33238/2024

Kære af fogedrettens afgørelse efter retsplejelovens § 320 krævede tilladelse fra Procesbevillingsnævnet Fjordvænget 8 havde anmodet om at få et køretøj udleveret af A og B. Fogedretten besluttede under et retsmøde at udsætte fogedsagen og beramme et nyt retsmøde, idet det fandtes nødvendigt, at A afgav forklaring. Ved det nye retsmøde mødte Fjordvænget 8 ved advokat Henrik Skoglund. A mødte ikke personligt, men gav møde ved B pr. fuldmagt. Med henvisning til, at fogedretten ikke havde indkaldt A til at møde personligt til retsmødet, nedlagde Fjordvænget 8 påstand om, at statskassen efter retsplejelovens § 320 skulle erstatte selskabets advokatudgifter i forbindelse med retsmødet, hvilket fogedretten afslog. Fjordvænget 8 kærede fogedrettens beslutning til landsretten. Landsretten afviste kæren med henvisning til, at der var nedlagt påstand om tilkendelse af et beløb på 6.000 kr., og at der ikke forelå tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, jf. retsplejelovens § 584 a, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt. Hovedspørgsmålet for Højesteret var, om landsrettens afvisning af kæren var sket med rette. Højesteret udtalte, at det fremgik af den dagældende retsplejelovs § 584 a, stk. 1, 1. pkt., at fogedrettens afgørelser om omkostninger, der er fastsat til mere end 20.000 kr. (nu mere end 50.000 kr.), kan kæres særskilt. Endvidere fulgte det af den dagældende § 584 a, stk. 1, 2. pkt., at fogedrettens afgørelser, hvorved det er bestemt, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part, kan kæres særskilt, hvis der er spørgsmål om tilkendelse af sagsomkostninger med mere end 20.000 kr. (nu mere end 50.000 kr.). Efter bestemmelsens stk. 2 kan Procesbevillingsnævnet meddele tilladelse til kære af fogedrettens afgørelser, der efter stk. 1 ikke kan påkæres, hvis særlige grunde taler derfor. Højesteret bemærkede, at det følger af bestemmelsens forarbejder, at formålet med kærebegrænsningsreglen i retsplejelovens § 584 a, stk. 1, er at aflaste landsretterne for småsager. Herefter og henset til ordlyden af § 584 a, stk. 1, 1. pkt., sammenholdt med ordlyden af § 320 og de øvrige bestemmelser i lovens kapitel 30 om sagsomkostninger fandt Højesteret, at en afgørelse efter § 320 om, at statskassen skal erstatte en parts udgifter, er omfattet af § 584 a, stk. 1, 1. pkt., om ”afgørelser om omkostninger”. I lyset heraf fandt Højesteret endvidere, at en afgørelse efter § 320 om, at statskassen ikke skal erstatte en parts udgifter, er omfattet af stk. 1, 2. pkt., i § 584 a. Da kæren til landsretten angik et beløb på 6.000 kr., og da der ikke forelå kæretilladelse fra Procesbevillingsnævnet, fandt Højesteret, at det var med rette, at landsretten afviste kæren. Højesteret stadfæstede derfor landsrettens kendelse.