OLR — Østre Landsret
S-1717-24
AM2025.11.11Ø Retten i Lyngbys
DOM
Dato: 3. juni 2024 Rettens sagsnr.: 1-1126/2023 Politiets sagsnr.: 0900-81022-00104-22 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født … Anklageskrift er modtaget den 16. marts 2023.
Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af færdselslovens § 118, stk. 1, jf. stk. 5, jf. § 4, stk. 1, ved den 7. februar 2022 Ca. kl. 18.32 at have ført personbil … ad Lundtoftegårdsvej i sydlig retning Ca. 83 meter før Rævehøjvej i Lyngby-Taarbæk kommune med mindst 83 km/t, selv om det ved færdselstavle - i forbindelse med midlertidig nedsættelse af hastighedsgrænsen ved vejarbejde eller arbejde af tilsvarende karakter - er angivet, at hastigheden ikke må overstige 40 km/t, hvilket udgjorde en overskridelse på mere end 40 procent af den tilladte hastighed.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf, der som følge af lang sagsbehandlingstid nedsættes fra 14.400 kr. til 4.700 kr. Anklagemyndigheden har påstået, at tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, og at frakendelsen skal ske betinget, jf. færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 3 Tiltalte har nægtet sig skyldig.
Sagens oplysninger
Tiltalte har forklaret, at at han ikke havde nogen er indring om episoden. Vidne har forklaret, at han den 7. februar 2022 foretog fartmålinger på Lundtoftegårdsvej. Der var vejarbejde i forbindelse med letbanearbejdet. Der var skiltning med 40 km/t og med vejarbejdet. Han stod på hjørnet af Lundtoftegårdsvej og Rævehøjvej. Han målte trafikken på Lundtoftegårdsvej, som hørte i sydgående retning. Han målte med laser.
Han stoppede en bilist, som han havde målt til 86 km./t. Han tog et billede af laseren umiddelbart efter, han havde talt med føreren. Det er i bilag 3. Billedet bliver stående på laseren, til han sletter det. Billedet i bilag 3 lige efter billedet af laseren er af føreren af den bil, han standsede. Side 1 i bilag 3 viser, at han har foretaget den reglementerede kontrol af laseren, inden målingen og efter målingen.
Han stoppede 2 biler den pågældende dag. Tiltalte stoppede han kl. 18.32 og en anden bil kJ. 18.55. Kørebanen var så smal og uden mulighed for overhaling, at der ikke var risiko for, at han havde målt hastigheden af en anden bil. Han fotograferede føreren, fordi føreren ikke havde nogen legitimation. Tiltalte bekræftede, at fotografi.et viser ham.
Personlige forhold Tiltalte er ikke tidligere straffet taf betydning for sagen. Tiltalte havde i 2022 en A-indkomst på 623.864 kr. Tiltalte forklarede, at han er selvstændig.
Rettens begrundelse
og afgørelse Retten lægger efter politividnets forklaring til grund, at tiltalte som fører af den omhandlede bil blev målt med en håndholdt laser til at have kørt med en hastighed af 86 km./t på et sted, hvor der på grund af vejarbejde var hastighedsbegrænsning på 40 km./t. Ved forklaringen og fotorapporten lægges det videre til grund, at der tydeligt var skiltet med både hastighedsbegrænsnimgen og vejarbejdet.
Retten lægger endelig til grund, at laseren var forskriftsmæssigt kontrolleret både før og efter målingen blev foretaget. Tiltalte er derfor skyldig i den rejste tiltale. Straffen fastsættes til en bøde på 4.700 kr., jf. færdselslovens§ 118, stk. 1, jf. stk. 5, jf. § 4, stk. 1. Ved fastsættelsen af bødens størrelse er der lagt vægt på den lange sagsbehandlingstid, som ikke skyldes tiltaltes forhold.
Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor bestemt. Tiltalte frakendes endvidere retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert. Tiltalte beholder dog førerretten, hvis han ikke inden for 3 år fra endelig dom igen fører motordrevet køretøj på en sådan måde, at førerretten skal frakendes, jf. færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 3.
Thi kendes for ret
: Tiltalte skal betale en bøde på 4.700 kr. Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 8 dage. Tiltalte frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert. Tiltalte beholder dog førerretten, hvis han ikke igen inden for 3 år fra endelig dom fører motordrevet køretøj på en sådan måde, at førerretten skal frakendes ham. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. ::::::::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 13. afdelings
DOM
(landsdommerne Michael Schaumburg-Müller, Louise Saul og Camilla Mølgaard Meding (kst.)).
Dato: 11. november 2025 Rettens sagsnr.: S-1717-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født … , (advokat Simon Carsten Hauch, besk.) Dom afsagt af Retten i Lyngby den 3. juni 2024 (1-1126/2023) er anket af tiltalte, der har nedlagt endelig påstand om, at han frifindes for påstanden om førerretsfrakendelse, subsidiært stadfæstelse af den betingede førerretsfrakendelse.
Anklagemyndigheden, der i ankemeddelelse af 12. juni 2024 nedlagde påstand om stadfæstelse, har ved skrivelse af 14. oktober 2025 meddelt, at anklagemyndighedens endelige påstand er, at tiltalte foruden bøden idømmes en ubetinget førerretsfrakendelse som obligatorisk retsfølge, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 6, idet tiltalte ved Københavns Byrets dom af 22. januar 2025 blev idømt en betinget førerretsfrakendelse.
Tiltalte har protesteret mod, at det tillades anklagemyndigheden efter ankefristens udløb at ændre påstanden. Bødens størrelse er ikke anket. Der er ikke afgivet supplerende forklaringer i landsretten.
Personlige oplysninger Tiltalte er tidligere straffet ved Københavns Byrets dom af 18. maj 2021 for overtrædelse af færdselslovens § 55 a, stk. 1, med bøde på 1.500 kr. (forseelsesdato 23. februar 2021), ved bødeforlæg vedtaget den 23. august 2022 for overtrædelse af færdselslovens § 55 a, stk. 1, med bøde på 1.500 kr. (forseelsesdato 2. august 2022), ved Københavns Byrets dom af 22. januar 2025 for overtrædelse af færdselslovens § 55 a, stk. 1, og § 80, stk. 1, idømt betinget førerretsfrakendelse i 3 år fra den 12. februar 2025, bødestraffen bortfaldt (forseelsesdato 1. september 2022), og ved bødeforlæg vedtaget den 18. marts 2025 for overtrædelse af færdselslovens § 42, stk. 1, nr. 1, med bøde på 3.600 kr. (forseelsesdato 18. januar 2025).
Landsrettens begrundelse og resultat
Tiltalte har for landsretten frafaldet sin bevisanke, og da bødens størrelse ikke er påanket, vedrører sagen alene spørgsmålet om førerretsfrakendelse.
Den kørsel, som er til pådømmelse i denne sag, er omfattet af færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 3, og kørslen skete forud for den kørsel, som blev pådømt ved Københavns Byrets dom af 22. januar 2025, hvor tiltalte blev idømt en betinget førerretsfrakendelse efter færdselslovens § 125, stk. 2, idet tiltalte inden for en periode på 3 år har gjort sig skyldig i tre klip-forhold.
Efter færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 6, skal der ske ubetinget frakendelse af førerretten, hvis der er tale om flere forhold til samtidig pådømmelse, og forholdene hver for sig er omfattet af § 125, stk. 1, nr. 1-7, eller stk. 2 eller 3.
Desuden vil der efter principperne i straffelovens § 89 eller § 61, stk. 1, skulle ske ubetinget frakendelse i et tilfælde, hvor et forhold, der medfører betinget frakendelse, er begået forud for en dom med betinget frakendelse vedrørende et andet forhold.
Anklagemyndighedens påstand om, at tiltalte nu skal frakendes førerretten ubetinget i 6 måneder, tages derfor til følge som nedenfor bestemt, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 6, jf. § 125, stk. 1, nr. 3, jf. princippet i straffelovens § 89 og § 61, stk. 1.
Det bemærkes i den forbindelse, at den omstændighed, at sagerne ikke oprindeligt blev behandlet samlet, eller at anklagemyndigheden ved ankemeddelelsen nedlagde påstand om stadfæstelse, ikke kan føre til et andet resultat, når henses til at der er tale om anvendelse af færdselslovens obligatoriske regler.
Landsretten finder, at hverken sagsbehandlingstiden eller oplysningerne om, at tiltalte har bestået en kontrollerende køreprøve efter dommen af 22. januar 2025, kan begrunde, at der foreligger sådanne særligt formildende omstændigheder, at frakendelse skal ske betinget i medfør af færdselslovens § 126, stk. 2. Under hensyn til sagsbehandlingens forløb skal statskassen betale sagens omkostninger for landsretten.
Thi kendes for ret
: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte ændres for så vidt angår førerrets-frakendelsen, således at tiltalte frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, i 6 måneder fra landsrettens dom. Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.
