OLR — Østre Landsret
AM2025.12.11Ø2
OL-2025-Ø-00068
AM2025.12.11Ø2 Københavns Byrets
KENDELSE
Dato: 7. november 2025 Rettens sagsnr.: 2-11196/2025 Politiets sagsnr.: 0100-10171-00130-25 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født september 1980 Sagens baggrund og parternes påstande Ved Københavns Byrets dom af 5. oktober 2020 blev Tiltalte fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1. I medfør af straffelovens § 16, stk. 1, blev domfældte frifundet for straf.
Efter straffelovens § 68 blev det ved dommen bestemt, at domfældte skulle undergive sig behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af kriminalforsorgen i forbindelse med afdelingen under udskrivning, således at kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om genindlæggelse. Ved dommen blev der ikke fastsat nogen længstetid.
Ved Københavns Byrets kendelse af 22. marts 2024, som stadfæstet af Østre Landsret den 18. april 2024, blev foranstaltningen opretholdt. I brev af 1. oktober 2025 har anklagemyndigheden i medfør af straffelovens § 72, stk. 2, indbragt sagen for retten med påstand om, at foranstaltningen opretholdes. Domfældte har nedlagt påstand om, at foranstaltningen ophæves.
Oplysningerne i sagen Domfældte har til retsbogen afgivet følgende forklaring: "... Domfældte vedstod sin forklaring afgivet i retsmøde den 19. marts 2024, hvoraf fremgår: "Domfældte forklarede bl.a., at han er på psykiatrisk afdeling lige nu. Det er mod hans vilje. Politiet havde bedt om, at han afkriminaliserer sig selv. Han havde givet afkald på venner og familie for at fjerne negative elementer i sit liv.
Han bliver af alle set som en modstander, fordi han er tilknyttet Alternativt trossamfund. Han har et tilhørsforhold til alle religioner. Han opfatter sig som religiøst forfulgt. Dommen, hvorved han blev idømt foranstaltningen, er forkert. Dommeren misforstod hans svar i retsmødet. Han ville ikke tage sin straf for det, fordi han mener, at det han skrev var korrekt.
Danmark har ikke noget at forsvare sig med, når man snakker om atombomber og Rusland. Når ankesagen ikke blev til noget, så var det fordi, han måtte flygte på grund af trusler. Alt bliver brugt imod ham. Han er offer for justitsmord. Gennem de sidste tre år har han været udsat for bespottelse. Han har som rask person været fængslet i psykiatrien i mange år.
Han flygtede til Italien, fordi systemet ikke havde været lydhør over for ham. Han er blevet udsat for tortur i Danmark. Han har ingen rettigheder. Det er lige meget, hvad man siger til folk, der er blevet indoktrineret. Religiøs straf og karma vil ramme alle. Hvis han var dommeren, ville han anmelde denne sag." Domfældte forklarede supplerende, at han har konverteret til islam og opholder sig i Danmark.
Han har modtaget medicin, der stammer fra 1910, og han mener, at man forsøger at straffe ham gennem medicinsk behandling i 30-40 år. Han er allergisk over for medicin og oplever ufrivillige bevægelser, dysfunktion i seksualiteten og en øget selvmordstrussel. Han har derfor tidligere flygtet til udlandet. Der er ikke rejst nye sigtelser mod ham.
Han har sygdomsindsigt, har læst alt tilgængeligt materiale på biblioteket og har gennemført et kursus. Han er helt uenig i psykiatriens udtalelser, som han betegner som konstruerede og fiktive. Domfældte forklarede, at han også tidligere har haft kontakt til sin søster, som hjælper ham meget. ..." Bistandsværge Bistandsværge har til retsbogen afgivet følgende forklaring: "...
Bistandsværgen oplyste, at domfældtes familiære situation og netværk har ændret sig, idet han har genoptaget kontakten til sin søster. De bivirkninger, domfældte oplever, blev anerkendt af læger og plejepersonale ved hans seneste indlæggelse.
Det er vanskeligt at behandle domfældte uden meget markante bivirkninger, og der er allerede forsøgt mange behandlingsformer. ..." Af overlæge Person v/Psykiatrisk Center' udtalelse af 20. maj 2025 fremgår blandt andet: "... Siden sidste udtalelse til Statsadvokaten Tiltalte blev den 12. novemer 2024 indlag i henholdt til sin behandlingsdoms grundet udeblivelser fra ROPS og medicinsvigt med depotmedicin.
Han genoptog behandlingen med Abilify Maintena og blev udskrevet dagen efter. Tiltalte har fra den 23. januar til den 27. januar 2025 været indlagt på psykiatrisk afdeling i henhold til sin behandlingsdims grundet medicinsvigt. Han genoptog behandlingen med Abilify Maintena under indlæggelsen.
Den 7. februar blev Tiltalte indlagt i henholdt til sin behandlingsdom på psykiatrisk afdeling grundet udeblivelser i ROPS og medicinsvigt. Der var planlagt præparatskifte fra Abilify Maintena til Cisordinol depot (antipsykotisk virkeende medicin). Tiltalte ønskede ikke præparatskifte, accepterede og modtog behandling med Abilify Maintena og blev udskrevet den 14. februar 2025.
Siden udskrivelse fra prykiatrisk afdeling den 14. februar 2025 har det været meget vanskeligt for ROPS at motivere patienten til fortsat kontakt med ROPS. Der har kun været enkelte telefoniske samtaler med Tiltalte, han var ellers blevet tilset ugentligt af den faste kontaktsygeplejerske i ROPS. Det besluttes derfor den 7. marts 2025 at indlægge Tiltalte i henholdt til sin behandlingsdom.
Tiltalte harværet efterlyst siden den 7. marts 2025, men er endnu ikke blevet fundet af politiet. ROPS har uden held forsøgt at ringe til Tiltalte, opsøge ham i hans bolig samt se efter ham i lokalområdet. Der er mistanke om at Tiltalte er rejst til udlandet. Psykofarmakologik behandling Injektion Abilify Maintena 400 mg hver 3. uge (antipsykotisk virkende medicin), sidst fået den 14. februar 2025.
Den aktuelle behandlingsplan Den overordnede behandlingsplan retter sig i kriminel profylaktisk henseende mod at fastholde den aktuelle psykofarmakologiske behandling, sammen med kriminalforsorgen at sikre social og personlig støtte, samt sikre indlæggelse ved destabilisering af den psykiske tilstand.
Diagnoser Paranoid skizofreni Cannabisafhængighedsyndrom Konklusion: Tiltalte er en 44-årig mand, som i over 20 år har lidt af den alvorlige sindslidelse paranoid skizofreni, kompliceret af et mangeårigt misbrug af cannabis. Tiltalte har haft et svært sygdomsforløb med mange og lange indlæggelser på psykiatrisk afdeling. Der er ingen sygdomsindsigt.
Den psykiske tilstand bedres under stabil medicinsk behandling, men Tiltalte er præget af vedvarende psykotiske symptomer og udtalt ambivalens overfor den antipsykotisk virkende medicin. Tiltalte har aktuelt været uden psykofarmakologisk behandling siden februar 2025. Han er efterlyst med henblik på indlæggelse på psykiatrisk afdeling siden den 7. marts 2025.
Det må formodes at hans psykiske tilstand aktuelt er destabiliseret. Han vurderes med baggrund i ovenstående i moderat risiko for fornyet kriminalitet. Det anbefales med baggrund i ovenstående af kriminalitetsforebyggende hensyn at opretholde nuværende foranstaltning uændret. ..." Kriminalforsorgen har den 12. september 2025 udtalt blandt andet: "...
Der er ført tilsyn med Tiltalte (herefter kaldet Tiltalte) via løbende kontakt til behandlende overlæge og kontaktperson ved Retspsykiatrisk Opsøgende Team (ROPS).
Tiltalte har ligeledes været mødt til tilsynssamtaler med Kriminalforsorgen frem til foråret 2024, men da Tiltalte fremstod meget psykotisk ved samtalerne og det ikke var muligt at arbejde kriminalitetsforbyggende med Tiltalte, samt udarbejde en LS/RNR vurdering, blev det sammen med afdelingens Enhedsleder besluttet at Tiltalte ikke skulle møde til tilsynssamtaler.
Til samtalerne oplyste Tiltalte bl.a. at han arbejdede for FBI i USA og at han havde hjulpet med at fange Osama Bin Laden. Tiltalte bor alene i egen bolig og har siden 2004 modtaget førtidspension. Han er ikke i parforhold og han har ingen børn. Han vurderes at have et begrænset netværk. Tiltalte er diagnosticeret med paranoid skizofreni og har været tilknyttet psykiatrien siden 2004.
Tiltalte har ingen sygdomsindsigt og har svært ved at samarbejde med Psykiatrien om sin medicin. For yderligere oplysninger om Tiltalte´s psykiske tilstand, henvises der til Psykiatriens udtalelse. Tiltalte rejste i foråret 2025 til Paris, hvor han endte med at blive indlagt på en psykiatrisk afdeling i byen, grundet psykotisk adfærd ude i offentligheden.
Han kom tilbage til Danmark i juni 2025, hvorefter han blev indlagt i henhold til dom og har været indlagt siden. Der forelægger ikke nogle nye sigtelser på Tiltalte. Tiltalte har i årevis haft en misbrug af cannabis, omfanget af dette er dog uvist.
Kriminalforsorgen vurdere på baggrund af ovenstående at der vil være en stor risiko for at Tiltalte vil ophører kontakten til Psykiatrien uden sin behandlingsdom og dermed stoppe med sin medicinske behandling. Dette vil medføre til psykisk forværring, samt forøget misbrug af cannabis, hvilket vil føre til øget risiko for ny kriminalitet.
Det er Kriminalforsorgens vurderfing, at Tiltalte fortsat er afhængig af de gavnlige og støttende rammer der er omkring ham. På baggrund af ovenstående og under henvisning til Psykiatriens udtalelse, anbefaler Kriminalforsorgen af foranstaltningen opretholdes. ..."
Rettens begrundelse
og afgørelse Domfældte har været undergivet foranstaltninger i mere end fem år på baggrund af en dom for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, i forbindelse med afsendelse af tre e-mails, som domfældte den 12. februar 2018 sendte i forlængelse af hinanden til Folketingets Oplysning.
Der er ikke fremkommet oplysninger om yderligere kriminalitet efter den 18. august 2021, hvor domfældte vedtog et bødeforlæg på 1.500 kr. for overtrædelse af straffelovens § 291, stk. 1.
Uanset at det efter det hidtidige behandlingsforløb og de foreliggende lægelige oplysninger må lægges til grund, at domfældtes tilstand fortsat er sådan, at det ud fra en lægelig vurdering ikke kan anbefales at ophæve den fastsatte foranstaltning, finder retten, at en proportionalitetsafvejning af foranstaltningens art og længde over for risikoen for ny kriminalitet må føre til, at foranstaltningen nu ophæves.
På denne baggrund tages domfældtes påstand om ophævelse af foranstaltningen herefter til følge, jf. straffelovens § 72, hvorfor bestemmes: Foranstaltningen idømt Tiltalte ved Københavns Byrets dom af 5. oktober 2020 ophæves.
Det offentlige betaler sagens omkostninger, herunder salær på 2.735 kr. + moms til den beskikkede advokat, advokat Anders TrøckKronberg. ::::::::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 4. afdeling
KENDELSE
Som dommere fungerede landsdommerne Susanne Lehrer, Olaf Tingleff og Christian Holger Vang (kst.), førstnævnte som rettens formand. Dato: 11. december 2025 Rettens sagsnr.: S-2791-25 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født september 1980, (advokat Anders Trøck-Kronberg, besk.) Ingen var indkaldt eller mødt.
Der fremlagdes udskrift af retsbogen fra Københavns Byret (SS 2-11196/2025), byrettens fremsendelsesbrev af 11. november 2025, skriftlige indlæg af 7., 10. og 28. november 2025 fra anklagemyndigheden samt skriftlige indlæg af 9., 13. og 15. november 2025 fra advokat Anders Trøck-Kronberg.
Anklagemyndigheden har kæret kendelse afsagt af Københavns Byret den 7. november 2025, hvorved det blev bestemt, at foranstaltningen, som Tiltalte blev idømt ved Københavns Byrets dom af 5. oktober 2020 ophæves. Byretten har tillagt kæremålet opsættende virkning.
Anklagemyndigheden har påstået foranstaltningen opretholdt og har til støtte herfor anført bl.a., at foranstaltningen fortsat er nødvendig for at sikre, at Tiltalte ikke begår ny kriminalitet. Tiltalte blev i juni 2025 tvangsindlagt på et psykiatrisk hospital i Paris. I juli 2025 blev han overflyttet til Psykiatrisk Center, hvorfra han blev udskrevet den 22. oktober 2025.
Det fremgår af udtalelse af 11. november 2025 fra Psykiatrisk Center ved overlæge Person, at hun skønner, at Tiltalte vil undlade at tage den antipsykotiske medicin, hvis foranstaltningen ophæves, og at dette vil medføre en svær forværring af hans psykiske tilstand. Uden den antipsykotiske medicin er der en høj risiko for, at Tiltalte vil begå ny kriminalitet.
Foranstaltningen blev endvidere først iværksat efter, at Tiltaltes anke blev afvist den 29. april 2022. Tiltalte har i flere perioder unddraget sig foranstaltningen og behandling, idet han uden aftale herom har taget længerevarende ophold i udlandet. Tiltalte påstået stadfæstelse og har til støtte herfor anført bl.a., at han ikke er sigtet for nye forhold.
Han er alene dømt for overtrædelse af straffelovens § 119 ved fremsendelse af mails i 2018. Hans læge har til trods for, at han gennem en langvarig periode har været uden behandling, vurderet, at risikoen for, at han begår ny kriminalitet, er moderat.
Af Psykiatrisk Center’ udtalelse af 11. november 2025 afgivet til brug for kæresagen fremgår bl.a.: ”… Psykisk tilstand Tiltalte er kendt under diagnosen paranoid skizofreni og cannabisafhængigheds-syndrom siden 2004.
Han har haft talrige indlæggelser i psykiatrisk regi typisk på baggrund af medicinsvigt – primært tvangsindlæggelser og efter oktober 2020 indlæggelser iht. behandlingsdom – og har ingen indsigt i egen tilstand eller situation. Det har været meget svært at behandle og fastholde Tiltalte i stabil medicinsk behandling op opfølgning grundet den manglende erkendelse af sygdom.
Tiltalte har svære psykotiske symptomer i form af sproglige tankeforstyrrelser og udtalte storheds- og religiøse vrangforestillinger. Hans tilstand bedres under stabil medicinsk behandling samt faste rammer og struktur. Tiltalte er flere gange ”flygtet” til udlandet, fordi han mener at han bliver tortureret og forfulgt af det psykiatriske system i Danmark.
Han har derfor i 2023 boet som hjemløs i Rom og senest i foråret/sommer 2025 i Paris. Tiltalte har igennem hele sit forløb i ROPS udvist svær ambivalens overfor behandling med antipsykotisk virkende medicin. Siden sidste udtalelse til Statsadvokaten Tiltalte blev i marts 2025 efterlyst med henblik på indlæggelse på psykiatrisk afdeling grundet udeblivelser fra ROPS og medicinsvigt.
I juni 2025 blev ROPS oplyst om, at Tiltalte opholdt sig i Paris, hvor han var blevet tvangsindlagt på psykiatrisk hospital og i juli 2025 blev Tiltalte overflyttet fra psykiatrisk hospital i Paris til Psykiatrisk Center København, hvor han har været indlagt indtil for 3 uger siden.
I starten af indlæggelsen på Psykiatrisk Center København fremstod Tiltalte svært forpint og med svære psykotiske symptomer i form af vrangforestillinger om forfølgelse af det psykiatriske system og religiøse vrangforestillinger.
Han oplyste at han var gået fra Berlin over Kiel til Prag og derefter til Paris som en ”walk for racisme” og at hans plan var at tage videre til England, fordi han bliver udsat for tortur i Danmark. Han afviste opstart af antipsykotisk medicin med begrundelsen at han er fejldiagnosticeret og at han er en ærkeengel.
Der blev under indlæggelse opstartet tvangsbehandling med antipsykotisk virkende medicin (Cisordinol depot). Tiltalte’s tilstand bedredes langsomt, han overgik til frivillig behandling med antipsykotisk virkende lægemiddel og fremstod i forbindelse med udskrivelsen mere samlet i sin tankegang, hans vrangforestillinger var trådt noget i baggrunden og han var væsentligt mindre forpint af sin tilstand.
Siden udskrivelse den 22. oktober 2025 har Tiltalte overholdt sine aftaler med ROPS og han har modtaget sin medicin som ordineret. Han er venlig og afdæmpet i kontakten, mener sig fortsat fejldiagnosticeret og fejlbehandlet, men accepterer at modtage sin medicin kun fordi han har en dom til psykiatrisk behandling.
Psykofarmakologisk behandling Injektion Cisordinol depot 500 mg hver 2. uge (antipsykotisk virkende medicin) Den aktuelle behandlingsplan Den overordnede behandlingsplan retter sig i kriminalitetsprofylaktisk henseende mod at fastholde den aktuelle psykofarmakologiske behandling, sammen med Kriminalforsorgen at sikre social og personlig støtte, samt sikre indlæggelse ved destabilisering af den psykiske tilstand.
Diagnoser Paranoid skizofreni Cannabisafhængighedssyndrom Konklusion Tiltalte er en 45-årig mand, som i over 20 år har lidt af den alvorlige sindslidelse paranoid skizofreni, kompliceret af mangeårigt misbrug af cannabis. Tiltalte har haft et svært sygdomsforløb med mange og lange indlæggelser på psykiatrisk afdeling. Der er ingen sygdomsindsigt.
Den psykiske tilstand bedres under stabil medicinsk behandling, men Tiltalte er præget af vedvarende psykotiske symptomer og udtalt ambivalens overfor den antipsykotisk virkende medicin, som han modvilligt modtager, kun fordi han har en behandlingsdom.
Ved en ophævelse af foranstaltningen er det undertegnedes skøn, at Tiltalte vil ophøre med den antipsykotisk virkende medicin med svær forværring af den psykiske tilstand til følge. Tiltalte vurderes aktuelt i moderat risiko for fornyet kriminalitet. Ved ophør af medicin vil risikoen for fornyet kriminalitet være høj.
Det anbefales med baggrund i ovenstående af kriminalitetsforebyggende hensyn at opretholde nuværende foranstaltning uændret. …” Efter votering afsagdes kendelse: Tiltalte blev den 5. oktober 2000 idømt den aktuelle foranstaltning for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1. Foranstaltningen blev iværksat efter Østre Landsrets afvisning af hans anke den 29. april 2022.
I marts 2025 blev Tiltalte som følge af udeblivelse fra behandling og medicinsvigt efterlyst med henblik på indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Efterfølgende blev Tiltalte i juni 2025 tvangsindlagt på psykiatrisk hospital i Paris og i juli 2025 overflyttet til Psykiatrisk Center København, hvor han var tvangsindlagt frem til den 22. oktober 2025.
Landsretten lægger efter udtalelsen fra Psykiatrisk Center til grund, at Tiltalte skønnes at ville ophøre med den nødvendige, medicinske behandling, hvis foranstaltningen ophæves, og at dette vil medføre høj risiko for, at Tiltalte vil begå ny kriminalitet.
Efter en samlet vurdering af karakteren af den begåede kriminalitet, risikoen for fornyet kriminalitet, oplysningerne om Tiltaltes personlige forhold samt foranstaltningens varighed og indhold finder landsretten, at det ikke er i strid med proportionalitetsprincippet at opretholde foranstaltningen. Landsretten ændrer derfor byrettens kendelse, sådan at foranstaltningen opretholdes.
Thi bestemmes
: Byrettens kendelse ændres, sådan at foranstaltningen opretholdes. Retten tillagde den for Tiltalte beskikkede forsvarer, advokat Anders TrøckKronberg, i salær 2.000 kr. med tillæg af moms, der endeligt betales af statskassen. Sagen sluttet.
