BS-25020/2021-HJR

.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 182.8px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }

HØJESTERETS DOM

afsagt onsdag den 1. juni 2022

Sag BS-25020/2021-HJR

(1. afdeling)

Sparekassen Vendsyssel (nu Sparekassen Danmark)

(advokat Anders Ørgaard)

mod

Appelindstævnte, tidligere Appellant under konkurs

ved kurator, advokat Boris Frederiksen (advokat Jesper Saugmandsgaard Øe)

I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Hjørring den 23. april 2019 (BS-17249/2018-HJO) og af Vestre Landsrets 1. afdeling den 22. december 2020 (BS-21040/2019-VLR).

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Thomas Rørdam, Henrik Waaben, Jan Schans Christensen, Kurt Rasmussen og Søren Højgaard Mørup.

Påstande

Appellanten, Sparekassen Vendsyssel (nu Sparekassen Danmark), har påstået afvisning, subsidiært frifindelse. Endvidere har Sparekassen Vendsyssel påstået tilbagebetaling af det beløb, som sparekassen har betalt til opfyldelse af landsrettens dom for det tilfælde, at sparekassen får medhold i afvisnings- eller frifindelsespåstanden.

Appelindstævnte, tidligere Appellant under konkurs ved kurator, advokat Boris Frederiksen, har påstået stadfæstelse af landsrettens dom.

2

Anbringender

Sparekassen Vendsyssel (nu Sparekassen Danmark) har supplerende anført navnlig, at sagen skulle have været anlagt af Vidne 1 under konkurs, idet Appelindstævnte, tidligere Appellant under konkurs’ krav reelt vedrører Vidne 1 under konkurs. Vidne 1 under konkurs kunne have støttet om-stødelseskravet på både konkurslovens § 74 og § 79. Det er også Vidne 1's forhold, som landsretten har lagt afgørende vægt på. Da kravet skulle eller i hvert fald kunne have været rejst af Vidne 1 under konkurs, skal fristen i konkurslovens § 81 regnes fra dekretdagen i dette konkursbo. Da denne frist ikke er overholdt, skal sagen afvises.

Betingelserne for anvendelse af konkurslovens § 74 er ikke opfyldt. Appelindstævnte, tidligere Appellant var solvent, da hun foretog de omstridte dispositioner, idet hun modtog ejendommen Adresse under forudsætning af, at hun samtidig overtog gælden. Hun var i stand til at overholde sine økonomiske forpligtelser, herunder betale ydelserne vedrørende lånet i ejendommen. Det har ingen be-tydning for vurderingen af hendes solvens, at banken også indgik en aftale med Vidne 1 om selvskyldnerkaution.

Appelindstævntes, tidligere Appellant økonomiske problemer skyldes alene, at hun blev dømt til at betale Vidne 1 under konkurs 3.250.000 kr. Vestre Landsrets af-gørelse i den sag er imidlertid forkert, idet landsretten ikke tog højde for, at hun reelt kun modtog en gave på knap 400.000 kr. svarende til forskellen mellem ejendommens værdi og den gældsforpligtelse, som hun påtog sig over for Spa-rekassen Vendsyssel. Dertil kommer, at tilbagebetalingskravet på 3.250.000 kr. først blev fremsat den 24. november 2014 og først fastslået ved landsrettens dom af 16. marts 2017.

Sparekassen Vendsyssel hverken kendte eller burde kende til, at landsretten den 16. marts 2017 ville fastslå et tilbagebetalingskrav på 3.250.000 kr. som følge af, at pantegælden ikke skulle fratrækkes, og Sparekassen Vendsyssel hverken kendte eller burde kende til eventuel insolvens hos Appelindstævnte, tidligere Appellant på tidspunktet for tinglysningen af ejerpantebrevet den 22. maj 2013. Sparekassen Vendsyssel havde heller ikke noget kendskab i øvrigt til Appelindstævntes, tidligere Appellant økonomi.

Normalt vil utilbørlighed forudsætte, at dispositionen er styret af et truende økonomisk kollaps, men i dette tilfælde gik der fire år, før Appelindstævnte, tidligere Appellant blev erklæret konkurs. Det lå uden for Sparekassen Vendsyssels forestillinger, at Appelindstævnte, tidligere Appellant skulle blive erklæret konkurs. Der foreligger dermed ikke utilbørlighed, som er et krav efter konkurslovens § 74, og Sparekassen Vendsyssel kan i givet fald ikke siges at have kendt eller burde have kendt til utilbørligheden.

3

Et eventuelt omstødelseskrav vil under alle omstændigheder være forældet. Forældelseslovens regler finder anvendelse på omstødelseskravet, der må anses for at være et erstatningskrav uden for kontrakt. Forældelsen begyndte derfor at løbe den 22. maj 2013 ved underpantsætningen af ejerpantebrevet, og den tre-årige forældelsesfrist var derfor udløbet ved sagens anlæg den 17. maj 2018.

Appelindstævnte, tidligere Appellant under konkurs har supplerende anført navnlig, at kon-kursboet er rette sagsøger i sagen.

Vidne 1's kreditorer havde ikke et direkte omstødelseskrav mod Sparekassen Vendsyssel, da der ikke var samti-dighed mellem overdragelsen af ejendommen fra Vidne 1 til Appelindstævnte, tidligere Appellant og de dispositioner, hvorved Appelindstævnte, tidligere Appellant begunsti-gede Sparekassen Vendsyssel.

Selv om Vidne 1's konkursbo havde kunnet rette krav mod Sparekassen Vendsyssel efter konkurslovens § 79, afskæ-rer bestemmelsen ikke Appelindstævntes, tidligere Appellant konkursbo fra at rette krav mod Sparekassen Vendsyssel. Da konkursboet er rette sagsøger, er fristen i konkurs-lovens § 81 overholdt.

Omstødelseskravet er ikke forældet, idet kravet først er stiftet ved konkursde-kretets afsigelse. Det forhold, at den begunstigede ifølge konkurslovens § 76 skal svare erstatning, betyder ikke, at kravet er et erstatningskrav i relation til forældelsesloven. Reglen anviser blot, hvordan omstødelseskravet skal opgøres.

Højesterets begrundelse og resultat

Sagens baggrund og problemstillinger

Appelindstævnte, tidligere Appellant underskrev den 5. marts 2013 en kassekreditkontrakt, hvorved hun anerkendte at skylde ca. 2,9 mio. kr. til Sparekassen Vendsyssel (nu Sparekassen Danmark). Den 17. april 2013 stillede hun sikkerhed for gæl-den ved at udstede et ejerpantebrev på 3 mio. kr. i en ejendom beliggende Adresse, By, som Sparekassen Vendsyssel fik underpant i. Pante-brevet blev tinglyst den 22. maj 2013. I 2014 optog hun et realkreditlån og an-vendte provenuet på ca. 2,7 mio. kr. til delvis indfrielse af gælden.

Ejendommen Adresse havde hun modtaget som gave fra sin daværende ægtefælle Vidne 1 i april 2010, og hun fik tinglyst adkomst den 29. januar 2013. Den 5. maj 2014 blev Vidne 1 erklæret konkurs, og Appelindstævnte, tidligere Appellant blev siden dømt til at betale 3.250.000 kr. til Vidne 1's konkursbo svarende til værdien af ejendommen.

Hovedspørgsmålene i denne sag er, om Appelindstævntes, tidligere Appellant dispositioner vedrørende påtagelsen af gældsforpligtelsen, sikkerhedsstillelsen herfor og ind-frielsen af gælden kan omstødes efter konkurslovens § 74, og om det krav på er-statning, som Appelindstævntes, tidligere Appellant konkursbo har fremsat i henhold til kon-

4

kurslovens § 76, jf. § 74, er forældet. Derudover rejser sagen spørgsmål om, hvorvidt sagen er anlagt rettidigt efter konkurslovens § 81.

Søgsmålsfristen i konkurslovens § 81

Efter konkurslovens § 81, stk. 1, 1. pkt., kan retssag til gennemførelse af omstø-delse anlægges indtil 12 måneder efter, at konkursdekret er afsagt.

Sparekassen Vendsyssel har påstået sagen afvist og har til støtte herfor gjort gældende, at søgsmålsfristen i konkurslovens § 81, stk. 1, 1. pkt., skal regnes fra tidspunktet for afsigelsen af konkursdekretet vedrørende Vidne 1 den 5. maj 2014. Sparekassen Vendsyssel har nærmere anført bl.a., at omstødel-

seskravet i denne sag reelt er begrundet i det forhold, at Vidne 1

overdrog ejendommen Adresse til Appelindstævnte, tidligere Appellant, at hun overtog hæftelsen for den byggekredit, som Sparekassen Vendsyssel havde stillet til rå-dighed for Vidne 1, at Appelindstævnte, tidligere Appellant stillede sikkerhed for gælden i form af underpant i et ejerpantebrev i ejendommen, og at Vidne 1 dermed reelt stillede pant for gammel gæld til Sparekassen Vendsyssel.

Højesteret finder, at fristen i konkurslovens § 81, stk. 1, 1. pkt., for Appelindstævntes, tidligere Appellant konkursbo til at anlægge sag om omstødelse skal regnes fra den dato, hvor konkursdekretet vedrørende hendes konkursbo blev afsagt. Dekretet blev afsagt den 18. maj 2017, og da sagen er anlagt den 17. maj 2018, er den an-lagt rettidigt. Det er uden betydning for spørgsmålet om overholdelse af fristen, om Vidne 1's konkursbo kunne have anlagt sag mod Sparekassen Vendsyssel om omstødelse som følge af de samme omstændigheder, som dan-ner grundlag for kravet i denne sag.

Omstødelse efter konkurslovens § 74

Ifølge konkurslovens § 74 kan dispositioner, der på utilbørlig måde begunstiger en fordringshaver på de øvriges bekostning, eller hvorved skyldnerens ejendele unddrages fra at tjene til fordringshavernes fyldestgørelse, eller hans gæld for-øges til skade for disse, fordres omstødt, såfremt skyldneren var eller ved dis-positionen blev insolvent, og den begunstigede kendte eller burde kende skyld-nerens insolvens og de omstændigheder, som gjorde dispositionen utilbørlig.

Appelindstævnte, tidligere Appellant påtog sig ved underskrivelse af kassekreditkontrakten en gæld til Sparekassen Vendsyssel på ca. 2,9 mio. kr., som hun stillede sikkerhed for ved underpantsætning af et ejerpantebrev i ejendommen Adresse på nominelt 3 mio. kr., og som hun efterfølgende nedbragte bl.a. med provenuet fra et realkreditlån i ejendommen på ca. 2,7 mio. kr. Appelindstævntes, tidligere Appellant kon-kursbo har gjort gældende, at disse tre dispositioner hver for sig og samlet kan omstødes efter konkurslovens § 74. Parterne er enige om, at størrelsen af boets krav kan opgøres til 2,9 mio. kr.

5

Efter konkurslovens § 74 er det en betingelse for omstødelse, at Appelindstævnte, tidligere Appellant var eller ved dispositionerne blev insolvent, og at Sparekassen Vendsys-sel kendte eller burde kende hendes insolvens og de omstændigheder, som gjorde dispositionerne utilbørlige.

Appelindstævnte, tidligere Appellant havde forinden dispositionerne modtaget ejendommen Adresse som en gave fra Vidne 1. Højesteret finder, at Appelindstævnte, tidligere Appellant var eller i hvert fald blev insolvent ved påtagelsen af gældsfor-pligtelsen, hvis gaven kunne give Vidne 1's kreditorer et krav efter konkurslovens omstødelsesregler eller efter § 33 i den dagældende lov om æg-teskabets retsvirkninger (retsvirkningsloven).

På daværende tidspunkt kunne gaver til nærstående, som var fuldbyrdet op til to år før fristdagen, omstødes efter konkurslovens § 64, stk. 2, medmindre det blev godtgjort, at skyldneren hverken var eller ved fuldbyrdelsen blev insol-vent.

Endvidere kunne gaver mellem ægtefæller give anledning til, at en kredi-tor, som på tidspunktet, hvor gaven blev givet, havde fordring på overdrage-ren, fik et krav efter retsvirkningslovens § 33 mod modtageren af gaven.

Efter denne bestemmelse kunne kreditor holde sig til den anden ægtefælle for vær-dien af det overførte, hvis fuld dækning hos overdrageren måtte anses uopnåe-lig, medmindre overdrageren beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser.

Gaveoverdragelsen af ejendommen Adresse blev fuldbyrdet ved ting-lysning den 29. januar 2013, jf. konkurslovens § 73.

På baggrund af forklaringen afgivet af afdelingsdirektør i Sparekassen Vend-syssel Vidne 4 og hans e-mail af 20. august 2014 til advokat Vidne 3 må det lægges til grund, at sparekassen antog, at tinglysningen hang sam-men med, at skattemyndighederne var ved at undersøge Vidne 1's forhold. Vidne 4 har forklaret, at han forbandt skattemyndighedernes un-dersøgelse med, at Vidne 1 havde solgt sit landbrug i 2008. Skatte-myndighederne traf efterfølgende afgørelse om at forhøje Vidne 1's indkomst for 2008 med ca. 5,7 mio. kr.

Højesteret finder, at det må lægges til grund, at Vidne 1 allerede den 29. januar 2013 var insolvent som følge heraf, og at overdragelsen af ejendom-men derfor kunne omstødes i op til to år efter denne dato efter konkurslovens § 64, ligesom overdragelsen kunne give anledning til krav mod Appelindstævnte, tidligere Appellant efter retsvirkningslovens § 33. Det blev da også ved Vestre Landsrets dom af 16. marts 2017 fastslået, at Vidne 1's konkursbo havde et krav på 3.250.000 kr. mod Appelindstævnte, tidligere Appellant i anledning af gaven.

6

Vidne 4 var efter sin forklaring bekendt med, at der var risiko for omstø-delse i forbindelse med overdragelsen af ejendommen og dermed, at Vidne 1 kunne blive erklæret konkurs som følge af skattemyndighedernes krav.

Højesteret finder på den baggrund, at Sparekassen Vendsyssel var eller burde have været bekendt med, at overdragelsen af ejendommen Adresse kunne give anledning til krav mod Appelindstævnte, tidligere Appellant efter konkurslovens § 64 og retsvirkningslovens § 33 på det tidspunkt, hvor Appelindstævnte, tidligere Appellant un-derskrev kassekreditkontrakten. Sparekassen Vendsyssel burde derfor have indset, at Appelindstævnte, tidligere Appellant ved påtagelsen af gældsforpligtelsen ville blive insolvent, såfremt der blev rejst krav mod hende i anledning af gaveoverdragel-sen af ejendommen.

Højesteret finder, at dispositionerne vedrørende gældsforholdet indebar en util-børlig begunstigelse af Sparekassen Vendsyssel på bekostning af de kreditorer, som kunne rette krav mod Appelindstævnte, tidligere Appellant i anledning af overdragelsen af ejendommen. Højesteret finder endvidere, at Sparekassen Vendsyssel kendte de omstændigheder, der gjorde dispositionerne utilbørlige.

Betingelserne for omstødelse efter konkurslovens § 74 er herefter opfyldt.

Forældelse af konkursboets krav om erstatning efter konkurslovens § 76, jf. § 74 Det fremgår af konkurslovens § 76, at den begunstigede skal betale erstatning efter almindelige regler, hvis der sker omstødelse efter lovens § 72 eller § 74.

Højesteret finder, at krav i henhold til konkurslovens § 76 er fordringer omfattet af forældelsesloven, jf. dennes § 1. Sådanne fordringer kan tidligst kræves op-fyldt, når der er afsagt konkursdekret og således etableret et konkursbo, der kan fremsætte kravet. Højesteret finder endvidere, at forældelseslovens § 2, stk. 1, finder anvendelse, og at forældelsesfristen derfor tidligst begyndte at løbe den 18. maj 2017. Da forældelsesfristen blev afbrudt ved anlæggelsen af denne sag den 17. maj 2018, er kravet ikke forældet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1.

Konklusion Højesteret tiltræder, at Sparekassen Vendsyssel (nu Sparekassen Danmark) skal betale 2.900.000 kr. til Appelindstævnte, tidligere Appellant under konkurs.

THI KENDES FOR RET:

Landsrettens dom stadfæstes.

7

I sagsomkostninger for Højesteret skal Sparekassen Danmark betale 165.000 kr. til Appelindstævnte, tidligere Appellant under konkurs.

De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsi-gelse.

Sagsomkostningsbeløbene forrentes efter rentelovens § 8 a.