302/2007

Højesteret forhøjede den af sundhedsmyndighederne skønsmæssigt fastsatte årsløn til brug for beregning af erhvervsevnetabserstatning Sagen drejede sig om fastsættelse af årslønnen efter erstatningsansvarslovens § 7, stk. 2, for A, der i forbindelse med en operation i marts 2001 var påført en patientskade. Efter færdiggørelsen af sin uddannelse som kontorassistent i 1993 havde A primært været ansat som vikar hos skiftende arbejdsgivere, herunder også uden for sit fagområde. Hun havde ind i mellem haft perioder af ledighed. Under henvisning til A’s løse tilknytning til arbejdsmarkedet, fastsatte Patientforsikringen årslønnen til 74.000, hvilket Patientskadeankenævnet tiltrådte. Beløbet udgjorde et beregnet gennemsnit af hendes lønindtægt i årene 1994-2000. For domstolene påstod A årslønnen skønsmæssigt forhøjet til 250.640 kr. Årslønnen blev af landsretten forhøjet til 100.000 kr. og af Højesteret til 150.000 kr. A havde navnlig gjort gældende, at hun i alle årene fra uddannelsens afslutning og til skadens indtræden havde været fast tilknyttet arbejdsmarkedet. Hun havde dels haft lønnet beskæftigelse og dels modtaget arbejdsløshedsunderstøttelse svarende til fuldtidsbeskæftigelse. Hendes løn skulle derfor baseres på lønnen for fuldtidsbeskæftigelse indenfor kontorfunktionærområdet. Patientskadeankenævnet havde herimod anført, at der ikke var grundlag for at fastsætte A’s årsløn skønsmæssigt svarende til fuldtidsarbejde, da hun ikke havde godtgjort, at hun sammenlagt havde haft fast tilknytning til arbejdsmarkedet på fuld tid. Højesteret henviste til dommen gengivet i UfR 2001.2298 H og udtalte, at årslønnen, også i tilfælde, hvor skadelidte er arbejdsløs på skadestidspunktet og modtager arbejdsløs-hedsdagpenge, som udgangspunkt skal fastsættes til den ind¬tægt, som skadelidte ville have haft, hvis han eller hun havde haft arbejde hele året. Højesteret udtalte endvidere, at udgangspunktet dog må fraviges, hvis skade¬lidte ikke har haft fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Omstændighederne omkring A’s erhvervsforhold førte til, at A ifølge Højesteret ikke kunne anses at have haft en sådan fast tilknytning til ar¬bejdsmarkedet, at hendes årsløn skulle fastsættes svarende til fast fuldtidsbeskæftigelse inden for kontorfunktionærom¬rådet. At A efter det oplyste tillige havde været beskæftiget i sin mands landsbrugsvirksomhed, kunne ikke føre til et andet resultat. Herefter – og efter oplysningerne om hendes indtægtsforhold i de seneste år før skaden – blev A’s årsløn fastsat til 150.000 kr. Med dissens for at fastsætte lønnen til 200.000 kr. ændrede Højesteret dermed landsrettens dom.