forværring af sin helbredstilstand, der vil resultere i en intens lidelse eller væsentlig reduktion i hans forventede restlevetid, herunder eventuel øget suicidalrisiko: Patienten lider af paranoid skizofreni og har ingen kendt somatisk sygdom.

Afbrydelse af den psykiatriske behandling vurderes ikke at medføre en alvorlig, hurtig og uoprettelig forværring af helbredstilstanden med væsentlig reduktion af den forventede restlevetid. Ved behandlingsophør kan der dog være risiko for forværring af den psykiske tilstand, herunder genopblussen af psykotiske symptomer og øget lidelse.

En sådan forværring vurderes som udgangspunkt reversibel ved genoptagelse af relevant behandling. Der er aktuelt og historisk ikke registreret øget suicidal risiko hos patienten. …” Forklaring Dømte har supplerende forklaret bl.a., at han fortsat er tilknyttet Sct. Hans Hospital, hvor han befinder sig godt. Han bliver stadig behandlet med Risperidon. Hans personlige forhold er uændrede.

Den fremlagte erklæring af 17. oktober 2025 har en kammerat, der har været i Armenien, fået af en læge på et armensk hospital. Han vil ikke kunne få den nødvendige behandling i Armenien, da medicinen reelt ikke er tilgængelig. Hans kammerat har spurgt på flere apoteker.

Landsrettens begrundelse og resultat

Dømte blev ved Retten på Frederiksbergs dom af 7. april 2022 fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, og knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 1, og dømt til anbringelse på psykiatrisk afdeling med en længstetid for foranstaltningen på 5 år og udvist med indrejseforbud for bestandig. Ved dom af 23. januar 2023 stadfæstede Østre Landsret dommen.

Ved den påkærede kendelse blev den idømte foranstaltning ændret, således at Dømte skal undergive sig behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen i forbindelse med overlægen under udskrivning, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om genindlæggelse. Der blev ikke fastsat en længstetid for foranstaltningen.

Sagen angår, om der er grundlag for efter udlændingelovens § 50 a, stk. 2, at ophæve udvisningen eller forkorte varigheden af det meddelte indrejseforbud.

Efter denne bestemmelse skal der ske ophævelse eller en forkortelse af varigheden af det meddelte indrejseforbud, hvis tiltaltes helbredsmæssige tilstand afgørende taler imod, at udsendelse finder sted, eller hvis der er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold.

Det er i den forbindelse et spørgsmål, om udsendelse vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og 8 som fortolket af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol senest i dom af 7. december 2021 i sag 57467/15 (Savran mod Danmark).

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 Efter artikel 3 i Menneskerettighedskonventionen må ingen underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

I præmis 133 i Menneskerettighedsdomstolens dom af 7. december 2021 i sag 57467/15 (Savran mod Danmark) bekræfter Domstolen, at de standarder og principper, der er fastslået i dom af 13. december 2016 i sag 41738/10 (Paposhvili mod Belgien), fortsat gælder. Af præmis 141 fremgår, at selv om skizofreni er en alvorlig psykisk sygdom, kan den ikke i sig selv begrunde, at artikel 3 finder anvendelse.

Som anført af byretten fremgår det af sagens lægelige oplysninger, at Dømte er diagnosticeret med paranoid skizofreni. Af de lægelige oplysninger, herunder den seneste udtalelse af 16. december 2025 fra Psykiatrisk Center Sct.

Hans, fremgår videre, at Dømte er i tabletbehandling med Risperidon, at han er velmedicineret, i stabil psykisk tilstand og symptomfri, at han har sygdomsindsigt og uden problemer tager sin medicin frivilligt og regelmæssigt, at behandlingen kan fortsættes ambulant, at han siden april 2025 afvikler ca. 6-10 timer uledsaget udgang næsten hver dag, at han i stabil behandlet tilstand ikke har udvist aggressiv adfærd eller øget voldsrisiko, at afbrydelse af den psykiatriske behandling ikke vurderes at medføre en alvorlig, hurtig og uoprettelig forværring af helbredstilstanden med væsentlig reduktion af den forventede restlevetid, at en forværring af den psykiske tilstand ved behandlingsophør som udgangspunkt vurderes som reversibel ved genoptagelse af relevant behandling, og at der ikke aktuelt og historisk er registreret øget suicidal risiko hos ham.

Landsretten finder derfor, at der ikke er grundlag for at antage, at Dømte uden behandling vil blive udsat for lidelse som defineret i præmis 34 i dom af 7. december 2021 i sag 57467/15 (Savran mod Danmark) som ”a serious, rapid and irreversible decline in his or her state of health resulting in a intense suffering or to a significant reduction in life expectancy”.

Det lægges efter de foreliggende oplysninger i øvrigt til grund, at der er relevante og tilgængelige behandlingsmuligheder for paranoid skizofreni i Armenien, og at det præparat vedrørende den psykiske sygdom, der er ordineret til og anvendes af Dømte, kan købes på apoteker i Armenien. Henset hertil finder landsretten, at udsendelse af Dømte til Armenien ikke vil indebære en krænkelse af artikel 3.

På baggrund af de samme oplysninger findes der ikke at foreligge en sådan usikkerhed om, at Dømte reelt har adgang til den nødvendige og relevante behandling og støtte i Armenien, at hans helbredsmæssige tilstand taler afgørende imod, at udsendelse finder sted, jf. udlændingelovens § 50 a, stk. 2. Den fremlagte erklæring af 17. oktober 2025 fra dr. Person6 kan ikke føre til en anden vurdering.

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 Ved dommen af 31. januar 2023 vurderede landsretten, om udvisning af Dømte med indrejseforbud for bestandig ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv, herunder i lyset af de kriterier, der fremgår af Menneskerettighedsdomstolens dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig).

Landsretten bemærkede bl.a., at Dømte havde haft lovligt ophold i Danmark i godt 3 år og 8 måneder og efter det oplyste ikke var gift eller samlevende og ikke havde børn. Landsretten bemærkede videre, at han ikke taler dansk, og at der ikke var oplysninger om, at han havde været tilknyttet arbejdsmarkedet i Danmark.

Det blev lagt til grund, at han har haft sin opvækst og har gennemført sin skolegang og senere uddannelse i Armenien, taler og skriver armensk og har stærke sociale og kulturelle bånd til Armenien. Landsrettens flertal fandt efter en samlet vurdering, at de hensyn, der talte for udvisning af tiltalte, var så tungtvejende, at de havde større vægt end de hensyn, som talte imod.

Flertallet fandt endvidere, at uanset at tiltalte var fundet straffri som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom, talte sagens øvrige oplysninger med meget stor vægt for, at udvisning med indrejseforbud for bestandig ikke ville være uproportionalt, og at indrejseforbud for bestandig i den foreliggende sag derfor ikke ville være et uproportionalt indgreb.

Det følger af præmis 190-193 i Menneskerettighedsdomstolens dom af 7. december 2021 i sag 57467/15 (Savran mod Danmark) bl.a., at det i et tilfælde som det foreliggende skal vurderes, om der siden landsrettens dom er indtruffet omstændigheder, herunder vedrørende domfældtes adfærd og helbredstilstand, som kan begrunde en anden vurdering af forholdet til konventionens artikel 8.

Det fremgår videre, at behandlingsmæssige aspekter kun er én blandt flere faktorer, der skal tages hensyn til, og at den samlede vurdering af, om en udvisning kan opretholdes, også skal foretages i lyset af de kriterier, der er fastlagt i Maslov-dommen.

Det følger desuden af præmis 194, at det ved vurderingen af grovheden af det pådømte forhold skal tillægges betydning, hvis gerningsmanden er frifundet for straf som følge af utilregnelighed på gerningstidspunktet på grund af sindssygdom.

Højesteret har ved dom af 2. februar 2022 (UfR 2022.1473) anført, at Menneskerettighedsdomstolens dom af 7. december 2021 indebærer, at der under en efterprøvelse efter udlændingelovens § 50 a skal foretages en ny og selvstændig prøvelse af forholdet til artikel 8 på grundlag af de faktiske omstændigheder, som de foreligger på tidspunktet for efterprøvelsen.

Landsretten finder, at udvisning af Dømte ikke er i strid med retten til privatliv i henhold til Menneskerettighedskonventionens artikel 8. Landsretten har herved lagt vægt på navnlig, at der er forløbet knap tre år siden landsrettens dom af 31. januar 2023, og der findes ikke at foreligge oplysninger, som kan begrunde, at der nu anlægges en anden vurdering end den, der fremgår af dommen.

Konklusion Efter en samlet vurdering finder landsretten herefter, at Dømtes helbredsmæssige tilstand og behandlingsmæssige hensyn ikke afgørende taler imod, at han udsendes til Armenien, og at der ikke er indtrådt væsentlige ændringer i hans forhold, jf. udlændingelovens § 50 a, stk. 2, og at udsendelse ikke vil være i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 3 og 8.

Med samme begrundelse findes der ikke grundlag for at nedsætte varigheden af indrejseforbuddet efter udlændingelovens § 50 a, stk. 2, jf. § 32, stk. 10.

Thi bestemmes

: Byrettens kendelse ændres således, at udvisningen af Dømtes med indrejseforbud for bestandig opretholdes. Statskassen betaler sagens omkostninger for landsretten.

AM2025.12.22Ø
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/4ad4c02b-1acc-4f91-8ce0-b23d18f318dc