BR — Byretterne
AM2024.09.20B
AM2024.09.20B Københavns Byret
DOM
Dato: 20. september 2024 Rettens sagsnr.: 4-9799/2024 Politiets sagsnr.: 0100-84120-00003-23 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født november 1998 Sagens baggrund og parternes påstande Anklageskriftet er modtaget den 4. juni 2024.
Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af retsplejelovens § 1017 b, stk. 1, ved den 7. januar 2023 fra et ukendt sted, formentlig i Københavnsområdet, via sin Instagram-konto "Brugernavn", i forbindelse med en livestreaming, i hvilken flere personer fulgte med i, at have omtalt en sag om overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, om voldtægt, og i den forbindelse at have offentliggjort Forurettedes identitet, idet han oplyste hendes fulde navn og at sagen omhandlede hende.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf på 5.000 kr. Tiltalte har påstået frifindelse og subsidiært strafbortfald. Forklaringer Der er afgivet forklaring af tiltalte. Tiltalte forklarede, at han har været tiltalt for voldtægt af Forurettede. Han blev dømt i Københavns Byret og efterfølgende frifundet i landsretten. Han er indehaver af Instagram profilen "Brugernavn".
Han er en form for influencer, men mest på TikTok. På daværende tidspunkt havde han 150.000 følgere på TikTok og omkring 25-50.000 følgere på Instagram. Han lavede en livestreaming den pågældende dag, hvor han fortalte om sagen med Forurettede. En livestreaming er, hvor man sidder live på nettet og taler til sine følgere. Videoen bliver ikke uploaded, når den sluttes, så den kan ikke ses igen efterfølgende.
Der var omkring 500-1.000, der fulgte med på den livestreaming. Han omtalte sagen med Forurettede på livestreamingen og nævnte Forurettedes navn. Han vidste ikke på daværende tidspunkt, at han ikke måtte oplyse hendes navn. Adspurgt af forsvareren, forklarede tiltalte, at han slettede videoen efter, at politiet havde taget kontakt til ham. Forurettede havde også nævnt tiltalte på de sociale medier.
Hun havde lagt et billede op på sin Instagram, hvor hun omtalte sagen efter, at han blev dømt i byretten, og hvor hun skrev nogle grimme ord omkring ham, og om de penge han skulle betale hende. Billedet ligger stadig på nettet. Han følger hende ikke længere, men han fik sendt billedet af flere forskellige mennesker, fordi de følger hende. Det var sådan, han fandt ud af, at hun havde lagt det op.
Hun har mange flere følgere end ham på Instagram og omkring det samme antal følgere som ham på TikTok. Hun har mere end 8,1 millioner likes på hendes TikTok. Han tænkte ikke, at han ikke måtte nævne hendes navn, han vidste bare, at der var navneforbud mod ham i byretten. Han sendte hendes opslag til sin daværende advokat, som sagde, at hun ikke måtte omtale ham.
Personlige oplysninger Tiltalte er ikke tidligere straffet.
Rettens begrundelse
og afgørelse Forhold 1 Tiltalte har erkendt, at han efter frifindelsen i landsretten livestreamede om sagen og i den forbindelse nævnte Forurettedes navn. Retten finder, at uanset at tiltalte ved Østre Landsrets dom blev frifundet for voldtægten, må Forurettedes navn stadig efter dommens afsigelse være beskyttet af forbuddet mod at nævne hendes navn i medfør af retsplejelovens § 1017b, stk. 1.
Tiltalte er således skyldig i overensstemmelse med tiltalen. Det er ubestridt, at Forurettede efter byrettens dom, hvor tiltalte blev dømt for voldtægten mod hende, lagde et billede af sig selv med tekst på Instagram, hvoraf fremgår blandt andet: "Fucking glædestårer, Tiltalte er dømt 2 års fængsel (Han har dog anket den, men er nuværende dømt) Har aldrig i mit liv været så glad!
Og 35.000 skal han have op af lommen til mig Lille møgluder han er" Det må lægges til grund, at Forurettede har mange tusinde følgere på de sociale medier, og at billedet stadig kan findes på nettet.
Under disse særlige omstændigheder, hvor Forurettede over for sine følgere på Instagram efter byrettens dom har omtalt sagen, finder retten, at tiltaltes straf for at omtale hendes navn efter frifindelsen i landsretten, bør bortfalde.
Thi kendes for ret
: Straffen for tiltalte Tiltalte bortfalder.
