256/2015

A havde efter at have været udsat for afpresning på sin tidligere arbejdsplads i efteråret 2005 udviklet fysiske og psykiske symptomer, der gjorde ham uarbejdsdygtig. Sagen angik, om A havde krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra skadestidspunktet og en i efterfølgende periode på knap 4 år. Kort tid efter overfaldet gik As arbejdsplads - en forhandler af brugte biler - i betalingsstandsning og gik konkurs ca. et halvt år senere. Erstatningsnævnet havde givet A afslag på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste med den begrundelse, at A ikke havde dokumenteret, at han ville have haft beskæftigelse i den relevante periode. Byretten fandt, at der var en sådan årsagssammenhæng mellem den påførte personskade efter overfaldet og konkursen, at A havde et krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Landsretten kom til det modsatte resultat og udtalte, at arbejdspladsens konkurs skyldtes det generelle trusselbillede mod arbejdspladsen i en periode. Landsretten konkluderede med den begrundelse, at der ikke var årsagssammenhæng mellem skaden og konkursen, og at A ikke havde krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. For Højesteret påberåbte A sig, at han ville kunne have opnået ansættelse et andet sted i den 4-årige periode, og at han derfor – uanset arbejdspladsens konkurs – havde lidt et tab i form af tabt arbejdsfortjeneste. Højesteret fandt, at på baggrund af oplysningerne om As uddannelse og beskæftigelse i en årrække før overfaldet måtte anses for bevist, at han i hvert fald i den væsentligste del af den 4-årige periode ville have været i beskæftigelse, hvis ikke han havde været udsat for overfaldet, og at han derfor havde krav på at få sin tabte arbejdsfortjeneste erstattet. Højesteret fandt endvidere, at der bestod en sådan usikkerhed om arbejdspladsens fremtid, at det ikke kunne lægges til grund, at A ville være forblevet beskæftiget der til den hidtidige årsløn, såfremt personskaden ikke var sket. Derfor måtte størrelsen af hans tabte arbejdsfortjeneste fastsættes skønsmæssigt ud fra hans erfaring og kvalifikationer. På den baggrund ændrede Højesterets landsrettens dom og hjemviste sagen til Erstatningsnævnet til fornyet behandling.