Tilbage til sager

OLRØstre Landsret

AM2023.04.04Ø

OL-2023-Ø-00025

Dom
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
04-04-2023
Sagsemne
vold eller trusler om vold, skældsord eller anden fornærmelig tiltale, EMRK
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

[AM2023.04.04Ø] Københavns Byrets

DOM

- 31. august 2021 - SS 3-30262/2020 - 0100-70308-00133-20

Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født oktober 1991

Sagens baggrund og parternes påstande Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskriftet er modtaget den 13. november 2020.

Tiltalte er tiltalt for

1. (0100-70308-00133-20) overtrædelse af straffelovens § 119. stk. 1, ved den 21. juni 2020 ca. kl. 04.30 på Nørreport Station, Adresse i København, ved vold eller trussel om vold mod nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv, under udførelsen af tje- nesten eller hvervet eller i anledning af samme, at have truet tjenestegørende politibetjent Forurettede1 og politibetjent Forurettede2, idet tiltalte rettet mod politibetjentene råbte: "I will kil! you", "I will find you and kill you", "I will kill you when I get the chance" og "I will fuck you up", eller lignende, ligesom tiltalte for- søgte at sparke ud efter politibetjent Forurettede1, samt i umiddelbar forlængelse heraf under transporten ind til Station Bellahøj, Borups Alle 266 i København, rettet mod politibetjent Forurettede1, at have råbt "I will kill you, I will find you on Facebook" eller lignende.

2. (0100-70318-00184-20) overtrædelse af straffelovens § 121, ved på samme tid og sted som i forhold 1, med hån, skældsord eller anden fornærmelig tiltale at have over- faldet tjenestegørende politibetjent Forurettede1 og politibetjent Forurettede2 under udførelse af deres tjeneste, idet tiltalte rettet mod politibetjentene flere gange råbte: "fucking racistsvin", "racist", "bøsse- røve", "fucking bitch ass faggot" eller lignende, ligesom tiltalte i umiddelbar forlængelse heraf under trans- porten ind til Station Bellahøj, Borups Alle 266 i København, igen rettet mod politibetjentene Forurettede1 og Forurettede2, flere gange råbte "racister" og "faggots" eller lignende.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.

Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at tiltalte i medfør af udlændingelovens§ 49, stk. 1, jf. § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, eller§ 24, nr. 2, udvises med et indrejseforbud i et af retten fastsat tidsrum, dog mindst 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, jf. stk. 4, nr. 5.

Tiltalte har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært om rettens mildeste dom.

Tiltalte har påstået frifindelse for udvisningspåstanden.

Forklaringer Der er afgivet forklaring af tiltalte og vidnerne politibetjent Forurettede2 og politibetjent Forurettede1.

[FORKLARINGER UDELADT]

Oplysningerne i sagen Der er afspillet video optaget af tiltaltes ven på Nørreport Station.

Personlige oplysninger Der er dokumenteret fra sagens bilag 6-3, rapport vedrørende § 26-athøring, hvoraf fremgår:

”… Ad udlændingens tilknytning til det danske samfund:

1. Varigheden af udlændingens samlede (lovlige og ulovlige} ophold i landet Ham kom til DK i august 2015 2. Varighed af tidligere frihedsberøvelser i Danmark Har ikke tidligere været frihedsberøvet 3. Integration i det danske samfund og i andre medlemsstater Har arbejder sammen med danske kollegaer 4. Opvækst, skolegang og uddannelsesforløb Han er opvokset i Etreia og har gennemgået folkeskolen 5. Arbejde i Danmark og andre medlemsstater. Han arbejder på en … i Ballerup. 6. Fagbevægelse Ikke medlem 7. Skriftlige/mundtlige danskkundskaber Forstår dansk og taler lidt dansk

8. Aktiv deltagelse i foreningsliv Han dyrker fitness

Ad udlændingens alder, helbredstilstand og andre personlige forhold:

1. Alder 29 2. Helbredstilstand herunder misbrug af euforiserende stoffer Helbred er 100% ok. Ingen misbrug, men ryger en gang i mellem hash. 3. Sygdom som ikke kan behandles i hjemlandet Ingen sygdom

Ad udlændingens tilknytning til herboende personer:

1. Ægteskab/registreret partnerskab Han er gift men konen er bosiddende i Sudan. 2. Fast samlivforhold/kæreste De har været gift i 8 år. 3. Børn Ingen børn 4. Forældre, øvrig familie og omgangskreds her i landet Han har sin bror og fætter i DK

Ad udvisningens konsekvenser for udlændingens herboende nære slægter:

1. Ægtefælles/registreret partner/mindreårige børns tilknytning til Danmark Konen har ingen tilknytning 2. Vil ægtefælle mv. følge med til hjemlandet i tilfælde af udvisning og er der årsager til at de vil have særligt vanskeligt at følge udviste til hjemlandet Konen er bosiddende i Sudan

Ad udlændingens manglende eller ringe tilknytning til hjemlandet:

1. Har udlændingen opretholdt kontakten til familien i hjemlandet Har kontakt til sin familie i hjemlandet, men ikke særlig meget. 2. Har udlændingen et nationalitetspas eller mulighed for at få et udstedt Han har intet pas 3. Aftjening af værnepligt i hjemlandet Nej 4. Oplysninger om udlændingens eller pårørendes ejendom i hjemlandet Ingen 5. Oplysninger om udlændingens skriftlige og mundtlige kundskaber Han taler og læser tigrinay. …"

Der er endvidere dokumenteret udtalelse af 3. februar 2021 fra Udlændingestyrelsen, hvoraf fremgår blandt andet:

”… Opholdsgrundlag og længde Tiltalte indrejste i Danmark den 24. august 2015, hvor han søgte asyl. Den pågældende fik den 16. januar 2017 opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens§ 7, stk. 1 indtil den 16. januar 2019. Pågældendes opholdstilladelse er senest den 18.januar 2021 forlænget indtil den 18.januar 2023.

Længden af Tiltaltes lovlige ophold i relation til udvisningsbestemmelserne regnes fra den 16. januar 2017, hvor pågældende fik opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. herved udlændingelovens § 27, stk. 2, og Tiltalte har således haft lovligt ophold i Danmark i ca. år, jf. udlæn- dingelovens§ 27.

Udvisningshjemmelen Udlændingestyrelsen vurderer, at opholdets karakter fører til betingelserne for en eventuel udvisning skal søges i udlændingelovens§ 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, eller § 24, nr. 2.

Efter udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6 kan en udlænding, som har haft lovligt ophold her i landet i mindre end de sidste 5 år, udvises, hvis udlændingen efter straffelovens § 119 og § 121 idømmes betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferellig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.

§ 26, stk. 2 Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en beslutning om udvisning af Tiltalte med sikkerhed kan anta- ges at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, skal Udlændingestyrelsen henvise til politiets afhøringsrapport af 18. august 2020.

Heraf fremgår at Tiltalte blandt andet har oplyst at han:

• Er sund og rask • Har en ægtefælle i Sudan • Har en bror og fætter i Danmark • Har kontakt til sin familie i Eritrea

Udtalelse om udvisningsspørgsmålet Det bemærkes indledningsvis, at det følger af bestemmelsen i udlændingelovens § 26, stk. 2, at en udlænding skal udvises efter §§ 22-24, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Dan- marks internationale forpligtelser.

På baggrund af anklagemyndighedens oplysninger om kriminalitetens karakter, og om at den pågæl- dende forventes idømt en frihedsstraf af 2-3 måneders varighed sammenholdt med de i udlændinge- lovens§ 26, stk. 2 nævnte hensyn, kan udlændingestyrelsen tiltræde, at anklagemyndigheden ned- lægger påstand om udvisning.

Efter Udlændingestyrelsens vurdering bør påstanden om udvisning nedlægges i medfør af udlændin- gelovens § 24, nr. 1. jf. § 22, nr. 6, eller§ 24, nr. 2.

Udlændingestyrelsen skal samtidig henlede opmærksomheden på, at en udlænding, i medfør af ud- lændingelovens § 24 b, skal tildeles en advarsel, hvis der ikke er grundlag for at udvise den pågæl- dende efter §§ 22-24, fordi dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. § 26, stk. 2.

Konsekvenser ved en eventuel udvisning Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 1, at der til en udvisning skal knyttes et indrejseforbud. Fastsættelsen af indrejseforbuddets længde fremgår af udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 2 og nr. 4- 7.

Det bemærkes, at efter udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 5 meddeles indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter § 22, nr. 4-8 eller for udlændinge, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, dog altid for mindst 6 år.

Det bemærkes endvidere, at indrejseforbuddet, efter stk. 5, nr. 1, kan meddeles af kortere varighed, hvis et indrejseforbud af den varighed, der er nævnt i stk. 4, vil indebære, at udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Såfremt den pågældende tildeles en advarsel efter udlændingelovens § 24 b, stk. 1, følger det af denne bestemmelses stk. 2, at retten i forbindelse med dommens afsigelse skal vejlede udlændingen om betydningen heraf.

Det fremgår af udlændingelovens § 49 a, at forud for udsendelse af en udlænding, som har haft op- holdstilladelse efter§ 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, og som er udvist ved dom, jf. § 49, stk. 1, træffer Ud- lændingestyrelsen afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, jf. § 31, medmindre udlændin- gen samtykker i udsendelsen. En afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, skal tillige indeholde afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter § 7. …”

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han har ansøgt om familiesammenføring med sin hu- stru, men sagen er fortsat under behandling, da der mangler nogle dokumenter. Parret var gift, da tiltalte indrejste i Danmark. Han måtte rejse alene, da de ikke havde penge til at kunne rejse begge to. Hustruen befinder sig i Sudan. Hans forældre er i hjemlandet Eritrea. Han har en vis kontakt til sit hjemland, men det er ikke noget særligt.

Han arbejder i dag i Virksomhed i By1. Det har han gjort i 7 måneder. Han er fastansat som slagter. Han har været i arbejde siden sin indrejse, bortset fra det første år. Han taler noget dansk. Han taler blandt andet dansk med sin kollegaer.

Han bor i en lejelejlighed, som han deler med en ven. Han ryger nogle gange hash. Han har ikke noget alko- holproblem.

Tiltalte er ikke tidligere straffet.

Rettens begrundelse

og afgørelse Forhold 1 Efter forklaringerne afgivet af vidnerne Forurettede2 og Forurettede1 finder retten det bevist, at tiltalte den pågældende nat overfaldt de to betjente på Nørreport Station, idet tiltalte gentagne gange på engelsk tru- ede dem med at ville slå dem ihjel, og at han ville finde dem på Facebook og slå dem ihjel, ligesom han flere gange forsøgte at sparke Forurettede2, mens tiltalte lå på jorden. Retten finder det også bevist, at truslerne fortsatte under transporten ind til station Bellahøj.

Retten finder det dog ikke bevist, at tiltalte i den forbindelse også truede betjentene ved at råbe ”I will fuck you up", hvorfor tiltalte med denne modifikation er skyldig i overensstemmelse med tiltalen.

Forhold 2 Efter forklaringerne afgivet af vidnerne Forurettede2 og Forurettede1 finder retten det bevist, at tiltalte den pågældende nat i forbindelse med overfaldet i forhold 1 også råbte som anført i forhold 2, dog bortset fra "fucking bitch ass faggot" og "faggots".

Tiltalte findes derfor skyldig med den anførte modifikation.

Straffastsættelse Straffen fastsættes til fængsel i 30 dage, jf. straffelovens § 119, stk. 1, og § 121.

Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på forholdenes karakter.

Henset til forholdenes karakter finder retten, at der ikke er grundlag for at gøre straffen betinget, herunder med vilkår om samfundstjeneste.

Udvisning Tiltalte er straffet med ubetinget fængsel i 30 dage for overtrædelse af straffelovens §§ 119, stk. 1, og 121. Betingelserne for udvisning i medfør af udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, eller § 24, nr. 2, er der- for opfyldt. Tiltalte skal derfor udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks in- ternationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2.

Spørgsmålet er, om udvisning af tiltalte vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventi- ons artikel 8.

Tiltalte er fra Eritrea. Han indrejste i Danmark i 2015 som 24-årig og fik asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Han har på nuværende tidspunkt haft lovligt ophold i ca. 4 år. Han har en bror og en fætter i Dan- mark. Han har forklaret, at han siden 2016 har været i beskæftigelse, og at han taler noget dansk.

Tiltaltes hustru, som ligeledes er fra Eritrea, befinder sig i Sudan. Parret har ingen børn. Tiltalte har ansøgt om familiesammenføring med sin hustru, men sagen er ikke afgjort. Tiltaltes forældre er bosiddende i hjemlandet, og de har en vis kontakt.

Efter en samlet vurdering og navnlig henset til, at tiltalte har levet det meste af sit liv i Eritrea, og senest i Sudan, hvor hans hustru er bosiddende, at han alene har haft lovligt ophold i Danmark i en kortere periode, og at han er idømt fængsel i 30 dage for overtrædelse af de ovenfor nævnte bestemmelser, finder retten, at udvisning af tiltalte ikke med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, hvor- for retten i medfør af de påberåbte bestemmelser tager påstanden om udvisning til følge som nedenfor be- stemt, jf. udlændingelovens§ 26, stk. 2.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte straffes med fængsel i 30 dage.

Tiltalte udvises af Danmark. Tiltalte pålægges indrejseforbud i 6 år. Indrejseforbuddet regnes fra udrejsen eller udsendelsen.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder 5.370 kr.+ moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat Knud Meden samt 1.790 kr.+ moms i salær til den tidligere beskikkede forsvarer, advokat Rasmus Anberg.

:::::::::::::::::::::::::::::::

Østre Landsrets 24. afdelings

DOM

- 4. april 2023* - S-2519-21 (landsdommerne Finn Morten Andersen, Jesper Jarnit og Nina Melgaard Ringsted (kst.) med domsmænd).

Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født oktober 1991, (advokat Knud Ole Ravn Meden, besk.)

Københavns Byrets dom af 31. august 2021 (SS 3-30262/2020) er anket af Tiltalte med påstand om frifin- delse, subsidiært formildelse, herunder således at han frifindes for påstanden om udvisning.

Anklagemyndigheden har påstået domfældelse efter anklageskriftet samt skærpelse.

Sagens oplysninger

Der er ligeledes for landsretten afspillet to videosekvenser af dele af forløbet ved Nørreport Station i for- bindelse med anholdelsen af tiltalte.

Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnet politibetjent Forurettede2. Der er endvidere afgivet forklaring af vidnet Vidne1

Den i byretten af vidnet politibetjent Forurettede1 afgivne forklaring er dokumenteret i medfør af retspleje- lovens § 923.

[FORKLARINGER UDELADT]

Personlige oplysninger Tiltalte er tidligere straffet

• ved Udenretlig bødevedtagelse den 9. november 2017 for overtrædelse af narkotikalovgivningen med en bøde på 2.000 kr., • ved Udenretlig bødevedtagelse den 12. marts 2018 for overtrædelse af narkotikalovgivningen med en bøde på 3.000 kr. • ved Udenretlig bødevedtagelse den 7. august 2019 for overtrædelse af færdselslovens § 4, stk. 1, med en bøde på 1.000 kr., og • ved Udenretlig bødevedtagelse den 22. oktober 2021 for overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1, nr. 2, med en bøde på 3.000 kr. samt et kørselsforbud.

Det fremgår af udskrifter vedrørende tiltaltes indtægts- og skattemæssige forhold, at han i perioden 2018- 2021 har haft lønindkomst på henholdsvis 29.561 kr. (2018), 72.699 kr. (2019), 123.885 kr. (2020) og 354.054 kr. (2021).

Tiltalte har om sine personlige forhold supplerende forklaret bl.a., at han oprindeligt søgte asyl i Danmark, fordi han blev tvunget til at aftjene værnepligt i Eritrea samtidig med, at der var krig i landet. Han blev kri-

stent gift med sin hustru i 2012 i Sudan. Hustruen, der også er flygtet fra Eritrea, har flygtningestatus i Su- dan. Han boede hos hustruen en måned, inden han rejste til Europa, hvor han endte i Danmark. Han har ikke under sit ophold her i landet været udrejst. Han og hustruen er ikke sammen længere, da hans hustru har fundet en anden mand. De er dog fortsat gift. Han har ikke søgt om familiesammenføring med sin hu- stru i Danmark. Han driver på nuværende tidspunkt selvstændig virksomhed, hvor han udbringer mad for firmaet Wolt. Han betaler skat og moms af virksomhedens indtægter.

Han var i Danmark et års tid, inden han første gang kom i arbejde, og han har lige siden været i beskæfti- gelse bl.a. på en byggeplads, hos Post Nord og som slagter hos Virksomhed. Han bor fortsat i lejelejlighed med en ven. Han har en bror og en fætter, der fortsat er bosiddende i Danmark, og hans forældre, der er ca. 70 og 80 år, bor fortsat i Eritrea.

Han har under sit ophold i Danmark taget folkeskolens afgangseksamen i 9. klasse og herudover deltaget i et danskkursus.

Landsrettens begrundelse og resultat

Skyldsspørgsmålet og strafudmåling Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de grunde, der er anført i den indankede dom, skyldig i samme omfang som er fastslået i dommen, idet tiltalte efter forklaringen for landsretten af politi- betjent Forurettede2 dog i forhold 2 tillige findes skyldig i overtrædelse af straffelovens § 121 ved at have udtalt ”fucking bitch ass faggots” og ”faggots” til Forurettede2 og hans kollega politibetjent Forurettede1.

Straffen findes passende.

Udvisning Som anført af byretten følger det af udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, og § 24, nr. 2, at tiltalte skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herun- der artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2.

Efter artikel 8, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har enhver ret til respekt for sit pri- vatliv og familieliv. Ifølge artikel 8, stk. 2, må ingen offentlig myndighed gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund bl.a. for at forebygge uro eller forbrydelse. Afgørelsen af, om et indgreb er nødvendigt, beror navnlig på en pro- portionalitetsvurdering. Menneskerettighedsdomstolen har i dom af 23. juni 2008 i sagen Maslov mod Øst- rig, præmis 68, opregnet følgende kriterier, der indgår i vurderingen:

• Den begåede kriminalitets art og grovhed • Varigheden af udlændingens ophold i bopælslandet • Tiden efter den begåede kriminalitet og den pågældendes adfærd i denne periode

• De berørte personers statsborgerskab • Udlændingens familiesituation, herunder ægteskabets varighed og andre faktorer, der viser familie- livets effektivitet • Hvorvidt ægtefællen havde kendskab til kriminaliteten, da forholdet blev etableret • Hvorvidt der er børn i ægteskabet og i så fald deres alder • Alvorligheden af de vanskeligheder, den medfølgende ægtefælle med sandsynlighed vil møde i det land, som udlændingen udvises til • Børnenes bedste interesser og velbefindende, herunder navnlig alvorligheden af de vanskeligheder, som udlændingens børn med sandsynlighed vil møde i det land, som udlændingen udvises til • Fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd med værtslandet og med modtagerlandet.

Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. præ- mis 70 i den nævnte dom.

Det fremgår endvidere af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at længden af et indrejseforbud har be- tydning ved vurderingen af, om udvisning vil udgøre et uproportionalt indgreb i retten til respekt for privat- livet og familielivet, jf. bl.a. Maslov-dommen, præmis 98, samt dom af 22. april 2004 i sagen Radovanovic mod Østrig, præmis 37, dom af 23. september 2010 i sagen Bousarra mod Frankrig, præmis 51, og dom af 14. september 2021 i sagen Abdi mod Danmark, præmis 38.

Tiltalte, der i dag er 31 år, er fra Eritrea, hvor han er opvokset og har gået i folkeskole. Han har i en kortere periode boet i Sudan, hvor han blev gift, og hvor hans hustru efter det oplyste fortsat er bosiddende. Begge hans forældre bor i Eritrea. Tiltalte har således ikke noget beskyttelsesværdigt familieliv i Danmark.

Tiltalte fik den 16. januar 2017 opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og har således haft lovligt ophold i Danmark i ca. 4 ½ år. Han har siden 2018 haft lønindtægter i Danmark, hvor han har arbejdet bl.a. på en byggeplads og som slagter hos Virksomhed. Han er på nuværende tidspunkt be- skæftiget som selvstændig med udbringning af mad for firmaet Wolt.

Han har i Danmark taget 9. klasses afgangseksamen og været på danskkursus. Han forstår dansk og taler noget dansk, men har dog haft brug for tolkebistand under behandlingen af straffesagen mod ham. Han har en bror og en fætter, der er bosid- dende i Danmark.

Tiltalte idømmes ved denne dom 30 dages fængsel for bl.a. trusler og forsøg på vold begået mod polititje- nestemænd, jf. straffelovens § 119, stk. 1. Han er forud herfor straffet fire gange med bøder for overtræ- delses af narkotikalovgivningen og færdselsloven, herunder for THC-kørsel, jf. færdselslovens § 54, stk. 1, nr. 2.

3 voterende udtaler herefter: Efter en samlet vurdering af tiltaltes personlige forhold, herunder oplysningerne om den kriminalitet, som han har begået under sit ophold i Danmark, at han er indrejst i Danmark som voksen, og at han ikke i Dan- mark har et familieliv i konventionens forstand, finder vi, at udvisning af ham med indrejseforbud i 6 år må

anses for en proportional foranstaltning, og at udvisning dermed ikke med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2, sammenholdt med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Vi stemmer derfor for at stadfæste dommens bestemmelse om udvisning.

3 voterende udtaler: Vi finder under hensyn til de pådømte forholds tilfældighedsprægede karakter og begrænsede grovhed sammenholdt med tiltaltes personlige forhold i øvrigt, herunder at han i en årrække har haft lønindtægter i Danmark og også aktuelt er i beskæftigelse, at udvisning af ham vil være et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Vi stemmer derfor for at frifinde tiltalte for udvisningspåstanden.

Da der er stemmelighed, afsiges der dom efter det for tiltalte mest gunstige resultat således, at han frifin- des for påstanden om udvisning.

Med de anførte ændringer vedrørende spørgsmålet om udvisning stadfæster landsretten herefter dom- men.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte stadfæstes med den ændring, at tiltalte frifindes for påstanden om ud- visning og tildeles en advarsel i medfør af udlændingelovens § 24 b, stk. 1.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.

* Årstallet er rettelig 2023, hvilket fremgår af retsbogen af den 4. april 2023 fra Østre Landsret. Rigsadvokaten, 10. maj 2023

AM2023.04.04Ø
KilderAnklagemyndighedenAnklagemyndigheden (PDF)
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/08970bc1-4b64-4700-b253-0cb31416c4fc