Tilbage til sager

OLRØstre Landsret

AM2026.02.05Ø

OL-2026-Ø-00004

Dom
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
05-02-2026
Sagsemne
psykisk vold
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2026.02.05Ø Retten i Roskildes

DOM

Dato: 10. april 2024 Rettens sagsnr.: 18B-4974/2023 Politiets sagsnr.: 1200-73235-00009-23 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født november 1990 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 23. august 2023.

Tiltalte, … , er tiltalt for 1. psykisk vold efter straffelovens § 243, ved i perioden fra den 1. december 2021 til den 13. september 2022, herunder på adressen Adresse i By, som tilhørende eller nært knyttet til Forurettedes husstand, gentagende gange over en længere periode, at have udsat Forurettede for groft nedværdigende, forulempende eller krænkende adfærd, der var egnet til utilbørligt at styre Forurettede, idet tiltalte fratog hende sin selvbestemmelsesret, over hvilke sociale relationer hun måtte indgå i, herunder ved at isolere hende fra hendes nære omgangskreds, forlangte at hun ikke måtte forlade huset, forlangte at hun skulle blive væk fra sit arbejde som hjemmeplejer, forlangte at hun skulle efterlade sin telefon hjemme ved ham, så han kunne kontrollere hendes telefon og gennemse den og forlangte at hun skulle skifte telefonnummer flere gange, således at udefrakommende ikke kunne kontakte hende tog kontrol over hendes dagligdag, idet han forlangte at hun skulle gå på toilettet for åben dør, at hun skulle være i hans selskab uden kontakt til andre, herunder ved at kræve, at hun skulle tage med tiltalte på arbejde og følge med, når tiltalte var på indkøb, samt tog kontrol over hendes bil manipulerede hende og beskadigede hendes selvfølelse, således af den udviste adfærd af Forurettede oplevedes som selvforskyldt, herunder ved flere gange at have kaldt hende for skældsord, samt beskyldte hende for at være upassende, opmærksomhedssøgende og have et ønske om at være sammen med sine mandlige kollegaer, hvilket blandt andet resulterede i, at hun stoppede på uddannelsen til ambulanceredder.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om straf. Tiltalte har nægtet sig skyldig. Forurettede har påstået, at tiltalte skal betale 10.838,81 kr. i erstatning for tort og psykologhjælp og henviste til TFK 2022.383.

Tiltalte har bestridt erstatningspligten og har til erstatningskravets størrelse anført, at der protesteres over, at det er den samme psykolog, som tidligere har behandlet Forurettede, der igen har haft samtalerne med hende. Det der tales om, kan derfor være flydende og der foreligger ikke henvisning eller notater fra samtalerne.

Der er ikke grundlag for tort, og den dom som sammenlignes med er en meget grov sag med § 245 vold og 1½ års fængsel. 10.000 kr. er helt ude af trit med praksis, særligt på grund af gerningsindholdet og gerningsperioden.

Sagens oplysninger

[FORKLARINGER UDELADT] Tiltalte er tidligere straffet af betydning for denne sag ved Retten i Koldings dom af 5. august 2008, for overtrædelse af straffelovens § 244, og § 266, med fængsel i 3 måneder. ved Retten i Sønderborgs betinget dom af 23. oktober 2009, for overtrædelse af straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 1, og stk. 2, jf. § 89, med en fællesstraf på fængsel i 4 måneder.

Fællesstraf med den betingede dom af 5. august 2008. ved Retten i Sønderborgs dom af 15. december 2010, for overtrædelse af straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 1, med fængsel i 4 måneder, fællesstraf med den betingede straf i dom af 23. oktober 2009. Løsladt den 29. august 2011. Reststraf 61 dage.

Der er af Kriminalforsorgen foretaget en personundersøgelse vedrørende tiltalte, hvoraf det blandt andet fremgår, at tiltalte er fundet egnet til betinget dom, herunder med vilkår om samfundstjeneste. Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han har været i 3 forløb, for at finde ud af, om der var noget galt med ham. Han er igen selvstændig, men hans omsætning er halveret.

Han har skullet finde sig selv og starte op igen forfra. Han blev stoffri i 2023 efter det misbrug han havde, mens han var sammen med Forurettede. Han er påvirket af denne sag, og har holdt sig væk fra Sjælland, da det påvirker ham at være her. Han har ikke haft det godt efter han flyttede fra By til Århus, men er i gang med at strukturere sit liv. Han er indforstået med at udføre samfundstjeneste.

Han tænker, at han har lært sin lektie og ikke skal finde sårbare kvinder, der har brug for hjælp. Han må passe på sig selv og sin hund. Han er meget dedikeret til sit arbejde og vil gerne udføre et godt arbejde for folk.

Rettens begrundelse

og afgørelse Tidsperiode fra 7. december 2021 til 18. januar 2022 Det fremgår af Midt- og Vestsjællands Politis brev af 1. marts 2022 til henholdsvis Forurettede og tiltalte, at tiltalte har været sigtet for vold, der skulle være begået den 7. december 2021, samt anmeldt for psykisk vold ser skulle være begået i perioden 7. december 2021 til 18. januar 2018.

Det fremgår videre, at påtalen opgives, jf. retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2, da det ikke er muligt at føre det fornødne bevis for at sigtede er skyldig. Grunden hertil er, at Forurettede ikke længere ønskede at politiet skulle forfølge sagen og ikke ønskede at medvirke til sagens opklaring.

Forurettede klagede over afgørelsen den 16. marts 2022 og oplyste, at hun nu ønskede at medvirke til oplysning af sagen, hvorefter sagen blev genoptaget. Midt- og Vestsjællands Politi har i brev af 27. maj 2022 fastholdt deres tidligere afgørelse om ikke at behandle sagen, da Forurettede den 21. april 2022 meddelte, at hun trak alle anmeldelser mod Tiltalte tilbage.

Forurettede anmeldte igen tiltalte for psykisk vold den 16. december 2022 for perioden som anført i anklageskriftet, hvilket er en periode som også omfatter den tidligere nævnte periode, hvor påtalen er opgivet.

Det er rettens vurdering, at det faktum, at Forurettede nu har valgt at medvirke til sagens behandling, ikke er nye oplysninger, som kan føre til, at tiltalte nu kan dømmes for den samme periode, som tidligere er påtaleopgivet, jf. principperne i retsplejelovens§ 975. Tiltalte frifindes herefter vedrørende perioden fra 7. december 2021 tiI 18. januar 2022.

Perioden fra 6. februar 2022 til 28. maj 2022 Vedrørende perioden fra omkring 6. februar 2022 til 28. maj 2022 lægger retten ud fra forklaringerne fra Forurettede og tiltalte til grund, at Forurettede opholdt sig på et krisecenter. Det er ubestridt at tiltalte og Forurettede ikke havde kontakt den første 1 ½ måned hun opholdt sig på krisecenteret.

Der lægges efter forklaringerne fra tiltalte og Forurettede til grund, at de herefter havde sparsom kontakt via beskeder på youtube. Beskederne indgår ikke i sagen og der er ikke på anden måde først bevis for, at tiltalte i denne perioden dominerede Forurettede. Tiltalte frifindes herefter for perioden fra den 6. februar 2022 til 28. maj 2022. Perioden fra 28. maj 2022 til 13, september 2022, samt korte perioder før.

Retten finder efter Forurettedes troværdige og detaljerede forklaring, som støttes af vidnerne, Vidne1’s, Vidne2’s, Vidne3’s, Vidne4’s og i særdelehed Vidne5’s forklaringer bevist, at tiltalte har udsat Forurettede for nedværdigende, forulempende og krænkende adfærd som anført i anklageskriftet, dog med enkelte undtagelser.

Efter forklaringen fra Forurettede finder retten det ikke bevist, at tiltalte, som anført under pind 1, har forlangt, at Forurettede ikke måtte forlade huset. Retten finder det bevist, at tiltalte ved sin adfærd har kontrolleret Forurettede herunder således, at hun ikke forlod bopælen.

Retten finder det endvidere ikke bevist, som anført under pind 1, at tiltalte har forlangt, at Forurettede skulle efterlade sin telefon hjemme, så tiltalte kunne gennemgå den. Tiltalte har dog selv forklaret, at han læste flere af Forurettedes beskeder på hendes lpad.

Forurettede har forklaret, at hun alt overvejende havde sin telefon, men ikke brugte den, da tiltalte kontrollerede hende og skulle overhøre alle samtaler, samt at han i en længere periode tog hendes simkort, men ikke telefonen. Forurettede har ikke forklaret, at tiltalte kaldte hende skældsord, som anført under pind 3, hvorfor denne del ikke findes bevist.

Tiltalte findes herefter skyldig som anført i anklageskriftet - dog alene vedrørende den angivne periode og med de angivne undtagelser. Straffastsættelse Straffen fastsættes til fængsel i 3 måneder, jf. straffelovens § 243. Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 62 og § 63, jf. § 56, stk. 1.

Tiltalte skal herunder udføre samfundstjeneste i 80 timer. Retten har lagt vægt på den frygt og usikkerhed, som tiltalte har udsat forurettede for, hvilket han har gjort i en sådan grad, at hun rettede sig helt ind efter hans regler, og derved mistede kontakten til sin familie, venner og arbejde. Retten har videre lagt vægt på de store konsekvenser forholdet har haft for forurettede.

Retten henviser erstatningspåstanden til eventuelt civilt søgsmål eller erstatningsnævnet, da kravet ikke er dokumenteret for retten.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 3 måneder. Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder følgende betingelser: Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 1 år fra endelig dom. Tiltalte skal inden for en længstetid på 6 måneder fra endelig dom udføre ulønnet samfundstjeneste i 80 timer. Tiltalte skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen i længstetiden. Tiltalte skal delvist betale sagens omkostninger. ::::::::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 6. afdelings

DOM

(landsdommerne Uffe Sørensen, Peter Thønnings og Mia Romanko Staal Klintrup (kst.) med domsmænd). Dato: 5. februar 2026 Rettens sagsnr.: S-1136-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født november 1990, (advokat Lasse Martin Dueholm, besk.) Dom afsagt af Retten i Roskilde den 10. april 2024 (18B-4974/2023) er anket af Tiltalte med påstand om frifindelse, subsidiært til formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået domfældelse i overensstemmelse med den i byretten rejste tiltale – dog således at der påstås frifindelse for de dele af gerningsindholdet, som angår, at tiltalte ”forlangte at hun ikke måtte forlade huset”, ”forlangte at hun skulle efterlade sin telefon hjemme ved ham, så han kunne kontrollere hendes telefon og gennemse den”, og ”ved flere gange at have kaldt hende for skældsord” – samt skærpelse.

Forurettede har for landsretten nedlagt påstand om, at tiltalte vedrørende behandlingsudgifter og andet tab, jf. erstatningsansvarslovens § 1, skal betale 14.613,95 kr. med tillæg af rente fra 20. januar 2026, jf. erstatningsansvarslovens § 16. Tiltalte har nedlagt påstand om frifindelse og har bestridt både kravets opgørelse og pligten til betaling.

Forurettede har taget forbehold for senere at rejse yderligere erstatningskrav, herunder krav om godtgørelse for svie og smerte og varigt men, samt erstatning for yderligere behandlingsudgifter samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnerne Forurettede, Vidne3, Vidne4, Vidne1 og Vidne2.

De i byretten af vidnerne Vidne5 og Vidne6 afgivne forklaringer er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923. [FORKLARINGER UDELADT] Personlige oplysninger Tiltalte har om sine personlige forhold supplerende forklaret blandt andet, at han efter dommen i byretten fortsatte med at arbejde som tømrer. Han har forsøgt at afdrage på gammel gæld.

Han er desværre gået konkurs med sin virksomhed og er flyttet fra Aarhus. For tiden bor han hos sin mor og er ikke i et forhold. Han har været ”clean” lige siden 2023 og har formået at holde sig fri af misbrug ved på egen hånd at kontakte misbrugscenteret, hvor han har en støtteperson, han kan tale med.

Landsrettens begrundelse og resultat

Genoptagelse i medfør af princippet i retsplejelovens § 975 Efter indholdet af skrivelserne fra anklagemyndigheden til tiltalte i 2022 vedrørende påtaleopgivelse mv. finder de juridiske dommere, at tiltalte i den forbindelse med føje har anset sig for sigtet for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 243, hvilken sigtelse imidlertid blev opgivet af anklagemyndigheden.

Når imidlertid henses til karakteren af de beviser, der herefter tilgik politiet, finder de juridiske dommere, at betingelserne for genoptagelse og tiltalerejsning for hele gerningsperioden i medfør af princippet i retsplejelovens § 975 er opfyldt.

Skyldspørgsmålet Perioden 1. december 2021 til 28. maj 2022: Efter den stedfundne bevisførelse om parternes bopælsforhold, indbyrdes relation og kontakter fra gerningsperiodens start den 1. december 2021 og frem til ultimo maj 2022, hvor Forurettede flyttede fra krisecenteret, finder landsretten, at tiltalte i denne periode ikke har tilhørt eller været nært tilknyttet Forurettedes husstand, hvorfor tiltalte frifindes for den rejste tiltale i denne periode.

Perioden 28. maj til 13. september 2022: Det må efter de herom afgivne forklaringer lægges til grund, at Forurettede ultimo maj 2022 flyttede ind hos tiltalte på dennes bopæl i By og boede her frem til den 13. september 2022, i hvilken perioden parterne havde et kæresteforhold.

Tiltalte var derfor tilhørende eller nært tilknyttet Forurettedes husstand i denne periode, jf. straffelovens § 243. 4 voterende udtaler herefter: Vi finder også efter bevisførelsen for landsretten, at tiltalte af de grunde, der er anført i dommen, er skyldig i overensstemmelse med byrettens bevisresultat for den angivne periode med de rettelser i tiltalen, som følger af anklagemyndighedens påstand for landsretten.

Vi finder det således bevist, at tiltalte vedholdende over perioden udsatte Forurettede for adfærd omfattet af straffelovens § 243, som var egnet til utilbørligt at styre hende, og at tiltalte havde forsæt til dette. 2 voterende udtaler: Vi finder, at der ikke er ført det til domfældelse fornødne sikre bevis for, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med den tilrettede tiltale for landsretten, og vi stemmer for at frifinde tiltalte.

Vi har bl.a. lagt vægt på, at der er betydelig usikkerhed med hensyn til tiltaltes forsæt, herunder baggrunden for skærmningen af Forurettede hen over sommeren 2022. Der træffes afgørelse i overensstemmelse med stemmeflertallets votum. Sanktion Straffen findes efter den tidsmæssige udstrækning og karakteren af det passerede samt det oplyste om parternes personlige forhold passende bestemt.

Der er således helt undtagelsesvis grundlag for at gøre straffen betinget på vilkår som bestemt. Erstatning Efter de til støtte for kravet fremlagte oplysninger tiltræder de juridiske dommere, at erstatningskravet ikke er taget under påkendelse, jf. retsplejelovens § 992, stk. 1.

Med den justering vedrørende skyldspørgsmålet, der følger af anklagemyndighedens ændrede påstand for landsretten, stadfæster landsretten derfor dommen.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte stadfæstes. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.

AM2026.02.05Ø
Spørgsmål om genoptagelse i medfør af princippet i rpl. § 975. Tiltalte havde været sigtet for overtrædelse af bl.a. strfl. § 243. Sigtelsen blev opgivet. Der tilgik efterfølgende politiet nye beviser, der havde en sådan karakter, at betingelserne for genoptagelse og tiltalerejsning for hele gerningsperioden i medfør af princippet i rpl. § 975 var opfyldt.
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/b8a532b2-e012-4c1a-99b3-38df582e3731