118/2016

En forbruger havde sandsynliggjort, at et målt elforbrug ikke svarede til det faktiske Sagen angik, om en forbruger skulle betale for et elforbrug på 110.791 kWh, som medførte en ekstraregning på 214.387,32 kr. Forbruget svarede til forskellen mellem målerstanden i november 2010, som forbrugeren selv indberettede, og målerstanden, da elmåleren blev udskiftet og aflæst i april 2011. Parterne var enige om, at forbrugeren ikke kunne have forbrugt denne mængde el i perioden november 2010 til april 2011, og spørgsmålet var derfor, om forbrugeren systematisk havde angivet sit elforbrug for lavt i de år, hvor han selv havde aflæst måleren. Hvis det elforbrug, som måleren viste, var rigtigt, skulle forbrugeren i årene fra 2001, da elmåleren sidst blev aflæst af SEAS-NVE, og til 2011 have haft et gennemsnitligt årligt elforbrug på ca. 22.000 kWh. Der var ikke påvist fejl ved elmåleren, og det påhvilede derfor forbrugeren at betale for det elforbrug, måleren viste, medmindre han kunne godtgøre eller sandsynliggøre, at dette ikke svarede til det faktiske forbrug. Højesteret fandt, at der ved denne vurdering måtte lægges vægt på forbrugerens elforbrug før og efter den periode, hvor måleren ikke var blevet aflæst af SEAS-NVE. Der måtte endvidere lægges vægt på, hvad der var det sædvanlige elforbrug for en husstand og en ejendom som forbrugerens, og om der var omstændigheder, der kunne forklare et elforbrug langt ud over det sædvanlige. Endelig måtte der lægges vægt på, om det kunne lægges til grund, at forbrugeren i tidligere år selv havde indberettet sit elforbrug korrekt. Forbrugerens elforbrug lå i perioden, fra han flyttede ind i ejendommen i 1992 til november 2001, hvor elselskabet aflæste måleren, på mellem ca. 7.700 og ca. 12.700 kWh årligt. I perioden fra udskiftningen af måleren i 2011 og til udgangen af 2016 lå forbruget på mellem ca. 6.000 og ca. 8.500 kWh årligt. På grundlag af målerstanden ved SEAS-NVE’s aflæsning i november 2001, måtte det antages, at forbrugeren havde indberettet målerstanden korrekt i 2000 og 2001. Ved et syn og skøn var det oplyst, at et sædvanligt elforbrug for en husstand og en ejendom som forbrugerens var ca. 8.500 – 9.000 kWh årligt. På denne baggrund og på baggrund af bl.a. oplysningerne om forbrugerens indkøb af fyringsolie i perioden fandt Højesteret, at forbrugeren i tilstrækkelig grad havde sandsynliggjort, at det faktiske forbrug ikke svarede til det, som elmåleren viste. Højesteret stadfæstede derfor byrettens dom, som frifandt forbrugeren. Landsretten var nået til et andet resultat.