BS-13514/2019-HJR

Det hørte under Arbejdsrettens enekompetence at træffe afgørelse om, hvorvidt en overenskomst lever op til den direktivmæssige beskyttelse af vikarer Kæresagen angik, om landsretten med rette havde afvist den materielle tvist i sagen med henvisning til, at Arbejdsretten var enekompetent til at træffe afgørelse herom. Den materielle tvist angik, om A havde ret til løn under sygdom ved udsendelsen som vikar. Ansættelsesforholdet mellem A og vikarbureauet var bl.a. reguleret af funktionæroverenskomsten. Hovedspørgsmålet i den materielle tvist var, om betingelserne i vikarlovens § 3, stk. 5, for at fravige ligebehandlingsprincippet i § 3, stk. 1, var opfyldt. Højesteret fandt, at vikarlovens § 3, stk. 5, ud over betingelserne om tiltrædelse af overenskomsten, om overenskomstparternes repræsentativitet og om overenskomstens geografiske udstrækning indeholder en betingelse om den generelle beskyttelse af vikarer. Parterne var ikke enige om denne sidste betingelse. Højesteret anførte, at Arbejdsretten efter ordlyden af vikarlovens § 3, stk. 7, og arbejdsretslovens § 9, stk. 1, nr. 9, har kompetence til at træffe afgørelse om alle betingelser i vikarlovens § 3, stk. 5. Selv om det ikke udtrykkeligt fremgår af forarbejderne, at Arbejdsretten også er tillagt kompetence til at tage stilling til betingelsen om den generelle direktivmæssige beskyttelse af vikarer, fandt Højesteret, at kompetencen ved overførslen fra de almindelige domstole til Arbejdsretten ved en lovændring i 2014 ikke kunne anses for begrænset til kun at omfatte visse af de spørgsmål, der kan opstå tvist om i relation til vikarlovens § 3, stk. 5. Vikarlovens § 3, stk. 7, og den tilsvarende bestemmelse i arbejdsretslovens § 9, stk. 1, nr. 9, måtte ses som udtryk for en særlig kompetenceordning, der som anført i forarbejderne ændrer den kompetencefordeling mellem Arbejdsretten og de almindelige domstole, der i øvrigt gælder. Højesteret fandt på denne baggrund, at vikarlovens § 3, stk. 7, og arbejdsretslovens § 9, stk. 1, nr. 9, jf. § 11, må forstås således, at det hører under Arbejdsrettens enekompetence at træffe afgørelse om, hvorvidt funktionæroverenskomsten lever op til den direktivmæssige beskyttelse af vikarer. Herefter stadfæstede Højesteret landsrettens dom om afvisning.