95/2025

AM2026.03.25H Retten i Randers’

KENDELSE

Dato: 16. april 2025 Rettens sagsnr.: 2-636/2025 Politiets sagsnr.: 4200-83698-00033-25 Retsmødet var offentligt. Anklagemyndigheden mod Tiltalte1, født marts 1981 og Tiltalte2, født februar 1990 Beslaglæggelse Ingen var mødt.

Anklageren har i medfør af retsplejelovens § 806, stk. 4, jf. § 802, stk. 1, anmodet om rettens kendelse om godkendelse af en beslaglæggelse foretaget den 9. februar 2025 kl. 13.31, hvor politiet beslaglagde 5 plastkasser med smykker hos Tiltalte2 cpr.nr. …0290-… Adresse1 og Tiltalte1 …381-… Adresse1 Følgende fremgår af anklagemyndighedens anmodning af 6. marts 2025: "...

Baggrunden for beslaglæggelsen er, at Forurettede1, der er butiksindehaver af butikken Butik1 i Aalborg, til Østjyllands Politi den 9. februar 2025, kl. 9.20 har oplyst, at der fra hendes butik igennem 2025 er blevet stjålet en del ting, herunder perler til at lave smykker med, til en samlet værdi af 50.000 -60.000 kr. Hun oplyste endvidere, at det kun er i hendes butik og i en anden butik, der sælges disse perler.

Hun oplyste desuden, at indehaveren af den anden butik, Butik2, Forurettede2 til hende havde oplyst, at gerningsmændene skulle være Tiltalte2 og Tiltalte1. Han havde ligeledes fået stjålet store mængder smykker og perler i sin butik. Endvidere har Forurettede1 den 9. februar 2025 kl. 13.20 til politiet oplyst, at Tiltalte2 og Tiltalte1 pt. stod og solgte de stjålne varer på et Kræmmermarked i By.

Østjyllands Politi opsøgte herefter Tiltalte2 og Tiltalte1 på kræmmermarkedet, Kræmmermarked, Adresse2 i By og beslaglagde herefter smykkerne på øjemedet med henblik på nærmere undersøgelse. Tiltalte2 og Tiltalte1 gav mundligt, men ikke skriftligt samtykke til beslaglæggelsen.

Ved en beklagelig fejl vejledte Østjyllands Politi ikke Tiltalte2 og Tiltalte1 om adgangen til at få spørgsmålet om beslaglæggelses lovlighed prøvet ved retten i henhold til retsplejelovens § 807, stk. 1. Jeg har i dag bedt politiet om at kontakte Tiltalte2 og Tiltalte1 med henblik på tilbagelevering af smykkerne. Der henvises til vedlagte rapportmateriale.

Tiltalte2’s advokat, Advokat1 har fremsendt en mail, der er modtaget hos Østjyllands Politi den 5. marts 2025, kl. 12.12, hvori han anmoder om, at beslaglæggelsen indbringes for retten. Han har over for mig i dag telefonisk oplyst, at han, uagtet at smykkerne vil blive tilbageleveret hurtigst muligt, fortsat ønsker beslaglæggelsen indbragt for retten.

Tiltalte1’s advokat, Advokat2 har fremsendt en mail, der er modtaget hos Østjyllands Politi den 5. marts 2025, kl. 12.42, hvori han tillige anmoder om, at beslaglæggelsen indbringes for retten.

Han har over for mig i dag telefonisk oplyst, at han som følge af, at smykkerne vil blive tilbageleveret hurtigst muligt, ikke længere ønsker beslaglæggelsen indbragt for retten. ..." Advokat Advokat1 har i mail af 20. marts 2025 som forsvarer for Tiltalte2 anført, at "...

Som forsvarer for Tiltalte2 anmodede undertegnede den 5. marts 2025 Østjyllands Politi om at forelægge spørgsmålet om lovligheden af Østjyllands Politis beslaglæggelse af 5 plastkasser med smykker tilhørende Tiltalte1 og Tiltalte2 foretaget den 9. februar 2025 for retten. Anmodningen af 5. marts 2025 er vedlagt. Advokat Advokat2 fremsatte som forsvarer for Tiltalte1 enslydende anmodning.

Umiddelbart efter fremsættelsen af anmodningen om domstolsprøvelse blev det besluttet, at det beslaglagte skulle tilbageleveres til Tiltalte1 og Tiltalte2. Østjyllands Politi anmodede den 6. marts 2025 Retten i Randers om at godkende beslaglæggelsen. Retten i Randers har den 17. marts 2025 anmodet om eventuelle bemærkninger til Østjyllands Politi anmodning af 6. marts 2025.

På denne baggrund fremsætter jeg som forsvarer for Tiltalte2 følgende bemærkninger: Det fastholdes, at beslaglæggelsen af de grunde, der er anført i anmodningen af 5. marts 2025 om domstolsprøvelse (vedlagt), er ulovlig. Det bemærkes, at Tiltalte1’s forsvarer allerede den 13. februar 2025 anmodede politiet om at tilbagelevere det beslaglagte.

Politiet burde derfor have forelagt spørgsmålet om lovligheden af beslaglæggelsen for retten senest den 14. februar 2025. Det bestrides, at beslaglæggelsen blev foretaget på øjemedet. Der fremgår intet herom af anmeldelsesrapporten af 10. februar 2025.

Af rapporten fremgår det derimod, at beslaglæggelsen skete på grundlag af samtykke, og rettens prøvelse kan derfor alene ske efter retsplejelovens § 806, stk. 11. ..." Advokat Advokat2 har i mail af 21. marts 2025 som forsvarer for Tiltalte1 anført, at han henholder sig advokat Advokat1’s bemærkninger. Anklager Anklager har i mail af 28. marts 2025 yderligere anført, at "...

Vedr. beslaglæggelse foretaget den 9. februar 2025, fastholder jeg hermed mine bemærkninger fremsendt i anmodning af 6. marts 2025. Jeg skal endvidere bemærke, at en anmodning fra forsvareren for Tiltalte1 alene har betydning i relation til hans klient og ikke i forhold til Tiltalte2. Jeg skal endvidere fastholde, at beslaglæggelsen er sket på øjemedet.

Jeg har vedlagt afhøringsrapport fra Forurettede1 dateret den 7. marts 2025, men foretaget den 9. februar 2025.

Jeg har endvidere vedlagt "Rapport Genudlevering af koster 1-5 + 10" af 7. marts 2025. ..." Retten afsagde Kendelse: Tiltalte2 og Tiltalte1 var, på grundlag af anmeldelsen fra Forurettede1, på tidspunktet for beslaglæggelsen med rimelig grund mistænkt for en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale.

Der var på samme grundlag desuden grund til at antage, at de beslaglagte effekter, kunne tjene som bevis og skulle konfiskeres eller tilbageleveres. Retsplejelovens § 806, stk. 11 angår spørgsmålet om, hvorvidt afgørelse om beslaglæggelse kan træffes af politiet, eller skal træffes af retten. Da der ikke foreligger skriftligt samtykke, skal afgørelsen som udgangspunkt træffes af retten.

Politiet kan imidlertid, såfremt betingelserne i retsplejelovens § 806, stk. 4 er opfyldt, foretage beslaglæggelse på øjemedet, og efterfølgende forelægge spørgsmålet for retten, hvis den indgrebet foretages overfor, anmoder herom.

Beslaglæggelsen er sket på grundlag af en anmeldelse om tyveri, og det fremgår af anmeldelsesrapporten, at de mistænkte på tidspunktet for beslaglæggelsen befandt sig på et marked for salg af effekterne. Indgrebets øjemed ville derfor forspildes, hvis retskendelse skulle afventes. Betingelserne for at foretage beslaglæggelse på øjemedet var derfor opfyldt jf. retsplejelovens § 802, stk. 1, jf. § 806, stk. 4.

Via sin advokat anmodede Tiltalte2 den 5. marts 2025 kl. 12.12 om, at beslaglæggelsen blev indbragt for retten. Sagen blev forelagt for retten den 6. marts 2025 kl. 11.57 og således indenfor den i retsplejelovens § 806, stk. 4 fastsatte frist på 24 timer. I forbindelse med beslaglæggelsen blev de mistænkte ikke vejledt om, at de havde mulighed for at indbringe beslaglæggelsen for retten.

Manglende vejledning herom vil som udgangspunkt være tilsidesættelse af en væsentlig retssikkerhedsgaranti. Det fremgår af anmeldelsesrapporten, at de mistænkte gav mundtlig samtykke til beslaglæggelsen, og selv kørte effekterne ind på politigården. Det fremgår videre, at de begge fik advokat beskikket den 21. februar 2025, men først den 5. marts 2025 anmodede om forelæggelse af beslaglæggelsen.

Den manglende vejledning af de mistænkte kan derfor ikke føre til, at indgrebet ikke godkendes.

Thi bestemmes

: Retten godkender beslaglæggelsen foretaget den 9. februar 2025 kl. 13.31, hvor politiet beslaglagde 5 plastkasser med smykker hos Tiltalte2 cpr.nr. …0290-… Adresse1 8930 Randers NØ og Tiltalte1 …0381-… Adresse1 8930 Randers NØ Sagen sluttet. ::::::::::::::::::::::::::::::: Vestre Landsrets 2. afdelings

KENDELSE

Som dommere fungerede landsdommerne Thomas Klyver, Marie Kathrine Nielsen og Alexander M. P. Johannessen. Dato: 7. maj 2025 Rettens sagsnr.: S–0818–25 Anklagemyndigheden mod Tiltalte2, født februar 1990 Fremlagte bilag: kæreskrift af 30. april 2025 fra advokat Advokat1 fremsendelsesbrev af 5. maj 2025 med bilag fra Retten i Randers udskrift af retsbogen for Retten i Randers.

Den 16. april 2025 har byretten afsagt kendelse om at godkende beslaglæggelsen foretaget den 9. februar 2025 kl. 13.31 af 5 plastkasser med smykker hos Tiltalte2 og Tiltalte1. Kendelsen er kæret af Tiltalte2 med påstand om, at beslaglæggelsen ikke godkendes. Landsretten afsagde Kendelse: Landsretten er enig i byrettens resultat og begrundelsen herfor. Landsretten stadfæster derfor byrettens kendelse.

Thi bestemmes

: Byrettens kendelse stadfæstes. Sagen sluttet. ::::::::::::::::::::::::::::::: Højesterets X. afdelings

KENDELSE

I påkendelsen har deltaget tre dommere: Hanne Schmidt, Ole Hasselgaard og Søren Højgaard Mørup. Dato: 25. marts 2026 Rettens sagsnr.: 95/2025 Anklagemyndigheden mod Tiltalte2, (advokat Bjarne Overmark, beskikket) I tidligere instanser er afsagt kendelse af Retten i Randers den 16. april 2025 (2-636/2025) og af Vestre Landsrets 2. afdeling den 7. maj 2025 (S-0818-25).

Påstande

Tiltalte2 har nedlagt påstand om, at landsrettens kendelse ændres, således at beslaglæggelsen ikke godkendes. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Sagsfremstilling

Østjyllands Politi modtog den 9. februar 2025 anmeldelse fra Forurettede1 om, at der i januar 2025 var stjålet smykker og perler fra hendes butik Butik1. Samme dag anmeldte også indehaveren af Butik2, Forurettede2, tyveri, idet han i en periode fra august 2024 til januar 2025 havde fået stjålet perler og smykker fra sin butik. Han mistænkte Tiltalte2 og Tiltalte1 for at stå bag tyveriet.

I forbindelse med anmeldelsen af 9. februar 2025 oplyste Forurettede1 til politiet, at Tiltalte2 og Tiltalte1 på tidspunktet for anmeldelsen var til stede på et kræmmermarked i By, hvor de solgte perler og smykker. Forurettede1 havde fået tilsendt billeder af de smykker, som Tiltalte2 og Tiltalte1 solgte på kræmmermarkedet, og mente at kunne genkende en del af smykkerne som sine egne.

Østjyllands Politi sendte på den baggrund en patrulje til kræmmermarkedet, hvor de traf Tiltalte2 og Tiltalte1 og beslaglagde fem kasser med smykker med henblik på nærmere undersøgelse. Af politiets anmeldelsesrapport af 10. februar 2025 fremgår bl.a.: ”… De foreviste herefter de kasser med smykker, som de havde haft oppe på standen.

Der var tale om fem større plastkasser på størrelse med flyttekasser, indeholdende flere hundrede smykker. Kasserne stod alle bag i deres bil med regnr. … . Grundet antal af smykker blev det vurderet, at det ikke var muligt for patruljen at konstatere ude på stedet hvilke smykker der var tale om, at der skulle være stjålet.

Det blev derfor aftalt med de to mistænkte, at politiet ville beslaglægge kasserne med smykker med henblik på at undersøge dem nærmere. De blev ligeledes anmodet om at komme ind og forevise kvitteringer på smykkerne.

De var begge indforstået med beslaglæggelse og de kørte derfor selv til Randers Politigård i deres bil sammen med patruljen, hvor patruljen herefter sikrede kasserne med smykker under koster: Nr. 1 til 5: Plastkasser med smykker. …” Tiltalte2 og Tiltalte1 blev senere sigtet for tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 285. De nægtede sig skyldige.

Ved mail af 13. februar 2025 til Østjyllands Politi forespurgte Tiltalte2 og Tiltalte1’s daværende advokat Advokat2, om de kunne få udleveret de beslaglagte genstande. Den 5. marts 2025 anmodede advokat Advokat1 på vegne af Tiltalte2 Østjyllands Politi om at indbringe beslaglæggelsen for retten. Østjyllands Politi indbragte den 6. marts 2025 sagen for Retten i Randers.

Den 6. marts 2025 besluttede anklagemyndigheden, at alle smykkerne og perlerne skulle udleveres til Tiltalte2 og Tiltalte1, som den 7. marts 2025 afhentede dem på Randers politistation. Den 16. april 2025 afsagde Retten i Randers kendelse, hvorved beslaglæggelsen blev godkendt.

Af kendelsen fremgår bl.a.: ”… Tiltalte2 og Tiltalte1 var, på grundlag af anmeldelsen fra Forurettede1, på tidspunktet for beslaglæggelsen med rimelig grund mistænkt for en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale. Der var på samme grundlag desuden grund til at antage, at de beslaglagte effekter, kunne tjene som bevis og skulle konfiskeres eller tilbageleveres.

Retsplejelovens § 806, stk. 11, angår spørgsmålet om, hvorvidt afgørelse om beslaglæggelse kan træffes af politiet, eller skal træffes af retten. Da der ikke foreligger skriftligt samtykke, skal afgørelsen som udgangspunkt træffes af retten.

Politiet kan imidlertid, såfremt betingelserne i retsplejelovens § 806, stk. 4, er opfyldt, foretage beslaglæggelse på øjemedet, og efterfølgende forelægge spørgsmålet for retten, hvis den indgrebet foretages overfor, anmoder herom.

Beslaglæggelsen er sket på grundlag af en anmeldelse om tyveri, og det fremgår af anmeldelsesrapporten, at de mistænkte på tidspunktet for beslaglæggelsen befandt sig på et marked for salg af effekterne. Indgrebets øjemed ville derfor forspildes, hvis retskendelse skulle afventes. Betingelserne for at foretage beslaglæggelse på øjemedet var derfor opfyldt jf. retsplejelovens § 802, stk. l, jf. § 806, stk. 4.

Via sin advokat anmodede Tiltalte2 den 5. marts 2025 kl. 12.12 om, at beslaglæggelsen blev indbragt for retten. Sagen blev forelagt for retten den 6. marts 2025 kl. 11.57 og således indenfor den i retsplejelovens § 806, stk. 4 fastsatte frist på 24 timer. I forbindelse med beslaglæggelsen blev de mistænkte ikke vejledt om, at de havde mulighed for at indbringe beslaglæggelsen for retten.

Manglende vejledning herom vil som udgangspunkt være tilsidesættelse af en væsentlig retssikkerhedsgaranti. Det fremgår af anmeldelsesrapporten, at de mistænkte gav mundtlig samtykke til beslaglæggelsen, og selv kørte effekterne ind på politigården. Det fremgår videre, at de begge fik advokat beskikket den 21. februar 2025, men først den 5. marts 2025 anmodede om forelæggelse af beslaglæggelsen.

Den manglende vejledning af de mistænkte kan derfor ikke føre til, at indgrebet ikke godkendes. …” Vestre Landsret stadfæstede kendelsen i henhold til grundene den 7. maj 2025. Den 3. oktober 2025 traf Østjyllands Politi afgørelse om, at der ikke ville blive rejst tiltale mod Tiltalte2 og Tiltalte1.

Anbringender

Tiltalte2 har anført navnlig, at beslaglæggelsen ikke bør godkendes. Hun gav samtykke til beslaglæggelsen, hvilket ikke er tilstrækkeligt til, at politiet kan foretage beslaglæggelse uden forudgående retskendelse, jf. retsplejelovens § 806, stk. 11. Hun gav alene mundtligt samtykke, fordi hun blev bragt i den vildfarelse, at hun ikke havde et andet valg.

Hun blev ikke vejledt om sin ret til at få prøvet lovligheden af beslaglæggelsen ved retten. Hvis hun var blevet vejledt om sine rettigheder, ville hun have modsat sig beslaglæggelsen og straks anmodet om domstolsprøvelse. Det bestrides, at beslaglæggelsen kan anses for foretaget på øjemedet.

Beslaglæggelsen kan ikke godkendes med henvisning til en anden hjemmel end den, der dannede grundlag for beslaglæggelsen, da den blev foretaget. Den 13. februar 2025 anmodede hendes daværende forsvarer politiet om at tilbagelevere det beslaglagte. Politiet burde derfor have forelagt spørgsmålet om lovligheden af beslaglæggelsen for retten senest den 14. februar 2025.

Der foreligger derfor en ganske betydelig fristoverskridelse. Samlet set har politiets fejl i sagen haft væsentlig betydning for hende, hvorfor beslaglæggelsen ikke bør godkendes. Anklagemyndigheden har anført navnlig, at det var med rette, at beslaglæggelsen er godkendt. Det beror på en simpel formalitetsfejl, at Tiltalte2’s samtykke ikke blev sikret skriftligt, jf. retsplejelovens § 806, stk. 11.

Politiets manglende vejledning af Tiltalte2 udgør i denne sag ikke en så betydelig tilsidesættelse af væsentlige hensyn til hendes retssikkerhed, at beslaglæggelsen ikke burde være godkendt.

Der må herved lægges vægt på, at de materielle betingelser for beslaglæggelsen var opfyldt, at begge mistænkte meddelte mundtligt samtykke til beslaglæggelsen og selv kørte smykkerne ind til politigården sammen med politiet, at spørgsmålet om beslaglæggelse blev indbragt for retten inden for 24 timer efter advokat Advokat1’s anmodning til politiet den 5. marts 2025, og at betingelserne for beslaglæggelse på øjemedet også var opfyldt, idet øjemedet ville forspildes, hvis politiet havde afventet retskendelse.

Det fremgår ikke af forsvarerens mail af 13. februar 2025, at han ønskede spørgsmålet om beslaglæggelsen indbragt for retten. Fristen for at indbringe beslaglæggelse for retten var derfor ikke overskredet den 14. februar 2025.

Højesterets begrundelse og resultat

Sagen angår, om politiets beslaglæggelse af Tiltalte2’s perler og smykker den 9. februar 2025 skal godkendes. Politiet modtog den 9. februar 2025 anmeldelser fra to butiksindehavere om, at Tiltalte2 og Tiltalte1 havde stjålet perler og smykker fra deres butikker.

Politiet fik oplyst, at Tiltalte2 og Tiltalte1 befandt sig på et kræmmermarked, hvor de solgte perler og smykker, og at en af butiksindehaverne havde genkendt nogle af dem som sine egne. Politiet beslaglagde samme dag fem kasser med perler og smykker fra Tiltalte2 og Tiltalte1 uden forudgående retskendelse, hvilket ubestridt skete med deres mundtlige samtykke.

Spørgsmålet er navnlig, om politiet var berettiget til at beslaglægge smykkerne uden forudgående retskendelse, og i givet fald om politiet burde have vejledt Tiltalte2 om, at hun kunne modsætte sig beslaglæggelsen og få indbragt spørgsmålet om lovligheden af beslaglæggelsen for retten.

Politiet kan træffe afgørelse om beslaglæggelse, hvis den, som indgrebet retter sig imod, meddeler skriftligt samtykke til indgrebet, jf. retsplejelovens § 806, stk. 11. Formålet med skriftlighedskravet er at afskære senere bevistvivl om, hvorvidt samtykke er meddelt (Folketingstidende 1998-99, tillæg A, lovforslag nr. L 41, s. 877, jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, lovforslag nr. L 98, s. 2491).

Højesteret finder herefter, at manglende iagttagelse af skriftlighedskravet ikke i sig selv kan medføre, at en beslaglæggelse ikke er lovlig, når det som i det foreliggende tilfælde må lægges til grund, at der er givet samtykke.

Desuden finder Højesteret, at politiet ikke i en situation som den foreliggende havde pligt til at vejlede Tiltalte2 om, at hun kunne modsætte sig beslaglæggelsen og få indbragt spørgsmålet om lovligheden af beslaglæggelsen for retten, jf. herved retsplejelovens § 807, stk. 1, 3. pkt., hvorefter politiet alene skal vejlede af egen drift om adgangen til at få spørgsmålet om beslaglæggelse indbragt for retten, hvis beslaglæggelsen foretages efter § 806, stk. 4 eller 5, i tilfælde, hvor øjemedet ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes.

På den baggrund finder Højesteret, at politiet var berettiget til at beslaglægge smykkerne uden forudgående retskendelse, idet betingelserne i retsplejelovens § 802, stk. 1, for at foretage beslaglæggelse af Tiltalte2’s perler og smykker var opfyldt, og idet beslaglæggelsen ikke stod i misforhold til sagens betydning og den ulempe, som indgrebet kunne antages at medføre, jf. lovens § 805, stk. 1.

Højesteret stadfæster derfor landsrettens kendelse om godkendelse af beslaglæggelsen. Det bemærkes, at der ikke er grundlag for at fastslå, at beslaglæggelsen skulle have været indbragt for retten tidligere end sket.

Thi bestemmes

: Landsrettens kendelse stadfæstes. Tiltalte2 skal betale sagens omkostninger for Højesteret.