129/2016

Udenlandsk politi kunne fortsætte med at aflytte en udenlandsk udlejningsbil, når den passerede grænsen til Danmark Under efterforskning af en sag om grov narkotikakriminalitet fremsatte en udenlandsk anklagemyndighed anmodning om tilladelse til aflytning af samtaler og udtalelser i en udenlandsk udlejningsbil, når bilen befandt sig på dansk territorium. Anmodningen blev fremsat som led i en større narkotikaefterforskning rettet mod personer bosiddende i udlandet. Aflytningsudstyret var installeret af den udenlandske politimyndighed i udlejningsbilen, mens bilen var i udlandet, og ved hjælp af udstyret kunne den udenlandske politimyndighed aflytte samtaler og udtalelser i bilen, herunder også de samtaler, der havde fundet sted i bilen, mens bilen befandt sig i Danmark. Højesteret lagde til grund, at de materielle betingelser i retsplejeloven for at foretage aflytning var opfyldt, jf. navnlig § 780, stk. 1, nr. 2, og § 781, stk. 1 og 5. Højesteret tiltrådte endvidere, at anmodningen om tilladelse til aflytning var imødekommet efter en analogi af bestemmelserne i retsplejeloven om rumaflytning. Højesteret lagde vægt på, at den udenlandske politimyndighed ikke opererede på dansk territorium i forbindelse med gennemførelsen af aflytningen, idet aflytningsudstyret var installeret i udlandet, og idet aflytningen blev foretaget, uden at den udenlandske politimyndighed indfandt sig på dansk område. Højesteret bemærkede, at det forhold, at der i retsplejelovens § 783, stk. 5, ved en lovændring i 2002 blev indsat en bestemmelse om dansk politis behandling af underretninger fra en anden medlemsstat om aflytning af telekommunikation uden teknisk bistand fra dansk politi, jf. EU-retshjælpskonventionens artikel 20, ikke afskar fra en analog anvendelse af reglerne om rumaflytning i en situation som den foreliggende. Landsretten var nået til samme resultat. Højesterets kendelse er afsagt for lukkede døre og offentliggøres derfor ikke.