HR — Højesteret
BS-46179/2023-HJR
OL-2024-H-00068
AM2024.06.28H Højesterets
KENDELSE
I påkendelsen har deltaget tre dommere: Jens Kruse Mikkelsen, Kristian Korfits Nielsen og Rikke Foersom. Dato: 28. juni 2024 Rettens sagsnr.: 13/2024 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, (advokat Erbil G. E. Kaya, beskikket) I tidligere instanser er afsagt kendelser af Retten i Roskilde den 10. oktober 2023 (7A-2291/2023) og af Østre Landsrets 18. afdeling den 6. december 2023 (S-3085-23).
Påstande
Tiltalte har nedlagt påstand om ophævelse af landsrettens kendelse og hjemvisning af sagen til fornyet behandling i landsretten, subsidiært stadfæstelse af byrettens kendelse. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om ophævelse af landsrettens kendelse og hjemvisning af sagen til fornyet behandling i landsretten, subsidiært stadfæstelse af landsrettens kendelse.
Sagsfremstilling
Ved Retten i Holstebros dom af 26. marts 2013 blev Tiltalte fundet skyldig i forsøg på voldtægt samt overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, begået over for en pædagog på den institution, han opholdt sig på. Han blev dømt til anbringelse i institution for personer med vidtgående handicap, således at han efter bestemmelse fra kommunen kan overføres til sikret afdeling (type II).
Der blev ikke fastsat en længstetid for denne foranstaltning.
Foranstaltningen er opretholdt ved Retten i Randers’ kendelse af 22. februar 2018, Retten i Nykøbing Falsters kendelse af 27. august 2019 som stadfæstet ved Østre Landsrets kendelse af 24. september 2019, Retten i Nykøbing Falsters kendelse af 14. oktober 2020 som stadfæstet ved Østre Landsrets kendelse af 11. januar 2021 samt Retten i Roskildes kendelse af 8. april 2022 som stadfæstet ved Østre Landsrets kendelse af 3. juni 2022.
Sagen blev i medfør af straffelovens § 72 på ny indbragt for Retten i Roskilde den 30. marts 2023. Anklagemyndigheden nedlagde påstand om, at foranstaltningen blev opretholdt. Tiltalte nedlagde påstand om, at foranstaltningen blev ophævet, subsidiært at han skulle anbringes i boform for personer med vidtgående psykiske handicap.
Ved kendelse af 10. oktober 2023 ændrede Retten i Roskilde foranstaltningen til anbringelse i institution for personer med vidtgående psykisk handicap (type III). Kendelsen blev den 11. oktober 2023 kæret af Midt- og Vestsjællands Politi, der samtidig anmodede om, at kæren blev tillagt opsættende virkning, jf. retsplejelovens § 969, stk. 2.
Kopi af kæreskriftet blev sendt til advokat, der i byretten var beskikket som forsvarer for Tiltalte. Den 12. oktober 2023 blev kæreskriftet telefonisk forkyndt for Tiltalte samt sendt til hans opholdssteds mailadresse, jf. retsplejelovens § 970, stk. 1.
Ved mail af 12. oktober 2023 til Østre Landsret anmodede advokat Advokat om at blive beskikket som forsvarer under sagen, hvis sagen skulle føres på skriftligt grundlag. Hvis sagen skulle afgøres ved fysisk retsmøde, ønskede Tiltalte advokat Erbil G. E. Kaya beskikket. Det fremgår desuden, at advokat Advokat anmodede landsretten om en frist for fremsendelse af kæresvarskrift, inden der blev truffet afgørelse.
Østre Landsret rettede ved mail af 16. oktober 2023 henvendelse til Midt- og Vestsjællands Politi med bemærkning om, at sagen ikke sås modtaget i landsretten, og at henvendelse vedrørende sagen derfor skulle ske til byretten. Midt- og Vestsjællands Politi sendte samme dag landsrettens mail til advokat Advokat som rette modtager af mailen.
Ved mail af 18. oktober 2023 til Midt- og Vestsjællands Politi oplyste advokat Advokat, at hun protesterede imod, at anklagemyndighedens kære blev tillagt opsættende virkning. Den 23. oktober 2023 traf Retten i Roskilde beslutning om ikke at tillægge kæren opsættende virkning. Den 25. oktober 2023 sendte advokat Advokat på vegne af advokat Erbil G. E.
Kaya en mail til landsretten med anmodning om, at han blev beskikket, og at der skulle fastsættes en frist for bemærkninger til kæren, før der blev truffet afgørelse. Den 6. december 2023 behandlede landsretten kæren på skriftligt grundlag.
Det fremgår af retsbogen, at der blev fremlagt udskrift af retsbogen fra Retten i Roskilde med bilag, rettens fremsendelsesbrev af 25. oktober 2023, samt kæreskrift af 11. oktober 2023 fra anklagemyndigheden.
Det fremgår desuden af retsbogen, at anklagemyndigheden nedlagde påstand om, at den foranstaltning, der var blevet idømt ved dommen af 26. marts 2013, blev opretholdt, og at der ikke var modtaget indlæg fra advokat Advokat i anledning af kæren. Landsretten ændrede ved kendelse af 6. december 2023 byrettens kendelse, således at foranstaltningen ifølge Retten i Holstebros dom af 26. marts 2013 blev opretholdt.
Det fremgår af landsrettens retsbog af 20. december 2023, at advokat Advokat den 12. december 2023 på vegne af advokat Erbil G. E. Kaya sendte en mail til landsretten med anmodning om, at landsretten oplyste, hvorfor man ikke havde taget stilling til mail af 25. oktober 2023, hvori hun på vegne af advokat Erbil G. E.
Kaya anmodede om, at han blev beskikket i sagen, og at der blev fastsat en frist for bemærkninger til kæren. Landsretten konstaterede, at advokatens mail af 25. oktober 2023 ved en beklagelig fejl ikke var videresendt fra landsrettens hovedpostkasse til afdelingen forud for afgørelsen af 6. december 2023. Landsretten beklagede meget det passerede.
Anbringender
Tiltalte har anført navnlig, at der er sket tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet under sagens behandling i landsretten, idet der ikke er sket forsvarerbeskikkelse, og idet hverken han eller hans advokat har haft lejlighed til at fremsende bemærkninger i anledning af kæren.
Landsretten burde have fastsat en frist for fremsendelse af bemærkninger, før der blev truffet afgørelse i sagen, hvilket landsretten var blevet anmodet om ved mail af 25. oktober 2023. Der er nye væsentlige oplysninger i sagen, som burde være inddraget i landsrettens vurderingsgrundlag, herunder at han siden byrettens kendelse har været anbragt i åben institution, hvilket er gået godt.
Landsrettens kendelse bør derfor ophæves, og sagen bør hjemvises til fornyet behandling i landsretten, jf. herved også UfR 2018.1632 Ø og UfR 2021.49 H. Hvis Højesteret ikke finder grundlag for at ophæve landsrettens kendelse og hjemvise sagen til landsretten, skal byrettens kendelse stadfæstes.
Der må herved lægges vægt på, at lovovertrædelsen, der danner grundlag for den idømte foranstaltning, vedrører et enkeltstående tilfælde, at han ikke efter gerningstidspunktet har begået ny kriminalitet, og at risikoen for recidiv er formindsket betydeligt. Proportionalitetsmæssige betragtninger gør, at den oprindelige foranstaltning ikke kan opretholdes.
Han har været underlagt foranstaltningen i næsten 11 år, herunder 9 år på sikret afdeling. Endvidere taler hans familieliv for, at den oprindelige foranstaltningsdom lempes. Desuden har tilsynsførerende ved kommunen besluttet, at han skal forblive i åbent regi uanset afgørelsen, idet han er korrekt placeret i åben institution.
Anklagemyndigheden har anført navnlig, at der ikke i retsplejeloven er et krav om, at landsretten af egen drift skal fastsætte en frist for at komme med bemærkninger i anledning af en kære. Et sådant krav kan heller ikke udledes af Højesterets praksis. Det er således kun i tilfælde, hvor der er en særlig anledning til at sikre muligheden for at udøve kontradiktion, at et sådant krav kan siges at foreligge.
Efter Højesterets praksis vil dette kunne være tilfældet, hvor forsvareren udtrykkeligt har tilkendegivet, at denne ønsker at fremsætte bemærkninger, eller hvor der er fremkommet nye oplysninger til brug for landsrettens afgørelse, som forsvareren ikke tidligere har haft lejlighed til at udtale sig om.
I den foreliggende sag var der en særlig anledning til at sikre forsvarerens mulighed for at udøve kontradiktion, idet advokat Advokat ved mail af 12. oktober 2023 til landsretten anmodede om, at enten hun eller advokat Erbil G. E. Kaya blev beskikket under kæresagen afhængig af, om sagen skulle føres skriftligt eller mundtligt. Ved mail af 25. oktober 2023 til landsretten anmodede hun om, at advokat Erbil G. E.
Kaya blev beskikket under kæresagen, og at der blev fastsat en frist til at fremsætte bemærkninger til kæresagen. Mailen af 25. oktober 2023 blev ved en fejl ikke sendt fra landsrettens hovedpostkasse til afdelingen forud for afgørelsen af 6. december 2023, og advokat Erbil G. E. Kaya har således ikke haft lejlighed til at udtale sig inden landsrettens behandling af kæren, jf. retsplejelovens § 971, stk. 2.
På baggrund af fejlens karakter og under henvisning til retspraksis fra Højesteret skal landsrettens kendelse ophæves, og sagen skal hjemvises til fornyet behandling ved landsretten.
Hvis Højesteret ikke finder grundlag for at ophæve landsrettens kendelse og hjemvise sagen til landsretten, må landsrettens afgørelse om opretholdelse af foranstaltningen uden ændringer anses for at være korrekt, herunder i overensstemmelse med proportionalitetskravet.
Der må ved vurderingen lægges vægt på de lægelige oplysninger i sagen og de afsoningsmæssige forhold, herunder at Tiltalte endnu ikke er fundet egnet til at blive afprøvet i åbent regi.
Højesterets begrundelse og resultat
Ved mail af 25. oktober 2023 til Østre Landsret anmodede Tiltaltes daværende forsvarer, advokat Advokat, på vegne af advokat Erbil G. E. Kaya om, at advokat Erbil G. E. Kaya blev beskikket, og at der blev fastsat en frist til at komme med bemærkninger til kæren.
Efter det oplyste blev forsvarerens mail imidlertid ved en fejl ikke videresendt fra landsrettens hovedpostkasse til afdelingen, før landsretten traf afgørelse om at ændre byrettens kendelse, således at den foranstaltning, som Tiltalte blev idømt ved Retten i Holstebros dom af 26. marts 2013, blev opretholdt.
Forsvareren har således ikke haft lejlighed til at udtale sig inden landsrettens behandling af kæresagen, jf. retsplejelovens § 971, stk. 2. Efter karakteren af denne fejl ophæver Højesteret – i overensstemmelse med parternes samstemmende principale påstande – landsrettens kendelse og hjemviser kæresagen til fornyet behandling i landsretten.
Thi bestemmes
: Landsrettens kendelse ophæves, og kæresagen hjemvises til fornyet behandling i landsretten. Statskassen skal betale kæresagens omkostninger for Højesteret.
