OLR — Østre Landsret
AM2023.11.15Ø
OL-2023-Ø-00063
AM2023.11.15Ø Retten i Svendborgs
KENDELSE
Dato: 12. september 2023 Rettens sagsnr.: R1-3900/2022 Politiets sagsnr.: 2300-81409-00726-22 Retsmødet var offentligt. Anklagemyndigheden mod Tiltalte1, cvr-nummer … , Tiltalte2, cvr-nummer … og Tiltalte3, født maj 1975 Ingen var mødt. Advokat Rasmus Lind Hardt har oplyste, at BMW X5, sstel.nr. ..., der blev beslaglagt hos Tiltalte3 er blevet købt af leasinggiver, Tiltalte2.
Han har anmodet om, at blive beskikket som advokat for Tiltalte2 og anmodet om, at beslaglæggelsen forelægges for retten. Retten finder ikke, at der i retsplejelovens kapitel 74 er hjemmel til at beskikke advokat for ejeren af et beslaglagt motorkøretøj. Retsmøde til prøvelse af Tiltalte2 anmodning om prøvelse af beslaglæggelse vil blive berammet efter aftale med advokat Rasmus Lind Hardts kontor.
Sagen udsat. :::::::::::::::::::::::::::::: Retten i Svendborgs
KENDELSE
Dato: 20. september 2023 Rettens sagsnr.: R1-3900/2022 Politiets sagsnr.: 2300-81409-00726-22 Anklagemyndigheden mod Tiltalte1, cvr-nummer … , Tiltalte2, cvr-nummer … og Tiltalte3, født maj 1975 Ingen var mødt eller indkaldt.
Der blev fremlagt mail af 2. september 2023 fra advokat Rasmus Lind Hardt med anmodning om beskikkelse retsbog af 12. september 2023 mail af 15. september 2023 fra advokat Rasmus Lind Hardt Retten skal udtale følgende: Advokat Rasmus Lind Hardt har i mail af 15. september anført: "… Af vedhæftede retsbog, afslås beskikkelse for ejer, idet det fremgår at 'Retten finder ikke, at der i retsplejelovens kapitel 74 er hjemmel til at beskikke advokat for ejeren af et beslaglagt motorkøretøj.' Hjemlen findes i færdselslovens § 119, hvor det følger 'Stk. 6.
I sager om konfiskation efter § 133 a, stk. 2, 2. pkt., skal retten efter begæring beskikke køretøjets ejer en offentlig forsvarer. Forsvareren skal bistå ejeren i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt konfiskationen er uforholdsmæssigt indgribende, og eventuelle erstatningskrav som følge af konfiskationen, jf. stk. 7.
Køretøjets ejer skal vejledes om adgangen til forsvarerbeskikkelse' Idet bilen efter det oplyste, netop er beslaglagt mhp. på konfiskation efter denne bestemmelse – er der således for ejeren en ret til beskikkelse af en advokat.
Såfremt der ikke foretages beskikkelse – kæres herved afgørelse herom til Østre Landsret. …" Retten skal udtale: Sagen drejer sig på nuværende tidspunkt om Tiltalte2´ begæring om ophævelse af beslaglæggelse af en bil, der er beslaglagt hos Tiltalte3. Bilen er leaset, og den er efter beslaglæggelsen blevet overdraget fra Tiltalte1 til Tiltalte2. Begæringen skal behandles efter retsplejelovens § 807 c.
Retten finder ikke, at retsplejelovens kapitel 74 indeholder hjemmel til at beskikke advokat for ejeren af en bil i forbindelse med en påstand om ophævelse af en beslaglæggelse fra bilens ejer. Det følger af færdselslovens § 119, stk. 6, "Stk. 6. I sager om konfiskation efter § 133 a, stk. 2, 2. pkt., skal retten efter begæring beskikke køretøjets ejer en offentlig forsvarer.
Forsvareren skal bistå ejeren i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt konfiskationen er uforholdsmæssigt indgribende, og eventuelle erstatningskrav som følge af konfiskationen, jf. stk. 7.
Køretøjets ejer skal vejledes om adgangen til forsvarerbeskikkelse." Idet sagen alene drejer sig om en begæring om ophævelse af beslaglæggelse, finder retten ikke, at der efter færdselslovens § 119, stk. 6 er hjemmel til at beskikke forsvarer for Tiltalte2 på nuværende tidspunkt. hvorfor bestemmes: Advokat Rasmus Lind Hardts anmodning om beskikkelse som advokat for Tiltalte2 under sagen om prøvelse af beslaglæggelse tages ikke til følge.
Sagen udsat. :::::::::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 16. afdelings
KENDELSE
Som dommere fungerede landsdommerne Dorthe Wiisbye, Lone Dahl Frandsen og Thomas Smed (kst.), førstnævnte som rettens formand. Dato: 15. november 2023 Rettens sagsnr.: S-2646-23 og S-2647-23 Der foretoges Anklagemyndigheden mod Tiltalte2, CVR-nummer … ,(advokat Rasmus Lind Hardt) Ingen var indkaldt eller mødt.
Der fremlagdes udskrift af retsbogen fra Retten i Svendborg (R1-3900/2022) med bilag, kæreskrift af 15. september 2023 fra advokat Rasmus Lind Hardt samt rettens fremsendelsesbrev af 26. september 2023.
Advokat Rasmus Lind Hardt har på vegne af Tiltalte2, der ejer motorkøretøjet med reg.nr. ..., kæret Svendborg Rets afgørelser af 12. og 20. september 2023, hvorefter advokat Rasmus Lind Hardts anmodning om beskikkelse som forsvarer ikke blev taget til følge. Til støtte for anmodningen om beskikkelse har advokat Rasmus Lind Hardt henvist til færdselslovens § 119, stk. 6.
Anklagemyndigheden har ikke udtalt sig i anledning af kæremålet. Efter votering afsagdes kendelse: Landsretten tiltræder, at retsplejeloven ikke indeholder hjemmel til at beskikke en forsvarer for Tiltalte2 under rettens behandling af spørgsmålet om godkendelse og opretholdelse af beslaglæggelsen, jf. tillige U 2018.3507 H.
Efter færdselslovens § 119, stk. 6 skal retten i sager om konfiskation efter begæring beskikke køretøjets ejer en offentlig forsvarer. Forsvareren skal bistå ejeren angående spørgsmålet om, hvorvidt konfiskationen er uforholdsmæssigt indgribende, og angående til ejerens eventuelle erstatningskrav som følge af konfiskationen.
Efter bestemmelsens ordlyd og forarbejder findes denne bestemmelse heller ikke at indeholde hjemmel til at beskikke en forsvarer for Tiltalte2. Landsretten stadfæster derfor byrettens afgørelse af 12. september 2023. Advokat Rasmus Lind Hardt har i mail til byretten af 15. september 2023 anført, at ”såfremt der ikke foretages beskikkelse – kæres herved afgørelse herom til Østre Landsret”.
Da retsplejelovens regler om kære må forstås således, at en afgørelse ikke kan kæres, inden den er truffet, jf. tillige U 2005.3310 Ø, U 2005.1385/1 V og U 2018.2834/1 Ø, afvises Rasmus Lind Hardts kære af Svendborg Rets afgørelse af 20. september 2023.
Thi bestemmes
: Byrettens afgørelse af 12. september 2023 stadfæstes. Advokat Rasmus Lind Hardts kære af byrettens afgørelse af 20. september 2023 afvises. Sagerne sluttet.
