27/2018

Den skattemæssige indgangsværdi af vandselskabers aktiver skal fastsættes efter den beregningsmetode, hvorved den såkaldte "POLKA-værdi" opgøres Sagerne angik opgørelse af den skattemæssige indgangsværdi af aktiver, som to kommuner havde overdraget til vandselskaber, som kommunerne havde stiftet i forbindelse med udskillelse af de kommunale vandforsynings- og spildevandsaktiviteter. Indgangsværdien skulle danne grundlag for vandselskabernes skattemæssige afskrivninger på de overdragne aktiver. Overdragelsen var omfattet af ligningslovens § 2, og den skattemæssige værdi af de overdragne aktiver skulle således fastsættes efter denne bestemmelse. Højesteret fandt, at den beregningsmetode, som SKAT (nu Skattestyrelsen) havde anvendt, ikke udgjorde et egnet grundlag for at opgøre den skattemæssige værdi af de overdragne aktiver. Højesteret udtalte, at det for vandforsynings- og spildevandsvirksomhed gælder, at der påhviler selskaberne en forsyningspligt, og at "hvile i sig selv"-princippet indebærer, at der ikke kan tjenes penge på aktiviteterne. Højesteret fandt på denne baggrund, at det afgørende for den skattemæssige værdiansættelse af aktiverne måtte være, hvilken værdi aktiverne måtte skønnes at have haft for vandselskaberne. Højesteret fandt, at den beregningsmetode, hvorved den regulatoriske værdi opgøres som et gennemsnit af den nedskrevne genanskaffelsesværdi og den nedskrevne anskaffelsesværdi (den såkaldte POLKA-værdi), er et rimeligt udtryk for, hvorledes aktivernes værdi efter ligningslovens § 2 bør fastsættes. Højesteret havde ikke fornødent grundlag for at fastslå, hvad POLKA-værdien ville udgøre i forbindelse med kommunernes overdragelse af aktiver i de konkrete sager. Sagerne blev som følge heraf hjemvist til Skattestyrelsen til fornyet behandling. Landsretten var kommet til et andet resultat.