AM2025.08.26V

AM2025.08.26V Retten i Randers

DOM

Dato: 9. maj 2025 Rettens sagsnr.: 4-3113/2024 Politiets sagsnr.: 4200-71290-00012-23 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født februar 1989 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 12. november 2024.

Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 4, (dagældende stk. 3), jf. våbenlovens § 10, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 1, 2, 3 og 9 – besiddelse af skydevåben med tilhørende ammunition, lyddæmper og magasiner under særligt skærpende omstændigheder på offentligt tilgængeligt sted, ved i perioden mellem den 27. august 2022 og den 20. juni 2023 i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse med Person1, hvis sag er afgjort særskilt, under særligt skærpende omstændigheder at have modtaget og besiddet; en halv og fuldautomatisk kinesisk model 56 riffel, kaliber 7,62 x 39 mm med tilhørende magasin isat 30 skarpe patroner, en halv og fuldautomatisk russisk PPSh 41 maskinpistol, kaliber 7,62 x 25 mm med tilhørende magasin, en halvautomatisk Glock 19 pistol, kaliber 9 x 19 mm, isat tomt magasin, samt et tilhørende langt magasin, en halvautomatisk Blow/Zira Silah TR14 omdannet gas og signalpistol kaliber 7,65, isat magasin med 9 skarpe patroner, med en tilhørende lyddæmper, hvor pistolen ses omdannet til at kunne afskyde kaliber 7,65 ammunition, en halvautomatisk Crvena Zatava, model 57, pistol, kaliber 7,62 x 25 mm, isat tomt magasin samt 185 patroner kaliber 9 x 19 mm og 109 patroner kaliber 7,62 x 25 mm, som alle efter modtagelsen blev opbevaret i garage nr. ... beliggende på Adresse1 i Randers.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at tiltalte, Tiltalte, dømmes i overensstemmelse med tiltalen og straffes med fængsel.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at tiltalte i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 22, nr. 1, 3, og 8, udvises af Danmark med et indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 7, subsidiært med et indrejseforbud af kortere varighed efter rettens skøn, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1.

Anklagemyndigheden har påstået konfiskation af halv og fuldautomatisk kinesisk model 56 riffel, kaliber 7,62 x 39 mm samt et tilhørende magasin isat 30 skarpe patroner, en halv og fuldautomatisk russisk PPSh 41 maskinpistol, kaliber 7,62 x 25 mm, samt et tilhørende magasin, en halvautomatisk Glock 19 pistol, kaliber 9 x 19 mm, isat tomt magasin, samt et tilhørende langt magasin, en halvautomatisk Blow/Zira Silah TR14 omdannet gas og signalpistol kaliber 7,65, isat magasin med 9 skarpe patroner, med en tilhørende lyddæmper, hvor pistolen ses omdannet til at kunne afskyde kaliber 7,65 ammunition, en halvautomatisk Crvena Zatava, model 57, pistol, kaliber 7,62 x 25 mm, isat tomt magasin samt 185 patroner kaliber 9 x 19 mm og 109 patroner kaliber 7,62 x 25 mm hos tiltalte, jf. straffelovens § 75, stk. 2.

Tiltalte har erkendt sig delvis skyldig. Forsvareren har nedlagt påstand om frifindelse i det ikke erkendte omfang og i øvrigt rettens mildeste dom. For så vidt angår påstanden om udvisning har forsvareren nedlagt påstand om frifindelse. Tiltalte har ikke haft bemærkninger til konfiskationspåstanden.

Sagens oplysninger

Sagen har været hovedforhandlet den 30. april og 9. maj 2025. Der er afgivet forklaring af tiltalte og af vidnerne, Person1, politiassistent Person2, politiassistent Person3, politiassistent Person4 og Person5. Forklaringer [FORKLARINGER UDELADT] Sagens øvrige oplysninger Tiltaltes forklaring fra grundlovsforhøret den 2. oktober 2024 er blevet dokumenteret.

Der har været dokumenteret fotomappe fra ransagningen af garagen og fotomappe af skydevåben. Der har været dokumenteret våbenrapport af 17. juli 2023 og kriminalteknisk erklæring af 25. august 2023 fra Nationalt Kriminalteknisk Center. Der har været dokumenteret retsgenetiske erklæringer vedrørende DNA-materiale fra tiltalte.

Der har været forevist fotomappe med korrespondance fra Instagram mellem Person1 og tiltalte. Der har været dokumenteret rids over boligområdet ved Kompagnivej og Adresse1, Randers, med oplysning om koordinatpunkt ved P-plads.

Tiltaltes personlige forhold Tiltalte er af betydning for sagen tidligere straffet: den 5. august 2020 med fængsel i 5 måneder, heraf 4 måneder betinget med bl.a. vilkår om samfundstjeneste i 100 timer, længstetid 8 måneder, prøvetid 1 år, bøde og advarsel om udvisning for overtrædelse af straffelovens § 172, jf. § 171, § 279, jf. § 21, § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, våbenlovens § 10, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 8, og fyrværkerilovens § 7, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, samt bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2.

Den 8. februar 2021 blev den betingede del af straffen fastsat til fængsel i 117 dage. Der blev ved strafudmålingen taget hensyn til, at 3 timer og 45 minutter af den idømte samfundstjeneste var udført, jf. straffelovens § 66, stk. 3. Løsladt den 14. september 2021 med en prøvetid indtil den 14. september 2023. Reststraf 39 dage.

Udlændingestyrelsen har den 19. november 2024 afgivet en udtalelse, hvoraf fremgår følgende blandt andet: "… Det er til sagen oplyst, at anklagemyndigheden forventer pågældende idømt mellem 3 år og 4 års fængsel. Det er desuden oplyst, at anklagemyndigheden vurderer, at der under straffesagen bør nedlægges påstand om udvisning med indrejseforbud. Tiltalte er tidligere straffet for anden kriminalitet.

Ifølge den af anklagemyndigheden fremsendte opgørelse har pågældende tidligere afsonet frihedsstraf af en samlet varighed af 4 måneder og 13 dage. Pågældende har været varetægtsfængslet siden den 1. oktober 2024. Udlændingestyrelsen skal bemærke, at pågældende den 5. august 2020 af Retten i Aarhus blev idømt 5 måneders fængsel og fik i den forbindelse en advarsel om udvisning.

Opholdsgrundlag og længde Den 26. juni 1992 indrejste Tiltalte i Danmark, og blev samtidig tilmeldt Det Centrale Personregister (CPR) Idet hans forældre allerede var fast bosiddende i Danmark på dette tidspunkt, var Tiltalte efter dagældende praksis fritaget for kravet om opholdstilladelse indtil sit fyldte 18. år, hvor han skulle søge om opholdstilladelse på selvstændigt grundlag.

Den 2. januar 2008 fik pågældende tidsubegrænset opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 3. Længden af Tiltaltes lovlige ophold i relation til udvisningsbestemmelserne regnes fra den 26. juni 1992, hvor pågældende blev tilmeldt CPR, jf. herved udlændingelovens § 27, stk. 1.

Efter udlændingelovens § 27, stk. 5, medregnes den tid, hvori en udlænding har været varetægtsfængslet forud for en senere domfældelse eller har udstået frihedsstraf eller været undergivet anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført ubetinget frihedsstraf, ikke i perioden beregnet efter udlændingelovens § 27, stk. 1.

Tiltalte har således når den i udlændingelovens § 27, stk. 5 nævnte periode fratrækkes haft lovligt ophold i Danmark i ca. 29 år og 11 måneder. Udvisningshjemmelen Udlændingestyrelsen vurderer, at opholdets karakter fører til, at betingelserne for en eventuel udvisning skal søges i udlændingelovens § 22, nr. 8.

Efter udlændingelovens § 22, nr. 8 kan en udlænding, som har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 9 år, og en udlænding med opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1eller 2, som har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 8 år, udvises, hvis udlændingen efter straffelovens § 192 a, § 10, stk. 1, jf. §§ 1og 2, i lov om våben og eksplosivstoffer, § 59, stk. 4, jf. § 18, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1444 af 1. december 2016 om våben og ammunition m.v., eller § 7, jf. §§ 1og 2, i lov om knive og blankvåben m.v. idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter. § 26, stk. 2 Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en beslutning om udvisning af Tiltalte med sikkerhed kan antages at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, skal Udlændingestyrelsen henvise til politiets afhøringsrapport af 28. oktober 2024.

Heraf fremgår at Tiltalte blandt andet har oplyst, at han: Har arbejdet i pizzeriaer, tømrer branchen og drevet eget spisested, Er islamisk gift, Har et dansk statsborger barn med sin eks kæreste, Ser sit barn hver/hver anden dag Har dansk omgangskreds, Har taget 9. klasses afgangseksamen og færdiggjort en uddannelse som bygge- og montagetekniker, Taler og skriver dansk, og Kan forstå arabisk, men kan ikke skrive sproget.

Udlændingestyrelsen bemærker, at det fremgår af CPR, at pågældende er ugift og har et dansk statsborger barn på 15 år. Udlændingestyrelsen skal i den forbindelse bemærke, at et tredjelandsfamiliemedlem kan have en afledt opholdsret, som følge af et mindreårigt unionsborgerbarns ret til ophold i EU, jf. artikel 20 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF).

EU-Domstolen fastlog ved dom af 8. marts 2011 i sag C-34/09, Zambrano, at der findes ganske særlige situationer, hvor en tredjelandsstatsborger, som er familiemedlem til en unionsborger, uanset den omstændighed, at den sekundære ret vedrørende tredjelandsstatsborgerens ophold ikke finder anvendelse, og at unionsborgeren ikke har udøvet sin ret til fri bevægelighed, ikke desto mindre skal tildeles en opholdsret i de situationer, hvor den effektive virkning af unionsborgerskabet ellers vil blive bragt i fare.

Dette kan være tilfældet i de sager, hvor unionsborgeren som følge af, at tredjelandsstatsborgeren nægtes opholdsret, reelt bliver nødsaget til at forlade Unionens område og dermed bliver frataget den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, som unionsborgeren er tildelt ved denne status.

Rækkevidden af præmisserne i Zambrano-dommen blev efterfølgende præciseret i af EU-Domstolen i dommen c-133/15, Chavez-Vilchez, af 10. maj 2017.

Det fremgår af dommen, at en tredjelandsstatsborger, der er forælder til en mindreårig dansk statsborger, under visse betingelser kan opnå ophold i Danmark (afledt opholdsret i, hvis et afslag på ret til ophold til tredjelandsstatsborgeren vil betyde, at barnet vil blive nødt til at forlade Unionens område FU-Domstolen fastslog i den forbindelse, at det i de konkrete sager skal afgøres hvilken forælder, der faktisk tager sig af barnet, og om der består et faktisk kvalificeret afhængighedsforhold mellem barnet og den forælder, der er tredjelandsstatsborger, således at forælderen er den primære omsorgsperson i barnets liv.

Udlændingestyrelsen bemærker i øvrigt, at EU-domstolen den 5 maj 2022 har afsagt dom i sag C-451/19 og C-532/19.

EU-domstolen forholder sig i sagen til spørgsmålet om afledt opholdsret til en tredjelandsstatsborger, der er forælder til en mindreårig unionsborger, som grundet afhængighedsforhold til tredjelandsstatsborgerenvil være nødsaget til at forlade unionens område sammen med tredjelandsstatsborgeren med mindre der meddeles en afledt opholdsret.

Det fremgår bl.a. af dommens præmis 69, at der, når en mindreårig unionsborger har fast bopæl med begge sine forældre, og begge barnets forældre derfor i det daglige er fælles om at tage sig af barnet og om at varetage den retlige, følelsesmæssige og økonomiske forsørgelse af dette barn, er en formodning for, at der består et afhængighedsforhold mellem denne mindreårige unionsborger og vedkommendes forælder, der er tredjelandsstatsborger, uafhængigt af den omstændighed, at den anden forælder, således som det er blevet fremhævet i dommens præmis 59, som statsborger i den medlemsstat, på hvis område denne familie er bosiddende, har en ubetinget ret til at forblive på denne medlemsstats område Denne formodning kan dog afkræftes.

Det skal endvidere oplyses, at det følger af EU-domstolens praksis, at udvisning af en tredjelandsforælder, der har en afledt opholdsret i medfør af TEU art. 20, skal være begrundet i tredjelandsstatsborgerens personlige adfærd, som skal udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig trussel, der er til skade for en grundlæggende samfundsinteresse.

Det fremgår endvidere af dommen af 5. maj 2022, at TEUF artikel 20 ikke berører medlemsstaternes mulighed for at påberåbe sig en undtagelse fra nævnte afledte opholdsret i forbindelse med opretholdelsen af den offentlige orden og beskyttelsen af den offentlige sikkerhed.

Det er Udlændingestyrelsens umiddelbare vurdering, at der i denne sag ikke er oplyst om et afhængighedsforhold mellem tiltalte og pågældendes barn henset til at de ikke bor sammen, hvorfor barnet som danske dansk statsborger ikke vurderes at ville blive påtvunget ud af EU-Unionens område, hvis tiltalte udvises af Danmark.

Udlændingestyrelsen skal endvidere i denne forbindelse bemærke, at det kan være et indgreb i familielivet efter den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at henvise den tiltalte til at udøve familielivet i et tredjeland, såfremt han har et barn der er ikke bor hos vedkommende, hvis pågældende har fast og regelmæssigt samvær med barnet, idet Danmark i så fald vil være nærmest til at beskytte familielivet i medfør af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

I det omfang, der med en konkret afgørelse om udvisning foretages indgreb i udlændingens privat og familieliv, skaf staten påvise, at betingelserne for indgrebet er opfyldt, jf. artikel 8, stk. 2. Det følger af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at der ved indgreb i udlændingens ret til privat- eller familieliv skal foretages en proportionalitetsafvejning.

Denne proportionalitetsafvejning foretages på baggrund af en samlet og konkret vurdering af en række elementer, herunder om udvisning må anses for værende særligt påkrævet på grund af de i udlændingelovens § 24 a opregnede hensyn.

Efter udlændingelovens § 26, stk. 2, skal en udlænding udvises efter §§ 22-24 og 25, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. dog § 26 b.

Udtalelse om udvisningsspørgsmålet Det bemærkes indledningsvis, at det følger af bestemmelsen i udlændingelovens § 26, stk. 2, at en udlænding skal udvises efter §§ 22 24, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

På baggrund af anklagemyndighedens oplysninger om kriminalitetens karakter, og om at den pågældende forventes idømt en frihedsstraf af mellem 3 år og 4 års varighed sammenholdt med de i udlændingelovens § 26, stk. 2 nævnte hensyn, kan Udlændingestyrelsen tiltræde, at anklagemyndigheden nedlægger påstand om udvisning.

Efter Udlændingestyrelsens vurdering bør påstanden om udvisning nedlægges i medfør af udlændingelovens § 22, nr. 8. Konsekvenser ved en eventuel udvisning Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 1, at der til en udvisning skal knyttes et indrejseforbud. Fastsættelsen af indrejseforbuddets længde fremgår af udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 2 og nr. 4-7.

Det bemærkes, at efter udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 5 meddeles indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter § 22, nr. 4-8 eller for udlændinge, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, dog altid for mindst 6 år.

Det bemærkes endvidere, at indrejseforbuddet, efter stk. 5, nr. 1, kan meddeles af kortere varighed, hvis et indrejseforbud af den varighed, der er nævnt i stk. 4, vil indebære, at udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. …" Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han er statsløs palæstinenser.

Han ved ikke, hvortil han skulle udsendes, hvis han bliver udvist af Danmark. Han har levet hele sit liv i Danmark. Han blev født i Libanon og boede der, indtil han som 2-årig kom til Danmark. Han mener, at han kom sammen med sine forældre, men han kan ikke huske det. Han har aldrig været i Palæstina. Han har familiemedlemmer i Libanon, men han kender dem ikke. Han har aldrig set dem. Han har familie i Danmark.

Han kan tale arabisk. Han kan hverken læse eller skrive arabisk. I den periode, hvor han var efterlyst af politiet, opholdt han sig i Danmark i Sønderjylland. Han var ganske kort tid i Tyskland, da han ville sige farvel til familien, der bor dér. Han er opvokset i Aarhus, og han har haft en god opvækst. Da han fyldte 17 år, valgte han at flytte til Randers sammen med sin daværende kæreste.

Han har gennemført folkeskolen, og han er uddannet inden for bygge- og montagebranchen. Han har siden skolen været i arbejde, herunder bl.a. i hotelbranchen i otte år. Han var også været selvstændig erhvervsdrivende, hvor han har drevet flere pizzeriaer og et pandekagehus. Han har også haft en pitabar. Han har både danske og udenlandske venner. Han har gået til fodbold i Randers, og han går meget op i det.

Han har en dansk ex-kæreste, og de har en søn sammen. Sønnen er i dag 15 år og bor i Randers. De bor ikke så langt fra hinanden, og de ser hinanden næsten hver dag. Han er tæt knyttet til sønnen, og han har et godt samarbejde med ex-kæresten og hendes familie. De tager sig af sønnen i fællesskab. De sørger også for ham økonomisk i fællesskab.

De deler således mange ting sammen, og han deltager i skolemøder og andre arrangementer på skolen. De er "lige meget" sønnens forældre. Han er i dag islamisk gift. Hans hustru er dansk. De bor sammen, og de har lige fået et barn i mandags. Han var på besøg i går. Barnet er dansk statsborger. Fra sommeren 2023 til sommeren 2024 var han i en periode i Tyskland.

Han blev anholdt af de tyske myndigheder en måned efter sin ankomst til Tyskland. Han har anket dommen fra Tyskland. Dommen vedrørte "gamle" forhold. Sønnen på 15 år kan altid besøge ham uden at ringe forinden. Han sørger for mad og tøj til sønnen. De er også ude at spise sammen. Sønnen skal lære, at de godt kan fungere som familie, selv om de ikke bor sammen. Sønnen bor uden for Boligområde.

Han bor selv i Boligområde sammen med sin hustru. Han har en onkel i Libanon. Han taler ikke med ham. De kender ikke hinanden. Han ved faktisk ikke, hvor onklen bor i Libanon. Hans søster boede i Libanon et stykke tid, men hun kom tilbage igen. Hun boede ikke hos onklen, men havde sin egen lejlighed. Den 27. juli 2023 blev tiltalte varetægtsfængslet in absentia.

Tiltalte har været frihedsberøvet i Danmark fra den 1. oktober 2024, hvor tiltalte på baggrund af en europæisk arrestordre, der blev udstedt af Retten i Randers den 27. juli 2023, blev udleveret til Danmark. Tiltalte var forinden frihedsberøvet i Tyskland, hvor han den 10. september 2024 fik en dom.

Rettens begrundelse

og afgørelse Anklageskriftets beskrivelse af gerningsindholdet Tiltalte har gjort gældende, at anklageskriftet ikke opfylder betingelserne i retsplejelovens § 834, stk. 2, nr. 4, da angivelse af sted for modtagelsen af de i tiltalen anførte skydevåben med tilhørende ammunition, lyddæmper og magasiner ikke er nærmere beskrevet, ligesom anklageskriftet heller ikke indeholder en beskrivelse af de omstændigheder, hvorunder Tiltalte har gjort sig skyldig i modtagelsen heraf.

Dette har besværliggjort Tiltaltes mulighed for at varetage sit forsvar. Det følger af retsplejelovens § 834, stk. 1, nr. 3, at et anklageskrift skal indeholde oplysninger om det forhold, der rejses tiltale for.

Af retsplejelovens § 834, stk. 2, nr. 4, fremgår, at oplysningerne blandt andet skal omfatte en kort beskrivelse af det forhold, der rejses tiltale for, med en sådan angivelse af tid, sted, genstand og udførelsesmåde og andre omstændigheder, som er nødvendig for en tilstrækkelig og tydelig beskrivelse.

Det fremgår af anklageskriftet, at forholdet er begået i perioden mellem den 27. august 2022 og den 20. juni 2023, og at skydevåbnene med tilhørende ammunition, lyddæmper og magasiner efter modtagelsen blev opbevaret i garage nr. ... beliggende på Adresse1 i Randers.

Der er ikke oplyst omstændigheder, der giver grundlag for at antage, at Tiltalte som følge af den manglende nærmere beskrivelse af sted og omstændigheder for modtagelsen ikke har kunnet tilrettelægge sit forsvar. Efter en samlet vurdering og under hensyn til sagens karakter finder retten derfor, at der ikke er grundlag for at fastslå, at kravene i retsplejelovens § 834, stk. 2, nr. 4, ikke er opfyldt.

Skyldsspørgsmålet Efter bevisførelsen lægger retten til grund, at de i tiltalen anførte skydevåben med tilhørende ammunition, lyddæmper og magasiner blev fundet i en aflåst garage, tiltalte havde rådighed over.

Tiltalte har erkendt, at han i forening og efter forudgående eller fælles forståelse med Person1 var i besiddelse af skydevåbnene med tilhørende ammunition, lyddæmper og magasiner i den periode, som fremgår af tiltalen.

Tiltalte har forklaret, at alle våbnene med tilhørende ammunition, lyddæmper og magasiner efter aftale mellem ham og unavngivne personer fra Aarhus blev overdraget på en gang til ham og Person1 i garagen.

Herefter og på baggrund af korrespondancen mellem Person1 og tiltalte på Instagram-profilen sammenholdt med det fundne dna-materiale og efter bevisførelsen i øvrigt, lægger retten til grund, at tiltalte havde en aktiv og ledende rolle i forhold til modtagelsen og opbevaringen af våbnene. Tiltalte har nægtet at have modtaget og besiddet skydevåbnene med ammunition på et offentligt tilgængeligt sted.

Efter bevisførelsen finder retten det mod tiltaltes benægtelse og forklaring overvejende betænkeligt at anse det bevist med den til domfældelse fornødne sikkerhed, at modtagelsen og den efterfølgende besiddelse af skydevåbnene med tilhørende ammunition, lyddæmper og magasiner er sket på et offentligt tilgængeligt sted.

Det lægges efter bevisførelsen til grund, at to af skydevåbnene efter deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade.

Herefter og under hensyn til, at skydevåbnene, der alle var funktionsdygtige, blev opbevaret i en garage sammen med tilhørende ammunition, og var frit tilgængelige, sammenholdt med, at der blev fundet et skulderhylster til en pistol og en skudsikker vest på tiltaltes bopæl, der var beliggende i nærheden af garagen, finder retten efter en samlet vurdering, at der er grundlag for at fastslå, at tiltaltes besiddelse af våbnene med tilhørende ammunition, lyddæmper og magasiner er sket under særligt skærpende omstændigheder.

Som følge af det anførte er tiltalte derfor i det beskrevne omfang skyldig i overensstemmelse med tiltalen. Straffastsættelsen Straffen fastsættes til fængsel i 3 år og 9 måneder, jf. straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. våbenlovens § 10, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 1, 2, 3 og 9.

Straffen omfatter også reststraffen på 39 dage ved prøveløsladelsen den 14. september 2021, jf. straffelovens § 40, stk. 1, jf. § 61, stk. 2, idet der er foretaget rettergangsskridt inden udløb af prøvetiden. Ved straffastsættelsen har retten lagt vægt på antallet og karakteren af skydevåbnene, herunder at to af skydevåbnene var halv og fuldautomatiske.

Retten har endvidere lagt vægt på, at besiddelsen af skydevåbnene med ammunition er sket på et ikke offentligt tilgængeligt sted, og at der var tale om en langvarig besiddelse af våbnene. Retten har ligeledes lagt vægt på den aktive og ledende rolle, som tiltalte har haft i forhold til modtagelsen og besiddelsen af skydevåbnene.

Retten har desuden lagt vægt på, at tiltalte tidligere er straffet for overtrædelse af våbenlovgivningen. Tiltaltes delvise tilståelse har kun i begrænset omfang haft betydning for politiets efterforskning i sagen, ligesom den må antages alene at have medført en mindre forkortelse af sagens varighed og ressourceforbruget ved domstolene.

På den baggrund finder retten, at tiltaltes delvise tilståelse alene kan tillægges begrænset vægt i formildende retning ved strafudmålingen, jf. straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9. Spørgsmålet om udvisning Tiltalte, der er statsløs palæstinenser fra Libanon, har haft lovligt ophold her i landet i ca. 29 år. Betingelserne for udvisning i udlændingelovens § 22, nr. 1, 3 og 8, er opfyldt.

Det anførte indebærer, at tiltalte skal udvises, medmindre en udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2. For udlændinge omfattet af EU-reglerne kan udvisning kun ske i overensstemmelse med de principper, der efter EU-reglerne gælder for reglerne om begrænsning af den fri bevægelighed, jf. udlændingelovens § 26 b.

I relation til traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) artikel 20 bemærkes, at tiltalte ikke er unionsborger. Tiltalte har en søn på 15 år og et nyfødt barn, som efter det oplyste er danske statsborgere og derved unionsborgere, og som ikke har udnyttet deres ret til fri bevægelighed.

Det følger af EU-Domstolens praksis, at TEUF artikel 20 er til hinder for en lovgivning i et medlemsland, hvorefter en tredjelandsstatsborger, som er blevet dømt for et strafbart forhold, skal udvises fra denne medlemsstats område til et tredjeland i tilfælde, hvor der består et kvalificeret afhængighedsforhold mellem tredjelandsstatsborgeren og dennes mindreårige børn, og hvor afhængighedsforholdet mellem børnene og forælderen er af en sådan karakter, at barnet reelt vil være nødsaget til at forlade unionens område, såfremt tredjelandsstatsborgeren udvises.

Tiltaltes søn på 15 år har bopæl hos sin mor, som må anses for at være den primære omsorgsperson for sønnen. Under hensyn hertil finder retten, at der ikke er grundlag for at antage, at der består et kvalificeret afhængighedsforhold mellem tiltalte og sønnen af en sådan karakter, at sønnen reelt vil være nødsaget til at forlade unionens område, hvis tiltalte udvises.

Retten finder heller ikke, at der består et kvalificeret afhængighedsforhold mellem tiltalte og det nyfødte barn af en sådan karakter, at det nyfødte barn reelt vil være nødsaget til at forlade unionens område, hvis tiltalte udvises. Retten har herved navnlig lagt vægt på, at der ikke har været udøvet et effektivt familieliv.

Spørgsmålet er herefter, om udvisningen vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8. Efter artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har enhver ret til respekt for sit privatliv og familieliv.

Tiltalte, der er født i 1989, kom til Danmark den 26. juni 1992, og da hans forældre allerede var fast bosiddende i Danmark på dette tidspunkt, blev han efter dagældende praksis fritaget for kravet om opholdstilladelse indtil det fyldte 18. år. Den 2. januar 2008 fik han tidsubegrænset opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 3.

Retten lægger efter oplysningerne i sagen til grund, at tiltalte har set sønnen jævnligt og næsten hver dag. Retten lægger endvidere til grund, at tiltalte i hvert fald har set det nyfødte barn én gang. Retten finder på den anførte baggrund, at en udvisning af tiltalte vil indebære et indgreb i tiltaltes ret til privatliv og familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8, stk. 1.

Det ene af tiltaltes børn er dog først født, efter det kriminalitetsbegrundende forhold er begået. Den omstændighed må tillægges vægt, men kan dog ikke betyde, at en udvisning ikke vil indebære et indgreb i tiltaltes familieliv. Et indgreb i tiltaltes ret til privatliv og familieliv er kun berettiget, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt.

Efter artikel 8, stk. 2, er det afgørende, om udvisning må anses for nødvendig for at forebygge forbrydelse. Dette beror på en proportionalitetsvurdering. De kriterier, der indgår i vurderingen, fremgår bl.a. af Domstolens dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig).

Også længden af det med udvisningen forbundne indrejseforbud indgår i proportionalitetsvurderingen, herunder i forhold til muligheden for at fortsætte en kontakt med eventuelle børn.

I vurderingen indgår det samfundsmæssige behov for udvisning, særligt under hensyn til karakteren af den kriminalitet, som den pågældende nu og tidligere har begået, samt varigheden af den pågældendes ophold her i landet og i hjemlandet og styrken af de familiemæssige, sociale og kulturelle bånd til Danmark og til det land, han skal udvises til.

Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er indrejst som barn, og som har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her. Tiltalte er straffet med fængsel i 3 år og 9 måneder for besiddelse af skydevåben med tilhørende ammunition, lyddæmper og magasiner under særligt skærpende omstændigheder.

Tiltalte er ved dom af 5. august 2020 straffet for overtrædelse af våbenlovgivningen og personfarlig kriminalitet. Han blev i den forbindelse tildelt en advarsel om udvisning. Tiltalte er opvokset og har gået i skole her i landet. Han har færdiggjort folkeskolen, og han har uddannet sig inden for bygge- og montagebranchen. Han har efter det oplyste været i beskæftigelse, siden han gik ud af skolen.

Tiltaltes familie bor i Danmark. Tiltalte har også familie i Libanon. Han taler og skriver dansk, og han har forklaret, at han kun taler arabisk. Han kan hverken læse eller skrive arabisk.

Det lægges til grund, at tiltaltes personlige og kulturelle bånd til Danmark er stærkere end hans tilknytning til Libanon, men han vil på grund af sin familiemæssige baggrund og kendskab til sproget og kulturen ikke være helt uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i landet, hvis han udvises.

Vedrørende børnene bemærker retten, at selv om en udvisning vil udgøre et indgreb i tiltaltes privatliv og familieliv, indgår det i proportionalitetsvurderingen, at tiltalte ikke har haft et effektivt familieliv med det nyfødte barn, og at han har mulighed for at opretholde kontakten med sønnen ved telefonisk kontakt og ved bl.a. besøg i Libanon.

Efter arten og grovheden af den begåede kriminalitet, som ikke er tilfældighedspræget kriminalitet, finder retten efter en samlet vurdering, at de hensyn, der taler for udvisning af tiltalte, herunder risikoen for, at han igen vil begå alvorlig kriminalitet, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, der som følge af hans stærke tilknytning til Danmark og langt mindre stærke tilknytning til Libanon taler imod udvisning.

Retten har herved også lagt vægt på, at tiltalte efter dom af 5. august 2020 er fortsat med at begå ligeartet kriminalitet efter at være meddelt advarsel om udvisning. Det fremgår som nævnt af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at varigheden af et indrejseforbud har betydning ved vurderingen af, om udvisning vil udgøre et uproportionalt indgreb i privatlivet og familielivet.

Efter udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 7, meddeles en udlænding, der idømmes en ubetinget fængselsstraf af mere end 1 år og 6 måneders varighed og udvises efter § 22, indrejseforbud for bestandig.

Der kan dog meddeles et indrejseforbud af kortere varighed, hvis udlændingen udvises efter § 22, og et indrejseforbud fastsat efter stk. 4 vil indebære, at udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. § 32, stk. 5, nr. 1.

To voterende udtaler: Efter en samlet vurdering finder vi, at udvisning af tiltalte med et indrejseforbud for bestandig med sikkerhed vil være et uproportionalt indgreb i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Vi finder imidlertid efter en samlet vurdering, at udvisning af tiltalte med indrejseforbud i 12 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1, ikke vil udgøre et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvorfor vi stemmer for, at tiltalte udvises med indrejseforbud i 12 år.

En voterende udtaler: Efter en samlet vurdering finder jeg, at udvisning af tiltalte med et indrejseforbud for bestandig med sikkerhed vil være et uproportionalt indgreb i strid med Danmarks internationale forpligtelser under hensyn til tiltaltes stærke tilknytning til Danmark og svage tilknytning til Libanon.

Jeg finder imidlertid efter en samlet vurdering, at udvisning af tiltalte med indrejseforbud i 9 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1, ikke vil udgøre et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvorfor jeg stemmer for, at tiltalte udvises med indrejseforbud i 9 år.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, således at tiltalte udvises med indrejseforbud i 12 år. Konfiskation Retten tager påstanden om konfiskation til følge, jf. straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1.

Thi kendes for ret

: Tiltalte, Tiltalte, skal straffes med fængsel i 3 år og 9 måneder.

Hos tiltalte konfiskeres en halv og fuldautomatisk kinesisk model 56 riffel, kaliber 7,62 x 39 mm samt et tilhørende magasin isat 30 skarpe patroner, en halv og fuldautomatisk russisk PPSh 41 maskinpistol, kaliber 7,62 x 25 mm, samt et tilhørende magasin, en halvautomatisk Glock 19 pistol, kaliber 9 x 19 mm, isat tomt magasin, samt et tilhørende langt magasin, en halvautomatisk Blow/Zira Silah TR14 omdannet gas og signalpistol kaliber 7,65, isat magasin med 9 skarpe patroner, med en tilhørende lyddæmper, hvor pistolen ses omdannet til at kunne afskyde kaliber 7,65 ammunition, en halvautomatisk Crvena Zatava, model 57, pistol, kaliber 7,62 x 25 mm, isat tomt magasin samt 185 patroner kaliber 9 x 19 mm og 109 patroner kaliber 7,62 x 25 mm.

Tiltalte udvises af Danmark. Tiltalte pålægges indrejseforbud i 12 år. Indrejseforbuddet regnes fra udrejsen eller udsendelsen. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. ::::::::::::::::::::::::::::::: Vestre Landsrets 13. afdelings

DOM

(dommerne Anders Raagaard, Thomas Elholm og Karen Foldager med domsmænd) Dato: 26. august 2025 Rettens sagsnr.: S–0959–25 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født februar 1989 (advokat Peter Secher, Aarhus) Retten i Randers har den 9. maj 2025 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 4-3113/2024).

Påstande

Tiltalte har påstået formildelse, herunder frifindelse for påstanden om udvisning. Anklagemyndigheden har påstået skærpelse, således at straffen fastsættes til fængsel i ikke under 4 år, og at der sker udvisning for bestandig, subsidiært udvisning i 12 år. Forklaringer [FORKLARINGER UDELADT]

Landsrettens begrundelse og resultat

Sanktionsfastsættelsen Tiltalte er dømt for overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. våbenlovens § 10, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 1, 2, 3 og 9, ved under særligt skærpende omstændigheder på et ikke offentligt tilgængeligt sted at have modtaget og besiddet 1 halv og fuldautomatisk riffel, 1 halv og fuldautomatisk maskinpistol og 3 halvautomatiske skydevåben, alle med tilhørende magasiner og ammunition samt tillige en lyddæmper.

Straffelovens § 192 a, stk. 1, fik sin nuværende udformning ved lov nr. 494 af 22. maj 2017.

Af forarbejderne til lovændringen (LFF nr. 139 af 22. februar 2017) fremgår af de specielle bemærkninger bl.a., at udgangspunktet for straffen for besiddelse mv. af særdeles farlige skydevåben med ammunition, der kan affyres med skydevåbnet, på ikke offentligt tilgængeligt sted, i førstegangstilfælde forudsættes fastsat til ubetinget fængsel mellem 3 år og 3 år og 6 måneder.

Det forudsættes endvidere, at der i gentagelsestilfælde sker en betydelig skærpelse af straffen. Henset navnlig til antallet af våben, herunder de to fuld- og halvautomatiske våben med tilhørende ammunition m.v., og i øvrigt af de af byretten anførte grunde, finder landsretten, at straffen – uden hensyntagen til reststraffen og en eventuel tilståelsesrabat – passende ville kunne fastsættes til fængsel i 4 år.

Efter straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, skal det i almindelighed indgå som en formildende omstændighed, at gerningsmanden har aflagt tilståelse (”tilståelsesrabat”). Bestemmelsen blev nyaffattet ved lov nr. 661 af 11. juni 2024. Det fremgår af forarbejderne til lovændringen, at formålet var at medvirke til at nedbringe de lange ventetider og frigøre ressourcer ved domstolene.

Det fremgår endvidere af forarbejderne, at i tilfælde, hvor anklagemyndigheden fastholder en sigtelse i ikke tilståede forhold eller elementer ved disse med den konsekvens, at sagen ikke kan afgøres som en tilståelsessag, men må gennemføres som en domsmandssag, og hvor tiltalte under domsmandssagen alene findes skyldig i det tilståede omfang, skal tilståelsen anses som en fuldstændig tilståelse, der efter omstændighederne kan tillægges betydelig vægt ved strafudmålingen.

Tiltalte har i den foreliggende sag erkendt, at han var i besiddelse af skydevåbnene som anført i tiltalen, men nægtet, at der var tale om besiddelse på offentligt tilgængeligt sted.

Den delvise tilståelse blev afgivet under grundlovsforhøret den 2. oktober 2024 på et tidspunkt, hvor tiltalte havde været varetægtsfængslet in absentia siden den 27. juli 2023, og hvor medgerningsmanden ved endelig dom af 8. april 2024 var dømt for samme forhold. Tiltalte blev i byretten frifundet for den del af tiltalen, der angik besiddelse af de pågældende skydevåben på offentligt tilgængeligt sted.

Sagen blev i byretten behandlet over to retsdage med deltagelse af domsmænd og med flere vidneforklaringer. Landsretten finder, at tiltalte med byrettens bevisresultat må anses for at have aflagt en fuldstændig tilståelse. Spørgsmålet er herefter, hvilken betydning tilståelsen skal have for strafudmålingen. Højesteret har i U 2025.3022 H opstillet rammerne for strafudmålingen i tilståelsessager.

Det er anført i dommen, at lovbemærkningerne ikke omtaler tilfælde, hvor tiltaltes tilståelse forud for eller under hovedforhandlingen ikke medfører, at antallet af retsdage kan begrænses i væsentlig grad, men hvor tilståelsen dog har haft en vis betydning for sagens afvikling, og endvidere at det i sådanne tilfælde afhænger af omstændighederne, om der skal gives en tilståelsesrabat.

I givet fald kan tilståelsesrabatten som udgangspunkt højest udgøre ca. 10 % (kategori 5). Landsretten lægger til grund, at tiltaltes tilståelse ikke har begrænset politiets efterforskning, idet sagen på tidspunktet for grundlovsforhøret allerede var færdigefterforsket.

Landsretten lægger endvidere til grund, at antallet af retsdage i sagen ikke i væsentligt omfang ville være blevet begrænset, hvis der alene havde været rejst tiltale i overensstemmelse med tiltaltes tilståelse. Landsretten tillægger det i den forbindelse betydning, at tiltalte under sagen har været internationalt efterlyst, og at han forud for grundlovsforhøret den 2. oktober 2024 måtte udleveres fra Tyskland.

På denne baggrund finder landsretten efter en samlet vurdering, at der efter straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, skal ske en reduktion af straffen med 4 måneders fængsel i forhold til udgangspunktet på 4 år, som anført ovenfor. Under hensyn til reststraffen på 39 dage tiltræder landsretten herefter, at straffen er fastsat til fængsel i 3 år og 9 måneder.

Udvisning Tiltalte, der er statsløs palæstinenser fra Libanon og har haft lovligt ophold her i landet i ca. 29 år, er idømt fængsel i 3 år og 9 måneder for overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. våbenlovens § 10, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 1, 2, 3 og 9.

Det følger herefter af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. (dagældende) § 22, nr. 1, 3 og 8, at tiltalte skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Da tiltalte har en søn på 16 år og en datter, der er født i 2025, og som begge er danske statsborgere og bor hos deres respektive mødre i Danmark, er det navnlig bestemmelserne i TEUF artikel 20 og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, der er relevante.

TEUF artikel 20 er efter EU-Domstolens fortolkning til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, hvorefter en tredjelandsstatsborger, som er blevet dømt for et strafbart forhold, skal udvises fra medlemsstatens område til et tredjeland, selv om den pågældende faktisk tager sig af et mindreårigt barn, som er statsborger i medlemsstaten, hvis udvisningen af den pågældende indebærer, at barnet bliver nødsaget til at forlade Unionens område og dermed fratages den effektive nydelse af kerneindholdet af sine rettigheder som unionsborger.

Om barnet bliver nødsaget til at forlade Unionens område, beror på en bedømmelse af, om der består et afhængighedsforhold mellem forælderen og barnet.

Der skal ved vurderingen heraf tages hensyn til barnets tarv og samtlige omstændigheder i sagen, herunder navnlig barnets alder, fysiske og følelsesmæssige udvikling, graden af den følelsesmæssige tilknytning til den pågældende forælder og den risiko, som adskillelsen fra forælderen indebærer for barnets ligevægt, jf. præmis 66-67 i EU-Domstolens dom af 5. maj 2022 i de forenede sager C-451/19 og C-532/19 (Subdelegación).

Det må lægges til grund, at tiltalte har boet sammen med sønnen Person6, indtil tiltalte og Person6’s mor gik fra hinanden, og at der herefter har været løbende samvær mellem tiltalte og Person6. Tiltalte og Person6’s mor havde delt forældremyndighed indtil 2023, hvorefter Person6s mor har haft forældremyndigheden alene. Tiltalte har oplyst, at han har søgt om delt forældremyndighed.

Person6’s mor og tiltalte har for landsretten forklaret, at Person6 og tiltalte har et tæt følelsesmæssigt forhold, og at Person6 er diagnosticeret med autisme, som gør, at han har særlige udfordringer. Person6’s mor har udtrykt bekymring for Person6’s trivsel og udvikling, hvis han mister kontakten med tiltalte som følge af en udvisning.

Hun har endvidere forklaret, at der ikke har været kontakt mellem Person6 og tiltalte i den periode, hvor tiltalte opholdt sig i Syddanmark og Tyskland. Tiltalte har forklaret, at han har set sin datter under varetægtsfængslingen i nærværende sag ca. to gange om ugen, og at han har et tæt forhold til sin datters mor, som han er islamisk gift med.

Efter en samlet vurdering af begge børns forhold og deres tilknytningen til tiltalte, og i øvrigt af de af byretten anførte grunde, tiltræder landsretten, at der ikke består et sådant kvalificeret afhængighedsforhold mellem tiltalte og henholdsvis hans søn og hans datter, at disse vil blive nødsaget til at forlade Unionens område, hvis tiltalte udvises.

Efter EMRK artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for sit privatliv og familieliv, og efter stk. 2 må ingen offentlig myndighed gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund bl.a. for at forebygge uro og forbrydelse. Tiltalte har som nævnt en søn på 16 år, som er bosiddende i Danmark, og som han løbende har kontakt til.

Han har endvidere en dansk kæreste, som han er islamisk gift med, og som han i maj 2025 har fået en datter med. Datteren har besøgt ham under varetægtsfængslingen. Det lægges derfor til grund, at tiltalte har et privat- og familieliv, som er beskyttet af EMRK artikel 8. Om et indgreb er nødvendigt, beror navnlig på en proportionalitetsafvejning.

I bedømmelsen indgår bl.a. de samfundsmæssige behov for udvisning under hensyn til karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet. I bedømmelsen indgår ligeledes, hvor længe den pågældende har været i opholdslandet samt styrken af de familiemæssige, sociale og kulturelle bånd til opholdslandet og statsborgerlandet.

Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født i landet eller indrejst som barn og har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom i landet.

Tiltalte idømmes ved denne dom 3 år og 9 måneders fængsel for under særligt skærpende omstændigheder på et ikke offentligt tilgængeligt sted at have modtaget og besiddet 1 halv og fuldautomatisk riffel, 1 halv- og fuldautomatisk maskinpistol og 3 halvautomatiske skydevåben, alle med tilhørende magasiner og ammunition samt tillige en lyddæmper. Der var ikke tale om kortvarig eller tilfældig våbenbesiddelse.

Tiltalte er tidligere straffet, og det nu pådømte forhold er begået i prøvetiden for en delvist betinget dom fra 5. august 2020 på 5 måneders fængsel for bl.a. personfarlig kriminalitet og et enkelt, mindre forhold vedrørende overtrædelse af våbenloven. Han blev ved dommen tildelt en advarsel om udvisning. Tiltalte, der er født i 1989, kom til Danmark den 26. juni 1992.

Han er opvokset og har gået i skole i Danmark, hvor han efter folkeskolen har uddannet sig inden for bygge- og montagebranchen. Efter det oplyste har han været i beskæftigelse, siden han gik ud af skolen. Tiltaltes nærmeste familie bor i Danmark. Han har en søn på 16 år med sin danske ekskæreste, og han er i dag islamisk gift med en dansk kvinde, som han fik en datter med den 5. maj 2025.

Datteren er således undfanget efter, at det udvisningsbegrundende forhold er begået. Begge børnene er efter det oplyste danske statsborgere og er bosiddende i Danmark med deres mødre. Landsretten lægger til grund, at tiltalte i det meste af sin søns levetid jævnligt, og i perioder næsten dagligt, har haft kontakt med sin søn, og at han løbende har set sin datter, siden hun blev født i maj 2025.

Tiltalte er født i Libanon i 1989, hvor han opholdt sig, indtil han kom til Danmark i 1992. Han har familiemedlemmer i Libanon, men han kender dem ikke og har aldrig set dem. Han taler arabisk, men kan hverken læse eller skrive sproget. Det er ikke oplyst, at tiltalte har været i Libanon, siden han ankom til Danmark.

På denne baggrund lægger landsretten til grund, at tiltaltes tilknytning til Danmark er meget stærkere end hans tilknytning til Libanon, men at han på grund af sin familiemæssige baggrund og kendskab til arabisk ikke er helt uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i landet.

Efter arten og grovheden af den begåede kriminalitet, som er begået i prøvetiden for en tidligere dom, hvor han blev tildelt en advarsel om udvisning, finder landsretten efter en samlet vurdering, at de hensyn, der taler for udvisning af tiltalte, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, som taler imod udvisning på baggrund af hans stærke tilknytning til Danmark.

Det bemærkes, at hans familie og hans to børn vil have mulighed for at opretholde kontakten med ham, herunder ved at kommunikere via telefon og internet og eventuelt ved besøg i Libanon eller andre lande. Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 7, at en udlænding, der udvises efter § 22 og idømmes en ubetinget fængselsstraf af mere end 1 år og 6 måneders varighed, meddeles indrejseforbud for bestandig.

Der kan dog meddeles et indrejseforbud af kortere varighed, hvis et indrejseforbud for bestandig vil indebære, at udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. § 32, stk. 5, nr. 1.

Landsretten finder, navnlig på baggrund af tiltaltes meget stærke tilknytning til Danmark, herunder hans familiemæssige forhold og to børn, sammenholdt med hans meget svage tilknytning til Libanon, at udvisning for bestandig med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser efter EMRK artikel 8.

Det fremgår af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at varigheden af et indrejseforbud har betydning ved vurderingen af, om udvisning vil udgøre et uproportionalt indgreb i privatlivet og familielivet.

Landsretten finder efter en samlet vurdering af de forhold, som danner grundlag for udvisning, at udvisning af tiltalte med et indrejseforbud i 6 år ikke med sikkerhed udgør et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8 i EMRK. Herefter tiltræder landsretten, at tiltalte er udvist af Danmark med den ændring, at indrejseforbuddet fastsættes til 6 år. Med den anførte ændring stadfæster landsretten dommen.

Tiltalte har fortsat været frihedsberøvet under anken.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at indrejseforbuddet nedsættes til 6 år. Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.